Regerende dronning og mystiker

Sverige var en stormagt under Gustav Adolf, der var konge fra 1611 til 1631. Han var en protestantisk frontfigur, der kæmpede i Trediveårskrigen i Tyskland, men endte efter flere sejre med at blive dræbt i et slag ved Lützen. En søn og arving ville have været den fuldendte tilføjelse til hans regeringstid, men han fik "kun" tre døtre, hvoraf bare én overlevede, nemlig Kristina (1626-89). Hun blev til gengæld både berømt og en glimrende regent i de ti år, hun sad på tronen, nemlig fra 1644 til 1654.
Det lader iøvrigt til, at kongen blev glad for sin datter, og at han havde mange forventninger til hende, for da han blev præsenteret for den nyfødte - der først var blevet opfattet som en dreng - udbrød han: "Hun kommer til at blive dygtig, for hun har narret os alle!" Noget, der hentydede til det faktum, at hun havde det "forkerte køn".
Før han drog af sted for at deltage i krigen, sørgede han for at gøre hende til sin tronarving, så hendes stilling i det svenske samfund var sikret.

I går skrev jeg om "Kvinder der elsker lig", og det lader til, at Gustav Adolfs kone, Maria Eleonora af Brandenburg, hørte til denne gruppe. Hun havde i hvert fald været så vildt forelsket i ham, at hun nægtede at lade hans lig begrave og tilmed forsøgte at krybe ned til det i kisten. Moderens psykotiske opførsel må have påvirket den unge Kristina, især da hendes ydre lighed med faderen pludselig fik denne ellers totalt ligeglade mor til at rette opmærksomheden imod hende.

Maria Eleonora af Brandenburg var en flot, tidstypisk kvinde, men man har indtryk af, at hun og datteren ikke havde meget til fælles, hvilket må have været en belastning for den unge prinsesse og tronarving. På et senere tidspunkt sagde hun selv: "Jeg har en uovervindelig modvilje mod alt, hvad kvinder talte om og gjorde." Moderens pludselige besættelse af datteren, som hun tidligere havde ignoreret, var formentlig en af hovedårsagerne til, at enkedronningen blev forvist til Gripsholm Slot, som hun hadede. I 1640 flyttede hun til Danmark og derefter til sit hjemland, Brandenburg. Allerede 8 år senere vendte hun dog tilbage til Sverige, hvor Kristina skaffede hende en passende bolig. Her boede hun indtil sin død i 1652.
I 1533 var Kristina blevet udråbt til dronning, 6 år gammel, og hun imponerede de udenlandske gesandter ved sin modenhed. Desuden var det tydeligt, at hun var særdeles intelligent med et fantastisk sprogøre, for hun talte flere fremmedsprog flydende, selv om hun aldrig havde været i de pågældende lande. Hun havde sans for boglig lærdom og satte sig ind i mange forskellige emner som f.eks. Islam og religionsfilosofi.
Selv om hun havde fået en skæv skulder, efter at en barnepige havde tabt hende som helt lille, var hun god til flere forskellige sportsgrene. Hun både red og fægtede, men jeg har aldrig set hende beskrevet som en god danser. Den slags har måske forekommet hende for feminint, da kvindelige sysler ikke sagde hende så meget, og hun konsekvent nægtede at gifte sig.

Hest og jagt var måske ikke så alarmerende for hendes omgivelser som en anden af hendes vaner, nemlig at klæde sig i mandetøj. Der er da også opstået rygter om, at hun var lesbisk, og at det skulle være grunden til hendes konstante afvisning af et ægteskab.
Et af de mennesker, der stod hende nærmest, var Ebba Sparre, som hun kaldte "Belle", og der er blevet gisnet om deres forhold, og om hvorvidt Kristina måske var hermafrodit. Flere århundreder efter hendes død blev der foretaget to obduktioner af hendes lig, og man så også på de optegnelser, lægen havde gjort, da hun døde. Intet tydede på "tvekønnethed", sådan som det var blevet mistænkt.

Hendes boglige sysler omfattede også en brevveksling med Descartes, og hun inviterede ham til Stockholm. Desværre var han ikke så robust som hende, for han bukkede under for vinterkulden og døde i februar 1650. Kristina sørgede og var plaget af skyldfølelse over hans død, men hun havde faktisk advaret ham imod det kolde klima i Sverige, så man kan sige, at hun havde ryggen fri. Det var ikke hendes skyld, at han ikke fulgte hendes råd om en passende vinterbeklædning.
Religion optog hende meget, og da hun, der jo var datter af en af protestantismens mest berømte frontfigurer, skiftede over til katolicismen, må det have været et stort chok for samtiden. Da hun fortalte, at hun ville abdicere til fordel for sin fætter, Karl X Gustav, kæmpede Rigsrådet indædt imod hendes planer, men den 3. november 1655 gennemførte hun projektet, idet hun nu officielt gik over til katolicismen.
Hun flyttede til Rom, hvor hun åbnede et akademi, der kaldtes "Arcadia". Her kunne deltagerne dyrke musik, teater, litteratur og sprog, men mange reagerede imod, at hun - en ung kvinde på 29 år - omgikkes unge, ugifte mænd helt frit her. Desuden fik hun rodet sig ind i nogle intriger om at blive dronning af Napoli, hvilket ville afhjælpe hendes økonomiske situation. Hun var afhængig af Sverige, men de lod til at have glemt alle de aftaler, der blev indgået ved hendes abdikation. Dette roderi medførte også et meget omtalt drab på en hofmand, som hun mente havde forrådt hende, hvilket så igen førte til forskellige problemer med paven og Roms gejstlige. En hengiven mellemmand sørgede dog for en genoprettelse af det gode forhold mellem dem, og paven endte med at bevilge hende en pension.
Rom var hendes faste opholdssted, men hun aflagde dog et par besøg i Sverige. Som katolik var hun imidlertid direkte uønsket, og eventuelle planer om at vende tilbage blev bremset. Da hun luftede tanken om at indtage den svenske trone igen, hvis Karl X Gustavs 5-årige søn, Karl Gustav XI, skulle afgå ved døden, var det ikke populært.
Den, der døde, var imidlertid hende selv, sandsynligvis af diabetes og lungebetændelse.