Varmt og koldt blod

Når det gælder mennesker, så står ordet "koldblodig" for noget negativt. Man siger f.eks. om mange forbrydere, at de er koldblodige og derfor ikke hverken fortryder deres gerninger eller gør sig tanker om det moralsk sete forkerte i dem. Nogle sportsmænd, optrædende, etc. bliver til gengæld beskrevet som supermænd/-kvinder "med is i årerne", fordi de klarer vanskelige situationer uden problemer, og i det sammenhæng er betegnelsen positivt ment.

De fleste fisk og krybdyr er koldblodede (ectoterme). Det vil sige, at deres kropstemperatur følger omgivelsernes temperatur. Således tager f.eks. en krokodille temperatur efter det element, hvor den opholder sig på et givet tidspunkt.

Når vi mennesker biologiske set er "varmblodede" (endoterm), betyder det, at vi holder en konstant temperatur på ca. 37 grader . Den opdeling virker umiddelbart logisk på os, fordi vi automatisk også lægger en form for moralsk vurdering ind i den: vi mennesker er varmblodede, fordi vi - i modsætning til f.eks. de koldblodede slanger - er "gode". (Det er nok ikke helt  tilfældigt, at Biblens superfrister var en slange og ikke et lille, nuttet varmblods-dyr).

Nu er der imidlertid kommet kludder i opdelingen af varm- og koldblodede dyr, for man har minsandten fundet en fisk, der er varmblodet. Fundet blev gjort for nogle år siden og fyldte videnskaben med undren, for hvordan kunne disse såkaldte glansfisk, der kan svømme ned i hundreder af meters dybde, holde kropstemperaturen? Amerikanske videnskabsmænd har nu påvist, at denne fiskeart formår at holde kroppen varmere end det iskolde vand, den dykker ned i. Meget mystisk og endnu ikke helt forståeligt ....

Kærlighed og fornemme aner + det modsatte

For sådan ca. 130 år siden mødte den yndige, 20-årige musichall-stjerne Belle Bilton en ung mand, nemlig William, Viscount Dunlo. Han var arving til titlen som jarl af Clancarty, og så er man altså superfornem i England.

Da William ikke bare forelskede sig i Belle - hvis rigtige navn var Isabel Maud Penrice Bilton - men også giftede sig med hende, blev hans far ikke glad, for som datter af en ikke-adelig sergent pyntede hun ikke på det højadelige stamtræ. En ting var, at William ikke udviste nogen entusiasme for den militær-karriere, hans far havde planlagt for ham, men at gifte sig med en musichall-stjerne var bare noget, "man" ikke gjorde i de kredse. 
Williams far truede ham med at gøre ham arveløs, og han blev tvunget til at tage til Australien. Det værste var dog, at den strenge far ikke bare fordømte sønnens valg af kone, men også gjorde alt i sin magt for at sværte hendes rygte til, så der kunne gennemføres en skilsmissesag. Dengang skulle det bevises, at den part, man ville af med, havde været utro, så han satte himmel og jord i bevægelse for at finde "beviser". At der ikke var nogen, tog ikke modet fra den rasende adelsmand, der ufortrødent fortsatte sine bestræbelser for at komme af med denne upassende svigerdatter.

I 1890 fik jarlen skilsmissesagen for retten, men selv om han virkelig havde lagt sig i selen for at sværte Belle til, lykkedes det ham ikke at få gennemtrumfet sin vilje. Hun stod fast på sin uskyld, og hendes mand, der nu var vendt tilbage fra Australien, støttede hende. Dette medførte, at det unge par fremover måtte leve af hendes indtægter som sanger, dvs. for et beløb på sådan ca. £1,500 om året. Jeg ved ikke, hvor meget det er omregnet til vore dages penge, men det var i hvert fald betydeligt mindre, end William ville have haft, hvis han ikke havde giftet sig med Belle.

Mindre end et år efter døde den vrede far og svigerfar imidlertid, kun 57 år gammel, og William blev den 5. jarl af Clancarty, hvilket selvfølgelig totalt forvandlede hans og Belles situation. Hvor han altså blev jarl, blev hun nu Countess of Clancarty, hvilket er lige så fornemt. De fik fem børn, bl.a. den 6. og 7. jarl af Clancarty, før hun tragisk nok døde af cancer i 1906, blot 39 år gammel.

Dødsensfarlige?

Denne samling flotte damer fandt jeg på en side med barske politiske oplysninger, manifester og den slags. Nogle af dem inkluderede alle mulige typer vold og mord, men der var ingen advarsler imod at se dem. Det var der til gengæld imod denne gamle samling pin-upper, der åbenbart stadig bliver regnet for sprængfarlige for sarte dydsmønstre.
Hvori består det "farlige"? Tjah, man ser jo altså lidt hud og kvindelige former, og det kan selvfølgelig få vilddyret op i visse personer, hvilket i sig selv er meget farligt ....

Morderen Lawrence Bittaker drømte om at skabe sin egen ideelle tortur-by ....

Hverken Lawrence Sigmund Bittaker (1940 – 2019) eller hans medhjælper Roy Lewis Norris (1948 – 2020) udstod den straf, de i så rigeligt mål havde fortjent efter at have fanget, tortureret, voldtaget og dræbt (mindst) fem unge piger i et tidsrum på fem måneder i 1979. Begge disse to idioter, hvis tilnavn som seriemordere var "værktøjskasse-morderne", var oplagte kandidater til dødsstraf, men det var kun Bittaker, der fik denne særdeles velfortjente dom, da Roy Norris fandt en udvej: han blev anklagerens vidne. Hvad Bittaker angår, så undslap han bødlen, for han døde af naturlige årsager i San Quentin State Prison, inden dommen blev eksekveret.

Også Norris døde af naturlige årsager, og når jeg hører det om sådan en fyr, så håber jeg altså, at han i virkeligheden blev myrdet i fængslet på frygtelig vis, for det havde han så rigeligt fortjent.

Lawrence Sigmund Bittaker blev bortadopteret af sine forældre som en "fejltagelse", for de ønskede simpelthen ikke at få børn. Han blev adopteret af et par, der rejste meget omkring i landet, fordi manden havde et job inden for fly-industrien. Om det er grunden til, at han tidligt udviste en kriminel adfærd, vides ikke, men det er da muligt, og det var i hvert fald hans egen teori, for han følte sig uelsket af sine adoptivforældre. Da han var 18 år gammel frasagde de sig forældreskabet, og han så dem aldrig igen.
Hvad Roy Norris angår, så var hans barndom præget af utryghed og alkoholmisbrug, og han blev ofte overgivet til en plejefamilie. Han påstod senere, at han var blevet voldtaget som plejebarn. Efter at have udsat en kvindelig slægtning for en omgang uønsket sex-snak forværredes hans og familiens forhold. Hans forældre fortalte ham og hans yngre søster, at de var uønskede børn, og at de ville lade sig skille, så snart de havde nået en vis alder og kunne klare sig selv. Et års tid efter meldte han sig til flåden og blev sendt til Vietnam, dog uden at komme i kamp. 

Bittaker blev arresteret for røveri, men sad kun fængslet i to ud af de femten år, han ved den lejlighed blev idømt. I de psyologiske tests, han gennemgik under denne fængsling, fortalte han, at hans kriminalitet gav ham en stærk følelse af "selvværd". Da han blev løsladt, fortsatte han, hvor han slap, og han røg ind og ud af fængsel den ene gang efter den anden. Mønsteret ved disse fængslinger var, at han aldrig sad tiden ud, ikke engang da han overfaldt en ung supermarkedsekspedient, der havde afsløret hans tyveri i butikken, og stak ham i brystet med en kniv. 
De forbrydelser, Norris begik inden for det samme tidsrum, var af seksuel karakter. Han fik nu diagnosen skizzofreni. Under en af sine arrestationer for voldtægt mødte de to forbrydere hinanden, og de blev venner. Deres fælles fascination af unge kvinders frygt og rædsel bandt dem sammen, selv om Bittaker aldrig før havde ført sine sex-fantasier ud i livet. De drømte om at overfalde og myrde unge kvinder i alderen 13-19 år, og efter deres løsladelse fandt de sammen igen og gik i gang med at udføre deres planer, dog først efter at have øvet sig med en række piger, som de ikke overfaldt, men bare lokkede ind i deres bil.

De dræbte deres første voldtægtsoffer, den 16-årige Lucinda Lynn Schaefer, i 1979. At læse om deres metoder er barskt, for ingen af de myrdede får nogen form for anerkendelse af deres personlighed og værdi som mennesker. De er kun "ting", der passer ind i deres syge fantasier om sex og tortur.
Deres sidste offer var 16 år ligesom det første. Formentlig for at prale fortalte Norris en anden fængsels-kammerat om sine og Bittakers forbrydelser, og han videregav oplysningerne til myndighederne. Da de to forbrydere havde taget fotografier of lydoptagelser af nogle af deres ofre, blev efterforskningen hjulpet godt på vej af de beviser, de selv havde efterladt. Andre "souvenirs" gav lige så meget indsigt i deres syge gøremål, men de to kumpaner tilstod ikke uden videre deres forbrydelser. Da Norris først fik munden på gled, indrømmede han, at magtfølelsen gav ham stor nydelse foruden den seksuelle tilfredsstillelse. Han blev dømt til 45 års fængsel, men med mulighed for løsladelse før tid.
Under retssagen, hvor fotografierne og lydoptagelserne fra mordene indgik, græd tilhørere og jurister åbenlyst, så skrækkeligt var det. Bittaker nægtede at have begået mordene og voldtægterne. Han hævdede bl.a., at han havde betalt piger for at posere til fotografering og for sex, men at han skam ikke kendte noget til forbrydelserne. Det hjalp ham dog ikke, for han blev bl.a. fundet skyldig i fem mord, fem tilfælde af kidnapning og ni tilfælde af voldtægt. Dommen var: dødsstraf, og hans appeller blev afvist. Han udviste ingen anger og tilbragte meget af sit resterende liv med at skrive protester over småting i fængselslivet som det at få en kage, der var gået i stykker. 

Den kriminalmand, der havde stået for en stor del af efterforskningen, var så berørt af sagen, at han begik selvmord, 39 år gammel ....

Slægtskab og nedarvede slægtstræk sat på spidsen ....

Alexandre Dumas var en fransk forfatter, der skrev gode og spændende klassiske værker som "De tre musketeer", "Greven af Monte Christo" samt mange andre, der har overlevet tidens tand, og som også er blevet en del af filmindustrien. Jeg husker især den flotte franskmand Jean Marais som greven. At han  var bøsse, var der ingen der vidste dengang, og nu ville det nærmest være ligegyldigt.

Nå, men mht Alexandre Dumas, så var han en stor succes som forfatter allerede i sin levetid, men der var alligevel nogen, der hånede ham for hans afrikanske rødder. Ligner han en farvet mand? Næh, men han var det, der kaldes en "kvadron", og det var ikke så almindeligt i "dannet selskab" dengang som nu.

Da en ikke-fan på et tidspunkt hånede ham for hans farvede familiebaggrund, svarede han: "Min far var mulat, min bedstefar var neger, og min oldefar var en abekat. Se, forstår De, min herre, min familie startede dér, hvor deres ender ...."

Den berømte forfatter - sort eller ej - blev bl.a. hædret med en statue af en af sine mest elskede personer, nemlig en af de tre musketeer ....

Forbryder-kompagniet

Mange lande har i krigstider gjort anvendelse af forbryder-kompagnier. Det gælder f.eks. Frankrig med Bat’d’Af’. I USA lod nogle tilfangetagne - og formentlig dødsdømte - soldater i borgerkrigen sig overtale til at skifte side og slås mod deres tidligere kammerater for selv at redde livet. Nazi-Tyskland holdt sig selvfølgelig heller ikke tilbage med hensyn til forbryder-kompagnier, hvoraf nogle blev sendt ud på rene selvmordsmissioner. Sådan var det f.eks. med Der Strafbattalion, hvis opgave var at rydde minefelter ....

I 1940 meddelte Adolf Hitler, at en bestemt gruppe fanger skulle have et særtilbud, der kunne føre til en benådning for de forbrydelser, de var dømt for. Disse specielle fanger var personer, der havde brudt loven som krybskytter, men han ønskede, at de skulle have chancen for at begå sig ved fronten via deres specielle kundskaber inden for jagt. Den officielle betegnelse for denne gruppe var Den 36. Waffen-Grenadier-Division der SS, der også kaldtes for SS-Sturmbrigade Dirlewanger, Sonderkommando Dirlewanger og SS-Sonderregiment Dirlewanger, og den blev ledet af den dømte voldtægsforbryder Oskar Dirlewanger, der var kendt for sin psykopatiske mentalitet og sin forkærlighed for vold.

Dette specielle kompagni begyndte altså som en krybskytte-hærenhed, men det udviklede sig mere og mere i retning af et rent forbryderkorps, hvis "varemærke" var grove og sadistiske overgreb på civilbefolkningeni de besatte lande. Således skønnes de at have myrdet mindst 70.000 mennesker ialt i Polen og Sovjetunionen på grusom vis, bl.a. med flammekastere.

Oskar Dirlewanger blev arresteret den 1. juni 1945, da en jødisk overlevende fra en kz-lejr genkendte ham til trods for hans forklædning og falske navn. Han døde en uges tid senere, formentlig tævet ihjel af sine fangevogtere ....

https://ww2gravestone.com/dirlewangers-36th-waffen-grenadier-division-ss/

  

Sådan fanger man støjende eller destruktive individers opmærksomhed ....

En genial måde at pacificere de unge mennesker!!! De kan ikke engang tale, for så ryger pengene på gulvet, og de taber spillet. Børnene har måske oven i købet moret sig, medens de har stået dér, som fastlimet, og så er det jo ikke rigtig mishandling, selv om det kan se sådan ud.
Nogenlunde samme fidus kan man bruge i forbindelse med en firbenet hvirvelvind, der har det med at ødelægge alt, hvad den kan få poterne på, når dens mennesker forlader den et par timer eller endnu kortere tid. Her er det bare guf, der bringer ro, og ikke sådan noget som f.eks. penge. Godter kombineret med en mekanisme, der kræver lidt hjernevindinger, gør underværker, når det gælder vovser.

Dette nyttige stykke hunde-legetøj findes selvfølgelig i endnu mere avancerede former, der rigtig kan fange dyrets interesse.

Den vakse hund opdager måske lidt for hurtigt, hvordan systemet virker, men det er der råd for: man får bare noget endnu mere avanceret, der virkelig kan sætte gang i de små grå, som dyr jo også har. Når hunden er fokuseret på legetøjet og de godter, som det skjuler, ja, så kan dets mennesker være (nogenlunde) sikker for vilde udskejelser med massive ødelæggelser til følge.

Nogle hundeejere sværger dog stadig til det gode, gamle bestikkelsesmiddel, et kødben. Det er dog ikke nok for alle hunde, men så længe de gnasker på det, ja, så længe er de jo engagerede og æder ikke sofaen eller andet: den tid, der er vundet, kommer ikke dårlig tilbage ....