"Samtykket"-anmeldelse

Anmeldelse hos "Arbejderen", den 3. juni 2020:

Eftersom sex formentlig er kommet for at blive, så føles det sært, at holdningen til denne del af menneskelivet har det med at svinge fra den ene yderlighed til den anden. Da den internationale MeToo-bevægelse blev lanceret i 2017, fløj pendulet væk fra den tilbedelse, som ideologien om det generelle frisind oplevede fra omkring 1968 og i årene fremover.
I dag undrer vi os over, at intellektuelle superstjerner som for eksempel Roland Barthes, Simone de Beauvoir, Jean-Paul Sartre og mange andre med god samvittighed kunne skrive under på det åbne brev, som Le Monde i 1977 bragte til forsvar for en liberalisering af lovgivningen om voksnes sex med børn. Noget, der imidlertid hang sammen med tidens dyrkelse af alt, der opfattedes som "frit".

Accepteret af samfundet

Den franske forlagschef og forfatter Vanessa Springora påpeger i sin selvbiografiske bog Samtykket, hvordan nogle ældre mænds forkærlighed for det, man har kaldt "kuvøseguf", blev accepteret af samfundet samt dyrket af kulturpinger langt op i tiden.
Da hun var 13, mødte hun selv en litterær berømthed, nemlig den på det tidspunkt 50-årige Gabriel Matzneff, der er kendt for sine mange forhold til purunge piger og drenge.
Beskrivelserne af disse affærer har så at sige været hans varemærke som forfatter, hvor netop kombinationen ung-gammel er blevet set som udtryk for frisind. Man har tilbedt ideen om den modne mand, der "introducerer" et ungt sårbart menneske til sexlivets glæder. At der i virkeligheden er tale om visse mænds udnyttelse af socialt svage personer, for eksempel i udlandet, har man lukket øjnene for.
En af de mange fine ting ved Vanessa Springoras selvbiografiske værk er, at hun på visse punkter stadig er ambivalent over for fænomenet.
Hun erkender, at hun blev udnyttet, og at det har haft følger for hendes følelsesliv. Samtidig kan hun give en meget intens gennemgang af hele forløbet, der afslører, hvordan et samtykke fra et barn bygger på bedrag fra forføreren, men også på det unge menneskes mangel på menneskekundskab.

Indsigtsfuld bog

Det er en meget indsigtsfuld bog, hvor forfatteren ikke bare lægger sig fast på vor tids ideologiske forestillinger om godt og ondt, men også formår at se problemet fra andre vinkler.
Spørgsmålet om alder og sex-moral har iøvrigt også fået er par nye betegnelser inden for de senere år. Det er kun begrebet "pædofili", der er direkte forbudt i vor del af  verden, men nu opererer fagfolk også med begreber som f.eks. "hebefili" (tiltrækning til unge) og "gerontofili" (tiltrækning til ældre), hvilket kunne tyde på, at man langt om længe vil gå i gang med en mere nuanceret vurdering end enten en forherligelse eller fordømmelse af ældres sex med unge.

Aldersgruppen, der forventes at dø "i disse år" ....

Dette er tydeligvis en frisk, ældre dame, selv om hun går med stok. Hun er vågen og interesseret i malerierne, der udbydes til salg, og hun har sikkert mere i sig til glæde for venner og slægtninge, der formentlig elsker hende højt, fordi hun - til trods for diverse aldersrelaterede skavanker - stadig er sjov og kæk.

En af mine veninder fylder 75 i år, hvilket ikke rigtig huer hende, for det lyder meget gammelt i hendes ører. Jeg forsøger at berolige hende med, at hun kun er gammel ifølge dåbsattesten, men ikke i krop og sinde. Desuden plejer jeg at sige, at forrige tiders aldersangivelser ikke tæller mere, og at 70 nu er lig med 50, etc.. Ifølge denne nye udregning er hun altså en yngre dame på 55 og ikke et ældre individ på 75. Mine måske lidt luftige argumenter fik dog et fur for boven, da hun talte med en antikvarboghandler vedr. nogle bøger, hun har til salg.

Glad og forhåbningsfuld om et godt salg nævnte hun bl.a. Christian Kampmann, Jytte Borberg, Martin A. Hansen og et par andre, der var meget kendte for 30-50 siden. "Nå dem," sagde han og  rynkede på sin antikvar-næse, "de er ikke lige noget for os. Sagen er jo også den, at du tilhører den generation, der dør for tiden, og jeres efterkommere vil af med en masse bøger, der ikke siger dem noget, fordi de ikke kender forfatterne, så vi svømmer i den slags forfattere ...."
Min veninde blev ret målløs over det med, at hun tilhører en "døende generation", men da hun har humor, så er det lykkedes hende at se det fra den morsomme side. Noget, der selvfølgelig hænger sammen med, at hun ikke er mere døende, end vi alle er. Ingen kommer jo herfra i levende live, og hun ved da godt, at tiden er begrænset, men her og nu er hun altså levende og fuld af planer.
Desuden: det, der virkelig bekymrer hende, er nok alderens hærgen mere end muligheden for at stille træskoene inden for kort tid ....

https://www.dst.dk/da/Statistik/emner/befolkning-og-valg/doedsfald-og-middellevetid/middellevetid#

 

Bønner

Ja, intet er mere forunderligt end alle de forskellige former, det religiøse misbrug har antaget i årenes løb. Det er faktisk ret besynderligt, at folk ikke selv ser det, når de folder deres hænder og opsender en bøn til den selv samme Gud, som deres modstandere ser som deres redningsmand. Begge parter behandler guddommen som deres private julemand, der helt sikkert er "på deres side", og som derfor "vil fylde deres lommer med gods og guld". Intet beviser menneskets beredvillighed til ikke bare at lade sig narre af falske forestillinger, som til et omfattende selvbedrag som netop religionen. Trist, for det er et nyttigt våben i hænderne på alle mulige undertrykkere.
Seneste eksempel på dette ser vi her, og ih, hvor skulle han skamme sig! Når jeg ser billeder af ham, så er det altså svært at ikke enten skraldgrine og/eller bande og svovle, for han repræsenterer lige præcis det i amerikansk kultur, som jeg ikke kan lide.

Ideen om "Den amerikanske Drøm" virker så uskyldig, for hvem kan dog have noget imod huse med et hvidt stakit, der jo på en eller anden måde opsummerer ånden i denne ideologi? Sagen er bare den, at denne drøm bygger på et jernhårdt system med underbetalte arbejdere og voldsomme sanktioner mod dem, der går imod systemet. Det er meget trist, for amerikanerne har fortjent mere, da de fleste knokler for at opnå det, de ser som det ideelle liv ....

Løgn eller bare en lidt vel livlig fantasi?

"Løgnens mester", Baron von Münchhausen, er en højt elsket fiktiv figur, der løseligt bygger på de vilde fabuleringer, som en historisk person, nemlig Hieronymus Karl Friedrich, Freiherr vor Münchhausen, underholdt sine venner med.

Den ægte Münchhausen deltog i flere krige, hvoraf to imod tyrkerne. I 1750 trak han sig imidlertid tilbage til sit gods, hvor han levede livet med jagt og hyggeligt samvær med vennerne.  På det tidspunkt havde han været gift i seks år, men da hans kone døde i 1790, fik han sig en ny kone fire år senere. Hvor det første ægteskab havde været harmonisk, blev det næste noget nær katastrofalt, og han døde barnløs tre år efter brylluppet.

En af de ting, han nød efter sin pensionering, var at fortælle vilde historier med sig selv som helten, der kom ud for de mest utrolige eventyr. Grænsen mellem ham og den fiktive baron er svær at trække, for når der fortælles om, hvordan baronen reddede sig selv og sin hest ved at tage et fast tag i sin hårpisk, så ved man jo godt, at det ikke drejer sig om den ægte friherre, men kan han have fortalt noget lignende? En af de historier, man som læser kender bedst, er baronens ridt på en kanonkugle, og det kan den ægte baron vel ikke have påstået? Man ved ganske vist, at han simpelthen elskede at fortælle historier, men at han samtidig var en meget sanddru og ærlig mand, og det kan man altså ikke sige om den fiktive baron, der fabulerede hæmningsløst ...

Med eller uden den ægte barons medvirken er historierne altså totalt vilde og vanvittige, men meget morsomme og underholdende, så der er ikke noget at sige til, at de blev samlet og derpå udgivet (anonymt) i 1781. Det skete dog ikke med den ægte barons gode vilje, og det hævdes også, at de skadede hans ry, for nok elskede han at fortælle historier, men han var jo altså slet ikke en "løgnens mester" som sin fiktive tvilling. 

I 1785 udgav R.E. Raspe en engelsk version, som han havde suppleret med egne tilføjelser, og i 1786 og igen i 1788 oversatte og supplerede den tyske forfatter Gottfried August Bürger fortællingerne til udgivelsen "Wunderbare Reisen zu Wasser und Lande, Feldzüge und lustige Abentheuer des Freyherrn von Münchhausen". Denne udgave var grundlag for historiernes succes på mange sprog - også dansk - og de er tilmed blevet filmatiseret.

Min personlige holdning er den, at de forskellige fantasier om baronen og hans liv følger et mønster, som vi kender fra andre overleverede myter om berømte personer. En masse af de handlinger og citater, der tillægges folk som f.eks. Napoleon, er bare ikke ægte, og det gælder også billedkunstens glorificeringer. Sandheden - det billige skidt!! - har hårde vilkår i vor verden, og kun få respekterer det patent, som de ægte personer burde have på deres egne oplevelser. Med hensyn til Baron Münchhausen, så vil jeg sige, at han ikke bør surmule over sit eftermæle, for hvorom alting er, så har det givet ham vinger, der - måske for evigt - holder ham svævende som en herlig gut i vor bevidshed.

Matriarkater og Disney-film

For mange år siden blev det fortalt, at Disney-figuren, Den Store, Stygge Ulv, var blevet taget så bogstaveligt af børn, der så filmene, hvor han optrådte, at de havde overført deres had og foragt til levende ulve. Og hvor fandt de så dem? Jo, i Zoologisk Have, og der gik rygter om, at deres stakkels, desorienterede ulv, der vist var enlig på det tidspunkt, havde fået et nervøst sammenbrud over at blive skældt ud af det unge publikum, der råbte ukvemsord efter den. Passede det, eller er det bare en myte? Aner det ikke, og jeg har heller ikke kunnet finde noget om det, men hvis det er sket, så er der ikke noget at sige til, at ulven, der levede i fangenskab blandt mennesker, blev meget utryg og rundt på gulvet over sådan en hadsk tiltale.

Det var sædvane at holde med De Tre, Små Grise og den gode Lille Stygge Ulv. De var jo de gode, medens Store, Stygge Ulv pr. definition var skurken. Spiste han måske ikke grise? Jo, hvis han fik chancen, men det gjorde han bare aldrig for alvor, da de altid slap fra ham. Desuden er ulve jo ikke ene om at kunne lide flæskesteg, så ....

Den ægte ulv befandt sig altså her i Danmark og blev besøgt af ivrige Disney-fans, der havde stærke følelser omkring ham. Det samme mønster har vist sig i forbindelse med en anden Disney-film, nemlig "Lion King", hvor den ædle løve stilles op over for de helt igennem væmmelige hyæner. En film om tapperhed må jo nødvendigvis have en skurk eller flere, og det blev altså hyænerne. De blev fremstillet som ulækre og grusomme skabninger, ja, tilmed også lidt dumme, og det faldt en zoolog og hyæne-ekspert så meget for brystet, at han forsøgte at anlægge sag imod Disney-koncernen for bagvaskelse af et dyr, som han kunne lide.

Sagsanlægget blev mest set som en spøg, og jeg har heller ikke indtryk af, at han vandt, men jeg synes faktisk, at det var flot af ham at tage sine firbenede venner alvorligt. Hvorfor skulle de lægges for had? Skyldtes det mon de ægte hyæners særlige "latter" samt visse fysiske særtræk, der automatisk ville falde macho-drengene for brystet? (Det gjaldt f.eks. Ernst Hemingway, der ikke var begejstret for denne dyrerace). F.eks. har man længe ment, at de er hermafroditter, hvilket nu ikke er tilfældet ....

Og ja, de lever i en form for matriarkat, hvor selv den lavest rangerende hun står over den højest rangerende han, og ja, de stjæler godbidder fra andre rovdyr, men hvad så? De overlever under ofte vanskelige forhold, og de gør ikke andet end det, naturen byder dem at gøre, og som deres kolleger blandt andre rovdyr også gør.

Når man ser det smukke billede af løve-hannens forhold til sin tilbedende søn, så er det jo noget fis, for hanløver er ikke "konger", men hunløver er faktisk "dronninger", fordi det er dem, der jager. Jeg vil mene, at Disney skylder os en "Lion Queen" og et smukt portræt af en flok glade hyæner, der ler ad livets mærkværdigheder - både på det store lærred og på den afrikanske savanne ....






 

Eunukkerne

En såkaldt "kastrat-sanger", der optræder i kvinderoller i operaer efter at være berøvet sin manddom som dreng.
De allerfleste mænd er nært knyttet til deres lem og vil ikke miste det for noget i verden, men nogle har ikke haft en chance for at bevare det, fordi det var i vejen for en social funktion, der kun var mulig for kastrater. De blev eunukker for at bevare deres lyse, præpubertære stemmeleje, der gør det muligt for mænd at optræde i overaverdenens kvinderoller eller for at indgå i en fornem eller ligefrem kongelig mands hof. Her har de tjent som haremsvogtere, tjenestefolk, specielle embedsmænd, etc..

Her ser vi fire Kybele-præster, der kastrerer sig selv for at tjene gudinden. Nogle eunukker var nemlig tilknyttet templer for en gudinde, som de havde ofret deres manddom, dvs. formentlig ud fra deres eget ønske.(Det kan man da i det mindste håbe ...)

Dette er  den sidste kastratsanger, italieneren Alessandro Moreschi (1858-1922). Han fik en karriere og også et familieliv, hvilket var heldigt for ham, da rigtig mange, der blev kastreret, døde under operationen, formentlig på grund af blodtabet.

Kastratsangeren mistede sin manddom inden puberteten, medens den anden gruppe kastrater kunne miste den senere i livet. Det eneste sidstnævnte gruppe skulle var at indgå i en kultur, hvor de ikke formåede at formere sig eller dyrke sex med de kvinder, der var tilknyttet herskeren. Sådan et indgreb mentes at sikre deres loyalitet, fordi de ikke ville være opslugt af sex-ønsker eller egne, dynastiske planer, men udelukkende tjene deres herre, selv om denne jo ofte var den samme, der havde berøvet dem deres manddom. Noget, men åbenbart mente var helt OK, og hvad pokker, de fik jo også muligheden for at få en karriere med hof-titler, flot tøj og andre ejendele, så var der noget at pibe for?

Om at komme ubehageligheder i forkøbet

Et genialt trick, der sikkert ofte formår at forvandle bøde-risikoen til nul og nix, for den, hivs job det er at sætte den slags sedler, vil jo ikke træde sin forgænger over tæerne ved at gentage det, som  han/hun tilsyneladende allerede har gjort.
På samme måde kan man f.eks. sige noget mindre smigrende om sig selv, og hér vil jeg anbefale, "jamen, jeg er da også frygtelig!"fordi man mærker, at andre er ved at lægge op til et møgfald eller noget andet af samme skuffe. Mange reagerer jo på sådan en selvnedgørelse med smil eller ligefrem trøstende ord, og det er langt mere behageligt end en strategisk bekendtgørelse af ens egne ikke-så-gode sider.

Hvis man f.eks. ved, at man har taget på midt under en diæt og også er klar over, at ens nærmeste kan finde på at skamme én ud, jamen så kan det være en god taktik at selv tage emnet op og beklage det store mysterium, der har ramt én, så man i stedet for at tabe 10 kg har taget dem på. (En nøje gennemgang af ens diæt afslører jo nok, at der er en forklaring på denne misere, men det er en anden sag ....) Det, det gælder om, er at "afvæbne" dem, der vil kritisere og/eller straffe én, og dér er selvanklager altså bare geniale.