Bønner

Ja, intet er mere forunderligt end alle de forskellige former, det religiøse misbrug har antaget i årenes løb. Det er faktisk ret besynderligt, at folk ikke selv ser det, når de folder deres hænder og opsender en bøn til den selv samme Gud, som deres modstandere ser som deres redningsmand. Begge parter behandler guddommen som deres private julemand, der helt sikkert er "på deres side", og som derfor "vil fylde deres lommer med gods og guld". Intet beviser menneskets beredvillighed til ikke bare at lade sig narre af falske forestillinger, som til et omfattende selvbedrag som netop religionen. Trist, for det er et nyttigt våben i hænderne på alle mulige undertrykkere.
Seneste eksempel på dette ser vi her, og ih, hvor skulle han skamme sig! Når jeg ser billeder af ham, så er det altså svært at ikke enten skraldgrine og/eller bande og svovle, for han repræsenterer lige præcis det i amerikansk kultur, som jeg ikke kan lide.

Ideen om "Den amerikanske Drøm" virker så uskyldig, for hvem kan dog have noget imod huse med et hvidt stakit, der jo på en eller anden måde opsummerer ånden i denne ideologi? Sagen er bare den, at denne drøm bygger på et jernhårdt system med underbetalte arbejdere og voldsomme sanktioner mod dem, der går imod systemet. Det er meget trist, for amerikanerne har fortjent mere, da de fleste knokler for at opnå det, de ser som det ideelle liv ....

Løgn eller bare en lidt vel livlig fantasi?

"Løgnens mester", Baron von Münchhausen, er en højt elsket fiktiv figur, der løseligt bygger på de vilde fabuleringer, som en historisk person, nemlig Hieronymus Karl Friedrich, Freiherr vor Münchhausen, underholdt sine venner med.

Den ægte Münchhausen deltog i flere krige, hvoraf to imod tyrkerne. I 1750 trak han sig imidlertid tilbage til sit gods, hvor han levede livet med jagt og hyggeligt samvær med vennerne.  På det tidspunkt havde han været gift i seks år, men da hans kone døde i 1790, fik han sig en ny kone fire år senere. Hvor det første ægteskab havde været harmonisk, blev det næste noget nær katastrofalt, og han døde barnløs tre år efter brylluppet.

En af de ting, han nød efter sin pensionering, var at fortælle vilde historier med sig selv som helten, der kom ud for de mest utrolige eventyr. Grænsen mellem ham og den fiktive baron er svær at trække, for når der fortælles om, hvordan baronen reddede sig selv og sin hest ved at tage et fast tag i sin hårpisk, så ved man jo godt, at det ikke drejer sig om den ægte friherre, men kan han have fortalt noget lignende? En af de historier, man som læser kender bedst, er baronens ridt på en kanonkugle, og det kan den ægte baron vel ikke have påstået? Man ved ganske vist, at han simpelthen elskede at fortælle historier, men at han samtidig var en meget sanddru og ærlig mand, og det kan man altså ikke sige om den fiktive baron, der fabulerede hæmningsløst ...

Med eller uden den ægte barons medvirken er historierne altså totalt vilde og vanvittige, men meget morsomme og underholdende, så der er ikke noget at sige til, at de blev samlet og derpå udgivet (anonymt) i 1781. Det skete dog ikke med den ægte barons gode vilje, og det hævdes også, at de skadede hans ry, for nok elskede han at fortælle historier, men han var jo altså slet ikke en "løgnens mester" som sin fiktive tvilling. 

I 1785 udgav R.E. Raspe en engelsk version, som han havde suppleret med egne tilføjelser, og i 1786 og igen i 1788 oversatte og supplerede den tyske forfatter Gottfried August Bürger fortællingerne til udgivelsen "Wunderbare Reisen zu Wasser und Lande, Feldzüge und lustige Abentheuer des Freyherrn von Münchhausen". Denne udgave var grundlag for historiernes succes på mange sprog - også dansk - og de er tilmed blevet filmatiseret.

Min personlige holdning er den, at de forskellige fantasier om baronen og hans liv følger et mønster, som vi kender fra andre overleverede myter om berømte personer. En masse af de handlinger og citater, der tillægges folk som f.eks. Napoleon, er bare ikke ægte, og det gælder også billedkunstens glorificeringer. Sandheden - det billige skidt!! - har hårde vilkår i vor verden, og kun få respekterer det patent, som de ægte personer burde have på deres egne oplevelser. Med hensyn til Baron Münchhausen, så vil jeg sige, at han ikke bør surmule over sit eftermæle, for hvorom alting er, så har det givet ham vinger, der - måske for evigt - holder ham svævende som en herlig gut i vor bevidshed.

Matriarkater og Disney-film

For mange år siden blev det fortalt, at Disney-figuren, Den Store, Stygge Ulv, var blevet taget så bogstaveligt af børn, der så filmene, hvor han optrådte, at de havde overført deres had og foragt til levende ulve. Og hvor fandt de så dem? Jo, i Zoologisk Have, og der gik rygter om, at deres stakkels, desorienterede ulv, der vist var enlig på det tidspunkt, havde fået et nervøst sammenbrud over at blive skældt ud af det unge publikum, der råbte ukvemsord efter den. Passede det, eller er det bare en myte? Aner det ikke, og jeg har heller ikke kunnet finde noget om det, men hvis det er sket, så er der ikke noget at sige til, at ulven, der levede i fangenskab blandt mennesker, blev meget utryg og rundt på gulvet over sådan en hadsk tiltale.

Det var sædvane at holde med De Tre, Små Grise og den gode Lille Stygge Ulv. De var jo de gode, medens Store, Stygge Ulv pr. definition var skurken. Spiste han måske ikke grise? Jo, hvis han fik chancen, men det gjorde han bare aldrig for alvor, da de altid slap fra ham. Desuden er ulve jo ikke ene om at kunne lide flæskesteg, så ....

Den ægte ulv befandt sig altså her i Danmark og blev besøgt af ivrige Disney-fans, der havde stærke følelser omkring ham. Det samme mønster har vist sig i forbindelse med en anden Disney-film, nemlig "Lion King", hvor den ædle løve stilles op over for de helt igennem væmmelige hyæner. En film om tapperhed må jo nødvendigvis have en skurk eller flere, og det blev altså hyænerne. De blev fremstillet som ulækre og grusomme skabninger, ja, tilmed også lidt dumme, og det faldt en zoolog og hyæne-ekspert så meget for brystet, at han forsøgte at anlægge sag imod Disney-koncernen for bagvaskelse af et dyr, som han kunne lide.

Sagsanlægget blev mest set som en spøg, og jeg har heller ikke indtryk af, at han vandt, men jeg synes faktisk, at det var flot af ham at tage sine firbenede venner alvorligt. Hvorfor skulle de lægges for had? Skyldtes det mon de ægte hyæners særlige "latter" samt visse fysiske særtræk, der automatisk ville falde macho-drengene for brystet? (Det gjaldt f.eks. Ernst Hemingway, der ikke var begejstret for denne dyrerace). F.eks. har man længe ment, at de er hermafroditter, hvilket nu ikke er tilfældet ....

Og ja, de lever i en form for matriarkat, hvor selv den lavest rangerende hun står over den højest rangerende han, og ja, de stjæler godbidder fra andre rovdyr, men hvad så? De overlever under ofte vanskelige forhold, og de gør ikke andet end det, naturen byder dem at gøre, og som deres kolleger blandt andre rovdyr også gør.

Når man ser det smukke billede af løve-hannens forhold til sin tilbedende søn, så er det jo noget fis, for hanløver er ikke "konger", men hunløver er faktisk "dronninger", fordi det er dem, der jager. Jeg vil mene, at Disney skylder os en "Lion Queen" og et smukt portræt af en flok glade hyæner, der ler ad livets mærkværdigheder - både på det store lærred og på den afrikanske savanne ....






 

Eunukkerne

En såkaldt "kastrat-sanger", der optræder i kvinderoller i operaer efter at være berøvet sin manddom som dreng.
De allerfleste mænd er nært knyttet til deres lem og vil ikke miste det for noget i verden, men nogle har ikke haft en chance for at bevare det, fordi det var i vejen for en social funktion, der kun var mulig for kastrater. De blev eunukker for at bevare deres lyse, præpubertære stemmeleje, der gør det muligt for mænd at optræde i overaverdenens kvinderoller eller for at indgå i en fornem eller ligefrem kongelig mands hof. Her har de tjent som haremsvogtere, tjenestefolk, specielle embedsmænd, etc..

Her ser vi fire Kybele-præster, der kastrerer sig selv for at tjene gudinden. Nogle eunukker var nemlig tilknyttet templer for en gudinde, som de havde ofret deres manddom, dvs. formentlig ud fra deres eget ønske.(Det kan man da i det mindste håbe ...)

Dette er  den sidste kastratsanger, italieneren Alessandro Moreschi (1858-1922). Han fik en karriere og også et familieliv, hvilket var heldigt for ham, da rigtig mange, der blev kastreret, døde under operationen, formentlig på grund af blodtabet.

Kastratsangeren mistede sin manddom inden puberteten, medens den anden gruppe kastrater kunne miste den senere i livet. Det eneste sidstnævnte gruppe skulle var at indgå i en kultur, hvor de ikke formåede at formere sig eller dyrke sex med de kvinder, der var tilknyttet herskeren. Sådan et indgreb mentes at sikre deres loyalitet, fordi de ikke ville være opslugt af sex-ønsker eller egne, dynastiske planer, men udelukkende tjene deres herre, selv om denne jo ofte var den samme, der havde berøvet dem deres manddom. Noget, men åbenbart mente var helt OK, og hvad pokker, de fik jo også muligheden for at få en karriere med hof-titler, flot tøj og andre ejendele, så var der noget at pibe for?

Om at komme ubehageligheder i forkøbet

Et genialt trick, der sikkert ofte formår at forvandle bøde-risikoen til nul og nix, for den, hivs job det er at sætte den slags sedler, vil jo ikke træde sin forgænger over tæerne ved at gentage det, som  han/hun tilsyneladende allerede har gjort.
På samme måde kan man f.eks. sige noget mindre smigrende om sig selv, og hér vil jeg anbefale, "jamen, jeg er da også frygtelig!"fordi man mærker, at andre er ved at lægge op til et møgfald eller noget andet af samme skuffe. Mange reagerer jo på sådan en selvnedgørelse med smil eller ligefrem trøstende ord, og det er langt mere behageligt end en strategisk bekendtgørelse af ens egne ikke-så-gode sider.

Hvis man f.eks. ved, at man har taget på midt under en diæt og også er klar over, at ens nærmeste kan finde på at skamme én ud, jamen så kan det være en god taktik at selv tage emnet op og beklage det store mysterium, der har ramt én, så man i stedet for at tabe 10 kg har taget dem på. (En nøje gennemgang af ens diæt afslører jo nok, at der er en forklaring på denne misere, men det er en anden sag ....) Det, det gælder om, er at "afvæbne" dem, der vil kritisere og/eller straffe én, og dér er selvanklager altså bare geniale.




 

Væsener uden værdi?

Ikke den respons, man ønsker, når man tager sit kæledyr op til lidt nærkontakt, men afgjort mægtig forståeligt. At være en lille øgle i en kæmpes hånd kan ikke være behageligt, og dyret har ret til at forsvare sig imod de farer, det fornemmer i situationen. 
Jeg har aldrig haft et sådant kæledyr og heller ikke en slange, men  jeg har haft snegle og regnorme som barn, og de virkede hverken bange, kede af det eller oprørte. De var heller ikke kælne og samarbejdsvillige mht kæl og kontakt. Faktisk kan man sige, at de virkede komplet neutrale, nemlig fordi de ikke fattede en brik af, hvad der foregik. Spørgsmålet er så, hvorfor jeg kunne lide dem og investerede tid og interesse i dem. Hvordan kunne jeg f.eks. få den tanke, at jeg kunne lave et snegle-cirkus, hvor dresserede snegle gik på line? Jeg forsøgte nemlig at dressere de komplet desorienterede dyr, og det blev selvfølgelig en total fiasko, og så fandt jeg selvfølgelig ud af, at projektet var en håbløs affære og satte dyrene fri.
Det, der undrer mig, er at ingen voksne greb ind, men fandt mine anstrengelser "søde" og "rørende". Jeg vil tro, det skyldtes noget, som jeg senere er blevet meget bevidst om: små, forsvarsløse og harmløse dyr regnes for ubesjælede væsener, som ingen forsvarer. Noget, jeg selvfølgelig finder meget forkert både for dyrenes skyld, men også fordi næste skridt kan være en nedvurdering af mennesker, der ikke regnes for værdifulde hverken som individer eller samfundsborgere. Den slags bedømmelser bør ikke få indpas i vor tidsalder, for så har vi intet lært af det historiske intermezzo med en vis Adolf ....


 

Har ordet tabt til billedet???

For mig bekræfter dette desværre min mistanke om, at bogens dage er talte. Trist nok for en person, der ikke bare elsker at læse, men også at skrive.
Når jeg tænker lidt nærmere over sagen, så står det mig klart, at under læse-processen, omdannes bogens ord til billeder. Sproget kom før bogstaverne, og det bestod af lyde, der vandrede fra ørerne til hjernen, hvor de blev bearbejdet ud fra den enkeltes forstand, erfaring og overbevisning.
De allerførste skrifttegn var angiveligt kileskrift og derefter hieroglyffer. Begge opstod sådan ca. 3000-4000 år før vor tidsalder, men - og det er faktisk overmåde interessant - man tror, at visse kruseduller, som hulemænd/-kvinder har indridset i klippevæggene, kan have været en form for bogstaver, og de går meget længere tilbage i tiden. Dvs. at ord, der gengives i bogstavform, har en lang og hæderkronet fortid bag sig og bør hædres for alt det, de har gjort for os og vor kultur, inden de nu måske sendes på pension.

Ord bliver dog overflødige i visse kredse, hvor man bruger tegn og gestik. Læser disse mennesker bøger? Jeg tvivler, hvilket måske ikke er så pænt af mig, da litteratur jo er forbundet med fænomenet kultur. Hvis jeg afviser tanken om dem som læsere som absurd, så siger jeg faktisk, at de er totalt ukulturelle, og hvor pokker ved jeg det fra, når jeg ikke engang kan forstå deres tegn og fakter? Dårlig kommunikation kommer af manglende indsigt, og dér er det altså mig, der er den "skyldige", for deres sprog er volapyk for mig. Hvordan kan de gengive de nuancere, man finder hos store forfattere? Umuligt, for det kan man ikke med disse primitive tegn og lader.

Ja, vi må vist erkende, at vi lever i billedets tidsalder, samtidig med at der aldrig er udkommet så mange bøger som netop nu. Forfattere skriver og udgiver på livet løs, og ingen kan følge med i alle udgivelserne. Samtidig stiger billedets status mere og mere, for nu har vi ikke bare malere og tegnere samt film-kunstnere, men også video-kunstnere, og hvad mere er, med en YouTube-konto kan enhver skabe en form for billed-kunst.

Ja, det tror pokker! Ingen ved jo, hvad fremtiden bringer, og nutiden får én til at betvivle fortidens visdom, der dømte noget kunst og andet ikke, for hvor er vi på vej hen inden for litteraturens og bøgernes verden?