Uværdig til at få en skytsdæmon?

Egentlig en meget morsom ide, at nogen har skytsdæmoner. Når jeg tænker på mine bestandige kampe med min skytsengel - der saft suseme ikke er meget værd!!! - så er det altså en sjov tanke, at der findes skytsdæmoner, og at sådan én kan være så langt mere omsorgsfuld. 

Måske jeg ikke ligefrem ville bytte og selv få mig en skytsdæmon, men det skyldes nu først og fremmest, at en sådan tilknytning nu engang bygger på en levestil, der lader mig ganske kold. Nok er  der hyggelige hverdags-udsvævelser, som vi alle kan have godt af i ny og næ, men det dæmoniske kræver nok noget mere. Minimum for at leve op til det, der formentlig forventes af en dæmon-tilknyttet person, ville være både tidskrævende og anstrengende uden egentlig at virke tiltrækkende på mig. For mig ville et hav af udsvævelser og skrækkelige misgerninger være en sur pligt, som jeg kun nødtvungent ville kaste mig ud i. Jeg ville derfor helt sikkert komme til kort og blive sendt tilbage til gruppen af ikke-dæmontilknyttede, der må nøjes (???) med en ganske almindelig skytsengel ....

 

Kommunisme og menneskesjæle

Karl Marx

Selv om jeg somme tider skriver i den rødeste af alle danske aviser, nemlig "Arbejderen", så er jeg ikke decideret kommunist. Jeg tror på den kommunistiske analyse af det kapitalistiske samfund og beundrer Marx og andre af de gamle gutter, men jeg har en fornemmelse af, at selv om ideerne passer, så gør menneskene det ikke. 

Kapitalismen er grusom, men det er kuren også, for vi er tilsyneladende ikke "bygget til" den kommunistiske samfundsmodel. Vi kan umiddelbart føle medlidenhed med nødstedte og harmes over udnyttelsen af visse klasser i samfundet, men vi har ikke den samfundsånd, der kræves for en gennemførelse af det system, der fører til en blivende reform. Sporene skræmmer, for det er tydeligt, at kommunismen ikke har kunnet holde skansen hverken i østblokken eller i Kina. 

Det starter så flot med stor tiltro til systemet, men holder kun en 3-4 generationer, inden kapitalismen lige så stille bliver listet tilbage igen ad bagvejen. Det viser sig også, at når det kommunistiske styre er på sit højeste, så er landet præget af en trist gråhed og en generel mangel på livslyst, sådan som vi så det i Østberlin, inden muren faldt. Folk vandrede omkring, stak hinanden til Stasi og var generelt ulykkelige, hvilket jo mildt sagt ikke var meningen.

Desværre lader det altså til, at det er os mennesker og ikke den kommunistiske ide, der er noget galt med, for vi formår ganske enkelt ikke at leve op til et kollektivt samfundsideal. Vores (formentlig medfødte) egoisme fører til nepotisme, og selv om vi kan trives i et lille kollektiv, så kan vi åbenbart ikke udvide dette til at gælde et helt samfund. Meget sørgeligt og også ret skuffende for dem, der troede på den store kommunistiske ide ....

 

 

 

Kaptajnen, der var arbejdsløs skomager

 

Nogle skurke og banditter er så elskede i offentligheden, at der bliver rejst statuer af dem og de får fans. Det er dog ikke dem alle, der bliver forvandlet til en form for bagvendte nationalhelte, hvis bedrifter fremstilles med humor og en vis beundring i både litteratur og film. 

Sådan en beundret bandit var den arbejdsløse skomager Wilhelm Voigt (1849-1922) faktisk, og han er elsket den dag idag. Han opnåede ligefrem verdensberømmelse som den falske "kaptajn fra Köpenick", der forklædt som preussisk officer tog befalingen over en gruppe soldater i Köpenick. 

Han ligner ikke en vovehals, men det var han

 

Iført den falske uniform lykkedes det ham at indtage byens rådhus og beslaglægge kommunekassens samlede beholdning på 4000 mark og 70 pfennig. Det, han egentlig kom for, nemlig et bestemt pas, der kunne give ham adgang til arbejde, lykkedes det ham dog ikke at få fat på. Hans bedrift skaffede ham til gengæld en fængselsstraf på fire år, men da den morede kejser Wilhelm II så meget, at han benådede ham, slap han ud efter to. Da kommunen fik den stjålne kassebeholdning tilbage, manglede der forresten kun 1,67 mark, hvilket formodentlig har været med til at skaffe "kaptajnen" sympati hos kejseren.

Denne farce blev senere til et teaterstykke af Carl Zuckmayer, der en gang om ugen bliver opført foran det gamle rådhus i Köpenick, hvor historien fandt sted. Der er flere filmatiseringer af skuespillet, og desuden har den falske kaptajn fundet sin plads som voksfigur på vokskabinettet. Han har altså vundet sig en berømmelse, der også er fascinerende for eftertiden. Man må således spekulere over, om han og hans handlinger er det, der allerbedst udstiller den tyske nationalkarakter, som man har tilskrevet dem, der fulgte Hitler og hans kumpaner så slavisk .... 

 

Da Romeo og Julie dummede sig

Ja, jeg indrømmer, at "Romeo og Juliet" har nogle skønhedspletter mht logik, men sådan er det vist tit, når det gælder ung kærlighed og/eller liderlighed. Her tænker jeg bl.a. på nogle af de afsnit om mord og mordere, jeg har set på TV-programmet ID. Her kan man blive præsenteret for afsnit, der kun kan forbløffe én, for de emmer af menneskelig dumhed eller selvbedrag.

Der kan f.eks. ske det, at en fyr ser en pige, som han dog ikke nødvendigvis så meget som taler med, nemlig fordi hun ikke udviser nogen interesse for ham. Alligevel får han den ide, at hun er vild med ham og hungrer efter hans legeme. Da hun ikke rigtig lever op til hans fantasier om hende og hendes lyster, men måske ligefrem gør, hvad hun kan for at undgå ham, så griber han til det ultimative fy-fy-det-må-du-ikke-middel, nemlig voldtægt, ofte med påfølgende mord. Hvorfor sker det, og hvordan går det til, at det sker den ene gang efter den anden? Er fyre dumme, så de er ude af stand til at forstå den klare tale, der ligger i et "NEJ!!"???

Romeo myrder ikke, men kommunikationen mellem ham og den ellers dybt forelskede Juliet er lige så dårlig som mellem oven for nævnte mordere og deres ofre. Kan deres ekstreme og fatale tåbeligheder skyldes, at de ikke elsker hinanden, men bare billedet af den elskede, og at de derfor er ude af stand til at forholde sig til virkeligheden? Når man kalder det en romantisk kærlighedshistorie, så har jeg svært ved at se romantikken for alle tåbelighederne, og jeg tror faktisk, at det havde Shakespeare også. Eller fremviser man bedst "romantikkens sande væsen" ved hjælp af absurde handlinger???

 

At kaste sin kærlighed på noget ....

Øhhhhhh, ham Chucky er da så vidt, jeg har forstået ikke ligefrem en kærlig og elskværdig person fra gysets verden, - eller det er han måske??? For denne lille pige er han i hvert fald helt og aldeles dejlig, og hun giver ikke frivilligt slip på filmen om ham.

Medens de voksne omkring hende åbenbart har en vis viden om dukkens skrækkelige karaktertræk og vilde mordlyst, der gør, at de tager afstand fra filmen som underholdning for en sød, lille pige, så aner hun ikke, hvad det er, hun omfavner så kærligt. Nej, for hun har kastet sin kærlighed på netop denne dukke, og vil bare have filmen om ham. Havde hun fået fingre i en anden dukke-film, ville det formentlig være den, hun elskede så voldsomt, at tårerne flød, da de voksne forsøgte at tage den fra hende.

Denne situation med pigen og dukke-filmen minder mig om noget andet, nemlig fugleungers tendens til at følge det første levende væsen, de ser efter at være blevet udklækket, fordi de - ganske fejlagtigt - tror, at det må være deres mor. Ét eneste glimt af den firbenede og pelsede, og de små dunklumper fornemmer en samhørighed, der gør, at de følger ham/hende. De har simpelthen kastet deres kærlighed på dette meget lidt ande-agtige væsen.

I dette tilfælde er dukken en kopi af ejeren, men man mærket nu ikke noget til, at pigens hjerte er bristefærdigt af kærlighed til den. Derfor tror jeg ikke, at hun har kastet sin kærlighed på den ligesom Chucky-tilbederen.

Hvad skal der til, for at det sker? Tjah, man skal vel forbinde noget bestemt med det attråede, men ikke nødvendigvis noget, der er til at forstå for voksne. Jeg - der jo altså ikke ligefrem er noget barn - kan således godt se Chucky som en sjov dukke, og filmen har sikkert også sine øjeblikke for den, der kan lide gysere. Det ville dog være mig ganske umuligt at kaste min kærlighed på en Chucky-dukke eller en film om dens meriter. Hvad pigen angår, så kan man kun gætte på, hvad hun forbinder med dukken, og som får hende til at ønske filmen om den så voldsomt. Glemmer hun den, når nu hun ikke får den, eller bliver kærligheden hængende?

Ikke dukker, men en hel samling af de allerkæreste små hundehvalpe, som man skal vælge én ud af, selv om man sådan hellere ville tage dem alle med sig hjem. Her er det tydeligt, at det, der sker, er en udvælgelse, der trigger en fantastisk kærlighe i én. Man ser, falder for hvalpen og elsker den som det familiemedlem, den nu bliver, men i virkeligheden vill man have kunnet få præcis de samme følelser for en af dens søskende. Nu er det altså den, man vælger, og det med at kaste sin kærlighed på nogen eller noget går tydeligvis efter et princip, man kunne kalde "du må elske, den du får", hvilket man så gør ....

Hvis pigen med Chucky-filmen var blevet præsenteret for en film om Snehvide, Askepot eller Snoopy, så ville hun formentlig have kaste sin kærlighed på den, for kærligheden lå parat i hende og blev aktiveret af mødet med dukken ....

Arbejdsfri

Stadig en af livets store gåder for mange af os: hvordan pokker får man penge på en nogenlunde hæderlig, men arbejdsfri måde? Det der med det "arbejdsfri" er det springende punkt, for hvorfor skal det absolut være noget, man bare får forærende? Er det en reminiscens af fortidige idealer for de rette livsvilkår for samfundets "fornemme slægter", der spiller ind den dag i dag? Ingen af os har det jo i virkeligheden bedst uden at røre en finger, så sært er dette ønske faktisk.

Når jeg tænker på suffragetternes kampe for at opnå stemmeret, så er det da tydeligt, at de forstod retten til ikke bare at leve et henslængt liv på divanen. Størstedelen af dem var "fine damer", der blev forsørget af enten far eller ægtemand, og de kunne se, at det ikke var et liv for tænkende mennesker - og tænke det gjorde de!

At kvinder allerede dengang havde arbejde inden for områder, der var krævende, og at de blev udnyttet både som billig arbejdskraft og som kønsvæsener, savnede mange af dem nok blik for. De "fine damer" ville UD af det, de ganske rigtigt så som et fængsel, og underklassens nedkørte og udnyttede kvinder ville IND i det, der for dem at se måtte være et paradis.

Ak ja, og selv nu drømmer man stadig om den arbejdsfri tilværelse. Dvs. det gør man måske alligevel ikke. Det, de forskellige arbejdsslaver virkelig drømmer om er, at  huslejen er dækket ind, og at de kan have jobs, der giver gode kontakter og måske tilmed interessante oplevelser, og det er ikke altid lige let at få ....

Dødens æstetik

Når man ser beskrivelser eller fotos af Evelyn McHale, så er de næsten altid  fulgt af udsagn som f.eks. "det allersmukkeste selvmord", "et smukt lig" eller "en smuk død". Det er imidlertid sådan, at død nu engang er død, for selv om hun så smuk og uskadt ud, så var hun det ikke. Hun var i den grad død, at dem, der bjergede hendes lig, sagde, at det faldt fra hinanden, da de løftede det op ....

På de billeder, man bliver præsenteret for, ser man en ung kvinde, der nærmest ligger "draperet" over en flot og formentlig dyr bil. Sceneriet virker arrangeret på en ubehagelig måde, men det er efter sigende urørt, og dette berømte billede er taget få øjeblikke efter selvmordet, hvor hun sprang fra Empire State Building den 1. maj 1947. Ingen har kunne nå at være fremme og arrangere hendes lig, så det ligger i denne tilsyneladende afslappede stilling og med et smukt, nærmest overjordisk fredfyldt ansigtsudtryk. Når man ser hende, skulle man tro, at hun bare var faldet i søvn på sofaen, men intet kan være mere forkert, for hun døde skam.

Ved sit selvmord var hun kun 23 år gammel. Hun blev født som det sjette af syv børn den 20. september 1923. Efter at have haft en militær stilling rejste hun til New York og slog sig ned hos noget familie, idet hun samtidig startede i en stilling som bogholder. Alt så godt og "normalt" ud på samme måde som for så mange andre piger på den tid. Bl.a. fandt hun sig også en kæreste, som hun forøvrigt besøgte dagen før sin død, da det var hans fødselsdag. Ifølge ham var der intet at mærke på hende, men da hun forlod ham og tog hjem, satte hun sig ned og skrev et selvmordsbrev, der også indeholdt forskellige bestemmelser vedr. hendes begravelse. Brevet sluttede med en påstand om, at hun ikke var egnet til at være en god kone for nogen.

Hvordan man end vender og drejer det, så står man altså tilbage med en gåde. Hvad skete der under besøget hos kæresten, og hvorfor mente denne kønne, unge kvinde, at hun var uegnet til at leve som hans kone? Gjorde han noget, der forskrækkede hende? Alt det vil for evigt være en gåde, og det er faktisk meget trist, at hun ikke bare sætter livet til, men samtidig slet ikke formår at gøre sig forståelig. Ønskede hun denne gåde, eller hvad?

Andre har sprunget fra Empire State Building, men ingen har opnået det mytiske skær, som hun gjorde, hvilket egentlig er lidt uretfærdigt. Ganske som hun ønskede, blev hun kremeret, og der er ingen grav efter hende. 

http://time.com/3456028/the-most-beautiful-suicide-a-violent-death-an-immortal-photo/

http://www.codex99.com/photography/43.html

http://rarehistoricalphotos.com/beautiful-suicide-evelyn-mchale-leapt-death-empire-state-building-1947/