Bedrag og bedrifter

Leonora Christina Ulfeldt (1621-1698) var ikke bare datter af Christian IV og Kirsten Munk samt grevinde til Slesvig og Holsten, men også forfatter. Når man læser hendes "Jammersminde", får man indtryk af stor intelligens og indre sjælsstyrke, der nok gør, at man automatisk holder med hende og frikender hende for al andel i manden, Corfitz Ulfeldts, forskellige former for forræderi. Man ser hende som en forfulgt uskyldighed, hvilket hun næppe var, men "Jammersminde" har skaffet hende et velfortjent ry som forfatter.

Hun blev forlovet med den 23-årige Corfitz rigsgreve Ulfeldt (1606-1664) som 9-årig og gift med ham som 15-årig. Ægteskabet var meget lykkeligt, og de fik mindst 15 børn, hvoraf dog kun fem var i live ved Leonora Christinas død som 77-årig.

Eftersom deres rigdomme, magt og status havde tilflydt ægteparret via hendes far, kong Christian IV, så faldt hele dette korthus sammen, da han døde og blev fulgt på tronen af Leonora Christinas halvbror, Frederik III. Corfitz havde været statholder i København fra 1637, og de havde en stor gård, dér hvor Gråbrødretorv nu ligger, men under den nye konge blev det tydeligt, at han havde begået begået underslæb, solgt embeder og desuden var rodet ind i et uklart forsøg på giftmord.

Et voldsomt modsætningnsforhold mellem Leonora Christina og den nye dronning, Sophie Amalie, udmøntede sig i forskellige former for chikane, og visse ting kunne tyde på, at parret havde storhedsvanvid, der gjorde, at de troede, de kunne tillade sig hvad som helst. For Leonora Christinas vedkommende skyldtes dette nok hendes specielle position som kongens datter, men ikke prinsesse. Var hendes forældre overhovedet gift, og var hun overhovedet legitim? Det er lidt uklart, men da Christian IV's hof manglede en dronning, indtog hun som hans datter en form for "dronninge-status", der må have gjort det meget vanskeligt for hende at opgive sin position til den nye dronning. De to kvinder hadede i hvert fald hinanden, og på baggrund af "Jammersminde" har man længe fordømt dronningen og ophøjet Leonora Christina til en ren engel, hvilket hun absolut ikke var.

Corfitz og Leonora Christina ønskede ikke at gennemgå en (fuldt berettiget) retssag om underslæb og flygtede derfor til Sverige, hvor dronning Kristina lærte Leonora Christina at gå i mandsdragt. Fint nok, men efter visse mislykkede forsøg på en udsoning med Frederik III blev det klart, at de ikke kunne vende tilbage til Danmark, og Corfitz Ulfeldt sluttede sig til svenskerne og deltog personligt i invasionen af Danmark i 1657, der tilmed blev delvist financieret af penge, han må have stjålet fra den danske statskasse. Ikke desto mindre begik han minsandten også noget, der ligner højforræderi imod svenskerne i 1659, og han og Leonora Christina flygtede tilbage til Danmark, hvor de blev arresteret og sad fængslet, indtil det lykkedes dem at flygte.

Alle deres forskellige mislykkede forsøg på udsoning gjaldt nu både den danske og den svenske konge. Desuden forelagde Corfitz forskellige herskere vilde planer om både det ene og det andet. Bl.a. foreslog han kong Ludvig XIV af Frankrig mærkelige projekter og formentlig for at indynde sig forærede han sørme også de franske kongers gravkirke St. Denis den danske helgenkonge Knud Lavards hovedskal, som han må have stjålet i sit hjemland.

Han var og blev landsforræder og fortjente fuldt ud den skamstøtte, der blev rejst over ham, og som nu står i Nationalmuseets gård. Da han i modsætning til Leonora Christina havde held med at flygte, kunne man ikke fange og henrette ham, men måtte ty til den næstbedste løsning: en dukke, der forestillede ham, blev henrettet, hvilket Leonora Christine kunne følge fra sin celle i Blåtårn. Fuldstændig forarmet og måske også sindssyg døde han i 1664 på en lille båd på floden Aare, men hans grav er ukendt.
Leonora Christina var i 1663 rejst til England for at få tilbagebetalt en større sum penge, som hendes slægtning, kong Karl II havde lånt, men blev i stedet udleveret til danske udsendinge og ført til Danmark, hvilket blev indledningen til 22 års fangenskab i Blåtårn.

Gyselige minder om noget, der ikke rammer én selv

Dette er angiveligt den dræbende del af den guillotine, der dræbte Marie Antoinette. Gør den det mere virkeligt for os? Ja, på en vis måde, for det er makabert, og makabre ting vækker af en eller anden mystisk grund altid vores fantasi. Jeg har tænkt på, om det kan skyldes, at vi måske har en tendens til at godte os over, at det ikke er os, der har været ude for denne rædselsfulde begivenhed. Velbehagelige gys er måske skønne, når man selv står i sikkerhed og ikke bliver ramt?

Jack the Ripper myrdede 5-11 kvinder - der hersker uenighed om antallet - og det er jo aldeles forfærdeligt, at disse (med-)mennesker mistede livet på den måde. Så vidt jeg ved, bliver der stadig arrangeret ture for krimi-fans i London, der følger i Jacks blodige fodspor med en morbid interesse for de blodige detaljer. Der har altid været større interesse for morderne end for ofrene, hvilket jo er ret paradoksalt, for holder vi med disse modbydelige og grusomme galninge eller dem, der blev ramt af deres blodtørst? Umiddelbart vil vi nok sige, at det er ofrene, vi holder med, men det er altså i de fleste tilfælde morderne, der interesserer os mest. Der er altså noget skævt i situationen, hvor bøger, film, TV og foredrag om de forskellige morderiske personer op igennem tiden trækker fulde huse. 

James Bond-fyren med den ægte "Rubirosa"

Det fortælles, at restauratører i Paris opkaldte deres særligt store peberkværne "Rubirosa" efter den oftest benyttede legemsdel på den nærmest mytiske diplomat, polospiller, racerkører, playboy og formentlig også agent og (leje-)morder, den dominikansk fødte Porfirio Rubirosa (1909-1965). Selv omtalte han ellers ofte sig selv som en "gigolo". Faktisk var han både det og meget mere, foruden at han måske også var Ian Flemings model til James Bond-figuren. Det mente FBI i hvert fald i deres beskrivelse af ham i deres arkivmateriale. Bevist er det dog ikke, for også andre kan have inspireret til denne super-helt.

Ligesom sin far støttede han den dominikanske diktator Rafael Trujillo, der kom til at spille en central rolle i begges liv, men især i Porfirios, da han blev gift med hans datter og også længe efter deres skilsmisse modtog forskellige pengebeløb fra ham. Desuden - og det var vigtigt - blev han jo altså udnævnt til dominikansk diplomat, hvilket banede vejen for ham på forskellig vis.

Faderen var general, men blev senere ambassadør i Paris nogle år, og det var her, Porfirio tilbragte en del af sin barndom og ungdom. Noget, der gav ham blod på tanden, for gennem hele sit liv vendte han om og om tilbage til Frankrig.

Hans anden kone var den på dette tidspunkt særdeles berømte, franske Danielle Darrieux. Ægteskabet bestod i 5 år, men ophørte, da den amerikanske billionær, Doris Duke, faldt for hans berømte charme og helt unikke sex-appeal. Hun lagde ikke skjul på, at hun ville have ham, og hun betalte efter sigende Darrieux en svimlende sum for at få sit ønske opfyldt. 

Både før og efter brylluppet boltrede Porfirio sig ellers i damer, der var vilde med ham. Det siges, at når han trådte ind i et rum, så var det ham, der uvilkårligt tiltrak sig den største opmærksomhed. Alle af hunkøn fulgte ham med øjnene, fordi han var så charmerende og havde en uforlignelig stil, der såmænd stadig kan ses i fotografier fra dengang. Damerne sværmede i hvert fald om ham, hvor han end gik og stod.

Man kan spørge sig selv om, hvori hans berømte charme egentlig bestod, for mange andre samtidige mænd, f.eks. i filmens verden, var da mindst lige så flotte som ham. Ikke desto mindre gjorde han rigtig mange erobringer, hvoraf flere nu snarere jagtede ham end omvendt.

Hvad lokkede damerne til? Tjaaaa, den gang mente man nok, at hans højt besungne "Rubirosa", der angiveligt var en skønhedsåbenbaring både mht udseende og anvendelse, spillede en stor rolle for hans succes som Casanova. Damer, der burde vide besked efter at have været i nærkontakt med den, brugte store skostørrelser som sammenligning, og man sagde, at han kunne løfte et bord med dette højt priste vedhæng. Til gengæld var han steril, formentlig efter sygdom i barndommen, men også det kan være blevet set som en fordel i en tid før p-pillens sejrsgang.

Han klædte sig flot, men ikke pralende og førte sig frem på en måde, så det var tydeligt, at her kom der en fyr, der hvilede i sig selv. På et tidspunkt var der en mand, der spurgte ham, hvordan han havde fået sådan et fantastisk forhold til kvinder, og han svarede, at han altid onanerede inden et møde for ikke at være under et biologisk pres ....

En af hans mest berømte elskerinder var den amerikanske skuespiller ZszZsa Gabor. Deres forhold gik efter mønstret off-and-on gennem temmelig lang tid, men gift blev de nu ikke. Nej, hans fjerde kone var endnu en billionær, nemlig den på dette tidspunkt skrøbelige Barbara Hutton, der så at sige afløste Doris Duke. Begge disse super-rige amerikanere overøste ham med gaver, og hvis han havde været lige så ferm med regnemaskinen som med elskovskunsten, kunne han have konsolideret sin økonomi for resten af livet.

Efter mordet på Trujillo gik den side af sagen imidlertid tilbage for ham. Han havde været velhavende og blev vel ikke ligefrem fattig, men dog efterhånden mere trængt økonomisk. Et problem, hans femte kone, den purunge franske skuespiller, Odile Rodin, ikke rigtig kunne hjælpe med, da hun ikke havde andet at tilbyde ham end sin ungdom og skønhed. 

Da han omkom i en bilulykke den 5. juli 1965, var Odile 19 år gammel og han 66. Der var dem, der sagde, at han ikke længere var den livsglade fyr, han havde været, så jeg gad nok vide, om der var tale om et selvmord. Måske mærkede han alderdommen rykke nærmere som den helt store trussel imod hans livsstil.

Sandsynligvis fordi hans  tiltrækningskraft var garneret med en form for mystik, der har været med til at holde liv i myterne om ham, er han ikke glemt. Han har såmænd også fået forskellige mindeord med på vejen, bl.a. i bogform.

 

Udvikling og krig

OK, alt er faldet fra hinanden, det hele er noget møg, men "a nice cup of tea" kan som bekendt udrette mirakler, så nok er hendes hjem blevet pulveriseret, men ikke hendes livsvilje. Måske hun ligefrem kan få nye ideer til sin hverdag ud af oplevelsen med bomber, død og ødelæggelse. Det er der i hvert fald andre, der har fået, idet alt muligt lige fra menstruationsbind til gaffa-tape skyldes krigssituationer.

Noget andet, der blev opfundet som en del af militære behov, er internettet og mikrobølgeovne. Sært, at tænke sig, at uden krigenes masseødelæggelser og slagterier af befolkningen, så ville der faktisk være mange ting, vi aldrig ville have fået kendskab til.

Det er en kendsgerning, der får mig til at overveje, om jeg kan tage fejl, når jeg altid har følt, at handel og samfærdsel verden over har udviklet os og vort samfund langt mere. Hér bliver jeg i tvivl - hmmmmm ....

https://videnskab.dk/teknologi-innovation/50-opfindelser-der-har-formet-din-hverdag-fra-papir-til-nanoteknologi

https://jyllands-posten.dk/nyviden/ECE8073248/50-geniale-og-banebrydende-opfindelser/

https://www.dr.dk/nyheder/kultur/historie/9-opfindelser-i-din-hverdag-som-fik-et-gennembrud-paa-grund-af-1-verdenskrig

https://www.popsci.com/story/science/survival-of-the-friendliest/?utm_source=internal&utm_medium=email&tp=i-1NGB-Et-Pb4-13NEUo-1c-167BW-1c-13N083-l4tHZPtDsQ-wRbEd

Jomfrufødsler og kloner

Den kønnede formering med forældre af både han- og hunkøn er unægtelig det mest almindelige både inden for dyre- og planteriget, men nogle arter benytter sig altså af jomfrufødsler, helt uden brug af hanner. Det gælder bl.a. visse gekko-arter, der overhovedet ikke har hanner, men udelukkende hunner.
Når de formerer sig, sker det via æg med fostre, der er kloner af deres mor. Dvs at det samme dyr fødes om og om igen uden ændringer og uden fornyelser eller forringelser i form af nedarvede arveanlæg fra hanner. 

Var det vejen frem for menneskeheden? Det ville unægtelig have sine fordele, men virker nu lidt for statisk efter min mening. Vi ønsker vel alle at se  - eller drømmer om - et vist fremskridt for vor planet, og hvordan kan vi ændre noget og gøre det bedre, hvis vi bare forbliver, som vi er? Jeg mener bestemt, at der skal ændringer til, ikke bare af vore omgivelser, men også af os selv som art, og det virker umuligt, hvis vi bare forbliver de samme individer i en ny udførelse.

Dog er der én ting, der kan bryde monotonien, nemlig ændrede livsvilkår og samfundsforhold. Hvis vi pludselig stilles over for helt nye udfordringer af geografisk, social eller biologisk art, så kan status quo ikke opretholdes, selv blandt en flok kloner af tidligere tiders mennesker ....

 

Den tyske playboy, Günter Sachs

(Fritz) Gunter Sachs (1932–2011) er (ligesom den nærmest sagnomspundne Porfirio Rubirosa) blevet kaldt "den sidste playboy", hvilket selvfølgelig er noget vrøvl, for der er stadig masser af playboys inden for snart alle genrer som film, musik og forretningslivet. De fleste af dem savner dog - så vidt jeg kan se - det format, som ikke bare et flot ydre, men også personlighed og udstråling gav disse to herrer. Personligt er jeg - naturligvis efter nøje og mægtig objektive overvejelser - kommet frem til, at Porfirio indtager førstepladsen på playboy-rangstigen, men Gunter er nu også en interessant repræsentant for et fænomen, der er knyttet til det jetset-liv, de fleste af os ikke kommer til at opleve.

Han var barnebarn af Wilhelm von Opel, der var drivkraften bag skabelsen af Opel-bilmærket. Hans far var industrimagnaten Willy Sachs og havde været ven med Hermann Göring og Heinrich Himmler. Efter krigen blev han arresteret for sine forbindelser til nazi-spidserne, men blev erklæret ikke-nazist efter diverse undersøgelser. 
Som ung var Günter ivrig sportsmand og prydede mange avisartikler om datidens jetset-liv med sit ganske flotte ydre. At hans kærlighedsliv omfattede forskellige berømte damer som f.eks. den tidligere iranske kejserinde, Soraya Esfandiary, siger næsten sig selv, men han er nu mest berømt for sit ægteskab med Brigitte Bardot.

Hans første kone var død under et kirurgisk indgreb, og superstjernen blev hans anden kone, efter at han havde gjort kur til hende ved at flyve over hendes villa og læsse et hav af roser af over den. Ægteskabet varede dog kun i tre år, hvorefter han giftede sig med en svensk model, Mirja Larsson, der blev mor til to af hans ialt tre sønner.

Uretfærdigvis kan man sige, er han mest kendt for sit vilde playboy-liv og ægteskabet med Bardot, men han var faktisk også en ivrig kunstsamler, der havde værker af Jean Fautrier, Andy Warhol, René Magritte, Salvador Dalí, Roy Lichtenstein, Tom Wesselmann, Mel Ramos, and Allen Jones foruden mange andre. Han var også en drivkraft bag kunstmuseet "The Modern Art Museum in Munich" (kaldt MAM).

Det var ham, der introducerede sin gode ven, Andy Warhol, i Europa med en udstilling i 1974.
De billeder, han selv skabte, var fotografier, bl.a. med berømte og berygtede nøgenbilleder for Vogue. Efterhånden vandt han international anerkendelse som fotograf, men han var også meget optaget af astrologi, selv om hans metoder gav anledning til kritik.

I 2011 begik han - ligesom sin far, Willy - selvmord på grund af noget, han omtalte som "håbløs sygdom". Man har gættet på, at han kan have lidt af - eller troet, at han led af - Alzheimer, og at han altså valgte ikke at løbe linen ud.

Når for meget virkelig ER for meget

Det er ikke engang løgn, for den virkning kan vægte have. Ikke desto mindre er den slags torturinstrumenter en vigtig ingrediens i de fleste menneskers dagligdag, nemlig hvis man ønsker at følge med i fremgang (der ironisk nok er lig med tilbagegang i vægtforøgelsen) og tilbagegang (der som regel er lig med fremgang i et vægttab). Altså et lidt bagvendt system, hvor det, der vindes, ikke er ønskværdigt, medmindre man virkelig er for tynd.

 Der er en vis fedme-dyrkelse i kunsten (bare tænk på Rubens), for fedt giver former, og former skaber vinkler, skygger og andet spændende, der kan foreviges som kunst. I det virkelige liv er det anderledes, for dels regnes fedt ikke for smukt i vore dage. Vi skal være slanke og have en harmonisk kropsbygning for at blive regnet for smukke, men også her skifter moden, og det, der var in i går, er out i morgen. Dog er der én ting ved fedt, der ikke skifter, og det er sundhedsaspektet ....

De lyksalige TV-kiggere, der har adgang til TLC's programmer, kan således stifte bekendtskab med personer, der er så fede, at man tror, det er løgn. Sammen med disse optræder den uforlignelige "Dr. Now", hvis skarpe personlighed og skrappe tilgang til problemerne er uforglemmelig. Jeg så således et afsnit af denne serie, hvor en ekstremt fed mand (ikke ham på billedet) blev spurgt om, hvorfor han helst ville være indlagt under sin kur, og han svarede "Dr. Now". Det svar var faktisk nok, for doktoren gjorde det, hans omgivelser ikke gjorde, nemlig at holde ham i ørerne og med sit væsen tvinge ham til at holde kuren. (I hans tilfælde var det dog for sent, da han ikke stod til at redde og desværre døde).

Dr. Now er oppe i 70'erne og kan vel ikke blive ved som super-kirurg for evigt, men her og nu får han faktisk gennemført nogle fantastiske forvandlinger med sin diæt på 500-1200 kalorier pr. dag og sine operationer, hvor fordøjelsesorganerne bliver reduceret til det rene ingenting. Det sidste virker ret hasarderet, men lader til at virke, så det må man vel bare acceptere.

Nu er det jo ikke bare et spørgsmål om at komme af med fedtet, men også om at forme kroppen. Da det ikke altid er nok med motion og firness-programmer, så bliver patienten ofte sendt til en plastikkirurg efter et stort vægttab. Her får de så fjernet løs hud, idet kirurgen strammer op og omformer visse partier. Sært nok synes armene at være de hårdest ramte mht løs hud.

Det pynter og er formentlig også nødvendigt, da hudfolder jo har en tendens til at give husly til ophobninger af sved og løse hudceller, der alt sammen kan resultere i en infektion.

Og så kommer belønningen - eller? Tjah, det er jo ikke sikkert, at denne ofte langvarige proces ender med en brudebuket, men den person, der har tilbragt sit hidtidige liv med at ligge i sengen, fordi han/hun er for fed til at bevæge sig, bliver forvandlet, så det lige med et er muligt at deltage i samfundet og måske ligefrem få sig et job. Noget, man ikke kan, når man vejer 300-500 kg ....

Andre oplever til gengæld noget meget ubehageligt: hvor en del af ønsket om at smide kiloene skyldtes ønsket om at gøre sig smuk for én bestemt person, der hidtil har passet og plejet dem, fodret dem døgnet rundt, så sker der det, at netop denne person nu forlader dem. Han - og det er åbenbart mest mænd, der reagerer sådan - elskede tanken om denne uformelige klump, der var helt afhængig af dem, men hader at se hende genvinde sin bevægelsesfrihed.
Og hvad kan man lære af alt dette: jo, det er usundt med for meget på sidebenene, og selv om man så synes, det er pænt, så bør man nok også tænke nærmere over sine bevæggrunde til at opretholde de overdådige former hos sig selv eller andre ....


https://da.wikipedia.org/wiki/Talje-hofte_forhold?fbclid=IwAR305V7garGbaImRskhAIzu5Ob6OEqbFOEAlFT1LuYvEF7veMbVtUnTFqFA