Det skrigende lig ....

Denne meget berømte, men mystiske mumie blev fundet af ægyptologen Gaston Maspero i Deir El-Bahari i Ægypten i 1886. Den fyldte folk med rædsel, for den døde lå med hænder og fødder bundet og et skræmmende ansigtsudtryk som ved de grusomste pinsler. Munden, der står på vid gab, blev taget som udtryk for, at der var tale om en levende begravelse, måske af en forbryder, og at den henrettede skreg sig ind i døden. Det med den levende begravelse er formentlig ikke rigtigt, men at han ikke fik en nem død er senere blevet bevist, idet man har fundet visse mærker på hans hals, der tyder på, at han blev hængt eller kvalt, måske i forbindelse med et (påtvungent?) selvmord..

Nogle har opfattet mumien som en (utro?) kvinde, men via nymodens metoder som bl.a. DNA har man afsløret, at det er en mand, og at han er søn af Ramses III, ja, formentlig prins Pentaware, der gjorde oprør imod sin far og myrdede ham i år 1156 f.Kr.. 

Begravelsesformen, hvor den døde ligger indsvøbt i fåreskind samt med bundne hænder og fødder, viser i hvert fald med al tydelighed, at han var særdeles upopulær blandt sine samtidige, og at de ville ydmyge ham, samtidig med at de ønskede at vise ærbødighed for hans kongelige rang ved at give ham et evigt hvilested i en sarkofag.

Normalt ligger fornemme, ægyptiske mumier som her Ramses II med lukket mund, for de har fået kæben bundet op, så den ikke falder ned som på f.eks.de sydamerikanske mumier, der har inspireret Edward Munk til hans berømte maleri "Skriget".

http://www.raisingmiro.com/2013/12/20/edvard-munchs-the-scream-was-inspired-by-a-peruvian-mummy/

Det er noget andet end den ægyptiske mumie, for de sydamerikanske har (formentlig) ikke lidt en smertefuld og ydmygende død. De er bare døde, og som det er naturligt for døde mennesker "taber" de underkæben, så munden står åben.

Denne normale biologiske reaktion på døden ser man i naturlig form hos en anden skrigende mumie fra samme sarkofag som Pentaware. Her er der formentlig tale om en prinsesse, der døde pludseligt af et hjerteanfald, men først blev opdaget så sent, at det var for sent at binde hendes kæbe op og dermed sikre hende et pænt og nobelt udseende i døden.

https://see.news/dr-hawass-uncovers-mystery-of-the-screaming-woman-mummy/

Der er altså forskel på skrig og skrig, for prinsessen har ikke forbrudt sig, men det har prinsen, der myrdede sin far og stedmor. At udgyde kongeligt blod har aldrig været god tone, og han blev straffet for det ....

Mumierne i Ægypten repræsenterer stadig mange hemmeligheder som f.eks. denne: her er graven, men hvor er liget???

https://www.nationalgeographic.com/history/magazine/2020/05-06/pharaoh-seti-painted-tomb-missing-its-mummy/?cmpid=org=ngp::mc=social::src=twitter::cmp=editorial::add=tw20200627hist-tombmissingmummy::rid=&sf235544991=1

"Ånden" (?????) i glasset

Ja, hvad er det dog, der sker, når man leger (?) Ånden i glasset? Kommer der virkelig en ånd, der får et ganske almindeligt ølglas til at bevæge sig som ved trylleri?
I forbindelse med en ny bog for unge, som jeg skriver på, blev jeg nødt til at undersøge nogle ting omkring dette fænomen, hvilket egentlig var ret overflødigt, for det viste sig hurtigt, at "legen" (???) ikke har ændret sig, siden jeg og nogle veninder legede (???) den for mange år siden: man sætter et glas på en glat overflade, der er omkranset af bogstaver og tal, eller også bruger nan et Ouija-bræt med alfabetet + tallene fra 0 til 9.

Hvis man har et Ouija-bræt, har man sandsynligvis også den trekantede træskive, der erstatter glasset - eller omvendt - og som deltagerne lægger deres fingerspidser på med et normalt tryk. Det gælder altså ikke om at trykke super-hårdt eller forsøge at styre glas eller skive.
Når man gør dette, bevæger glasset eller den trekantede skive sig på mystisk vis, som om det staver sig frem til de svar, man beder om - eller noget, der ligner. F.eks. kan man stille spørgsmål om sit kærlighedsliv, sin økonomi eller sine boligforhold og få nogle meget uventede "svar" (???), der tilmed kan vise sig at være rigtige. En tilfældighed, eller noget andet?

Sagen er den, at visse studier viser, at glasset/skiven ikke er forhekset, men at man ved at være flere om kontakten med det, tilføjer det energi. Ikke at jeg synes, det er nogen forklaring, for hvad er den "energi" så det for noget?
Når man sidder med glas/skive og enten Ouija-brættet eller løse bogstaver og tal i en cirkel, så føles det faktisk meget mystisk, for selv om det måske bare er ens underbevidsthed, der kommer til udtryk, hvordan foregår det så, når man er flere sammen? Jeg har ikke nogen forklaring på fænomenet, men har ved nogle lejligheder oplevet det som noget sært, der godt kan virke uhyggeligt, hvis man selv er i en bestemt stemning. Det afhænger nemlig helt sikkert af ens egen stemning og overbevisning, om man får noget spændende og/eller underholdende ud af det, eller om man straks afviser det som noget fis. Personlig tror jeg, det er mere fis end fakta, men dermed ikke være sagt, at jeg har ret ....

https://videnskab.dk/kultur-samfund/aanden-i-glasset-derfor-bevaeger-glasset-sig

Min tale skal være BANG, BANG - og DØD!!!

En nydelig, midaldrende mand, tilmed med et venligt og åbent ansigtsudtryk. Ikke desto mindre er denne mand morder, og man strides stadig om, hvorvidt han er sindssyg eller ej, for det han gjorde var ret ekstremt. Hans navn er Theodore John Kaczynski (født 1942), men han er bedre kendt som "Unabomberen", der i 17 år spredte død og rædsel med sine hjemmelavede bomber, selv om han på dette tidspunkt levede som eneboer i den hytte uden el og rindende vand, der ses i baggrunden på nedenstående billede fra hans arrest i 1996.

Han hævder selv, at han ikke er sindssyg, og at han aldeles ikke tog psykisk skade af de tre år lange, umenneskelige, psykologiske eksperimenter, han blev udsat for, da han som 16-årig blev optaget på Harvard. Det er svært at se bort fra disse nu forkætrede stress-eksperimenter, der legede med et sind, der måske i forvejen var sart, men som så at sige spillede sejt. Familien har således fortalt, hvordan han nærmest skiftede personlighed, da han som en lille glad og tillidsfuld, men syg baby blev indlagt på et hospital, der ikke tillod megen kontakt med hans forældre. Han blev helt anderledes, fjern, indesluttet og ikke længere hverken glad eller tillidsfuld oven på denne traumatiske oplevelse.

Det samme skete efter Harvard-eksperimenterne. Nok tog han en flot eksamen i en ung alder inden for matematik og blev derefter tilknyttet Berkeley University som universitetsadjunkt, men oven på stress-forsøgene, hvor han og den intelligens, der fyldte ham med en berettiget stolthed - som et led i eksperimenterne - blev konstant nedgjort og betvivlet, blev han direkte asocial og distancerede sig fra både venner og medstuderende.
Noget andet, der tydeligvis også spillede ind, var hans forhold til kvinder. Når han blev afvist eller forvist til "venne-zonen", blev han direkte hævngerrig og måtte tvinge sig selv til ikke at forøve vold imod disse kvinder. Da hans bror giftede sig, følte han også straks had imod den udvalgte, der dog heller ikke kunne lide ham.
Dette var en meget forvirret tid i hans liv, hvor han minsandten også havde planer om en kønsskifte-operation, hvilket han dog selv opgav. Sært nok lader det imidlertid til, at han på en eller anden måde skød skylden for sine fejlslagne planer, drømme, eller hvad det nu var, over på den psykiater, som han skulle diskutere sagen med.

Jeg kan ikke se andet, end at han er en sød og tiltrækkende mand at se på, men på en eller anden måde, var der sket noget med hans mentale udvikling, der fik ham ud på nogle underlige sidespor. Først droppede han sin fornemme og statusgivende stilling på Berkeley, og derpå tog han ophold i den mildt sagt primitive hytte langt inde i et skovområde i Lincoln, Montana. Her sad han så uden elektrisk lys og vand og fabrikerede bomber, som han enten sendte med post eller placerede i pakker adresseret til en eller anden, der kunne være tilknyttet universitetsmiljøer rundt omkring. Formålet med dette var ANGIVELIGT en form for miljøaktion, hvor han kæmpede imod "systemet". Noget, han senere udgav flere bøger om.

Personligt finder jeg hans påstande "påklistrede" og i hvert fald uholdbare, for hvordan skal tilfældige mord på og lemlæstelser af fremmede mennesker kunne formidle tanken om teknologiens farlighed og menneskefjendske indhold? Efter min mening er der intet logisk sammenhæng mellem den påståede ideologi og metoden til at få et budskab igennem.

På baggrund af denne mands forhistorie, der for mig at se viser en sart og meget sårbar personlighed, opfatter jeg hans voldsomme angreb på alle mulige personer og firmaer, som en meget speciel kommunikationsform: "BANG!!! Kan du så høre, hvad jeg siger?!!!" Ingen ville have lyttet til ham, hvis ikke dette havde været en tid med større og større miljøbevidsted, men jeg gad nok vide, om det, han sagde, virkelig blev forstået, eller om det snarere blev fortolket som noget, man bare forestillede sig, at en uden for samfundet ville sige. Som kommunikationsform er bomber i hvert fald ikke smart ....

Gammel kærlighed ruster ikke

Dette er et ret skønt billede, som jeg i hvert fald tolker som et dejligt øjeblik i et pars liv. Hun er måske nok lidt betænkelig ved gyngen, men er lige ved at komme til at smile eller måske grine, for drt kildrer i maven og er sjovt.
Og han er stolt af at have kræfter til at skubbe hendes gynge i gang, selv om han er gammel og går med stok. De unge mennesker rundt om dem fatter vist ikke, at dette er et meget romantisk øjeblik for det gamle ægtepar, men det er det ....

Selv om man er gammel, har man da ikke glemt de kærlige følelser i et måske langvarigt forhold. De har mange minder sammen, og de er måske ikke alle sammen 100% gode, men hva' pokker, de elsker da stadig hinanden.

Et mandligt individ er en soldat - selv om han er et barn ....

Da Tyskland allerede havde tabt Anden Verdenskrig, og alle vidste det, men nogle bare ikke kunne indrømme det over for sig selv, greb man til fortvivlede midler og ofrede de alleryngste borgere, der blev sendt i krig som drengesoldater.

På dette tidspunkt var Hitler synligt svækket, bl.a. af Parkinson, og der findes en film, hvor man ser ham knibe en ca. 14-årig dreng i kinden i noget, der er tænkt som et kærtegn, vel vidende at dette barn bliver sendt ud i et helvede, der højst sandsynligt fører til hans død. Det er grotesk, at man overhovedet kunne få den tanke, at krigen kunne vindes, når De Allierede praktisk talt stod på dørtærsklen, og at det var disse børns pligt at ofre liv og lemmer for en tabt sag. Ikke desto mindre en den taktik ikke ny, og andre ikke-europæiske lande bruger den såmænd stadig.

Wikipedia: "En børnesoldat er ifølge international lovgivning en person under atten år, der deltager i væbnede konflikter. De fleste er mellem femten og atten år, omend rekrutteringen nogle gange begynder, når de er ti år. Der er dog set eksempler på, at børn ned til syv år er blevet brugt som børnesoldater. FN's Konvention om Barnets Rettigheder har siden 2000 forbudt brug af børnesoldater og brug af børn under femten år betragtes som en krigsforbrydelse. Børnesoldater bliver blandt andet tvunget til at udføre tortur, voldtægt og drab."

Det er fint, at det nu fordømmes, men det er rystende, at det overhovedet finder sted, og at det foregik i et land som Tyskland. Den menneskeforagt, sådan et valg i taktik emmer af, er ikke bare ubehagelig, men uafrystelig. Forøvrigt fik de unge soldater, der blev fanget af De Allierede, sig en behagelig overraskelse, for nok var de soldater, og det var stadig krig, men meget af det slemme, de var blevet tudet ørerne fulde af gennem Hitlers propagandamaskine, viste sig at være helt forkert.

De fik (i mange tilfælde) mad og omsorg af disse voksne soldater, der formentlig har skubbet deres status som soldater til side for et indtryk af deres barnlighed. Det mener jeg er den eneste naturlige reaktion på mødet med et barn i uniform, men jeg er da godt klar over, at også de kan dræbe og skade en person, de ser som fjenden.

Måske dette tyske barn lignede hans søn, en yngre bror eller nabo i hans amerikanske hjemby?

https://historienet.dk/krig/2-verdenskrig/det-tredje-rige/hitlerjugend-var-kanonfoede-for-hitler

 

Andre livsformer i vor midte

Jeg ved ikke, hvad det koster at reservere sådan en parkeringsplads, men det er under alle omstændigheder er smukt træk at frelse et gammelt træ fra at blive fældet. Hvem ved, hvor mange år det har på bagen, for man må huske på, at det sagtens kan være flere hundrede år. ERGO: respekt for alderdommen, også selv om det ikke drejer sig om en livsform, vi kender så meget til.

Det vi ved er alt sammen noget biologisk, nemlig forskelligt vedrørende plante-stofskiftet, men ikke noget som helst om, hvordan en plante oplever at være plante. På det punkt må vi simpelthen bare gætte os frem ud fra vore egne oplevelser.

Har planter et sjæleliv? Tjah, hvorfor ikke? De har så meget andet og er faktisk mægtig interessante, hvilket f.eks. fremgår af denne Wikipedia-artikel: "Planter (Plantae) eller planteriget er et rige, der hører under eukayoterne. En plante defineres som en autotrof organisme, der kan formere sig med anisogameter. Herved adskiller planterne sig fra f.eks. både dyr og svampe der er heterotrofe. Andre væsentlige kendetegn er at plantecellerne har cellevægge, som består af cellulose og at (langt de fleste) planter er i stand til at udføre fotosyntese. Evnen til fotosyntese er en (af flere) væsentlige forudsætninger for planternes autotrofi.
For de fleste mennesker er en plante et velkendt begreb omfattende urter, buske og træer med grønne blade, stængler eller stammer, og rødder. En hel del planter afviger dog fra disse velkendte kendetegn. F.eks. kan den grønne farve (klorofyl) mangle, rødderne kan mangle og der er mange andre afvigelser. Andre velkendte begreber som blomst og frø er forbeholdt en gruppe planter kaldet frøplanter.
Alger er en bredt sammensat gruppe af organismer, hvoraf kun nogle (eller ingen) henregnes til planteriget. Svampe regnedes tidligere med til planteriget, men placeres i dag i deres eget rige. Laver er symbiotiske organismer bestående af en alge og en svamp.
Planter har stor betydning for både mennesket, dyr og for klimaet. Planterne er via fotosyntesen den primære kilde til den ilt som alle dyr (og mennesker) indånder. Desuden er planter den primære fødekilde for en stor gruppe dyr, planteæderne, men også for mennesker og en række andre "altædende" er planter en afgørende vigtig fødekilde. Træer spiller en stor rolle som kilde til brændsel og tømmer. Og for mennesket spiller planter også en stor rolle indenfor medicin og symbolik.

En trumatisk oplevelse i planteverdenen, hvis de altså er i stand til at registrere det som en livsbegivenhed ...

Ja, det med blomster og bier er jo blevet et begreb for os mennesker, så tanken om, hvordan blomster oplever processen farves selvfølgelig af vores ideer og tilmed moralbegreber. Ret fantastisk, at disse væsener, der sikrer vore livsbetingelser - nemlig ved at gøre det muligt for os at ånde - kan beskrives af os, men ikke forstås ud fra deres egne oplevelser af livet. Tanken om et plante-bevidsthedsliv forekommer os at være ret science fiction, men det viser mere om vore forståelses-begrænsninger end om deres ....



https://www.haveabc.dk/38/planteogshy%3Bfysiologi

Må man ikke være glad?

Jeg kender én, der har en helt speciel evne til at sige noget, der ikke bygger på fakta, men på en uudslukkelig lyst til at "gøre sig klog" på forskellige ting, som vedkommende bare ikke ved noget om. Trist nok, følges denne lyst ikke af en tilsvarende lyst til i det mindste at yde en positiv indflydelse og videregive gode og opbyggelige vibrationer. Nej, vedkommendes trang til at ytre sig kommer til udtryk som en voldsom negativitet på andres vegne. Dvs. at hvis disse andre møder op, glade og velfornøjede med noget, de er stotlte af, eller som de forventer sig meget af, så får de en "velment" kommentar, der sender dem ud i sorg, græmmelse og bekymringer. Alt sammen fordi dette individ føler trang til at "være ærlig", selv om denne "ærlighed" ikke bunder i viden, men i en negativitet, der bare SKAL gives videre.

Det er sådan, man skal tage den slags, men det glemmer mange nok, når de er i situationen. De lader sig tryne af en person, der angiveligt "mener dem det godt, og som bare er ærlig", men som i virkeligheden er ude på at placere dem på den plads, der passer med deres egne behov for magt og styring.

Det tror jeg faktisk er rigtigt, men det sker på et subjektivt plan, der desværre nemt kan blive forvandlet til en slagmark for folk, der absolut ikke kan tåle tanken om, at andre føler glæde ved bare at være sig selv. Dvs. at man skal passe på med, HVEM man fortæller HVAD til, for havner ens gode nyheder, begejstring eller stolthed hos en glædesdræber, så skal man virkelig være stærk for at opretholde glæden.

Også det tror jeg er rigtigt, men på en bagvendt måde er det også en del af problemet: glædesdræberen er i gang med samme proces, som du ønsker for dig selv. Vedkommende føler dog, at hvis andre har eller får noget godt, så er det taget fra dem. De bliver berøvet noget, der aldrig har været deres.

Denne type opfatter nemlig andre mennesker som noget negativt, hvis glæde truer ham/hende, fordi de ikke selv er positive. For at de skal være "oppe", så skal andre være "nede", hvilket ikke bare er en tarvelig tankegang, men direkte ødelæggende for disse andre personer, især hvis de hører til de mennesker, der er meget afhængig af andres accept. Hvis de ikke er særlig optaget af, hvad andre mener om dem og deres liv, så bliver de måske usårlige, og det hader en glædesdræber, så han/hun anstrenger sig endnu mere ....

Ja, sådan er en glædesgiver: vedkommende har en positiv indstilling til både sig selv og andre. De føler ikke, at andres glæde, held og lykke trækker fra i deres eget liv og ønsker derfor heller ikke at jorde disse personer. Jeg vil sige, at den sande glæde er at kunne hvile i sig selv, men det er ikke altid nemt, fordi vi er sociale væsener, der også let løber ind i glædesdræbere, der opfatter sådan en indstilling hos andre som en trussel ....