Da
Henrik VIII døde i 1547, varede det ikke længe, før hans
langt-om-længe-frisatte enke, Katherine Parr, fandt sig en noget mere appetitlig
mand, nemlig admiral Thomas Seymour. Hun forelskede sig i og giftede sig med ham samme år,
som hun blev enke. Som kongens sjette kone havde hun været en god og
loyal hustru, men det var næppe kærlighed, der bandt hende til den
skrækkelige, gamle tyran.
Hun var en nydelig dame på 35, men blev ikke regnet for en skønhed, sådan som hendes steddatter, kongens 14-årige datter, Elizabeth, der boede hos hende og hendes nye mand, admiral Seymour. Noget, hendes nye brudgom ikke overså, og det fortælles, at han hurtigt fik for vane at vise sig halvnøgen i den unge prinsesses soveværelse, inden hun stod op. Han havde også en meget lidt ærbødig vane med at give hende et klask i hendes jomfruelige rumpe.
Maleriet hér viser den 13-14-årige Elizabeth i 1546. Hun var yndig, men var det derfor, Thomas Seymour gjorde sig lækker for hende? Skyldtes det ikke snarere, at den ambitiøse admiral drømte om en endnu mere magtfuld position i kongedømmet end gennem den afdøde konges enke? Elizabeth var jo trods alt ikke bare hans datter, men også halvsøster til hans efterfølger, Edward VI. Hvorom alting er, så aste og maste stedmoderens nye mand i hvert fald for at gøre indtryk på den unge pige, medens hans gravide kone så til og forsøgte at holde gode miner til slet spil. Hvad andet kunne hun gøre? Intet, men det betød, at hendes mands anstrengelser med at gøre indtryk på Elizabeth også omfattede noget, der i høj grad ligner et voldtægtsforsøg, hvor han endte med at rive noget af hendes tøj i stykker.
Da stakkels Katherine var død i barselsseng med hans barn, gik han for alvor efter den purunge Elizabeth, men hun afværgede hans forførelsesforsøg. Det afskrækkede ikke den forfærdelige admiral og enkemand, for hvis hun ikke var modtagelig for hans charme, så svingede han bare over til hendes halvsøster, Mary. Hun ville dog heller ikke have ham, og så blev han for lavor dristig: han forsøgte at bortføre kongen, de to kvinders halvbror, Edward VI. Noget, der heller ikke lykkedes, men det satte en stopper for hans ambitiøse bestræbelser, for i 1549 blev han arresteret og derpå prompte halshugget.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar