Engle

At Satan oprindelig var lysenglen Lucifer, og at han fik navn før højt rangerende engle som Mikael, Gabriel, Raphael og Uriel er egentlig ret besynderligt. Sidstnævnte engle-kvartet starter som en del af en grå masse af navnløse engle, men ender som Guds fire-mands-korps af "livvagter", der står rundt om hans trone. En flot karriere må man sige ...

Hvis mennesker blev hjemsøgt af dæmoner eller andre væsener af samme skuffe, så kunne de påkalde denne kvartet af ærkeengle til hjælp, selv om de kirkens mænd ikke var alt for begejstrede for det. (Hvad denne modvilje skyldes, ved jeg ikke, men jeg vil gætte på, at det kan være blevet set som en tilsidesættelse af Guds hjælp).

Når vi forestiller os engle, så er det nok billedet fra Jakobs drøm, der melder sig: han så engleflokke på en stige, der gik fra jorden til langt op i himlen. Måske det er det, der har givet anledning til den tro på engle som afdøde mennesker, der stammer fra 1700-tallet. Således hævdede Swedenborg, at engle var mennesker som os, men afdøde, der var avanceret til englestaturs: vær et godt menneske på jorden og bliv en engel i himlen ....

Denne forestilling er sammen med ideen om en himmelsk kompensation også meget populær i litteraturen, og man tænker uvikårligt på H.C. Andersens eventyr "Englen".  Her fortæller den engel, der henter den lille, døde dreng, at den selv var som ham og var handicappet, da den levede på jorden, men nu har fået vinger, der bærer den overalt. Før kunne den ikke gå, men nu kan de flyve.

En meget smuk og rørende forestilling, men helt uden teologisk belæg.

Når samvittigheden (ikke) rører på sig

Kors i OSV!!!! Tænk, hvis det var sandt!!!! I forvejen synes jeg, det presser på med al det, man kan have dårlig samvittighed over, hvad enten det var i går eller for mange år siden. Hvis dette skulle være sandt, bliver det efter min mening lidt vel meget for både mig samt hr. og fr. Hverdagsmenneske, da en dårlig samvittighed er tung at bære ....

Alt det dér med dårlig samvittighed er ellers meget interessant, for man føler det jo kun i forbindelse med de ting, man på forhånd erkender er forkerte. Det er mere indviklet med det, der pludselig dukker op efter mange års forglemmelse, bortforklaringer eller moralsk blindhed. Dér kan man få sig nogle søvnløse nætter over noget, der ikke lader sig ændre, men som gnaver i sjælen - hvis man altså er et pænt og moralsk sundt menneske. Netop det er jo altså forudsætningen for, at man overhovedet får den tanke, at man da vist ikke opførte sig så pænt i visse situationer ....

Hvis man ikke har nogen samvittighed, men til gengæld det, jeg vil kalde en "rådden sjæl", ja, så kommer denne slags tanker aldrig, og man tilbringer sikkert nogle dejlige nætter med en uforstyrret søvn. Herligt? Nej, men et meget, meget interessant fænomen, for hvor kommer samvittigheden fra, og er den medfødt eller tillært?

Blev Epstein myrdet?

Jeffrey Epstein har allerede flere gange snydt Retfærdigheden på mystisk vis, bl.a. via juridiske aftaler, der tyder på indblanding af folk i magtfulde positioner. Denne sidste gang skete det ved hjælp af det ultimative flugtmiddel: døden, for han hængte sig angiveligt i sin celle i august 2019.

Ikke at man ikke forstår, at han kan have valgt selvmordet frem for den nye retssag, der ventede ham for seksuelle krænkelser, pædofili og internationale "sex-formidlinger", men når man ser billeder fra hans celle, så spørger man nu alligevel sig selv, om han også denne gang fik "hjælp" udefra. Kom der nogen og strammede løkken om halsen på ham, så han blev kvalt og ikke hængt?

Dér ligger han, mere eller mindre levende, på en båre, og cellen er nu tom - dvs. sådan da, for hvad laver alle de lagner dér??? Fik alle indsatte fanger mere end 10 lagner, eller var det helt specielt for netop denne høj-profilerede fange og i så tilfælde hvorfor?

Nogle af lagnerne er bundet, så de danner en løkke, hvilket vel er naturligt nok, hvis man hænger sig i dem, men hvorfor sidder mærket på den dødes hals et forkert sted, og hvorfor er der sket brud på knogler i halsen, der ikke hører sammen med selvmord?

Desuden: hvordan gik det til, at de fangevogtere, hvis opgave det var at overvåge denne selvmords-truede fange med besøg hver halve time, faldt i søvn? Ja, de var overbebyrdede, fordi afdelingen var underbemandet, meeeen .... Mystisk og meget, meget belejligt for én, der ønskede at være ubemærket inden for et vist tidsrum.

Ergo: hvis denne sag ikke opklares 100%, og man kan stole på de fund, der underbygger ens mistanker om lusk, så vil den fortsætte med at skabe mistro til et system, hvor de rige slipper ustraffet fra forbrydelser, hvor de fattige bliver knaldet. Det er virkelig trist, at Epstein undslap retfærdigheden, men det bør ikke forhindre, at sagen opklares, selv om visse ting (mennesker, han kendte og juridiske forløb) tyder på, at det ikke vil ske ....

Og hvad med hans hjælper, Ghislaine Maxwell, der nu er blevet fanget efter at være flygtet? Hun har ifølge diverse ofres beretninger "groomet" dem og andre, så de blev tjenlige som "sex-slaver". Selv nægter hun ALT, men der er nu billeder af hende sammen med flere af pigerne, så den taktik går nok ikke for Ms. Maxwell. Så er der jo flugtmuligheden, hvis hun bliver løsladt imod kaution, for hun har flere statsborgerskaber, bl.a. i Frankrig, der aldrig udleverer eftersøgte til USA ....

Tyvens hjælper - eller det modsatte?

Tydeligvis en super-optimistisk tyveknægt, der forventer at kunne få tyvekosterne uset med sig ud af butikken ved at proppe dem ind under sin hood-jakke. Mon det lykkes ham at få dem smuglet ud af butikken? Og skal man - som et forholdsvis godt og i hvert fald for det meste ærligt menneske - gøre butikkens personale opmærksom på, hvad der foregår?

Dilemma: på den ene side mener jeg, at man bør fortælle om det, men på den anden side vil jeg nødig involveres. Min skyklaps-undskyldning for at lade være, (hvis nu det er det, jeg vælger), er, at personalet nok selv har opdaget det og vil stoppe fyren på vej ud, og at det desuden ikke er min opgave at lege butiks-detektiv. Desuden er forretningen jo nok forsikret, så de ikke lider et virkeligt tab ... 

Sært, at det skal være et dilemma, om man skal melde et tyveri, for jeg holder jo ikke med tyven eller synes, det er OK, at butikken mister varer på denne måde. Ikke desto mindre er det ikke helt nemt at afgøre, hvad man (jeg!) skal gøre, for der er jo også risiko for, at man placerer sig selv i en farlig position over for forbryderen ...

Jeg har flere gange råbt op, når folk har tabt ejendele uden at opdage det, og det har været min fortjeneste, at de ikke mistede dem, men hér er jeg i tvivl, ikke om, hvad jeg burde gøre, men om hvad jeg helt konkret ville gøre - hmmmmmmmmmm .....

 

Amerikaneren der blev gift med en konge

En konge abdicerer, fordi hans elskede ikke kan blive dronning - jamen er det ikke rørende med sådan en opofrelse på kærlighedens alter? Jo, det kunne det måske have været, hvis ikke det havde været for det faktum, at den ene part måske nok elskede, men at den anden højst sandsynligt først og fremmest lod sig elske for at opnå status og gode forbindelser i det, der betød så meget for hende, nemlig "de kendtes verden".

Wallis Simpron (1896-1986) var enebarn og blev født som Bessie Wallis Warfield i Baltimore, idet det formentlig var hendes ankomst, der gjorde, at forældrene giftede sig. Hendes far døde kort efter hendes fødsel, og hendes mor blev understøttet af rige familiemedlemmer, især en velhavende svoger, der f.eks. også betalte for sin velbegavede nieces skolegang.
Da Wallis giftede sig med flådeofficer Win Spencer, var det ikke nogen succes, og i hendes andet ægteskab, nemlig med Ernest Simpson, havde hun forskellige affærer, bl.a. med Edward, Prinsen af Wales, der blev regnet for den tids hotteste ungkarl. Egentlig havde hun "hugget" ham fra en af sine veninder, da hun måtte tage til USA i et familieanliggende, men det, der måske var tænkt som en enkelt episode, udviklede sig til en kongelig passion. Edward var vild med hendes amerikanske mangel på (ydre) respekt for hans fornemhed og lod sig glad dominere af hende i småt og stort.

Mange fandt det sært, for egentlig køn var hun ikke, men der går stadig rygter om, at hun "kunne noget på lagnet", der i den grad appellerede til den fremtidige konge, at han blev mere og mere betaget, også selv om hun formentlig var ham utro, bl.a. med den nazistiske, tyske ambassadør i London, Joachim von Ribbentrop.

Georg VI og hans dronning, Elizabeth, med deres nyfødte datter, Elizabeth II

Hvorom alting er, så valgte Edward - nu kong Edward VIII - at abdicere til fordel for sin bror, George, der blev kong George VI, medens han selv blev forvandlet til Hertugen af Windsor. Så snart skilsmissen fra Ernest Simpson var gået igennem, giftede Wallis sig med Edward, hvis bror, Kong George VI, udnævte ham til guvernør over Bahamaøerne, hvor Wallis faktisk gjorde det udmærket som guvernørfrue med mærkesager inden for børnevelfærd og Røde Kors.
Efter fem år på denne post indledte de deres omkringflakkende og dybest set meningsløse jetset-liv i Europa, men inden da havde de nået at blamere sig med et besøg hos Hitler, som Edward havde sympati for, ikke mindst fordi han behandlede hans kone som en virkelig kongelig højhed. Noget, det skortede med alle andre steder. Faktisk var hun enormt upopulær i England og alle kongelige kredse, da hun ligefrem blev mistænkt for at være spion for Tyskland samt ude efter hævn, fordi Edward måtte abdicere, og hun ikke blev dronning.

I årene fremover opstod der gang på gang rygter om deres nazistiske holdning, og deres nabo i Paris, Oswald Mosley, der havde oprettet The British Union of Fascists (BUF), har senere sagt, at hun udtrykte bitterhed over Hitlers fiasko, "fordi han burde have haft frie hænder til at knuse kommunismen i Østeuropa". Det lyder slemt, men skrækken for - og kampviljen imod -kommunismen var en del af mange menneskers ideologi dengang, så de bør man tage med i sine betragtninger over hende og hendes personlighed.
Efterhånden skete der en foprbedring af forholdet mellem hertugparret og hans royale skægtninge. De besøgte flere gange dronning Elizabeth II og andre familiemedlemmer, ligesom prins Charles og hans daværende kone, prinsesse Diana, også besøgte dem i Paris. I mellemtiden havde der dog været rygter om hendes utroskab med jetsetteren Jimmy Donahue, der ellers var kendt som bøsse. (Noget, han imidlertid benægtede, bl.a. med henvisninger til sin "fire år lange affære med Wallis").

Hvorom alting var, så blevWallis, der ellers altid havde været så utrolig kvik, desværre med årene mere og mere dement. Noget, der vist nok startede med Edwards død af cancer i 1972. Som gammel og skrøbelig blev hun desuden udnyttet af forskellige personer, der var ansat til at hjælpe hende, bl.a. hendes franske advokat, Suzanne Blum. Hun faldt også og brækkede den ene hofte to gange, hvilket kan være en medvirkende årsag til, at hun sjældent forlod sin bolig.

Der findes nogle meget sørgelige billeder fra hendes alderdom, hvor hun tydeligvis ikke længere er rigtig til stede i sin egen krop. Hun fik ingen besøg, for hvad skulle hendes gamle jetset-venner med en aldrende, dement hertuginde, der ikke længere var "in"? Man kan sige, at hendes alderdom udstillede tomheden i hendes liv, for hvor blev alt det strålende og skinnende, som hun havde elsket dog af? Det var der ikke længere ...

Da hun aldrig rigtig havde givet meget til veldædige formål, undrede det mange, at meget af indtægten fra salget af hendes formidable smykke-samling gik til den slags efter hendes død. Auktionen på Sotheby over smykkerne - og måske også andre af hendes ejendele - indbragte iøvrigt $45 millioner.

Fedlinge og frådseri

Et ansigt, der stråler af glæde ved det guf, han har i favnen ....

Det er blevet sagt, at fedtceller i personaliceret form ville fremstå som bedsteforældre, der forkæler deres børnebørn helt vildt. De forsøger nemlig konstant at få deres specielle fedling til at tage en bid mere af usunde ting, medens de samtidig hamstrer kæmpe-forråd af vitaminer, som de aldrig giver videre til selv samme børnebørn.

At proppe sig i ny og næ er unægtelig ganske fornøjeligt, men problemet er, at vore kroppe ikke er designet til at "puge" fedtvæv som en gnier puger penge og samtidig være sunde. Det er virkelig et enten-eller-valg, hvilket sådan set burde gøre det nemmere for os, men det gør det bare ikke. Sagen er jo den, at guf smager godt, og vore smagsløg kræver sit ...

Halløj dame, det er en fælde, for kvindeligt fedtvæv, som du tydeligvis har rigeligt af, nøjes ikke med at bevare østrogen, men producerer det sørme også selv. Noget, der så forøger en kvindelig (og måske også mandlig?) fedlings risiko for brystcancer. Ikke lige det, man har brug for at høre oven på et dejligt kageorgie ....

Vores kroppes stofskifte kører typisk på 2000-2500 kalorier om dagen, hvis man er en kvinde, men mere hvis man er en mand, især hvis han har fysisk krævende arbejde. Som et udtryk for naturens  uretfærdighed indeholder mænd (generelt set) mere muskelvæv end kvinder. Dette er "aktivt væv", fordi det forbruger en del af sig selv gennem sin egen vedligeholdelse. Magen til uretfærdighed skal man lede efter, men Moder Natur har selvfølgelig et formål med at udstyre kvinder med mere fedtvæv. Da vores biologiske opgave er en anden end mandens, er det vigtigt, at vi ikke hverken dør af kulde eller forbruger den oplagrede energi, der er vore reserver under hungersnød. At dette fedtvæv typisk nok befinder sig som et lag "passivt" lag af fedt overalt på kroppen er uheldigt i vores fitness-fikserede tid. Naturen mener os det sikkert godt, men moden dikterer noget andet ud fra helt andre kriterier ....

Desværre har kager og slik jo også den irriterende bivirkning, at de får ens blodsukker til at stige meget hurtigt, hvorefter det styrtdykker til et lavt niveau. Det gør så, at man får et stærkt behov for at proppe noget mere i hovedet - og på sidebenene - hvilket holder skruen uden ende i gang.

Gør de nu også det? Jeg tvivler, selv om totalt afpillede personer af alle køn nok ikke gør det meget bedre.

Én ting er dog ens helbred, der kræver, at man ikke er svært overvægtig, og ens udseende, der nu bygger på forestillingen om en idealkrop, der er slank og uden fedtaflejringer. Sådan var det ikke før i tiden, hvor kvinder skulle have både til gården og gaden for at regnes for sexede.

Denne dame vil også i tynd udgave helt afgjort blive regnet for flot i vore dage, men annoncen viser, at for ikke så forfærdelig længe siden brød hendes oprindelig meget slanke krop med alle skønhedsidealer. Så må man spørge sig selv, om det er moden eller helbredet, der skal diktere ens BMI ....

https://www.truthaboutweight.global/da/support/whats-your-body-mass-index-bmi.html?cid=pse-ga-sea-tx-tawdk_startup-bmi

 
 

Når man bare ikke KAN holde sig længere

At mænd har lettere ved at finde et såkaldt "restroom" ved vi jo, for ifølge traditionen behøver de jo bare at hive sjoveren frem og lade vandet, dér hvor de nu befinder sig, eller hva'? Her holder jeg bestemt på "hva'", for hvis det f.eks. sker i en trappeopgang, op ad en mur eller bare uden for toiletkummen, så er det altså møg-irriterende for deres omgivelser.

Fordi det er mere omstændeligt med kvinder, og de desuden blotter følsomme organer, hvilket kan give nogle mænd "gode" ideer af seksuel art, så benytter kvinder normalt ikke de samme muligheder. De forurener derfor heller ikke på samme måde, hvilket sørme er en lettelse for folk med følsomme næser, etc.. Nogle damer giver dog bare los, når nu det presser på. Ikke at jeg billiger det mere end med deres mandlige kolleger, men der kan jo opstå et nødstilfælde ...

Jeg hørte om en kvindes trængsler, fordi Covid-19 har betydet lukning af en masse offentlige WC'er. Hun nærmest tiggede og bad personalet på en jernbanestation om at måtte låne toilettet, men lige lidt hjalp det: NUL adgang til toilettet, selv om hun altså fik vanddrivende piller og virkelig var stærkt trængende, ja, nærmest på eksplosionsstadiet.

Gode råd var dyre, men nød lærer som bekendt nøgen kvinde at spinde, så hun gjorde det, mange mænd ville have fundet helt naturligt: hun fandt et mere eller mindre afsides hjørne på stationen, satte sig ned og slap tøjlerne. Det lod hendes blære sig ikke sige to gange, for den gav slip på det, den ellers havde holdt fast på, og derved kom hun i samme liga som de mænd, der må formodes at benytte ovennævnte "restroom" i parken, og som sikkert heller ikke ville være blege for at bruge plankeværket. Derfor tør jeg vædde med, at en mand bliver beskyldt for hendes udåd, fordi man er vant til, at de gør den slags. Uretfærdigt? Ja, selvfølgelig, men også lidt sjovt ....