Herskeren, der blev skingrende skør

En ganske nydelig, men lidt vel kraftig mandsperson, der ud over at være sultan, desværre også var temmelig skør, kort sagt İbrahim den Vanvittige (1615–1648). Han regerede det ottomanske kejserrige fra 1640 til sin voldsomme død i 1648.

At han blev sindssyg, kunne man have forudsagt, for det var en direkte følge af hans frygtelige barndom og første ungdom. Efter sin fars pludselige død blev han som et lille barn nemlig holdt indespærret i en speciel del af haremmet i noget, der varede omkring 22 år. Her sad han efter at alle hans brødre var blevet myrdet af hans bror Murad, der tog magten efter deres fars mystiske død.

Da alle de andre var døde, troede stakkels Ibrahim i alle disse år som indespærret, at nu kom turen også til ham, men det skete altså ikke. I stedet blev døren til hans forgyldte fængsel pludselig smækket op, og han fik at vide, at nu  var han - den forhenværende fange - herskeren over alle herskere.

Han troede ganske enkelt ikke budbringerne, men fik så forevist liget af den døde sultan, og så blev han ellers som forvandlet! Fra og med nu levede han i sus og dus, bl.a. med ekstremt kraftige kvinder, som han stjal sig til rundt omkring i landet. Oven på alle trængslerne under sig indespærring nægtede han sig nemlig intet, og fede kvinder var hans yndlingselskerinder.

At gå fra fangenskab - omend forgyldt - til enevældig magt er ikke en rejse, der er alle beskåret og heldigvis for det! Ibrahims sind var i hvert fald ødelagt, og når han ikke svælgede i sex med de fede kvinder, som han var så glad for, så udførte han vanvittige handlinger som f.eks. drukningen af 280 konkubiner, som han mente alle var ham utro. Andre ophøjede han til ægtefæller og overøste med enorme rigdomme. Alt dette skete i en urolig tid med mange forskellige kampe og intriger, hvoraf adskillige kunne føres direkte tilbage til Ibraham og hans tilhængere.

Èn, der ikke kan have været hans tilhænger, var hans egen mor, for hun sanktionerede drabet på ham i 1648, efter at han havde sikret arvefølgen. Dvs. at han havde ret, når han følte, at hans liv var truet, men truslen kom nok fra en anden kant, end han havde ventet ....

Når guldklumpen lader vente på sig eller helt udebliver

Situations-billede af et par, der har forsøgt at få et barn gennem flere år, men uden resultat

Når man tænker på, hvor mange børn, der er født gennem tiden uden de store biologiske problemer, så må denne situation være sær. Der er også noget meget lukket og ukærligt over parret, som de fremtræder her, og man tænker uvilkårligt, at de nok er sådan ca. 1 dag eller 2 fra at indlede skilsmissen. Trist, men måske ikke så tosset endda, for naturen er nu engang meget klogere end os mennesker ....

Jeg har flere gange hørt rygter om, at nogle par bare ikke passer sammen biologisk set. De er nærmest allergiske imod hinanden, når det gælder sådan noget som babies. Det lyder som en skrøne, men er det rent faktisk løgn, eller kan det være sandt??????

Man skulle ikke kunne tro, at det kan være sandt, men ifølge diverse fertilitetseksperter, bl.a. i Sverige, har det vist sig at være rigtigt. De siger, at ægget - der hidtil vel mest er blevet betragtet som en passiv vævsklump - er særdeles kræsen, når det gælder sperm. Det accepterer nogle mænd, men ikke alle og heller ikke nødvendigvis partneren ....

Det må være surt for en mand, der elsker en kvinde, der også elsker ham, og som bare ikke kan gøre hende gravid, selv om det er begges højeste ønske. Så kan man selvfølgelig gribe til nymodens opfindelser som kunstig befrugtning, idet man måske bruger forklarende, men altså ikke dækkende begreber som "lav sædværdi". Det lyder da også langt bedre end f.eks. "sæd af uacceptabel mand" ...

https://illvid.dk/mennesket/kroppen/saed-5-ting-du-ikke-vidste-om-det-livgivende-sekret

https://edition.cnn.com/2020/06/09/health/sperm-choice-female-eggs-wellness/index.html

https://www.insidehook.com/daily_brief/health-and-fitness/fertility-study-eggs-choose-sperm

Da Flor trådte i karakter

Da den dominikanske præsident Rafael Trujillos datter, Flor, faldt for hans unge protegé, Porfirio Rubirosa, gik det ikke stille af. Hun var ikke præsidentens eneste barn, for han havde i hvert fald 8, men noget kunne tyde på, at hun måske var hans yndlingsdatter, for han var helt afgjort svag over for hende. Da hun gik i sultestrejke, lod han sig presse til at give sin tilladelse til deres ægteskab, selv om han først havde ment, at hun med sine 17 år var alt for ung til ægteskab - og måske også til netop denne brudgom? At tumle playbo'en Porfirio ville nemlig nok falde de fleste kvinder svært ...

Allerede dengang havde han bevist sit værd som kvindebedårer, så præsidentens datter var bestemt ikke hans første eller eneste erobring. Han var til gengæld hendes første erfaring med sex, og hun har senere udtalt sig om det chok, der ventede hende på bryllupsnatten, da han angiveligt jagtede hende med erigeret lem. Det havde hun åbenbart slet ikke været forberedt på, selv om hun netop havde været så tiltrukket af hans senere så berømte sex-appeal, at hun simpelthen krævede at blive gift med ham.

Selv om hun efterfølgende påstod, at hun var totalt uforberedt på kærlighedslivets fysiske side, så må man sige, at hun efterhånden kom efter det, for hun nåede at blive gift tre gange mere end Porfirio, der "kun" nåede fem koner, medens hun fik ialt otte mænd. Til gengæld lader hun ikke til at have lavet andet end at gifte sig, blive skilt og så gift igen, inden hun døde af cancer som 62-årig i 1978.

OK, sådan et liv var ikke usædvanligt for en kvinde fra det højere borgerskab dengang, men bedømt med nutidens målestok er det bare ikke ret meget. Om så der var dobbelt så mange ægtemænd, ville hendes liv virke tomt på et nutidsmenneske. Børn har hun tilsyneladende ikke nogen af, så hendes liv gik vel med selskabelighed: https://www.geni.com/people/Flor-de-Oro-Dominicana-Trujillo-Ledesma/6000000021695431286

Jeg har pludselig gjort mig tanker om Prins Andrew

Flot fyr? Ja, og jeg har en eller anden vag erindring om noget, hans ældre og ikke nær så glamourøse storebror sagde om ham: "Min bror, der ligner Tom Cruise ..." Bemærkningen emmede af misundelse over lillebroderens flotte ydre, men måske også af deres fælles mors mere markante omsorg for dette tredie barn i børneflokken på fire. Han ligner faktisk også hende, medens den måske misundelige storebror, Prins Charles, ligner sin fars familie. Og hvad er så denne labre fyrs navn? Som alle i kongelige familier har han et meget langt navn: Prince Andrew Albert Christian Edward, Duke of York, og han er født den 19. februar 1960.

Han er altså ikke længere en ren vårhare, men han ser dog stadig godt ud og er sikkert vant til at tænke på sig selv som en "godbid", for det har alle fortalt ham, at han er lige fra hans allertidligste barndom.

Damerne har sværmet om ham, bl.a. også dem, der står for avanceret sex som f.eks. pornostjernen KooStark, som han mødte i 1981 og dannede mere eller mindre officielt par med i to år, både før og efter sin aktive deltagelse i Falklandskrigen. Gift blev de dog ikke, hvilket ingen vel heller havde ventet, for hun var nu engang ikke lavet af det materiale, man skaber prinsesser af - og da slet ikke dengang.

Han gjorde det åbenbart godt under Falklandskrigen og har dermed bevist, at han ikke bare er en forkælet overklasse-fyr, der får det hele forærende. Det kan dog ikke nægtes, at han først og fremmest har gjort sig bemærket som levemand, og han har ud fra alle rapporter fra nattelivet til fulde fortjent kælenavnet "Randy Andy". Nu er han imidlertid gået for vidt og har blameret sig ved sin tilknytning til Jeffrey Epstein og hans "udlejnings-damer" som f.eks. Virginia Roberts Giuffre, der fastholder, at hun blev presset til at gå i seng med Andrew for penge.

Det hele er endt i en ikke ganske forudsigelig skandale, hvor prinsen står tilbage som fyren, der nægter sit noget nær 100% beviste involvement så hårdnakket, at han har måttet trække sig fra alle officielle pligter. Når han påstår, at han aldeles ikke har haft noget med bestemte damer at gøre, som man ellers ser ham omfavne, og som vidner har fortalt, at han kyssede, så virker det ikke ærligt. Kongelige skandaler plejer at dø ud uden følger for de involverede, men det sker nok ikke denne gang, for han har blameret sig både ved sine handlinger og ved sine benægtelser.

Jeg har dog en stærk fornemmelse af, at det, der sårer og bekymrer Andrew mest, hverken er anklagerne om sex med mindreårige eller de traumer, hans opførsel formentlig har afstedkommet for pigerne, men ovennævnte Virginias beskrivelse af ham som"stærkt svedende og med en underlig lugt". Hun gør det klart, at hun blev presset til at have sex med ham, at han er fysisk ulækker, og at hun blev betalt af Epstein for tre samlejer med prinsen.

Intet menneske - ligegyldigt hvilket køn eller stand - kan ønske at se sig selv beskrevet på denne måde, for det flår alle illusioner om ens egen selvforståelse i stumper og stykker. Desuden fordufter et vigtigt aspekt af frivillighed og seksuel gensidighed og afslører affæren som det, den åbenbart var: Sex for penge. Hvor Andrew har været vant til at se og opfatte sig som en lækker sag, så bliver han pludselig forvandlet til noget ulækkert, som denne unge pige helst så sig fri for at få fysisk kontakt med.

Det tror da pokker, at han i det meget omtalte TV-interview, der blev optaget på Buckingham Palace og sendt den 16. november 2019, tydeligvis er lige ved at bryde i gråd, og at han fokuserer på Virginias beskrivelser af hans sved. Han er chokeret, dybt foruroliget og såret ud over alle grænser, og det kan ses. Faktisk ligner han én, der hellere ville stå over for guillotinen, end få revet alle sine illusioner om sin egen sex-appeal i stumper og stykker.

Han har altid været "Randy Andy", og hans bortforklaringer af både dette og hint i TV-interviewet virker ikke troværdig. Ikke desto mindre har jeg fået ondt af ham, fordi han reagerer som et menneske under et jordskælv ved tanken om, at han er blevet fundet ulækker. Det får det hele til at ramle for ham, og selv om det på den ene side er latterligt, så er det også rørende.

https://www.theguardian.com/uk-news/2020/jul/31/underage-girl-forced-to-have-sex-with-prince-andrew-us-court-document-jeffrey-epstein

Når den bedste udvej kan være et endegyldigt "Farvel" ....

Hva' ... hva' ... hva' ...!!!!!!!! Ja, DET er ikke god tone hverken ved eller efter en begravelse, for man forventes at udtrykke sorg ved kisten samt ved graven. Om man virkelig føler det, er så noget andet, men det er ikke god tone at, så at sige, "danse på kisten" ....

Men hvad så, hvis man er oprigtigt glad ved tanken om, at en stakkels, forpint person, hvis svære liv man har fulgt, endelig langt om længe har fået fred??? Burde man ikke glæde sig over sin glæde på vedkommendes vegne, når alternativet er en fortsættelse af det uværdige liv, der har været vedkommendes hverdag i flere år? Her bliver jeg i tvivl, for hvis lidelserne - f.eks. i forbindelse med sygdom - er så overvældende, at de rent faktisk er uudholdelige, så føler jeg, at "træboksen" kan være det eneste rigtige alternativ, men jeg vil ikke gå så langt som til at råde til "det endelige farvel". Her spiller der en form for fejhed ind: den, der "går", skal gå af egen vilje, og ikke fordi jeg ser det som den bedste udvej, for det ANSVAR vil jeg ikke påtage mig ....

Hmmmmmmmmmmmmmmmmm ....

Romanens sejrsgang

Man har længe hævdet, at verdens første roman, var "Don Quixote" (1605) af Miguel de Cervantes. At den holder den dag i dag skyldes ganske enkelt, at den har både indhold og form, der fænger. Historien om den mildt sagt forvirrede "Ridder af den bedrøvelige skikkelse" og hans tro tjener har vist at være uforgængelig. Når man kalder den for "verdens første roman", så er det nu ikke helt sandt, for der var faktisk et litterært værk i en anden verdensdel, der kom før Cervantes-værket: 

Den japanske forfatterinde, der er kendt som Lady Murasaki (født omkring 970 e.Kr.), hed noget andet, men hendes virkelige navn er gået tabt, selv om hun også spillede en stor rolle i udformningen af japansk skriftsprog.

Hun skrev sin roman om noget, hun havde en hel del inside-viden om, nemlig det japanske kejserhof. "Fortællingen om Genji" handler om en prins, der må gå meget igennem, men som gør sig mange tanker om sit liv og samtid.

At bogen ikke er oversat til dansk betyder iøvrigt ikke, at man ikke kan få et indblik i den, da den findes på eReolen:

https://ereolenglobal.overdrive.com/media/1348627

Læs mere om Murasaki her: https://www.aakb.dk/nyheder/litteratur/den-japanske-kvinde-der-skrev-verdens-foerste-roman

Der er ikke noget at sige til, at "Don Quixote" blev populær, for allerede i den tidligste middelalder elskede de læsekyndige de mange heltedigte, der var oversat fra latin. Når vi kommer hen i 1400-tallet, så er teksten ikke længere oversat fra latin, men skrevet direkte på læserens eget sprog. Teksten er heller ikke på vers, men på prosa.

Bøger - også bibler - produceredes oprindelig af folk, der møjsommeligt kopierede teksten pr. håndkraft. Kopieringen af en bog på denne måde kunne tage adskillige år, og eftersom disse skrivere jo altså sad med håndskrevne tekster, gad jeg nok vide, hvor nøjagtige deres kopier var. Jeg er faktisk ret overbevist om, at den i hvert fald ikke var 100% korrekt, og at der var forskelle mellem de forskellige afskrifter. At dette også gjaldt bibler giver et særdeles interessant aspekt ....

Da bogtrykkerkunsten blev opfundet i 1440 udvidedes læserskaren betydeligt, for inden da var det kun de allerrigeste og fornemste, der overhovedet havde råd til at købe de håndlavede bøger. Netop bogtrykkerkunsten var en vigtig hjælp til at rive tæppet væk under den katolske kirke, for pludselig blev folk i stand til selv at læse de religiøse skrifter, der før var forbeholdt latinkyndige gejstlige, ligesom de kunne få deres eget bibliotek af mere verdslige bøger.

Med Gutenbergs opfindelse af trykpressen åbnedes en helt ny verden for almindelige mennesker, og der opstod nye litterære genrer som f.eks. romanen, der blev vildt populær i 1700-tallet, hvor også borgerskabet oplevede en hidtil ukendt storhedstid. Før var det adel og kirke, der bestemte alt, bl.a. fordi de sad på informationerne, men det ændredes med Gutenbergs trykpresse. Tankens frihed fik et boost med bogtrykkerkunsten!

Samtidig var en del af bogtrykkernes indkomst afhængig af disse nye, borgerlige roman-læsere, der slugte alt, hvad de kom med, og som bar den nye genre oppe med deres bogkøb. Altså kapital og kultur i skøn forening og som en modvægt til religion og kirke ....

Kvaksalveren er kommet til landsbyen og "kurerer" div. sygdomme og skavanker

Det siges også, at pest og kolera hjalp med udbredelsen af de nye, trykte bøger, fordi hele familier uddøde uden arvinger under pesten og andre store epidemier. Det betød, at de efterlod sig en masse tøj, der kunne forvandles til papir. En ret barsk tanke, men ikke usandsynlig ....

Støjplagen Else

Tænk, hvis der flyttede en sådan mandsperson ind ved siden af én???!!!! Han kan være et sødt og rart menneske, men STØJEN, som hans hobby frembringer ville være den rene tortur. Min efterhånden noget nedsatte hørelse ville ikke engang være en rigtig hjælp, for rytmen fra instrumentet går i vægge og gulv på en særdeles mærkbar måde.

Selv har jeg jo en ulyksalig tendens til at bande og svovle, når noget driller, og det sker, at jeg tænker med bekymring på min stakkels nabo, for han må jo kunne høre det. Når jeg møder ham tilfældigt, bliver jeg derfor direkte forlegen og bekymret, for skal jeg undskylde eller ignorere mine egne unoder? Hidtil har jeg bare smilt huldsaligt og forsøgt at se engle-from ud, men jeg er jo godt klar over, at den køber han nok ikke. Han har dog ikke sagt noget eller har protesteret, hvilket på en bagvendt måde er med til at gøre situationen endnu mere pinlig: lider han i stilhed, eller er han lidt døv? Kun ved at tage mig sammen og spørge ham direkte finder jeg ud af, hvor meget det generer ham, og dér er jeg ikke helt henne endnu ....