Velsign våbnene?

For mig er dette en enorm forløjelse, for så vidt jeg kan se, gør præsten noget, der strider imod den tro, han forestiller at repræsentere - eller står han for Det Gamle Testamentes "øje for øje, tand for tand"? Så vidt jeg kan se på hans dragt - og jeg er ingen specialist på området - er han en græsk ortodoks præst, hvilket vil sige, at han ikke går ind for den romersk-katolske paves overhøjhed over kristendommen. For mig er det en ligegyldig detalje, men det kan være afgørende for hans handling, nemlig at velsigne våbnene, så de kan dræbe de fjender, som de tilstedeværende, unge soldater formodes at slå ihjel under en kamphandling.
Det ser jeg som en ukristelig handling, for den slags kampe indgår ikke den tro, som hans kirke præker. At bære våben med henblik på at dræbe disse påståede fjender er så vidt jeg kan se en klar overskridelse af religionens beføjelser. Det stemmer med meget af det, jeg mener, at kirken - formentlig ligegyldig hvor - har støttet, selv om det ikke ligefrem er det, Jesus prækede.


https://www.berlingske.dk/kommentatorer/foregoeglet-faedrelandskaerlighed

En ærbar kvindes efterladenskaber

Ingen kan sige andet, end at den 63-årige Mrs. Marian Meanwells ansigt udstråler ærbarhed og borgerdyd. Hun er afgjort en pæn og respektabel dame, selv om hun forlader sin familie i England for at begive sig ud på en skæbnesvanger rejse til USA i 1912. Formålet med denne rejse er også nobelt og hæderværdigt, da hun tager afsted for at hjælpe sin datter, den tidligere cirkus-danserinde Ann Margret Tudor, hvis mand, akrobat Edward Tudor, er død af lungebetændelse og har efterladt hende med to små børn, der skal passes, hvis hun skal gøre sig håb om at få arbejde, så hun kan forsørge dem. (På dette tidspunkt har Ann Margret forladt cirkus-livet og har fundet andet og mindre eksotisk arbejde). Desværre for Marian Meanwell og hendes datter samt børnebørn var det skib, hun tog med, Titanic, der sank den 15. april 1912.

Marian Meanwell skulle slet ikke have været med Titanic, men Majestic, der imidlertid ikke kunne gennemføre sejladsen på grund af en kulstrejke. Meget trist, også fordi dette forhold ramte flere passagerer, der mistede livet på en rejse med et skib, de ikke selv havde valgt.

Også Marian Meanwell omkom, og hendes lig blev aldrig fundet. Det gjorde hendes solide krokodilleskindstaske til gengæld, og den har vist sig som en guldgrube for historikere, da den indeholdt masser af papirer, der var taget med på rejsen for at bevidne, at den 63-årige Mrs. Meanwell var en pæn og ærbar kvinde. Uden den slags beviser kunne en kvinde åbenbart ikke gøre sig håb om at finde ansættelse i et pænt og respektabelt job, og hun fandt det derfor vigtigt at få disse papirer med, så hun måske senere kunne fortsætte sin karriere som fremstiller af damehatte i USA. Hun har simpelthen forsøgt at dække sig ind imod mistanker om uanstændighed. Synd, at hverken hun eller hendes fine, dyre taske nåede frem ....

Livet i bur

Ja, jeg ved det godt, sådan er det formentlig med mange dyr i bur. Det, der er deres fortvivlede råb om hjælp, tolker vi som glæde og lovprisning af det "gode liv", vi skaffer dem. Jeg har især tænkt på det i forbindelse med fugle, for de er sjældent store nok, til at de kan flyve. Vingerne er der, men flyve-rummet mangler, så de lever et liv uden de muligheder, naturen har givet dem. Ved de det mon selv og gør sig tanker om det? Det er ikke til at vide med sikkerhed, men umiddelbart virker det ret sandsynligt, så ejerne står med et problem, som mange nok lukker øjnene for. De både ved og ved ikke, at deres elskede undulat formentlig lever et miserabelt liv, der ikke får sand mening gennem en masse fugle-guf.

Nu er undulater og andre papegøje-fugle jo ofte meget selskabelige, og de virker, som om de har glæde af en direkte kontakt med mennesker. Er det nok? Endnu engang må jeg gribe til gætterier og sige, at det er nok individuelt. Nole fugle er virkelig tamme, fordi deres mennesker har investeret tid og penge på dem, og sådan bør det også være, men hvad med de arter, der ikke bliver tamme? En enlig kanariefugl f.eks., hvad med den? Sådan en har jeg faktisk selv haft, og han var enlig, fordi han var født med en deform fod, og de andre kanariefugle mobbede ham. 

Min egen oplevelse af ham og hans liv var præg af noget, der kan kaldes "diffust samvittighedsnag", for det var jo ikke min skyld, at han forblev ungkarl, men det var unægtelig mig, der holdt ham i (et rimeligt stort) bur. Netop denne fornemmelse af hans liv var nok grunden til, at jeg syntes, han med årene - og han blev selvfølgelig gammel!!! - udviklede et ligesom bebrejdende blik. Når jeg tænker på det nu, så forsøger jeg at sætte en stopper for noget, der hurtigt kan blive dårlig samvittighed over noget, der ikke var min skyld. Kort sagt: et uløseligt dilemma for dyreelskere ....

 

Varmt og koldt blod

Når det gælder mennesker, så står ordet "koldblodig" for noget negativt. Man siger f.eks. om mange forbrydere, at de er koldblodige og derfor ikke hverken fortryder deres gerninger eller gør sig tanker om det moralsk sete forkerte i dem. Nogle sportsmænd, optrædende, etc. bliver til gengæld beskrevet som supermænd/-kvinder "med is i årerne", fordi de klarer vanskelige situationer uden problemer, og i det sammenhæng er betegnelsen positivt ment.

De fleste fisk og krybdyr er koldblodede (ectoterme). Det vil sige, at deres kropstemperatur følger omgivelsernes temperatur. Således tager f.eks. en krokodille temperatur efter det element, hvor den opholder sig på et givet tidspunkt.

Når vi mennesker biologiske set er "varmblodede" (endoterm), betyder det, at vi holder en konstant temperatur på ca. 37 grader . Den opdeling virker umiddelbart logisk på os, fordi vi automatisk også lægger en form for moralsk vurdering ind i den: vi mennesker er varmblodede, fordi vi - i modsætning til f.eks. de koldblodede slanger - er "gode". (Det er nok ikke helt  tilfældigt, at Biblens superfrister var en slange og ikke et lille, nuttet varmblods-dyr).

Nu er der imidlertid kommet kludder i opdelingen af varm- og koldblodede dyr, for man har minsandten fundet en fisk, der er varmblodet. Fundet blev gjort for nogle år siden og fyldte videnskaben med undren, for hvordan kunne disse såkaldte glansfisk, der kan svømme ned i hundreder af meters dybde, holde kropstemperaturen? Amerikanske videnskabsmænd har nu påvist, at denne fiskeart formår at holde kroppen varmere end det iskolde vand, den dykker ned i. Meget mystisk og endnu ikke helt forståeligt ....

Kærlighed og fornemme aner + det modsatte

For sådan ca. 130 år siden mødte den yndige, 20-årige musichall-stjerne Belle Bilton en ung mand, nemlig William, Viscount Dunlo. Han var arving til titlen som jarl af Clancarty, og så er man altså superfornem i England.

Da William ikke bare forelskede sig i Belle - hvis rigtige navn var Isabel Maud Penrice Bilton - men også giftede sig med hende, blev hans far ikke glad, for som datter af en ikke-adelig sergent pyntede hun ikke på det højadelige stamtræ. En ting var, at William ikke udviste nogen entusiasme for den militær-karriere, hans far havde planlagt for ham, men at gifte sig med en musichall-stjerne var bare noget, "man" ikke gjorde i de kredse. 
Williams far truede ham med at gøre ham arveløs, og han blev tvunget til at tage til Australien. Det værste var dog, at den strenge far ikke bare fordømte sønnens valg af kone, men også gjorde alt i sin magt for at sværte hendes rygte til, så der kunne gennemføres en skilsmissesag. Dengang skulle det bevises, at den part, man ville af med, havde været utro, så han satte himmel og jord i bevægelse for at finde "beviser". At der ikke var nogen, tog ikke modet fra den rasende adelsmand, der ufortrødent fortsatte sine bestræbelser for at komme af med denne upassende svigerdatter.

I 1890 fik jarlen skilsmissesagen for retten, men selv om han virkelig havde lagt sig i selen for at sværte Belle til, lykkedes det ham ikke at få gennemtrumfet sin vilje. Hun stod fast på sin uskyld, og hendes mand, der nu var vendt tilbage fra Australien, støttede hende. Dette medførte, at det unge par fremover måtte leve af hendes indtægter som sanger, dvs. for et beløb på sådan ca. £1,500 om året. Jeg ved ikke, hvor meget det er omregnet til vore dages penge, men det var i hvert fald betydeligt mindre, end William ville have haft, hvis han ikke havde giftet sig med Belle.

Mindre end et år efter døde den vrede far og svigerfar imidlertid, kun 57 år gammel, og William blev den 5. jarl af Clancarty, hvilket selvfølgelig totalt forvandlede hans og Belles situation. Hvor han altså blev jarl, blev hun nu Countess of Clancarty, hvilket er lige så fornemt. De fik fem børn, bl.a. den 6. og 7. jarl af Clancarty, før hun tragisk nok døde af cancer i 1906, blot 39 år gammel.

Dødsensfarlige?

Denne samling flotte damer fandt jeg på en side med barske politiske oplysninger, manifester og den slags. Nogle af dem inkluderede alle mulige typer vold og mord, men der var ingen advarsler imod at se dem. Det var der til gengæld imod denne gamle samling pin-upper, der åbenbart stadig bliver regnet for sprængfarlige for sarte dydsmønstre.
Hvori består det "farlige"? Tjah, man ser jo altså lidt hud og kvindelige former, og det kan selvfølgelig få vilddyret op i visse personer, hvilket i sig selv er meget farligt ....

Morderen Lawrence Bittaker drømte om at skabe sin egen ideelle tortur-by ....

Hverken Lawrence Sigmund Bittaker (1940 – 2019) eller hans medhjælper Roy Lewis Norris (1948 – 2020) udstod den straf, de i så rigeligt mål havde fortjent efter at have fanget, tortureret, voldtaget og dræbt (mindst) fem unge piger i et tidsrum på fem måneder i 1979. Begge disse to idioter, hvis tilnavn som seriemordere var "værktøjskasse-morderne", var oplagte kandidater til dødsstraf, men det var kun Bittaker, der fik denne særdeles velfortjente dom, da Roy Norris fandt en udvej: han blev anklagerens vidne. Hvad Bittaker angår, så undslap han bødlen, for han døde af naturlige årsager i San Quentin State Prison, inden dommen blev eksekveret.

Også Norris døde af naturlige årsager, og når jeg hører det om sådan en fyr, så håber jeg altså, at han i virkeligheden blev myrdet i fængslet på frygtelig vis, for det havde han så rigeligt fortjent.

Lawrence Sigmund Bittaker blev bortadopteret af sine forældre som en "fejltagelse", for de ønskede simpelthen ikke at få børn. Han blev adopteret af et par, der rejste meget omkring i landet, fordi manden havde et job inden for fly-industrien. Om det er grunden til, at han tidligt udviste en kriminel adfærd, vides ikke, men det er da muligt, og det var i hvert fald hans egen teori, for han følte sig uelsket af sine adoptivforældre. Da han var 18 år gammel frasagde de sig forældreskabet, og han så dem aldrig igen.
Hvad Roy Norris angår, så var hans barndom præget af utryghed og alkoholmisbrug, og han blev ofte overgivet til en plejefamilie. Han påstod senere, at han var blevet voldtaget som plejebarn. Efter at have udsat en kvindelig slægtning for en omgang uønsket sex-snak forværredes hans og familiens forhold. Hans forældre fortalte ham og hans yngre søster, at de var uønskede børn, og at de ville lade sig skille, så snart de havde nået en vis alder og kunne klare sig selv. Et års tid efter meldte han sig til flåden og blev sendt til Vietnam, dog uden at komme i kamp. 

Bittaker blev arresteret for røveri, men sad kun fængslet i to ud af de femten år, han ved den lejlighed blev idømt. I de psyologiske tests, han gennemgik under denne fængsling, fortalte han, at hans kriminalitet gav ham en stærk følelse af "selvværd". Da han blev løsladt, fortsatte han, hvor han slap, og han røg ind og ud af fængsel den ene gang efter den anden. Mønsteret ved disse fængslinger var, at han aldrig sad tiden ud, ikke engang da han overfaldt en ung supermarkedsekspedient, der havde afsløret hans tyveri i butikken, og stak ham i brystet med en kniv. 
De forbrydelser, Norris begik inden for det samme tidsrum, var af seksuel karakter. Han fik nu diagnosen skizzofreni. Under en af sine arrestationer for voldtægt mødte de to forbrydere hinanden, og de blev venner. Deres fælles fascination af unge kvinders frygt og rædsel bandt dem sammen, selv om Bittaker aldrig før havde ført sine sex-fantasier ud i livet. De drømte om at overfalde og myrde unge kvinder i alderen 13-19 år, og efter deres løsladelse fandt de sammen igen og gik i gang med at udføre deres planer, dog først efter at have øvet sig med en række piger, som de ikke overfaldt, men bare lokkede ind i deres bil.

De dræbte deres første voldtægtsoffer, den 16-årige Lucinda Lynn Schaefer, i 1979. At læse om deres metoder er barskt, for ingen af de myrdede får nogen form for anerkendelse af deres personlighed og værdi som mennesker. De er kun "ting", der passer ind i deres syge fantasier om sex og tortur.
Deres sidste offer var 16 år ligesom det første. Formentlig for at prale fortalte Norris en anden fængsels-kammerat om sine og Bittakers forbrydelser, og han videregav oplysningerne til myndighederne. Da de to forbrydere havde taget fotografier of lydoptagelser af nogle af deres ofre, blev efterforskningen hjulpet godt på vej af de beviser, de selv havde efterladt. Andre "souvenirs" gav lige så meget indsigt i deres syge gøremål, men de to kumpaner tilstod ikke uden videre deres forbrydelser. Da Norris først fik munden på gled, indrømmede han, at magtfølelsen gav ham stor nydelse foruden den seksuelle tilfredsstillelse. Han blev dømt til 45 års fængsel, men med mulighed for løsladelse før tid.
Under retssagen, hvor fotografierne og lydoptagelserne fra mordene indgik, græd tilhørere og jurister åbenlyst, så skrækkeligt var det. Bittaker nægtede at have begået mordene og voldtægterne. Han hævdede bl.a., at han havde betalt piger for at posere til fotografering og for sex, men at han skam ikke kendte noget til forbrydelserne. Det hjalp ham dog ikke, for han blev bl.a. fundet skyldig i fem mord, fem tilfælde af kidnapning og ni tilfælde af voldtægt. Dommen var: dødsstraf, og hans appeller blev afvist. Han udviste ingen anger og tilbragte meget af sit resterende liv med at skrive protester over småting i fængselslivet som det at få en kage, der var gået i stykker. 

Den kriminalmand, der havde stået for en stor del af efterforskningen, var så berørt af sagen, at han begik selvmord, 39 år gammel ....