Læsere og halve vinde

Som forfatter elsker jeg selvfølgelig tanken om, at potentielle læsere af mine udgivelser er vilde med historier om forskellige, individuelt valgte emner. Af forskellige årsager har jeg dog gjort mig nogle tanker om processen i forbindelse med læsning, for hvordan hænger de sammen med vores almindelige liv? Hvad er det, der gør, at vi udleder noget bestemt af fragmenter - for andet er det jo ikke selv i en tyk bog - af en historie?

Eller hvad med dagspressens farverige beskrivelser af (f.eks.) en forbrydelse: "Afdøde fundet delvist upåklædt ...." Ud af denne summariske beskrivelse af et gerningssted kan vi som læsere helt automatisk danne os et indtryk af både forbrydelsen og morderen, idet vi selv fylder på ud fra vores livserfaringer. Ifølge den vage beskrivelse kan ofret være både mand og kvinde, for begge køn kan komme ud for specielle overfald, hvor krop og tøj spiller ind, men de fleste af os vil gå ud fra, at det drejer sig om en kvinde.
"Tøjet i uorden" = tøjet er virkelig et fingerpeg, for dets fravær tyder på noget seksuelt. Før vi får set/tænkt os om, så har vi også et indre, selvskabt billede af gerningsmanden = en lumsk satan, der er ude på voldtægt, for hvorfor skulle tøjet ellers være i uorden?
I virkeligheden er ofret måske en skrupskør exhibitionist, der har forfulgt en modvillig sex-partner, medens han/hun flåede tøjet af sig selv, men den tanke falder os nok ikke ind uden flere oplysninger, for det stemmer ikke med vore forudfattede meninger. Det med den lumske satan, der ligger på lur bag en busk, og som kommer farende frem med "flag på" og mord i hjertet, forekommer os langt mere sandsynligt, for det har vi hørt/læst om så tit.
På grund af vore forudfattede meninger løber vi derfor tit med en halv vind, og det er jo ikke så godt i en verden, der huser mange løgnere og bedragere, der ikke vil hverken os eller samfundet det godt ....

https://getpocket.com/explore/item/our-brains-tell-stories-so-we-can-live

Dronning Liliuokalani

Dette er et ungdomsbillede af dronning Liliuokalani (1838-1917), der var den sidste regent på Hawaii og landets første regerende dronning. Da hun fulgte sin bror, kong Kalakaua, på tronen i 1891, var regentens magt imidlertid formindsket betydeligt, idet de nye, reelle magthavere var forretningsfolk og velhavende amerikanere. Hun forsøgte at genoprette den oprindelige styreform, men endte med at blive afsat efter at amerikansk militærkup i 1893, og landet blev erklæret en republik året efter. Hun underskrev en formel abdikationserklæring i 1895 efter at være blevet holdt i husarrest gennem flere måneder oven på et forgæves forsøg på at genvinde magten. I 1898 annekterede USA landet. Selv om hun fortsatte med at kæmpe for Hawaiis selvstændighed, endte hun med at leve et stille liv som pensionist.

I sin korte regeringstid havde hun gjort meget for skolevæsenet, og hun blev også rost af de lokale for sin indsats under en koppe-epidemi, hvor hun lukkede Hawaiis havn. Til gengæld var dette med til at give hende fjender blandt handelsmændene og ikke mindst ejerne af sukkerrørsplantagerne.
Hun udmærkede sig også som musiker, idet hun skrev mere end 160 sange, bl.a. nationalhymnen "Aloha Oe". 

Kvinders kamp om en mini-mand

Kvinder udkæmper dagligt voldsomme kampe om mænds gunst, ganske som mænd kæmper om kvinder. Når det gælder kvinders kampe er der dog sjældent dødsofre, men det sker dog, sådan som i tilfældet med Rachele Tybursky, der blev fundet halvt afklædt og med hænderne bundet sammen. I begyndelsen troede politiet, at det var en mand, der havde voldtaget og myrdet den unge kvinde, men efterhånden viste der sig et uventet spor, der bare blev stærkere og stærkere: Rachele blev myrdet af en anden kvinde, og denne morderiske kvinde var hendes mor, Janet Tybursky.

Der havde altid været mange stridigheder mellem de to, og det var, som om Janet ikke kunne acceptere, at Rachele blev født mindre perfekt end hendes anden datter, Hannah, der lignede sin afdøde advokat- og sportsmands-far i udseende og evner.

(Tilfældigt fotografi af baby, ikke Cole)

Et par år inden mordet var Rachele blevet gravid og var flyttet ind hos sin mor med sin nyfødte søn, Cole. Janet blev fuldstændig vild med sit barnebarn, og da Rachele meddelte, at nu flyttede hun sammen med barnets far, gav det anledning til nye, voldsomme flere stridigheder mellem mor og datter. Tanken om at miste Cole blev for meget for Janet, der besluttede at myrde sin datter og forsøge at få det til at ligne et sex-mord. Med hjælp fra sin anden, "perfekte" datter, Hannah, fik hun flyttet liget, der ret hurtigt efter blev fundet, hvorved der indledtes en politiefterforskning. Denne resulterede i den grumme afsløring af morderens identitet og motivet til mordet, nemlig to kvinders kamp om mini-manden Cole ....

Livet uden rødder

Noget af det mest interessante, man kan se på museer og i visse private samlinger, er fossiler, dvs. forsteninger eller aftryk af organismer fra en fjern fortid. Vi mennesker er nu engang sådan indrettet, at først når vi står ansigt til ansigt med håndgribelige rester af fortidige livsformer tager de skikkelse som noget, der virkelig eksisterede engang og ikke bare som eventyr-figurer.

Heldigvis for os, kan man sige, optræder der ikke levende dinosaurer i gadebilledet, men det er en interessant tanke, at de har levet på vores fælles planet. En ting er dyrene, noget andet er de organismer, der skaber ilt, nemlig planterne, for nogle af dem har overlevet i årtusinder og findes den dag i dag, men måske i en lidt anden form. Ikke overraskende er det først og fremmest primitive arter som mosser og bregner, der stadig trives og lever deres planteliv i de samme miljøer, som de opstod i.

 

De tidligste spor af landplanter går 500 millioner år tilbage i tiden, og mange er faktisk bevaret som fossiler. Jeg er helt tilfældigt stødt på billeder af Cooksonia, som jeg aldrig før har hørt om. Det var en gruppe primitive og nu uddøde planter, der regnes for de første landplanter, man har kendskab til. De var  særdeles simple sporeplanter og bestod af en kort stilk, der kunne forgrene sig nogle få gange og ende i en ubestemmelig "knop". Rødder, blomster eller blade var der ikke noget af i de 5-10 forskellige arter, man har fundet fossiler af, især på De Britiske Øer og Australien.

Det er noget, der sætter gang i fantasien, for hvordan holdt de sig fast, hvordan fik de næring, og hvad med deres formering? Et liv uden rødder kan ikke være let for en plante, så hvordan i alverden klarede de det????

https://www.dr.dk/nyheder/viden/natur/kravlede-paa-jorden-425-millioner-siden-forskere-finder-det-aeldste-landlevende?cid=newsletter_nb_viden-daglig_20200607175839

Velsign våbnene?

For mig er dette en enorm forløjelse, for så vidt jeg kan se, gør præsten noget, der strider imod den tro, han forestiller at repræsentere - eller står han for Det Gamle Testamentes "øje for øje, tand for tand"? Så vidt jeg kan se på hans dragt - og jeg er ingen specialist på området - er han en græsk ortodoks præst, hvilket vil sige, at han ikke går ind for den romersk-katolske paves overhøjhed over kristendommen. For mig er det en ligegyldig detalje, men det kan være afgørende for hans handling, nemlig at velsigne våbnene, så de kan dræbe de fjender, som de tilstedeværende, unge soldater formodes at slå ihjel under en kamphandling.
Det ser jeg som en ukristelig handling, for den slags kampe indgår ikke den tro, som hans kirke præker. At bære våben med henblik på at dræbe disse påståede fjender er så vidt jeg kan se en klar overskridelse af religionens beføjelser. Det stemmer med meget af det, jeg mener, at kirken - formentlig ligegyldig hvor - har støttet, selv om det ikke ligefrem er det, Jesus prækede.


https://www.berlingske.dk/kommentatorer/foregoeglet-faedrelandskaerlighed

En ærbar kvindes efterladenskaber

Ingen kan sige andet, end at den 63-årige Mrs. Marian Meanwells ansigt udstråler ærbarhed og borgerdyd. Hun er afgjort en pæn og respektabel dame, selv om hun forlader sin familie i England for at begive sig ud på en skæbnesvanger rejse til USA i 1912. Formålet med denne rejse er også nobelt og hæderværdigt, da hun tager afsted for at hjælpe sin datter, den tidligere cirkus-danserinde Ann Margret Tudor, hvis mand, akrobat Edward Tudor, er død af lungebetændelse og har efterladt hende med to små børn, der skal passes, hvis hun skal gøre sig håb om at få arbejde, så hun kan forsørge dem. (På dette tidspunkt har Ann Margret forladt cirkus-livet og har fundet andet og mindre eksotisk arbejde). Desværre for Marian Meanwell og hendes datter samt børnebørn var det skib, hun tog med, Titanic, der sank den 15. april 1912.

Marian Meanwell skulle slet ikke have været med Titanic, men Majestic, der imidlertid ikke kunne gennemføre sejladsen på grund af en kulstrejke. Meget trist, også fordi dette forhold ramte flere passagerer, der mistede livet på en rejse med et skib, de ikke selv havde valgt.

Også Marian Meanwell omkom, og hendes lig blev aldrig fundet. Det gjorde hendes solide krokodilleskindstaske til gengæld, og den har vist sig som en guldgrube for historikere, da den indeholdt masser af papirer, der var taget med på rejsen for at bevidne, at den 63-årige Mrs. Meanwell var en pæn og ærbar kvinde. Uden den slags beviser kunne en kvinde åbenbart ikke gøre sig håb om at finde ansættelse i et pænt og respektabelt job, og hun fandt det derfor vigtigt at få disse papirer med, så hun måske senere kunne fortsætte sin karriere som fremstiller af damehatte i USA. Hun har simpelthen forsøgt at dække sig ind imod mistanker om uanstændighed. Synd, at hverken hun eller hendes fine, dyre taske nåede frem ....

Livet i bur

Ja, jeg ved det godt, sådan er det formentlig med mange dyr i bur. Det, der er deres fortvivlede råb om hjælp, tolker vi som glæde og lovprisning af det "gode liv", vi skaffer dem. Jeg har især tænkt på det i forbindelse med fugle, for de er sjældent store nok, til at de kan flyve. Vingerne er der, men flyve-rummet mangler, så de lever et liv uden de muligheder, naturen har givet dem. Ved de det mon selv og gør sig tanker om det? Det er ikke til at vide med sikkerhed, men umiddelbart virker det ret sandsynligt, så ejerne står med et problem, som mange nok lukker øjnene for. De både ved og ved ikke, at deres elskede undulat formentlig lever et miserabelt liv, der ikke får sand mening gennem en masse fugle-guf.

Nu er undulater og andre papegøje-fugle jo ofte meget selskabelige, og de virker, som om de har glæde af en direkte kontakt med mennesker. Er det nok? Endnu engang må jeg gribe til gætterier og sige, at det er nok individuelt. Nole fugle er virkelig tamme, fordi deres mennesker har investeret tid og penge på dem, og sådan bør det også være, men hvad med de arter, der ikke bliver tamme? En enlig kanariefugl f.eks., hvad med den? Sådan en har jeg faktisk selv haft, og han var enlig, fordi han var født med en deform fod, og de andre kanariefugle mobbede ham. 

Min egen oplevelse af ham og hans liv var præg af noget, der kan kaldes "diffust samvittighedsnag", for det var jo ikke min skyld, at han forblev ungkarl, men det var unægtelig mig, der holdt ham i (et rimeligt stort) bur. Netop denne fornemmelse af hans liv var nok grunden til, at jeg syntes, han med årene - og han blev selvfølgelig gammel!!! - udviklede et ligesom bebrejdende blik. Når jeg tænker på det nu, så forsøger jeg at sætte en stopper for noget, der hurtigt kan blive dårlig samvittighed over noget, der ikke var min skyld. Kort sagt: et uløseligt dilemma for dyreelskere ....