Alt det medicinske kan jeg forstå, men hvorfor må den gavmilde mand ikke være adopteret eller være født som resultat af en sæddonation????? Formentlig skyldes det, at man så kun kender moderens helbredstilstand, og donoren kan jo have arvet en syg fars uheldige skavanker, men umiddelbart virker det meget diskriminerende og også unødvendigt.
Artikel i "Arbejderen", den 24. juni 2020: Så er jeg igen stødt på et hus, som jeg genkender fra en fortid, der var fyldt med mange forskellige og mere eller mindre lærerige jobs. Det ligger mange år tilbage i tiden, men déroppe, bag det vindue, har jeg siddet og skrevet fakturaer. Ikke bare det, men jeg indgik også i og blev en del af et fremmed miljø, som jeg ellers aldrig ville have fået indblik i. Netop dette sted genkender jeg som et sted, hvor jeg var den eneste fremmede, da de andre hørte til chefens familie. Som kontorvikar blev jeg her automatisk regnet for idiot, da jeg ikke engang måtte tage telefonen. Dette ærefulde job påhvilede chefens søn, der – totalt ukendt for hans far – ellers var stærkt forfalden til limsnifning, og jeg, der var mange grader mere klarhovedet, skulle altid tilkalde denne omtågede søn.
Inden da havde min erhvervserfaring indskrænket sig til babysitning og et sommerjob i en grønthandel foruden et kortvarigt job i et firma, der smykkede sig med det pompøse navn Rxxxborgs Sæbefabrikker. Pluralis kom af, at dette foretagende befandt sig i en torums ekslade, der stadig duftede af meget andet end sæbe. Hér var der et muntert liv med skøre kuler, der smed med sæbestykker, når de da ikke havde travlt med at pakke dem. Jeg har ingen dårlige minder fra det sted bortset fra en ældre fyr, der absolut ville have mig med på en ikke nærmere beskrevet udflugt til Sverige og var sur over, at jeg ikke ville.
Både grønthandlen og sæbefabrikken lå før vikarbureauerne, der senere skaffede mig mine studiejobs. Det gjorde tiden på Barselsgang B også. Jeg var ansat som en totalt uuddannet "deltidssygeplejeassi-stent", der utroligt nok var med til at passe barselskvinderne og de nyfødte børn. Da denne afdeling havde specialiseret sig i sociale tilfælde – hvilket dengang omfattede ugifte mødre og børn til bortadoption – havde jeg nogle meget interessante, men også ubehagelige oplevelser dér som for eksempel mærkningen for "ugift" ved de enlige mødres senge. Hvad f..... skulle det gøre godt for? Tja, dengang blev ugifte mødre og deres "uægte yngel" jo stigmatiseret som mindre værd, og det system holdt hospitalet sig åbenbart ikke for god til at støtte.
Hér oplevede jeg blandt andet, at et par bedsteforældre forelskede sig i deres barnebarn, der ellers skulle have været bortadopteret. Den lille pige var resultatet af en ung, fjollet, dansk piges sommerflirt med en lækker italiener, og hun var aldeles bedårende. Bedsteforældrene tog den lille til sig, hvilket nok var den eneste løsning, hvis barnet skulle blive i familien, for moderen viste ingen interesse for sin yndige datter.
En anden sag, jeg husker, var en ung, norsk pige, der var kommet til Danmark for at "føde i dølgsmål". Også hun fik en datter, som hendes forældre kom for at se, men åbenbart ikke faldt for. Den lille blev i hvert fald her i landet, da familien tog tilbage til Norge.
Nogle år senere, da jeg som studerende klarede til dagen og vejen som kontorvikar, oplevede jeg blandt andet Børsen, som jeg især husker på grund af en meget sød, ældre, men desværre meget fordrukken greve. Han fremhævede bestemt hverken sig selv som person eller som højadelig, men var altså mægtig fornem. Det snobberi, der omgav ham, kom udelukkende fra det faste kontorpersonale. De undså sig dog ikke fra at tiske og hviske sammen, når han igen havde besøgt skrivebordsskuffen med sprut.
Også et andet sted, som jeg blev sendt ud til for en kort bemærkning, nemlig ØK, husker jeg specielt for kontordamerne. Dette "fornemme sted" udmærkede sig ved et totalt forbud imod, at vi kvindelige kontorslaver så meget som talte med det faste, mandlige personale, der alle var øremærket til en karriere inden for koncernen. Eller rettere sagt, det, vi ikke måtte, var at "fraternisere" med disse unge mænd, der tydeligvis regnedes for at stå langt over os i social forstand. Aldrig nogensinde har jeg oplevet noget lignende, men dengang så jeg det mere som en vittighed end som den fornærmelse, det reelt set var.
Jeg fik mig imidlertid en veninde på stedet, der havde rodet sig ind i hemmelige forhold til først én og derefter en anden af disse unge, forbudte mænd. Hun fortalte mig, at det kvindelige kontorpersonale blev anset for at stå så langt under de unge herrer socialt set, at disse endelig ikke måtte falde for en af dem. Hvis et sådant forhold endte med en forlovelse, så ville det ikke pynte på den udvalgte herres CV, når han blev sendt ud i verden som ØK-ambassadør.
Sådan var det ikke, da jeg fik et kontorvikariat i et firma, der producerede og solgte porno i stor stil. Der var dog ikke specielt meget liv og glade dage hér, for det hele druknede i travlhed. Aktørerne så vi ikke meget til, da den afdeling, hvor jeg var, ikke gjorde andet end at pakke og sende blade og så videre til alle landets sexhungrende købere, som der åbenbart var mange af.
Jeg kunne tilbringe en dag med at skrive breve med denne ordlyd: "Desværre er vi for tiden udgået for vor forrygende "Mand til mand"-film" eller "Vi må med beklagelse konstatere, at vi først får en sending "Pige med orne" i den kommende uge." Somme tider var det selvfølgelig mere positivt, for så kunne ordlyden være: "NYHED!!! Fire liderlige piger med munter ungkarl i sommerparadiset!"
Mit midlertidige engagement i pornobranchen må have foregået i en forholdsvis uskyldig tid, for jeg husker ikke noget om hverken sadisme, vold eller snuffmovies. Til gengæld var der en hulens masse mere eller mindre vanvittige (og højst uventede) kombinationer af køn og arter. Der var gang i den, men i visse af filmene foregik der noget, jeg ikke brød mig om, nemlig misbrug af dyr, hvilket virkede både forkert og grotesk på mig som dyreven.
Det er måske mærkeligt, men selv om vi sad med stakkevis af liderlige magasiner og sexbilleder, der skulle sendes, så var de ikke andet end kål og kartofler for os. De var varer som så meget andet, vi som kontorvikarer havde beskrevet i fakturaer og breve.
Hvad selve stedet angår, så var der en særlig pionerånd, der er svær at forklare i dag. Jobbet hér er et af dem, jeg husker med glæde, selv om mange andre vikarer, der var blevet sendt derhen, havde nægtet at arbejde "sådan et sted". Jeg havde dog hurtigt lært, at jeg burde have antennerne ude og suge til mig af nye, interessante indtryk, hvor jeg end kom hen og i hvert fald ikke lade mig afskrække af det, der stødte andre. Desuden gav vikararbejde temmelig godt og var helt sikkert med til at gøre det muligt for mig at fuldføre mine studier.