"Jeg kan ikke trække vejret ...."

Billede fra demonstration i 1960'erne

Efter den mildt sagt mislykkede anholdelse af George Floyd den 25. maj d.å. har der som bekendt været en masse demonstrationer i USA, men også andre steder. Folk stort set verden over er forargede over, at endnu en sort mand har mistet livet, fordi en hvid politimand har været alt for hårdhændet.

Det er klart, at horderne af demonstranter har skræmt politiet - og måske også givet dem dårlig samvittighed? - og deres reaktion har så været at gribe til våben af en art, der bestemt ikke er ufarlige, selv om de ofte fremstilles sådan. Det gælder f.eks. gummikugler, der imidlertid har meget forskellig udformninger, der gør dem mere eller mindre farlige. 

De skal affyres med en afstand af 33-66 og absolut ikke under 15 meter. Et normalt projektil affyres fra en 9 mm-pistol med en hastighed på 320-350 meter i sekundet, medens gummikugler har en hastighed på 60-80 meter i sekundet.
Hvis man sigter på én er det desværre ikke det samme som, at det er denne person, man rammer. Især gummikugler kan være svære at styre, og hvis de f.eks. rammer sidelæns, så kan det give ret alvorlige skader, måske på en uskyldig forbipasserende. En gummikugle, der rammer hovedet og ikke benene, som den er beregnet til, kan forårsage kraniebrud, hvis man er rigtig uheldig. Der kan også ske det, at kuglen rammer én, så det påvirker hjerterytmen, og så får man hjertestop, så helt ufarlige er disse gummikugler altså ikke. Rammes man i brystet, kan man også risikere at brække et ribben, hvilket kan føre til en punkteres lunge.

Privat våben til ikke-politimand

Andre politi-våben er tåregas og peberspray, der har den fordel, at det virker øjeblikkelig. Hvis man får en omgang med et af disse midler, så er man virkelig pacificeret, for man kan ikke se, da det er stærkt irriterende for slimhinderne. Sidstnævnte middel har det danske politi haft tilladelse til at bruge siden 2007, og der har været skader på demonstranter, f.eks. på Nørrebro. Sagen er jo den, at hvis man i forvejen har problemer med luftvejene, så forværrer disse skrappe midler dem i høj grad.

Peberspray kan iøvrigt købes (lyssky steder???) på nettet, men jeg tvivler meget på, at de er lovlige ....

Selvvalgt handicap

En virkelig tapper, svært handicappet, ung mand, der tilmed gør sit som en god samfundsborger. Måske han er født handicappet, måske skyldes tabet af armene en ulykke. Begge dele kan ske og sker hver eneste dag verden over, men hvad nu hvis det drejer sig om en person, der ønsker at være handicappet? Den slags findes faktisk også, tilmed i både en psykisk og en fysisk form.

Den mest almindelige form for selv-handicaps bunder i ønsket om at forhindre en snarlig skade på ens selvfølelse ved på forhånd at gøre det umuligt at nå et bestemt mål. Hvis det rent faktisk er super-vanskeligt, så vil fiaskoen ikke falde tilbage på den, der forsøgte at nå målet, men på alle de skrækkelige forhindringer, som han/hun stod overfor. Ergo: jeg'et lider ikke skade, og personen får måske tilmed medfølelse, fordi "vanskelighederne" forhindrer ham/hende i at yde sit bedste ...
Denne psykologiske strategi er kendt fra mange forskellige samfund, nogle karriereforløb og almindelige hverdagssituationer, så den er lige ved at være "normal", men hvad med dem, der frivilligt gør sig selv fysisk handicappede? Eftersom de virkelig eksisterer, og man er blevet opmærksom på dem i en tid med transkønnede, så har de fået en betegnelse, der ligner, nemlig "transabled".

Glad og smilende, selv om hun åbenbart har mistet sin evne til at gå, kort sagt, en tapper, ung kvinde - eller "noget andet"? Nemlig: helt sikkert noget andet, men hvad????????????????????????????????

Ingen ved sine fulde fem kan mistænke dette barn for selv at have fået sit ene ben amputeret, og det er der nok heller ikke nogen, der gør. Ikke desto mindre lader det til, at en gruppe mennesker forskellige steder i verden er blevet handicappede med vilje, Meget mystisk, for hvem vil dog give afkald på sin førlighed? Jeg ved godt, at nogle unge mænd før i tiden kunne finde på at hugge en finger eller to af for at undgå krigstjeneste, men hvad med frivilligt at få amputeret begge ben? Sådan nogle er der faktisk eksempler på, og de fik det gjort, fordi de følte, at disse lemmer ikke var en ægte del af dem, selv om de dog var medfødte ...

https://www.pinknews.co.uk/2017/01/25/can-you-be-transabled-meet-the-people-trapped-in-their-working-bodies/

Når slange bider slange ....

Jeg er  ret vild med dette billede, fordi det viser en forbløffende kampvije og livsgnist: slangen er ved at sluge sit bytte, der formentlig enten er en mindre slange eller en øgle, men dette byttedyr bider den, og man under det virkelig at undslippe. Ikke at jeg tror, det vil ske, men hvor ville det dog være et pragtfuldt bevis på, at det kan betale sig at kæmpe imod overmagten og bevare håbet om overlevelse.

Også et herligt billede af de samme egenskaber som med de to slanger. Om frøen overlever er ikke godt at vide, men også her tvivler jeg, måske fordi det ville for mirakuløst til at være muligt i vor verden af stor-æder-lille. Et trist princip, der iøvrigt gælder både dyr og mennesker ....

Det er uendelig rørende, når der ydes modstand imod overmagten, og det burde  - moralsk set - langt oftere føre til sejr. Her tænker jeg ikke mindst på nazisternes systematiske undertrykkelse og udryddelse af den jødiske befolkning.

Ca. 100 af de ialt 400 ghettoer i Europa under Anden Verdenskrig husede faktisk bevæbnede undergrundsorganisationer, der ind imellem fik organiseret opstande. Den mest berømte af disse var opstanden i Waeszawas ghetto i 1943, hvor der allerede var blevet myrdet omkring 35.000 jøder i selve området og ca. 265.000 i kz-lejre efter deportationer. Dette oprør imod nazisterne blev utroligt nok holdt i gang i knap en måned af ekstremt tapre jøder og blev desuden et forbillede for andre jødiske ghettoer, rundt omkring.

https://folkedrab.dk/artikler/joedisk-modstand-under-holocaust-0

 

 

Bortforklaringer og historiske forfalskninger

Normalt ville Tintin lade sig befordre af mørklødede bærere, men den slags er ikke in mere, for nu er både n-ordet og n-personer i ydmyge stillinger banlyst. Om det hjælper på racediskrimination vil jeg lade være usagt, men HVIS det gør, så er det da OK med mig.

Der er dog én side af dette nye bortforklaringsfænomen, der pikerer mig: en bortforklaring skulle nødig udvikle sig til en vildledning eller mørklægning af historiske kendsgerninger. Eftersom det er lige præcis det, der sker i denne tegning med de udraderede bærere, så må jeg protestere. Det er det samme som forbud imod visse ord eller omtale af nogle bestemte ubehagelige, historiske begivenheder, for det fører til fornægtelse af fortiden.

Hvis vi tager Tintin-tegningen som eksempel, så er det tydeligt, at i stedet for at hjælpe på virkelig undertrykte og misbrugte, mørklødede bæreres situation, så bortforklarer den den. Man kan ikke se dem = Ergo: det er aldrig sket ....

Jordemoderen Agnodice

Agnodice eller Agnodike er en legendarisk skikkelse fra det 4de århundrede f. Kr., der brød med forskellige fordomme omkring kvinders gøren og laden, samt ikke mindst kunnen. Ifølge myterne - og hun er muligvis ikke en ægte historisk skikkelse - var hun den første kvindelige jordemoder eller læge i antikkens Athen.

Når man overhovedet ved noget om hende i dag skyldes det den romerske forfatter Gaius Julius Hyginus, der har fortalt om hende i sin "Fabulae". Han fortæller, at hun studerede medicin forklædt som en mand, da det dengang var forbudt kvinder at udøve medicin. Eftersom Athens kvinder var vilde med hende og alle ønskede hende ved deres side, når de fødte, blev de mandlige læger jaloux og anklagede hende - der jo var  forklædt som mand - for at have forført barselskvinderne.

Ved den efterfølgende retssag afslørede hun sit køn, hvilket kunne have kostet hende livet, da hun jo havde brudt loven, men alle hendes patienter forsvarede hende og fortalte, hvor højt skattet hun var som jordemor. Dette førte til, at loven imod kvindelige læger blev ophævet. Selv om historien om hende måske bare er en myte, blev hun et symbol for kvindelige læger og andre, der studerede og praktiserede medicin.

Når ens job får én til at brække sig

Alle, der har fulgt Monty Python, dengang serien gik sin sejrsgang på TV, kender denne episode med den super-fede mand, der bare propper og propper sig, til det går helt galt. Enormt ulækkert, ikke mindst for dem, der ville have været nødt til at gøre rent efter ham, hvis det var noger, der virkelig skete. Det er det heldigvis ikke, men mange i den virkelige verden er nødt til at udføre opgaver, de bare ikke kan være glade for, fordi det fysisk ulækkert. Ikke desto mindre er sådanne opgaver en del af deres job. Når de ikke gør det, de bliver betalt for, men sjusker eller skulker fra de pligter, der skaffer dem brød på bordet, så kan de havne på forsiden af en avis, der ikke lægger fingrene imellem: Fy-føj, slemme banditter, der ikke som en selvfølge tørrer gamle, demente mennesker i røven, bader, mader eller andet, de forventes at gøre!!

Sagen er dog den, at nogle ting - samt mennesker - er ulækre, og man skal holde virkelig meget af dem for at gøre disse ting med glæde og/eller kærlighed. Hvis man ikke har et personligt forhold til vedkommende, så må det altså være svært at overvinde den væmmelses-barriere, som jeg tror melder sig helt naturligt.

Det er beklageligt, at nogle mennesker - syge, handicappede eller gamle - vækker afsky hos dem, hvis job det er at sørge for, de har det godt og f.eks. ikke ligger i deres egen afføring med en uskiftet ble . Hvor en sådan situation er begges hverdag, er det ikke let at afgøre, hvem der har det værst, den plejekrævende eller plejeren. Der er dog ingen tvivl om, at plejeren ved at tage imod jobbet har vidst, hvad han/hun gik ind til og tilsyneladende har accepteret det, så det eneste alternativ for ham/hende er naturligvis at sige op og finde en anden stilling. At dette kan stille plejesektoren over for  et problem, da de så kan komme til at mangle personale, er der ingen tvivl om. Derfor ser jeg kun én udvej: hæv lønnen, men gør det klart for ansøgerne, at dette altså er det, jobbet går ud på ....

https://arbejderen.dk/indland/p%C3%A5r%C3%B8rende-og-fagfolk-r%C3%A5-%C3%B8konomistyring-skaber-grobund-r%C3%A5-behandling-af-%C3%A6ldre

 

"Udyret" med den skønne sjæl

Dette er Julia Pastrana, der blev født i Mexico i 1834. Hun adskilte sig fra andre omkring sig ved en formidabel hårvækst, der bredte sig over hendes ansigt samt hele hendes 135 cm høje krop. Alle veg tilbage fra hende i hendes hjemby, da de så hende som et uhyre, så hun løb hjemmefra. På sin flugt mødte hun en mand, der arbejdede i et cirkus, og han tilbød hende et job som "freak" - altså som cirkus-vanskabning, da folk dengang jo elskede at se den slags uheldige skabninger.

Efter at hun havde tjent en god slat penge som "freak", fattede hendes manager, Theodore Lent, for alvor interesse for hende. Derfor friede han til hende for derved at sikre sig denne guldklump til evig tid.  Det fortælles, at hun var forelsket i ham, og deres ægteskab fungerede i hvert fald på ét plan, hvilket afsløredes, da hun fødte en søn, der tydeligvis havde arvet hendes sygdom. Desværre - eller måske heldigvis? - døde den lille bare nogle timer senere, og selv døde hun et par dage efter, hvilket dog ikke afholdt hendes grådige ægtemand fra at bruge hende og deres døde søn som indtægtskilde, for han lod dem mumificere, så han stadig havde noget at udstille. Senere fandt han endnu en behåret kvinde i Tyskland, som han også fik kløerne i og forvandlede til "Pastranas søster".

Under Julias og hendes ægtemands rejser i Europa var der mange, der skrev om hende som "verdens grimmeste kvinde", men en englænder, Francis Buckland, beskrev hende i 1868 som en elskværdig person med en meget smuk stemme og et talent for dans. Desuden fortalte han, at hun talte tre sprog og var overmåde generøs med pengegaver til fattige og nødlidende.

Hendes mumificede lig blev stjålet den ene gang efter den anden, men i 2005 blev det fundet i en skraldespand i Norge. Efter store diskussioner og pres fra nogle af hendes nutidige fans besluttede man at begrave hende på normal vis på en kirkegård i Sinaloa de Leyva, der ligger nær ved hendes fødested. Sønnens mumie holdt dog ikke til sådan en rejse, for det smuldrede og gik til.