Jeg ved ikke, om Vincent Van Gogh er verdens største maler, men det er han for mig. At han ikke blev anerkendt i samtiden ses vel nu som en pudsig detalje ved hans biografi, fordi man tænker på de enorme summer, hans billeder indbringer i nutiden, men for ham var det hårdt at opleve. Man er nu engang hovedpersonen i sit eget liv, og fordi man oplever alt indefra, må det have været aldeles forfærdeligt for et sårbart menneske som ham at se sit arbejde forkastet på den måde.
Når jeg ser på denne fantastiske kultegning, så oplever jeg en kvindes smerte. Er hun ved at drukne i problemer, fordi hun er eneforsørger, eller er hun mon syg? Hun forsøger at beskytte barnet ved at holde om det, men knuger det ikke besidderisk ind til sig. Faktisk er det som om, hun bevidst fastholder sit greb om den lille ved at den ene hånd holder om den anden. Det er der noget villet ved, som om hendes viljestyrke får hende til at fortsætte noget, der er meget svært. Samtidig er det, som om hun er så udmattet og nedbrudt, at hun ufrivilligt kunne slippe taget.
Hvad er hendes historie? Aner det ikke, men for mig er hun et billede på et dødtræt menneske, der har kæmpet længe for at holde sammen på det hele, men nu kan være lige ved at opgive ....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar