Når slange bider slange ....

Jeg er  ret vild med dette billede, fordi det viser en forbløffende kampvije og livsgnist: slangen er ved at sluge sit bytte, der formentlig enten er en mindre slange eller en øgle, men dette byttedyr bider den, og man under det virkelig at undslippe. Ikke at jeg tror, det vil ske, men hvor ville det dog være et pragtfuldt bevis på, at det kan betale sig at kæmpe imod overmagten og bevare håbet om overlevelse.

Også et herligt billede af de samme egenskaber som med de to slanger. Om frøen overlever er ikke godt at vide, men også her tvivler jeg, måske fordi det ville for mirakuløst til at være muligt i vor verden af stor-æder-lille. Et trist princip, der iøvrigt gælder både dyr og mennesker ....

Det er uendelig rørende, når der ydes modstand imod overmagten, og det burde  - moralsk set - langt oftere føre til sejr. Her tænker jeg ikke mindst på nazisternes systematiske undertrykkelse og udryddelse af den jødiske befolkning.

Ca. 100 af de ialt 400 ghettoer i Europa under Anden Verdenskrig husede faktisk bevæbnede undergrundsorganisationer, der ind imellem fik organiseret opstande. Den mest berømte af disse var opstanden i Waeszawas ghetto i 1943, hvor der allerede var blevet myrdet omkring 35.000 jøder i selve området og ca. 265.000 i kz-lejre efter deportationer. Dette oprør imod nazisterne blev utroligt nok holdt i gang i knap en måned af ekstremt tapre jøder og blev desuden et forbillede for andre jødiske ghettoer, rundt omkring.

https://folkedrab.dk/artikler/joedisk-modstand-under-holocaust-0

 

 

Bortforklaringer og historiske forfalskninger

Normalt ville Tintin lade sig befordre af mørklødede bærere, men den slags er ikke in mere, for nu er både n-ordet og n-personer i ydmyge stillinger banlyst. Om det hjælper på racediskrimination vil jeg lade være usagt, men HVIS det gør, så er det da OK med mig.

Der er dog én side af dette nye bortforklaringsfænomen, der pikerer mig: en bortforklaring skulle nødig udvikle sig til en vildledning eller mørklægning af historiske kendsgerninger. Eftersom det er lige præcis det, der sker i denne tegning med de udraderede bærere, så må jeg protestere. Det er det samme som forbud imod visse ord eller omtale af nogle bestemte ubehagelige, historiske begivenheder, for det fører til fornægtelse af fortiden.

Hvis vi tager Tintin-tegningen som eksempel, så er det tydeligt, at i stedet for at hjælpe på virkelig undertrykte og misbrugte, mørklødede bæreres situation, så bortforklarer den den. Man kan ikke se dem = Ergo: det er aldrig sket ....

Jordemoderen Agnodice

Agnodice eller Agnodike er en legendarisk skikkelse fra det 4de århundrede f. Kr., der brød med forskellige fordomme omkring kvinders gøren og laden, samt ikke mindst kunnen. Ifølge myterne - og hun er muligvis ikke en ægte historisk skikkelse - var hun den første kvindelige jordemoder eller læge i antikkens Athen.

Når man overhovedet ved noget om hende i dag skyldes det den romerske forfatter Gaius Julius Hyginus, der har fortalt om hende i sin "Fabulae". Han fortæller, at hun studerede medicin forklædt som en mand, da det dengang var forbudt kvinder at udøve medicin. Eftersom Athens kvinder var vilde med hende og alle ønskede hende ved deres side, når de fødte, blev de mandlige læger jaloux og anklagede hende - der jo var  forklædt som mand - for at have forført barselskvinderne.

Ved den efterfølgende retssag afslørede hun sit køn, hvilket kunne have kostet hende livet, da hun jo havde brudt loven, men alle hendes patienter forsvarede hende og fortalte, hvor højt skattet hun var som jordemor. Dette førte til, at loven imod kvindelige læger blev ophævet. Selv om historien om hende måske bare er en myte, blev hun et symbol for kvindelige læger og andre, der studerede og praktiserede medicin.

Når ens job får én til at brække sig

Alle, der har fulgt Monty Python, dengang serien gik sin sejrsgang på TV, kender denne episode med den super-fede mand, der bare propper og propper sig, til det går helt galt. Enormt ulækkert, ikke mindst for dem, der ville have været nødt til at gøre rent efter ham, hvis det var noger, der virkelig skete. Det er det heldigvis ikke, men mange i den virkelige verden er nødt til at udføre opgaver, de bare ikke kan være glade for, fordi det fysisk ulækkert. Ikke desto mindre er sådanne opgaver en del af deres job. Når de ikke gør det, de bliver betalt for, men sjusker eller skulker fra de pligter, der skaffer dem brød på bordet, så kan de havne på forsiden af en avis, der ikke lægger fingrene imellem: Fy-føj, slemme banditter, der ikke som en selvfølge tørrer gamle, demente mennesker i røven, bader, mader eller andet, de forventes at gøre!!

Sagen er dog den, at nogle ting - samt mennesker - er ulækre, og man skal holde virkelig meget af dem for at gøre disse ting med glæde og/eller kærlighed. Hvis man ikke har et personligt forhold til vedkommende, så må det altså være svært at overvinde den væmmelses-barriere, som jeg tror melder sig helt naturligt.

Det er beklageligt, at nogle mennesker - syge, handicappede eller gamle - vækker afsky hos dem, hvis job det er at sørge for, de har det godt og f.eks. ikke ligger i deres egen afføring med en uskiftet ble . Hvor en sådan situation er begges hverdag, er det ikke let at afgøre, hvem der har det værst, den plejekrævende eller plejeren. Der er dog ingen tvivl om, at plejeren ved at tage imod jobbet har vidst, hvad han/hun gik ind til og tilsyneladende har accepteret det, så det eneste alternativ for ham/hende er naturligvis at sige op og finde en anden stilling. At dette kan stille plejesektoren over for  et problem, da de så kan komme til at mangle personale, er der ingen tvivl om. Derfor ser jeg kun én udvej: hæv lønnen, men gør det klart for ansøgerne, at dette altså er det, jobbet går ud på ....

https://arbejderen.dk/indland/p%C3%A5r%C3%B8rende-og-fagfolk-r%C3%A5-%C3%B8konomistyring-skaber-grobund-r%C3%A5-behandling-af-%C3%A6ldre

 

"Udyret" med den skønne sjæl

Dette er Julia Pastrana, der blev født i Mexico i 1834. Hun adskilte sig fra andre omkring sig ved en formidabel hårvækst, der bredte sig over hendes ansigt samt hele hendes 135 cm høje krop. Alle veg tilbage fra hende i hendes hjemby, da de så hende som et uhyre, så hun løb hjemmefra. På sin flugt mødte hun en mand, der arbejdede i et cirkus, og han tilbød hende et job som "freak" - altså som cirkus-vanskabning, da folk dengang jo elskede at se den slags uheldige skabninger.

Efter at hun havde tjent en god slat penge som "freak", fattede hendes manager, Theodore Lent, for alvor interesse for hende. Derfor friede han til hende for derved at sikre sig denne guldklump til evig tid.  Det fortælles, at hun var forelsket i ham, og deres ægteskab fungerede i hvert fald på ét plan, hvilket afsløredes, da hun fødte en søn, der tydeligvis havde arvet hendes sygdom. Desværre - eller måske heldigvis? - døde den lille bare nogle timer senere, og selv døde hun et par dage efter, hvilket dog ikke afholdt hendes grådige ægtemand fra at bruge hende og deres døde søn som indtægtskilde, for han lod dem mumificere, så han stadig havde noget at udstille. Senere fandt han endnu en behåret kvinde i Tyskland, som han også fik kløerne i og forvandlede til "Pastranas søster".

Under Julias og hendes ægtemands rejser i Europa var der mange, der skrev om hende som "verdens grimmeste kvinde", men en englænder, Francis Buckland, beskrev hende i 1868 som en elskværdig person med en meget smuk stemme og et talent for dans. Desuden fortalte han, at hun talte tre sprog og var overmåde generøs med pengegaver til fattige og nødlidende.

Hendes mumificede lig blev stjålet den ene gang efter den anden, men i 2005 blev det fundet i en skraldespand i Norge. Efter store diskussioner og pres fra nogle af hendes nutidige fans besluttede man at begrave hende på normal vis på en kirkegård i Sinaloa de Leyva, der ligger nær ved hendes fødested. Sønnens mumie holdt dog ikke til sådan en rejse, for det smuldrede og gik til.

"Mande-kvinders" nye legeplads

Rachel McKinnon er den første transkønnede person, der har vundet et verdensmesterskab for kvinder. På billedet står hun i midten, dvs. ved siden af taberne, der - i modsætning til hende - er født som biologiske kvinder. Mænd har som bekendt en lidt anderledes fysik end kvinder, bl.a. mht. muskelmasse, og det viser sig ikke mindst tydeligt, når transkønnede individer konkurrerer med biologisk fødte kvinder inden for sport. Dvs. at vi her har et problem, der ikke bare skal skubbes ind under et tæppe af bortforklaringer og henvisninger til specielle tolerance-regler omkring transkønnede. 

Denne berømte person er jo altså guldmedaljevinderen Bruce Jenner, der for nogle år siden forvandlede sig til Caitlyn Jenner via et ret imponerende kønsskifte. Hun gik fra at være en nydelig herre til at blive en virkelig flot kvinde, men ville det gøre hende mere eller mindre værd som sports-deltager? Jeg mistænker, at alle biologisk fødte kvinder, der ønsker at dyste imod hende, ville tabe, fordi hun er født mand.

Inden for denne sportsgren - dvs. fægtning - er der måske lige vilkår for de to køn, men absolut ikke inden for f.eks. kampsport. Dér må der bare indføres nogle nye, kønsdefinerede regler, inden der sker ulykker.

https://getpocket.com/explore/item/what-s-the-problem-with-masculinity

Gammel vin på nye flasker

Leo Trotsky taler til soldater fra Den Røde Arme

Hvad gør man, når man stilles over for den opgave at erstatte noget, man selv har været med til at nedbryde? Tjah, da Lev Davidovitj Troskij, som vi kender som Leo Trotsky (1879-1940), skulle have Den Røde Hær op at stå, så han tilbage i tiden og lavede en ny hærmodel over den gamle, nemlig den zaristiske, såkaldt Hvide Hær, han havde været med til at bekæmpe. Det eneste, der ændredes, var visse betegnelser, som de nye røde officerer så skulle lære, men det var let nok, for han genbrugte også en hel del af zarens gamle officerkorps, der blev placeret i nøglepositioner. Nok skulle de betegne visse ting anderledes, men det var den samme gamle skuespil, som de før havde deltaget i, så de kendte deres roller ud og ind ....

Der var dog én nytilføjelse, nemlig de spioner, har indsatte i hærenhederne. Deres opgave var at holde øje med soldater og officerer og desuden sprede kommunismens ideer. 

Selv om Trotsky, der var en af lederne fra oktoberrevolutionen, efter bilæggelsen af visse stridigheder blev regnet for Lenins næstkommanderende og dermed hans naturlige arvtager, så var det jo altså Stalin, der vandt denne historiske magtkamp. Efter sin eksklusion fra partiet i 1927 og deportation fra Sovjetunionen to år senere blev han en fredløs flygtning, der endte i Mexico, hvor han bl.a. fandt tid til en affære med maleren Frida Kahlo.

Ramon Mercader på et hospital i Mexico efter attentatet på Trotsky

Den 20. august 1940 blev den tidligere sovjetiske revolutions- og borgerkrigshelt imidlertid angrebet af NKVD-agenten Ramon Mercader med en isøkse i sit hjem i Mexico og døde nogle dage efter.