Regerende dronning og mystiker

Sverige var en stormagt under Gustav Adolf, der var konge fra 1611 til 1631. Han var en protestantisk frontfigur, der kæmpede i Trediveårskrigen i Tyskland, men endte efter flere sejre med at blive dræbt i et slag ved Lützen. En søn og arving ville have været den fuldendte tilføjelse til hans regeringstid, men han fik "kun" tre døtre, hvoraf bare én overlevede, nemlig Kristina (1626-89). Hun blev til gengæld både berømt og en glimrende regent i de ti år, hun sad på tronen, nemlig fra 1644 til 1654.
Det lader iøvrigt til, at kongen blev glad for sin datter, og at han havde mange forventninger til hende, for da han blev præsenteret for den nyfødte - der først var blevet opfattet som en dreng - udbrød han: "Hun kommer til at blive dygtig, for hun har narret os alle!" Noget, der hentydede til det faktum, at hun havde det "forkerte køn".
Før han drog af sted for at deltage i krigen, sørgede han for at gøre hende til sin tronarving, så hendes stilling i det svenske samfund var sikret.

I går skrev jeg om "Kvinder der elsker lig", og det lader til, at Gustav Adolfs kone, Maria Eleonora af Brandenburg, hørte til denne gruppe. Hun havde i hvert fald været så vildt forelsket i ham, at hun nægtede at lade hans lig begrave og tilmed forsøgte at krybe ned til det i kisten. Moderens psykotiske opførsel må have påvirket den unge Kristina, især da hendes ydre lighed med faderen pludselig fik denne ellers totalt ligeglade mor til at rette opmærksomheden imod hende.

Maria Eleonora af Brandenburg var en flot, tidstypisk kvinde, men man har indtryk af, at hun og datteren ikke havde meget til fælles, hvilket må have været en belastning for den unge prinsesse og tronarving. På et senere tidspunkt sagde hun selv: "Jeg har en uovervindelig modvilje mod alt, hvad kvinder talte om og gjorde." Moderens pludselige besættelse af datteren, som hun tidligere havde ignoreret, var formentlig en af hovedårsagerne til, at enkedronningen blev forvist til Gripsholm Slot, som hun hadede. I 1640 flyttede hun til Danmark og derefter til sit hjemland, Brandenburg. Allerede 8 år senere vendte hun dog tilbage til Sverige, hvor Kristina skaffede hende en passende bolig. Her boede hun indtil sin død i 1652.
I 1533 var Kristina blevet udråbt til dronning, 6 år gammel, og hun imponerede de udenlandske gesandter ved sin modenhed. Desuden var det tydeligt, at hun var særdeles intelligent med et fantastisk sprogøre, for hun talte flere fremmedsprog flydende, selv om hun aldrig havde været i de pågældende lande. Hun havde sans for boglig lærdom og satte sig ind i mange forskellige emner som f.eks. Islam og religionsfilosofi.
Selv om hun havde fået en skæv skulder, efter at en barnepige havde tabt hende som helt lille, var hun god til flere forskellige sportsgrene. Hun både red og fægtede, men jeg har aldrig set hende beskrevet som en god danser. Den slags har måske forekommet hende for feminint, da kvindelige sysler ikke sagde hende så meget, og hun konsekvent nægtede at gifte sig.

Hest og jagt var måske ikke så alarmerende for hendes omgivelser som en anden af hendes vaner, nemlig at klæde sig i mandetøj. Der er da også opstået rygter om, at hun var lesbisk, og at det skulle være grunden til hendes konstante afvisning af et ægteskab.
Et af de mennesker, der stod hende nærmest, var Ebba Sparre, som hun kaldte "Belle", og der er blevet gisnet om deres forhold, og om hvorvidt Kristina måske var hermafrodit. Flere århundreder efter hendes død blev der foretaget to obduktioner af hendes lig, og man så også på de optegnelser, lægen havde gjort, da hun døde. Intet tydede på "tvekønnethed", sådan som det var blevet mistænkt.

Hendes boglige sysler omfattede også en brevveksling med Descartes, og hun inviterede ham til Stockholm. Desværre var han ikke så robust som hende, for han bukkede under for vinterkulden og døde i februar 1650. Kristina sørgede og var plaget af skyldfølelse over hans død, men hun havde faktisk advaret ham imod det kolde klima i Sverige, så man kan sige, at hun havde ryggen fri. Det var ikke hendes skyld, at han ikke fulgte hendes råd om en passende vinterbeklædning.
Religion optog hende meget, og da hun, der jo var datter af en af protestantismens mest berømte frontfigurer, skiftede over til katolicismen, må det have været et stort chok for samtiden. Da hun fortalte, at hun ville abdicere til fordel for sin fætter, Karl X Gustav, kæmpede Rigsrådet indædt imod hendes planer, men den 3. november 1655 gennemførte hun projektet, idet hun nu officielt gik over til katolicismen.
Hun flyttede til Rom, hvor hun åbnede et akademi, der kaldtes "Arcadia". Her kunne deltagerne dyrke musik, teater, litteratur og sprog, men mange reagerede imod, at hun - en ung kvinde på 29 år - omgikkes unge, ugifte mænd helt frit her. Desuden fik hun rodet sig ind i nogle intriger om at blive dronning af Napoli, hvilket ville afhjælpe hendes økonomiske situation. Hun var afhængig af Sverige, men de lod til at have glemt alle de aftaler, der blev indgået ved hendes abdikation. Dette roderi medførte også et meget omtalt drab på en hofmand, som hun mente havde forrådt hende, hvilket så igen førte til forskellige problemer med paven og Roms gejstlige. En hengiven mellemmand sørgede dog for en genoprettelse af det gode forhold mellem dem, og paven endte med at bevilge hende en pension.
Rom var hendes faste opholdssted, men hun aflagde dog et par besøg i Sverige. Som katolik var hun imidlertid direkte uønsket, og eventuelle planer om at vende tilbage blev bremset. Da hun luftede tanken om at indtage den svenske trone igen, hvis Karl X Gustavs 5-årige søn, Karl Gustav XI, skulle afgå ved døden, var det ikke populært.
Den, der døde, var imidlertid hende selv, sandsynligvis af diabetes og lungebetændelse.

 

Overflod, der dræber

 I 1903 blev denne mand anset for at være "verdens fedeste", og han blev ansat ved et cirkus, så folk rigtig kunne beskue et sådant monstrum. Nu om stunder ville han nærmest være en splejs i forhold til dem, der regnes for fede. Hvor han måske har vejet 100-130 kg, så kommer vor tids fedlinge op på flere gange den vægt. 

Tyk, men ikke nær så meget som f.eks. ham her, der ses sammen med den berømte slanke-professor Dr. Now.

En håbløs opgave? Ikke nødvendigvis, men det vil kræve en viljestyrke, som ikke alle har. De har sat kroppen på overarbejde og belaster ikke bare ben og skelet, men hjerte og kredsløb, lunger, etc., etc., så det kan være knald eller fald for dem. Alligevel er der mange, der vælger guffet frem for helbredet, for det er knyttet til en trøster-mekanisme, de ikke kan styre. Stakkels Dr. Now kæmper ofte en hård kamp for at redde disse mennesker, og man kan se, hvor glad han bliver, når det lykkes. Jeg har ofte set programmerne med ham, og jeg kan levende forestille mig hans frustrationer, når patienterne får smuglet forbudt mad ind på hospitalet eller snyder med diæten, når de kommer hjem. Ingen kan i den grad ligne en tordensky som Dr. Now, når det mislykkes at få en patient på ret kurs ....
Vi ved, at vor verden er blevet et overflodssamfund, og at folk forventer at kunne mæske sig med ofte usunde madvarer. Det er især slemt i USA, hvor der findes mennesker, der vejer helt op til 500,00 kg, og det har altså aldrig været naturens mening. Alt sammen meget trist ....

Kvinder, der elsker lig

Der har været en hel del beretninger om mænds nekrofili, men alle mine illusioner om, at det "bare" var et mandligt fænomen, (som bl.a. Ted Bundy dyrkede), er blevet skudt i sænk, da jeg læste om denne unge dame, Karen Greenlee (født i 1956).
Hun arbejdede som balsamør-studerende, (eller hvad sådan en nu hedder), i Californien. Det gik tilsyneladende fint, men en dag gjorde Karen noget, man ikke havde ventet af hende: i 1979 stjal hun den rustvogn, som hun kørte liget af en 33-årig, ung mand til begravelse med. Faktisk var hun kommet så tæt på den sørgende familie, at hun så dem stå og vente på rustvognen, ligesom de formentlig så hende, da hun pludselig vendte om og spurtede afsted med den afdøde.

Da hun blev fundet, indrømmede hun, at dette ikke var første gang, hun forgreb sig på et lig. I et senere interview, der er gengivet i bogen "Apocalypse Culture", fortalte hun uden nogen tegn på fortrydelse, at hun, at hun havde gjort det sådan ca. 20 gange før. Hun foretrak simpelthen lig og kom også godt fra det denne gang, for det blev ikke regnet for kriminelt på dette tidspunkt.
At hun fik en straf skyldtes tyveriet af rustvognen og ikke voldtægten af afdøde. Straffent bestod i en latterligt lille bøde og 11 dage i fængsel. Noget, der nok var med til at gøre afdødes mor så rasende, at hun sagsøgte hende og bedemandsfirmaet for §1 million. Retten afgjorde, at hun skulle have §117,000 i erstatning, hvilket da også var et pænt beløb for en sex-akt, der ikke krævede nogen medvirken af den ene part, men som reelt set var en voldtægt.
Senere har Karen Greenlee talt varmt om sin forkærlighed for døde mænd, og hun har også tegnet et sådant "romantisk møde".

Et par af de ting, der satte fut i hendes libido var lugten af blod og død. Hun beskrev sig selv som et lighus-rotte og nekrofili som en "afhængighed".

Som om det ikke var nok med én kvindelig nekrofil, så er der sandelig også Leilah Wendell. Hun er forfatter, maler, historiker og administrator på Westgatenecromantic.com. Denne website er dedikeret til dødsenglen Azrael, da Leilah efter sit eget udsagn ganske enkelt er forelsket i døden.

Her ser man Leilah i færd med sin yndlings-beskæftigelse, og jeg ved allerede nu, at ikke bare hun og Karen dyrker denne passion. Der er flere, og det kan man jo så tænke over, for hvad får dem dog til det? At mænd kan være erotiske fumlegængere, ved man allerede, men derfra og så til helt at afvise den levende variant for den døde er nu et spring af de store ....

Jeg har set flere dokumentarprogrammer om mandlige mordere, der ikke bare myrdede en kvinde, der faldt i deres smag, men også bevarede hendes lig til senere "romantik". At kvinder også kan gøre den slags skulle nødig gå hen og blive en trend ...

Den ikke-eksisterende Ludvig XVII's efterliv

Ligner denne canadiske gentleman den franske konge Ludvig XVI, der blev henrettet i det henrettelsesinstrument, han selv havde sagt god for, nemlig guillotinen, der blev flittigt brugt under Den Franske Revolution?

Eller hvad med hans dronning, Marie-Antoinette?

For slet ikke at tale om deres søn, den såkaldte Ludvig XVII, der aldrig kom på tronen, men som af royalister regnes for en del af den franske kongerække?

Jeg kan gå med til, at der kan være en svag lighed mellem Ludvig XVI og den canadiske gentleman, men jeg tvivler meget på, at der er anden forbindelse mellem dem end én stor løgn, der imidlertid har interesseret folk i nogle hundrede år, for hvad nu hvis? Det "hvis" brænder de troende nok inde med, for Eleazer Williams (1788–1858), der levede sit liv som en canadisk missionær og lingvist, blev anerkendt af en canadisk-mohawk-familie som søn af et af deres medlemmer, nemlig Thomas Williams. Ikke desto mindre hævdede Eleazar om og om igen, at han - og ingen anden af de mere end 100 andre tronprætendenter - var den ægte, franske Dauphin, der kendes som Ludvig XVII.
Nu var det også uheldigt, at de personer, der blev sat til at bevidne identiteten af det døde drengebarn, der døde af sult som søn af det henrettede kongepar i Temple-fængslet den 8. juni 1795, aldrig så ham i levende live. Sandelig ikke en særlig tilforladelig identifikationsmetode, hvilket blev udnyttet til fulde af diverse lyssky personer, der ønskede at gøre krav på den franske trone.
Grunden til fremkomsten af et rygte om prinsens overlevelse uden for fængslet var såmænd, at hans kvindelige fangevogter senere fortalte nogle nonner, at hun havde smuglet ham ud efter at have sat en anden og ikke spor kongelig dreng ind i hans sted. Meget sært, men næppe en beretning, der kunne verificeres hverken nu eller dengang. Desuden har DNA fra det døde drengebarns hjerte vist, at han var i familie med Marie-Antoinette, hvilket burde lukke munden på alle, der forsøger at betvivle hans identitet .....


https://www.telegraph.co.uk/news/2016/08/09/pretender-to-frances-non-existent-throne-embroiled-in-succession/?fbclid=IwAR2gXFBHoun9ZveEpbQOs_7W4NJWtb_vHlIsfOJhDUyT1-bLkFHPU-6OTFE

Den allerførste engelsktalende, kvindelige forfatter

Sådan kan man godt forestille sig Margery Kempe (c. 1373-c. 1438) med pen og blæk, men sådan gik det ikke for sig, da hun skrev det, der af de fleste regnes for den første autobiografi på engelsk. Hun har formentlig ikke fået nogen form for boglig undervisning og lader ikke til at have kunnet hverken læse eller skrive, for præster læste de religiøse skrifter for hende, som hun ærede hele livet. Jamen hvordan bar hun sig så ad som forfatter? Hun dikterede såmænd sin bog til skrivere i 1420'erne.

Denne bog kunne have været en skildring af hendes liv som hustru og mor til mindst 14 børn, men den indeholdt meget andet som f.eks. redegørelsern for hendes dybe, religiøse tro. Som en god katolik så hun de mystiske oplevelser, hun havde, som et udtryk for en guddommelig mening med hende og hendes liv, og det har måske været denne overbevisning, der fik hende til at nedfælde dem.
Noget, hun tit refererer til, er de samtaler, hun mente at have med Jesus, der åbenbart ofte viste sig for hende. Alle hendes visioner og den højlydte gråd, kramper, sukken og stønnen, disse referater gav anledning til, førte imidlertid til, at hendes omgivelser reagerede negativt på hende. På et tidspunkt blev hun ligefrem fængslet og truet med tortur i form af voldtægt. Dette lader dog til at have blevet ved truslerne.
Hun blev imidlertid flere gang anklaget for kætteri, men blev aldrig dømt. Grunden til disse anklager var, at mange af hendes aktiviteter som f.eks. hendes brug af hvidt, så det virkede, som om hun ville spille nonne. At hun påstod, at hun ikke bare kunne bede for afdøde sjæle i skærsilden, men også afgøre, hvem der var fordømt, og hvem der var frelst, var en alvorlig overskridelse af reglerne for en kristen kvindes gode opførsel. En hel del af hendes offentlige adfærd blev også set som et klart brud på Paulus' forbud imod kvinder, der præker. Det værste har dog nok været, at hendes tro på en personlig forbindelse med Jesus fik det til at virke, som om hun fremhævede sig selv og påstod, at hun stod over andre.
Hendes bog begynder med en beskrivelse af den vanskelige fødsel af hendes første barn, hvilket får én til at tænke på 1970'ernes og 1980'ernes bekendelseslitteratur. I hendes bog indgår denne fødselsoplevelse som et led i en religiøs oplevelse af, hvordan Jesus er hende nær som trøster og redningsmand. Senere fortæller hun om de seksuelle fristelser, som hun mente at burde tage afstand fra, selv om hun jo var gift. Desuden led hun af en  slem jalousi imod andre kvinder, der bekymrede hende, men som hun ikke sådan lige kunne gøre sig fri af.
Efterhånden blev hun grebet af en dybere og dybere religiøs stræben. Det betød, at hun ønskede at leve et religiøst liv, hvor hun udelukkende bestræbte sig på tilbedelse af Jesus. For hende betød dette, at hun måtte overtale sin mand til at acceptere, at de begge skulle leve i cølibat. Noget, han åbenbart gik med til.
Som ikke-katolik kan man ikke lade være med at undre sig over Margery Kempes tankegang og selvforståelse. Det er så langt fra vores opfattelse af virkeligheden, at man faktisk har brug for en form for oversættelse. Bogen har været forsvundet i flere århundreder, og blev først genfundet i 1934. Den er anerkendt som et værk af stor historisk værdi, men man skal virkelig indstille sit hoved på en speciel oplevelse for at få andet ud af den end undren ....



https://www.atlasobscura.com/articles/the-first-woman-to-publish-a-book-in-english-lived-in-a-room-attached-to-a-church-and-walled-off-from-the-rest-of-the-world?utm_source=facebook.com&utm_medium=atlas-page&fbclid=IwAR0p5ABaaI_bXbm0X9uborg0RdoIHPfJTbazRXpKedk82d1HrV9jW2e1A0E


https://www.theguardian.com/books/2015/may/08/archive-find-shows-medieval-mystic-margery-kempes-autobiography-doesnt-lie

Jeget og den redigerede virkelighed

Nå ja, man ved jo godt, at udseendet spiller en stor rolle for især offentlige personer og deres status, så selvfølgelig snydes der med både tøj og make-up. Det kan ikke forarge mig, men jeg har dog somme tider undret mig over, hvor stor forskel den slags kan gøre. Folk kan jo forvandles fuldstændig af lidt make-up, hvilket virker sært på mig, for hvem er de så? Skifter de personlighed, som de skifter udseende?

Samme dame, men vidt forskelligt udseende og udstråling. At det bare har krævet make-up og en frisør er forbløffende.

Hun var en skønhed, men fik sit udseende ødelagt af plastikkirurgi, og nu er det formentlig for sent at fortryde. Det samme gælder mange andre berømte damer og herrer, der har levet af deres udseende, og som bare ikke kan acceptere, at alderen på et vist tidspunkt spiller ind.
En sådan voldsom forvandling får mig dog til at spekulere på, hvordan sådan et transformeret menneske oplever sit "jeg". Er hun i sin egen bevidsthed den, hun var, eller er hun den, hun er blevet, og føler hun selv, at hun er blevet smukkere?

Her har vi et yndigt barn, der dog tidligt udmærkede sig ved én bemærkelsesværdig egenskab: hun lignede en voksen, bare i lille format. Netop på grund af dette er det nemt at genkende hende som super-divaen Elizabeth Taylor, men hvem var hun i sin egen bevidsthed? Eller sagt på en anden måde, hvornår er vi mest os selv?
Jeg tror, at de fleste af os ser os selv som unge mennesker, og at vi opfatter de senere aldre som afvigelser fra det, vi er. Når man når en vis alder, hvor det kan ses, at man ikke længere er 20, 30 eller 40 år, vil rigtig mange kæmpe en indædt kamp for at blive ynge at se på. Man vil gerne tilbage til "sig selv", dvs. som man var og bliver dybt frustreret, når det mislykkes.
Mange formår virkelig ikke at tage sit nye, aldrende udseende alvorligt som et billede på deres "jeg".En proces, der dog lettes af, at den foregår over en årrække. Hvis det var noget, der skete i ét hug på f.eks. én dag, tror jeg, at man brød fuldstændig sammen og fik meget svært ved at komme tilbage til en normal tilstand.

Mænd, kvinder og syre i Indien

Laxmi Agarwal (født 1 juni 1990) er et indisk syre-offer, der fik sig et liv, selv om hun blev frygtelig vansiret, da den dobbelt så gamle, meget forelskede - og afviste - Naeem Khan smed syre i ansigtet på den bare 16 år gamle skønhed. Der er desværre mange indiske kvinder, der har været udsat for sådanne overgreb, og det fik Laxmi til at tilslutte sig en græsrodskampagne for deres rettigheder i samfundet. Da hun blev angrebet af Naeem Khan i 2005, var hun en virkelig smuk pige, men syren ødelagde hendes ansigt og dele of hendes overkrop. 
Hendes arbejde for kvinders rettigheder og forhindringen af et uhæmmet salg af syre gjorde, at hun i 2019 fik den ærefulde International Women Empowerment Award fra The Ministry of Women and Child Development, the Ministry of Drinking Water and Sanitation, and UNICEF. Hun havde allerede modtaget The International Women of Courage Award i 2014, som hun fik overrakt af præsidentfruen, Michelle Obama. Det var dog ikke den eneste form for opmærksomhed hun har fået. Filmen "Chhapaak" er således bygget på hendes liv.
Det sørgeligste er, at der er sket mange flere syre-angreb i nutiden end tidligere. Derfor går Laxmi ind for en voldsom stramning af salget og helst en total bortskaffelse af denne farlige vare, der er blevet frustrerede mænds superbillige våben. Selv om der er kommet restriktioner, er det dog ikke lykkedes at få syren totalt ud af handlen.

https://www.thecitizen.in/index.php/en/NewsDetail/index/1/7735/The-Stories-Of-Indias-Acid-Attack-Survivors

Denne iranske kvinde, der kom ud for det samme som mange indiske kvinder, forlangte hævn à la "Øje for øje, tand for tand", hvilket åbenbart lykkedes i hendes tilfælde. Om det er vejen frem vides ikke, og jeg tvivler ærlig talt ....