fredag den 22. maj 2020

Ansigtsknusere


Intet er så personligt (bortset fra DNA) som et ansigt. At "vise ansigt udadtil", at ikke "tabe ansigt", eller at "blive firmaets ansigt", etc., etc. er meget vigtigt. Man ER vel ikke udelukkende sit ansigt, men det er tæt på, for det tegner ens identitet og hele personlighed for omverdenen. Derfor vil det være en katastrofe virkelig at miste ens ansigt som f.eks. i krig eller ulykker.

Hvordan i alverden er det gået til? Det er der ingen, der ved, og det er nok også photo shop, men det illustrerer meget godt, hvad det ville betyde at tabe ansigt - og i dette tilfælde hele hovedet ....

Denne fyr må have været flot og tiltrækkende, da han var i live, men det er han altså ikke mere, og det kan ses: livet har forladt ham og har taget udtryk og personlighed med sig. Jeg har set lig med et smukt og forklaret udtryk, men jeg tvivler på, at det er normen, for det varer ikke længe, før næste led i processen "opløsning og skeletering" forvandler den døde og gør ham/hende ukendelig. Det er en person, men hvor man måske før var glad for at kunne give ham/hende et knus, så lokker dette ansigt ikke til intimiteter.

I 2013 var der en dansk kriminalsag, hvor en "bandeboss" truede tre drenge til forskellige former for kriminalitet. Truslen var den samme, som skuespilleren Lana Turners mafia-elsker, Johnny Stompanato, brugte: "Jeg skal KNUSE dit ansigt!!!" Netop denne skuespiller havde gennem hele sin karriere levet på sit smukke ansigt, for det var vist så som så med talentet. Da hendes datter (over-)hørte hans trusler, dræbte hun ham for at beskytte sin mor.

Her ses Lana og Johnny Stompanato, da alt (formentlig) stadig var fryd og gammen.
Jeg så et krimi-program, hvor kom med en henkastet bemærkning, som jeg skrev mig bag øret, fordi jeg syntes, den viser noget interessant om den menneskelige identitet: "Nogle mordere er først og fremmest ansigtsknusere ...."
Nå ja, tænkte jeg, de ønsker nok ikke, at deres offer skal genkendes. Reporterens næste bemærkning uddybede imidlertid problematikken: ".... de vil ikke lade deres offer beholde hans/hendes identitet ...."
Dér spidsede jeg ører, for sådan tror jeg, det forholder sig for dem, der virkelig ønsker at nedværdige og knuse et andet menneske: tab ansigt én gang for alle og vær død!!! Ret rædselsfuldt og på en vis måde endnu mere nedværdigende end så meget andet, disse skiderikker kan udsætte andre mennesker for.



torsdag den 21. maj 2020

Da Hoess kom op at hænge


Dette er tydeligvis ikke en situation, der falder i Rudolf Hoess' smag, men sådan ville det nok være for de fleste af os. Instinktet får os til at vige væk for løkken, der skal tage livet af os, selv om vi måske er indstillet på, at det er dér, vi er nu ....
Man må ellers sige, at netop Rudolf Hoess havde levet med døden tæt inde på kroppen, for han havde været lejrchef for Auschwitz, og det er faktisk det flittigt brugte krematorium, man kan se i baggrunden. Hans andel i svineriet har været høj, og man siger om ham, at han var skyld i millioner af menneskers død i kz-lejren. 

Her ses en betuttet udseende Hoess under Nürnbergprocessen året før hans død i 1947. Han ligner én, der surmuler over at være blevet overrasket med fingrene i kagedåsen, for det er da "ikke noget", vel? Hans "hva'-er-det-forbudt?!!!"-fjæs er som en eviggyldig illustration til begrebet dumhed og fejhed, og han ser ud, som om han er lige ved at bryde sammen i gråd. Dog næppe fordi han fortryder sine ugerninger, men fordi han har ondt af lille Rudolf, der jo slet ikke forstod, at det med at følge ordrer var en fælde og ikke mindst en intelligenstest: er du dum, eller er du bare modbydelig? Rudolf var åbenbart begge dele samt meget andet mindre pænt. Derfor fortjente han også det, der overgik ham foran krematoriet den 16. april 1947.
Gjorde han på noget tidspunkt nytte? Jo, da han (fejt???) vidnede imod Ernst Kaltenbrunner, Oswald Pohl og I.G. Farben. Noget, der sandsynligvis skete i et forsøg på at redde livet, men hvis det var tilfældet, så forregnede han sig sandelig ....

PS: jeg er ikke blind for det beklagelige faktum, at jeg må erkende, at jeg ikke har skygge af medlidenhed med Rudolf, selv om jeg erkender, at han er et menneske, og at man af den grund må forsøge at udvise en eller anden form for forståelse af, at han ikke er fuldkommen. Han har ret til at begå fejl som alle andre, men på samme måde har jeg vel ret til at  hade og fordømme hans slags?





Krigerisk? Tjaahh ...

Eleonora af Aquitanien (1122/1124–1204) er den eneste kvinde, der både har været fransk og engelsk dronning.  Som teenager var hun helt sikkert det bedste parti i Europa. Hun var berømt for sin skønhed, klogskab og faste karakter, men det var nok hendes egenskab af superrig arving, der lokkede de fleste bejlere til. Man kan sige, at hun som ung pige nærmest væltede sig i nedarvede besiddelser, så rig var hun.
Desuden var hun tydeligvis intelligent og havde fået en god uddannelse, både inden for sprog, musik og litteratur. Ud over det så var hun også god til forskellige såkaldte mandlige sportsgrene og var bl.a. kendt som en glimrende rytter, der også gjorde det godt som falkejæger. Vist ikke kundskaber, hun fik megen gavn af i sit første ægteskab, da hun - blot 15 år gammel - blev gift med den kedelige og indesluttede kong Ludvig VII af Frankrig.
Nogle år efter brylluppet kæmpede hun desperat at få mere luft under vingerne, idet hun forsøgte at komme med på det 2. korstog sammen med sine kvindelige riddere. Det fortælles, at hun opsøgte Bernard af Clairvaux, klædt som en kampberedt amazone. Hendes kvindelige riddere var også klædt i kampuniform, men selv om de drog af sted i samlet flok, så kom de aldrig i kamp. Noget, der virkelig må have skuffet den unge, krigeriske dronning.

Forskellige uenigheder - samt en forelskelse i en af hendes onkler - gjorde, at hun erklærede sit ægteskab med Ludvig VII ugyldigt, og det blev opløst i 1152, men det kostede hende de to døtre, hun havde med ham. De voksede op ved det franske hof, medens hun selv giftede sig med Henrik af Anjou, der var engelsk tronarving. Et par år efter blev han Englands konge som Henrik 2.

Da hendes mand sendte hende til hendes oprindelige arverige, Aquitanien, for at genoprette ro og orden, besluttede hun sig for at blive dér og oprette sit eget rige som regerende dronning. Hun havde dog gjort regning uden vært, for i de næste mange år opstod der den ene arvestrid efter den anden mellem Henrik II og deres otte fælles børn. Tre af sønnerne indledte et veritabelt oprør imod deres far, som de fandt støtte til hos deres mor. Desværre for hende mislykkedes oprøret, og hendes mand holdt hende derpå i fangenskab gennem de næste 15 år. Da han døde i 1189, blev han efterfulgt af deres søn, Richard I (1157-1199). 

En anden grund til fjendskabet mellem ægtefællerne var Henriks forhold til en af tidens helt store skønheder, Fair Rosamund, som Eleonora blev mistænkt for at have forgivet. Meget af historien om Henrik og den skønne Rosamund virker som ren fantasi, men at hun eksisterede, og at hun blev regnet for særdeles smuk, er der ingen tvivl om. - Billedet viser, hvordan dronningen angiveligt forgiver sin rivalinde.

Den bedste beskrivelse af det stridende kongepar finder man i filmen "The Lion in Winter" (1968) med Katherine Hepburn og Peter O'Toole. De er helt suveræne i deres demonstration af de kongelige intriger og den lidenskab, der ulmer i deres ikke spor nemme forhold. Da Eleonora døde i 1204, blev hun begravet sammen med sin mand, Henrik II, og man kan ikke lade være med at tænke på, hvordan de dog har kunnet dele grav oven på alle deres stridigheder. 

 

 

Kæmpen, der var dværg


Enhver, der så Adam Rainer, var klar over, at han var noget specielt, for med sine 234 cm ragede han højt op over de fleste andre. Manden var en kæmpe - bortset fra at han altså var dværg!
Da han blev født i Ungarn i 1899, varede det nemlig ikke så længe, før han blev diagnosticeret som dværg, og som 18-årig var han bare 122,55 cm høj. Han var klein i det, men så skete der noget sært: han skød pludselig i vejret og forvandlede sig fra dværg til kæmpe.Man mener, at han led af Akromegali, der er en meget sjælden tilstand, der næsten uden undtagelse skyldes et væksthormonproducerende hypofyseadenom. Hvis sygdommen begynder inden lukningen af epifyseskiverne, udvikles der gigantisme, hvilket var, hvad der skete med Adam Rainer.

Han var den eneste i verden med både dværgvækst og gigantisme, så han var virkelig speciel. Hans liv var også meget specielt, men ikke på en god måde, for med kæmpevæksten fik han alvorlige bivirkninger og mistede f.eks. synet på det ene øje og hørelsen på det ene øre. Faktisk tilbragte han det meste af sit voksen-liv som sengeliggende patient, indtil han døde som 51-årig.
Eftersom han virkelig var så speciel, undrer det mig, at der efter sigende konstateres 70 patienter med akromegali i Danmark hvert år. Hvordan kan det være muligt, og hvor i alverden gemmer de sig? De er i hvert fald ikke synlige i gadebilledet.





onsdag den 20. maj 2020

Gratisprincippets ironi


Alt det, der regnes for gratis har faktisk en pris, som man ikke sådan lige tænker på, og her er den altså sat til £16.99. Det kan så endda være, men jeg har altså oplevet, at "gratis gaver" har kostet noget, man ikke rigtig kan gennemskue, når man modtager dem. Eksempel: en eller anden kær sjæl hjælper én med noget, man rent faktisk ikke kan lave på egen hånd, men selv om det ikke siges direkte, så ved man jo godt, at den slags hjælp modsvares af en ikke-defineret gæld. "Jeg har gjort dette for dig, og derfor FORVENTER jeg, at du gør dette for mig, eller at du i det mindste er mig positivt stemt og støtter mig ..."
OK, det er vel i orden, men ikke hvis denne underforståede gæld aldrig kan "betales" tilbage med de venne-tjenester, man kan yde uden at slå knude på sig selv. Derfor bør man tænke over én ting, inden man modtager eller beder om en "gratis ydelse": hvis der ikke er en pris på, så er denne ydelse nok meget, meget dyr, ja, måske ubetalelig, idet der kan trækkes på modtagerens taknemmelighed i umindelige tider. Kort sagt: en gratis gave kan udvikle sig til et evighedsprojekt ....


Voldtaget til døde af en giraf?!!!!


De romerske kejsere er ikke ligefrem kendt for deres vennesæle og elskværdige personligheder, så det er lige før, man tror på historien om, at en af Neros efterfølgere henrettede hans yndlings-giftblanderske, Locusta, ved at lade hende blive voldtaget til døde af en giraf. Denne historie er blevet fortalt om og om igen, men intet tyder dog på, at det er sandt, selv om mordersken Locusta både fortjente at blive straffet og også blev det. Hun medvirkede formentlig til mordet på Claudius og hans søn, Britannicus, på Neros ordre. 

Hvad giraffen angår, så er det sikkert en horribel bagvaskelse af et uskyldigt dyr, for de er altså meget store, hvilket kan ses her, hvor zebraen tjener som et godt sammenligningsobjekt. Desuden er der altså også noget galt med proportionerne, hvis man forestiller sig et sådant kæmpe-dyr sammen med en kvinde, så hvordan kan den myte dog være opstået? Den eneste forklaring er vel, at en eller anden med en meget løbsk fantasi blev sat til at brygge historien om Locustas død sammen, fordi vedkommende hørte til en anden politisk fløj. At få denne Nero-hjælperske sværtet har været vigtigt for visse personer, der sikkert gerne undte hende en omgang giraf-voldtægt.
 

tirsdag den 19. maj 2020

Når man taber underkæben ....


Vi kender alle udtrykket "at tabe kæben", og det refererer til den tilstand, hvor man af ren forbløffelse glemmer at lukke munden. Det anses for meget lidt charmerende og måske også uhøfligt, men det er nu endnu værre, hvis ydre forhold i ens omgivelser rent faktisk æder kæben væk. Dette skete før i tiden for mennesker, der arbejdede i tændstikfabrikker, hvor fosfordampe steg opad og opløste arbejdernes kæbe. Problemet først ved tandpine og ømme gummer, og selv om det sikkert har været væmmeligt, så kunne det endda være, for det kunne ikke ses, men det kunne sygdommen til gengæld, når den brød ud for alvor. Man kan sige, at den indtjente arbejdsløn var dyrt tjente penge, for de ramtes liv blev aldrig det samme, når først de havde fået "Phossy Jaw". Den første, der fik denne skrækindjagende diagnose, var en kvinde i Wien i 1839, men fem år senere kunne den læge, der havde diagnosticeret hende, rapportere om 22 nye tilfælde ....

Vi har grund til at være stolte af os selv, for Danmark fulgte lige i hælene på Finland, da de som de første forbød de farlige stoffer, der skabte fosfor-dampene. På en international konference i 1906 blev det forbudt af mange flere, der underskrev et fælles forbud: Finland og Danmark fulgtes af Schweiz, Luxemburg, Italien, Holland og Tyskland i noget, der kan kaldes det første internationale forbud imod et industrielt produkt.