Gratisprincippets ironi

Alt det, der regnes for gratis har faktisk en pris, som man ikke sådan lige tænker på, og her er den altså sat til £16.99. Det kan så endda være, men jeg har altså oplevet, at "gratis gaver" har kostet noget, man ikke rigtig kan gennemskue, når man modtager dem. Eksempel: en eller anden kær sjæl hjælper én med noget, man rent faktisk ikke kan lave på egen hånd, men selv om det ikke siges direkte, så ved man jo godt, at den slags hjælp modsvares af en ikke-defineret gæld. "Jeg har gjort dette for dig, og derfor FORVENTER jeg, at du gør dette for mig, eller at du i det mindste er mig positivt stemt og støtter mig ..."

OK, det er vel i orden, men ikke hvis denne underforståede gæld aldrig kan "betales" tilbage med de venne-tjenester, man kan yde uden at slå knude på sig selv. Derfor bør man tænke over én ting, inden man modtager eller beder om en "gratis ydelse": hvis der ikke er en pris på, så er denne ydelse nok meget, meget dyr, ja, måske ubetalelig, idet der kan trækkes på modtagerens taknemmelighed i umindelige tider. Kort sagt: en gratis gave kan udvikle sig til et evighedsprojekt ....

Voldtaget til døde af en giraf?!!!!

De romerske kejsere er ikke ligefrem kendt for deres vennesæle og elskværdige personligheder, så det er lige før, man tror på historien om, at en af Neros efterfølgere henrettede hans yndlings-giftblanderske, Locusta, ved at lade hende blive voldtaget til døde af en giraf. Denne historie er blevet fortalt om og om igen, men intet tyder dog på, at det er sandt, selv om mordersken Locusta både fortjente at blive straffet og også blev det. Hun medvirkede formentlig til mordet på Claudius og hans søn, Britannicus, på Neros ordre. 

Hvad giraffen angår, så er det sikkert en horribel bagvaskelse af et uskyldigt dyr, for de er altså meget store, hvilket kan ses her, hvor zebraen tjener som et godt sammenligningsobjekt. Desuden er der altså også noget galt med proportionerne, hvis man forestiller sig et sådant kæmpe-dyr sammen med en kvinde, så hvordan kan den myte dog være opstået? Den eneste forklaring er vel, at en eller anden med en meget løbsk fantasi blev sat til at brygge historien om Locustas død sammen, fordi vedkommende hørte til en anden politisk fløj. At få denne Nero-hjælperske sværtet har været vigtigt for visse personer, der sikkert gerne undte hende en omgang giraf-voldtægt.

 

Når man taber underkæben ....

Vi kender alle udtrykket "at tabe kæben", og det refererer til den tilstand, hvor man af ren forbløffelse glemmer at lukke munden. Det anses for meget lidt charmerende og måske også uhøfligt, men det er nu endnu værre, hvis ydre forhold i ens omgivelser rent faktisk æder kæben væk. Dette skete før i tiden for mennesker, der arbejdede i tændstikfabrikker, hvor fosfordampe steg opad og opløste arbejdernes kæbe. Problemet først ved tandpine og ømme gummer, og selv om det sikkert har været væmmeligt, så kunne det endda være, for det kunne ikke ses, men det kunne sygdommen til gengæld, når den brød ud for alvor. Man kan sige, at den indtjente arbejdsløn var dyrt tjente penge, for de ramtes liv blev aldrig det samme, når først de havde fået "Phossy Jaw". Den første, der fik denne skrækindjagende diagnose, var en kvinde i Wien i 1839, men fem år senere kunne den læge, der havde diagnosticeret hende, rapportere om 22 nye tilfælde ....

Vi har grund til at være stolte af os selv, for Danmark fulgte lige i hælene på Finland, da de som de første forbød de farlige stoffer, der skabte fosfor-dampene. På en international konference i 1906 blev det forbudt af mange flere, der underskrev et fælles forbud: Finland og Danmark fulgtes af Schweiz, Luxemburg, Italien, Holland og Tyskland i noget, der kan kaldes det første internationale forbud imod et industrielt produkt.

Min Vincent ....

Jeg ved ikke, om Vincent Van Gogh er verdens største maler, men det er han for mig. At han ikke blev anerkendt i samtiden ses vel nu som en pudsig detalje ved hans biografi, fordi man tænker på de enorme summer, hans billeder indbringer i nutiden, men for ham var det hårdt at opleve. Man er nu engang hovedpersonen i sit eget liv, og fordi man oplever alt indefra, må det have været aldeles forfærdeligt for et sårbart menneske som ham at se sit arbejde forkastet på den måde. 

Når jeg ser på denne fantastiske kultegning, så oplever jeg en kvindes smerte. Er hun ved at drukne i problemer, fordi hun er eneforsørger, eller er hun mon syg? Hun forsøger at beskytte barnet ved at holde om det, men knuger det ikke besidderisk ind til sig. Faktisk er det som om, hun bevidst fastholder sit greb om den lille ved at den ene hånd holder om den anden. Det er der noget villet ved, som om hendes viljestyrke får hende til at fortsætte noget, der er meget svært. Samtidig er det, som om hun er så udmattet og nedbrudt, at hun ufrivilligt kunne slippe taget.

Hvad er hendes historie? Aner det ikke, men for mig er hun et billede på et dødtræt menneske, der har kæmpet længe for at holde sammen på det hele, men nu kan være lige ved at opgive ....

Nipler og kameltæer?

Jeg kender offentlige websites, hvor "nipler" anses for yderst syndigt og derfor uacceptabelt. Hvordan dem, der driver denne populære site kan få den ide, aner jeg ikke, da min hjerne endnu ikke går i så snørklede cirkler som deres. Én ting er dog sikker: hvis man investerer penge i ovennævnte produkt, så får man ikke bare nipler, men stritsakker, og det er sikkert endnu mere uacceptabelt ...

Hvad så med den del af den kvindelige anatomi, der har fået kæle-/øgenavnet "camel toe" (dvs. "kameltæer")? Noget mere kvindeligt kan man da ikke finde, måske bortset fra "babser"? (Og vi ved fra tidligere, at hvis det er meget kvindeligt, så kan det hurtigt få prædikatet "syndigt")

Der er selvfølgelig også kræfter i gang for afskaffelsen af noget, der i den grad pointerer visse fælestræk ved den kvindelige anatomi. Nogle annoncer går ind for, at den enkelte kvinde tillægger sig en sådan "camel toe", hvis hun er lidt underforsynet i de dele, medens andre præker en mere ærbar og ladylike usynliggørelse gennem forskellige tiltag.

Den påtvungne usynliggørelse har vi oplevet før, f.eks. i forbindelse med lidt for svulmende barme, og det lader de fleste af os ganske kold. Kvinder følger måske nok moden og morer sig over dens luner, men de er ikke slaver af den. Det, der præger kvinder i vores del af verden, er netop, at de klæder sig individuelt. Jeg kan forestille mig en endnu mere forskelligartethed med alle mulige kombinationer af både tøj og kropsdele. Ikke at det er nødvendigt, men jeg tror bare, at sådan bliver det, for har det ikke altid været sådan?

Baby som skrald?

Nej, for pokker da!!! Ikke desto mindre er det sket flere gange - også her i landet - at en mor/familie har skilt sig af med en uønsket baby, der er havnet et sted, hvor kun et mirakel har gjort, at det er blevet fundet i live. Det er nok et fænomen, der ikke mindst skyldes indvandringen af folkeslag med andre moralværdier for ugifte kvinder, end vi normalt har her. For nogle få generationer siden var det såmænd ikke så usædvanligt, at også danske piger skilte sig af med uønskede børn på den måde, og derfor blev der opsat "baby-kasser" rundt omkring. Her kunne moderen eller hendes familie lægge babyen, som så blev myndighedernes ansvar.

Genoprettelsen af sådanne fortidige kasser har været diskuteret for et par år siden, for ingen ønsker at et lille barn skal udsættes for denne form for bortskaffelse. Hvis babyen bliver lagt i kassen, så er det jo ikke utænkeligt, at barnløse borgere kunne tænke sig at adoptere den lille, hvilket vil være en langt bedre løsning end den slags uhyrlige bortskaffelsesmetoder. Vi ønsker jo mildt sagt ikke at finde små lig rundt omkring, og det har vi desværre allerede oplevet, også i nutiden

Jeg husker en sag for nogle år siden, hvor en lille, nyfødt pige, der blev efterladt ved et busstoppested, blev opdaget ved en tilfældighed. Hun blev reddet, men det var da kun, fordi en person med samvittighed sørgede for det.

Selvfølgelig er jeg godt klar over, at der er blevet mange forskellige metoder til at gøre sig af med en nyfødt, som man ikke ønsker. Det med at "ligge barnet ihjel" skete vist forholdsvis tit, hvis familien bare ikke kunne overskue at få et barn mere.

Noget, der får mg til at tænke på noget helt andet og dog alligevel beslægtet, nemlig den engelske forfatter Charles Dickens, der havde en overmåde frugtbar kone. Så vidt jeg ved, har hverken hun eller han forsøgt sig med drab på nyfødte, men han bebrejdede hende, at hun fødte så mange børn, ganske som om, det var noget, hun gjorde på egen hånd. Hans egen andel i foretagendet "glemte" han belejligt, og det skulle ikke undre mig, om det var den almindelige mening blandt familiefædre, der skulle forsørge 10 børn eller endog flere ....

https://www.dr.dk/nyheder/indland/spaedboern-fundet-i-sportstasker-og-skraldespande-det-sker-med-de-efterladte-boern

Ukønnet formering

Skabelsen af et barn er jo normalt en indviklet, men naturlig biologisk proces, der som regel kører automatisk uden indgriben fra forældrenes side, når først den er kommet i gang: æg møder sperm, og sød musik opstår ....

Hvis processen får lov til at følge den vej, naturen har udstukket for den, så vil dette velkendte rendez-vous resultere i et nyt, lille menneske sådan ca. 9 måneder senere, og det er alt sammen smukt og helt, som det skal være.

I 1924 var der imidlertid en forsker, J.B.S. Haldane, der påpegede, at teknologien kunne føre til en helt ny vej for den menneskelige forplantning. Han forudsagde ligefrem et skift, som han tidsfæstede til 2074. Efter hans mening ville på det tidspunkt (mindst) 70% af den menneskelige formering foregå uden for menneskekroppen, dvs. uden for kvindens livmoder. Dette blev defineret som "graviditet i kunstige omgivelser", sådan som det også er blevet beskrevet af forfattere som f.eks. Aldous Huxley samt andre ikke helt så lødige skribenter.

Betegnelsen for en sådan uden-for-livmoderen-graviditet er Ectogenesis, og alt omkring det lyder som science fiction, men er det ikke. Forskere rundt omkring arbejder ihærdigt på at gøre menneskeheden fri af vort gamle arnested, livmoderen. Vi hører temmelig ofte om forskere, der har haft held til at holde liv i dyrefostre i flere uger, og pointetn er, at disse udfødte dyr befinder sig i reagensglas eller petriskåle og ikke i deres mors livmoder.
En fertilitetsekspert har udtalt, at man inden for de næste 10 år vil kunne udvikle en kunstig livmoder, der formodentlig vil bestå af en glasmontre med UV-beskyttelse. Fosteret placeres altså i denne montre, der indeholder et proteinholdigt stof af en eller anden art, og her får det næring af blodprodukter. Umiddelbart lyder det ret vildt, og det vil afgjort blive meget dyrt at etablere sådanne kunstige livmødre. Hviket fører til et uundgåeligt spørgsmål: hvorfor i alverden skulle mennesker gøre den slags, når der allerede er naturlige livmødre, der har ydet den samme service for menneskeheden gennem hele vor eksistens på denne planet?

Personligt tror jeg, at mange af disse forskere drømmer om en verden, hvor kvinders betydning er formindsket. En af dem har talt om en "ny balance mellem kønnene", når de kunstige livmødre er i gang, og den tror jeg slet ikke på. Hvis dette projekt realiseres så tipper balancen mellem kønnene helt og aldeles, for så er der ikke brug for de ægte livmødre.

Gad vide, hvad disse forskere siger til de af deres kolleger, der arbejder med et andet projekt inden for kunstig formering, nemlig noger, der gør det muligt for kvinder at få børn med sig selv. Det lyder sikkert endnu mere besynderligt, men der ligger faktisk realiteter bag, da det er muligt at lave sperm af hudceller. I denne version af "Fagre Nye Verden" er det altså kvinden, der gør sig totalt fri af manden gennem en langt enklere teknik end de kunstige livmødre. Begge projekter er dog stadig på forsøgsstadiet, og dér bliver de nok et godt stykke tid endnu ....

https://www.dagbladet.no/nyheter/spanske-forskere-lager-saed-av-hud/60371040