Sulte-dronningen Victoria

Det er tydeligt, når man ser gamle fotografier af Dronning Victoria (1819-1901), at hun fyldte godt i landskabet. Hvis man skulle være i tvivl, skal man bare tænke på hendes efterladte trusser, for selv om de måske ikke har elefant-størrelse, så er det derhenad. Dvs. at både fotografier og trusser er beviser på, at Victoria absolut ikke sultede. Derfor virker hendes øgenavn i Irland, nemlig "Sultedronningen", dybt ironisk.

Desværre for hendes eftermæle havde hun afgjort mere sans for sine egne fornødenheder end for omgivelsernes behov. Således var hun en utrolig egoistisk mor, der ikke udviste mange moderlige følelser - eller bare forståelse - for sine 9 børn. Hun havde imidlertid kæledægger både blandt børnene og undersåtterne, og dem var hun opmærksom på, men måske ikke altid på den måde, de selv ønskede det.

I 1848 indtraf der en katastrofe - dvs. under hendes regeringstid - der gik ud over nogle af hendes undersåtter, der i forvejen ikke havde det for let, nemlig irerne: kartoffelhøsten slog fejl, og der var ikke rigtig noget til at erstatte denne billige madvare. Ilede dronningen til for at hjælpe de betrængte irere? Nej, men hun donerede dog £ 2,000 som hjælp, hvilket må have været som en dråbe i havet, og det forhindrede i hvert fald ikke, at omkring en million irere døde af sult, og at endnu en million emigrerede til USA.

Desuden - og det var meget uheldigt - på grund af dronningens skaldede £ 2,000 måtte andre og mere velmenende menneskers donationer holdes under dette beløb, da det var en fornærmelse mod kongehuset at overgå Hendes Majestæt i veldædighed ....

https://www.grunge.com/185699/the-messed-up-truth-of-queen-victoria/?utm_campaign=clip

Døden som udvej

Ligesom mange andre højtstående nazister begik ikke bare Hitler, men også Göebbels og Göring selvmord, da regnskabet skulle gøres op. Det foretrukne selvmordsvåben var cyankalium, der har en hurtig og sikker virkning.

Også uskyldige som f.eks. Göebbels-børnene mistede livet på grund af forældrenes vanvid, da deres mor myrdede dem, angiveligt "for deres egen skyld". Hvad man ikke har vidst eller bare tænkt på er, at også mange menige tyskere, der - i hvert fald ikke umiddelbart - risikerede at skulle igennem en retssag for krigsforbrydelser, begik selvmord i krigens sidste dage. Faktisk lader det til, at over 1000 af denne slags selvmord er blevet registreret.

Her er det en hel familie, der har begået kollektivt selvmord i en park ganske få dage før krigens ophør. Andre gemte sig i kældre og ruiner, men formålet var det samme, selv om de måske ikke kunne skaffe cyankalium, men måtte gribe til andre metoder.

Et sceneri, der ikke huede tyske militærfolk, fordi det afslørede situation i al dens gru

Jeg så engang en dokumentarudsendelse om Berlins sidste dage, hvor russerne havde invaderet resterne af den førhen så stolte by. Nede i kloakkerne havde en ung mor til to små piger gemt sig, og hun havde lige myrdet den ældste datter, "fordi hun frygtede russerne og hellere ville se barnet dødt end i deres hænder". Da mordet var gennemført, blev hun fundet af russiske soldater, der ikke overfaldt hverken hende eller hendes børn, men tværtimod hjalp hende op og gav hende og den overlevende pige mad. Det var en gennem-sørgelig situation, og jeg glemmer aldrig den unge mors ansigt, som hun stod dér med sin døde datter i armene ....

https://historienet.dk/krig/2-verdenskrig/slag-under-2-verdenskrig/april-1945-oejenvidner-til-berlins-fald

https://da.mydailyselfmotivation.com/articles/history-fact-fiction/10-nazis-who-killed-themselves-with-cyanide-suicide-capsules.html

Hvad i alverden er spiseforstyrrelsen PICA?

Pica er noget, der kan drive kæledyrsejere og forældre til mindre børn til vanvid, men det rammer faktisk også voksne mennesker.

De PICA-ramte spiser alt muligt farligt og usundt, der slet ikke hører til de normale madvarer. Faktisk kan de være helt vilde med sådan noget som f.eks. jord, tøj, sårskorper, afføring, etc., etc.. Hundeejere kan f.eks. blive drevet til vanvid over hundens besynderlige vane med at spise sokker, sko og legetøj, idet intet af det kan passere ad fordøjelsens naturlige kanaler og må opereres ud, ofte med dyre og ikke helt sikre operationer.

Jeg så engang en dokumentarudsendelse om en smaddersød, men dybt irriterende hund, der "var kommet til" at spise sit plyds-elsdyr. Dette legetøj var temmelig stort, og jeg fatter ikke, hvordan det kunne få det ned, men ned kom det. Til gengæld kom det ikke ud, så vovse kom på operationsbordet, hvor man fjernede legetøjet, men selvfølgelig uden nogen garanti for, at dette uheld ikke gentog sig, for Pica-ramte forstår vist ikke altid et budskab ...

Manden, der forsøgte at bevare Elizabeth I's liv til evig tid

Man må sige, at den engelske matematiker, astronom, astrolog og okkulte specialist John Dee (1527-1608/1609), der var Elizabeth I's lejlighedsvise rådgiver - også i politik - virkelig formåede at bevise sin hengivenhed for dronningen.

Han gjorde nemlig en masse for at bevare hendes liv "for evigt", idet han rodede med frembringelsen af en medicin, der skulle holde døden fra hende for tid og evighed. Om han også havde taget hendes fremadskridende alderdom i betragtning, ved jeg ikke, men det glemte han nok. Noget, der jo ellers altid er humlen ved en høj alder, for man ældes jo og mister efterhånden den vitalitet, der gør livet værd at leve. Hvis hans projekt var lykkedes, så ville hun nu have været knap 500 år gammel og et vrag, for hun var ikke ved godt helbred, da hun døde den 24. marts 1603.
Nå, men tanken var da god nok og egentlig også lidt rørende ....

Kriminalitet som overlevelsesstrategi

Egentlig ret smart fundet på, men det er nu ikke første gang, jeg har hørt om en lignende strategi. For nogen tid siden fortalte en socialarbejder, som jeg kender, noget lignende om en dansk mand, der normalt hutlede sig igennem med småjobs. Når vinteren var på trapperne, sørgede han imidlertid for at få sig en "fængsels-ferie", hvor kost og logi jo var garanteret og ikke kostede noget. (Så vidt jeg forstod, var det ikke voldelige forbrydelser, han begik, men "bare" berigelsesforbrydelser).

I en anden forbindelse diskuterede jeg med en veninde, hvad vi skulle gribe til, hvis vi pludselig havnede i en komplet umulig social situation. Det var kun et tankeeksperiment, men det var en sær fornemmelse, at det eneste, vi kunne finde på, hvis det virkelig gjaldt, var kriminalitet. Normalt går ingen af os ind for forbrydelser, men vi var enige om, at hvis nøden var stor nok, og der ikke var andre muligheder, så ville vi være nødt til at forvandle os til slemme kvinder, der begik lovbrud af forskellig art for at redde liv og helbred.

Meget interessant at tænke på, for det beviser for mig, at moral og velanstændighed afhænger af omstændighederne, og at de ikke er en konstant størrelse ....

Læsere og halve vinde

Som forfatter elsker jeg selvfølgelig tanken om, at potentielle læsere af mine udgivelser er vilde med historier om forskellige, individuelt valgte emner. Af forskellige årsager har jeg dog gjort mig nogle tanker om processen i forbindelse med læsning, for hvordan hænger de sammen med vores almindelige liv? Hvad er det, der gør, at vi udleder noget bestemt af fragmenter - for andet er det jo ikke selv i en tyk bog - af en historie?

Eller hvad med dagspressens farverige beskrivelser af (f.eks.) en forbrydelse: "Afdøde fundet delvist upåklædt ...." Ud af denne summariske beskrivelse af et gerningssted kan vi som læsere helt automatisk danne os et indtryk af både forbrydelsen og morderen, idet vi selv fylder på ud fra vores livserfaringer. Ifølge den vage beskrivelse kan ofret være både mand og kvinde, for begge køn kan komme ud for specielle overfald, hvor krop og tøj spiller ind, men de fleste af os vil gå ud fra, at det drejer sig om en kvinde.
"Tøjet i uorden" = tøjet er virkelig et fingerpeg, for dets fravær tyder på noget seksuelt. Før vi får set/tænkt os om, så har vi også et indre, selvskabt billede af gerningsmanden = en lumsk satan, der er ude på voldtægt, for hvorfor skulle tøjet ellers være i uorden?
I virkeligheden er ofret måske en skrupskør exhibitionist, der har forfulgt en modvillig sex-partner, medens han/hun flåede tøjet af sig selv, men den tanke falder os nok ikke ind uden flere oplysninger, for det stemmer ikke med vore forudfattede meninger. Det med den lumske satan, der ligger på lur bag en busk, og som kommer farende frem med "flag på" og mord i hjertet, forekommer os langt mere sandsynligt, for det har vi hørt/læst om så tit.
På grund af vore forudfattede meninger løber vi derfor tit med en halv vind, og det er jo ikke så godt i en verden, der huser mange løgnere og bedragere, der ikke vil hverken os eller samfundet det godt ....

https://getpocket.com/explore/item/our-brains-tell-stories-so-we-can-live

Dronning Liliuokalani

Dette er et ungdomsbillede af dronning Liliuokalani (1838-1917), der var den sidste regent på Hawaii og landets første regerende dronning. Da hun fulgte sin bror, kong Kalakaua, på tronen i 1891, var regentens magt imidlertid formindsket betydeligt, idet de nye, reelle magthavere var forretningsfolk og velhavende amerikanere. Hun forsøgte at genoprette den oprindelige styreform, men endte med at blive afsat efter at amerikansk militærkup i 1893, og landet blev erklæret en republik året efter. Hun underskrev en formel abdikationserklæring i 1895 efter at være blevet holdt i husarrest gennem flere måneder oven på et forgæves forsøg på at genvinde magten. I 1898 annekterede USA landet. Selv om hun fortsatte med at kæmpe for Hawaiis selvstændighed, endte hun med at leve et stille liv som pensionist.

I sin korte regeringstid havde hun gjort meget for skolevæsenet, og hun blev også rost af de lokale for sin indsats under en koppe-epidemi, hvor hun lukkede Hawaiis havn. Til gengæld var dette med til at give hende fjender blandt handelsmændene og ikke mindst ejerne af sukkerrørsplantagerne.
Hun udmærkede sig også som musiker, idet hun skrev mere end 160 sange, bl.a. nationalhymnen "Aloha Oe".