Babser

Sådan er der nok mange, der har drømt om at tilbringe livet, men det går nu engang ikke. Hverken babse-ejeren - nemlig moderen - eller "barnet" kan forlænge denne magiske stund i al evighed.

 

Nej, sådan kan babser ikke gøre, selv om de ellers er ret fantastiske og også kan meget andet end at optræde i deres rolle som sekundært kønssymbol og dermed være blikfang for diverse herrer.

Før det blev lovligt at vise ben offentlige steder, fandt man mange forskellige måder at fremvise eller bare vise hen på babser som det primære kønssymbol i dannet selskab. En kvinde var lig med højbarmede personer i et stramt korset, og deres egen påstand om, at de så sandelig også havde noget mellem ørerne, blev set som direkte "ukvindeligt". Vær din krop, kunne man sige, men glem alt om dit hoved ....

I græsk mytologi er Artemis datter af Zeus og Leto. Hun står for fødsler, jomfruelighed og frugtbarhed, men hun er også jagtens, skovens og dyrenes gudinde, og så har hun altså en masse babser.

 

Kvindebrystet er unikt blandt hunpattedyr, fordi de er synlige gennem hele kvindens voksne liv. Et bryst består af mælkekirtler, fedtvæv og bindevæv. Det indeholder omkring 15-20 mælkekirtler med hver sin mælkegang, og disse "mælkegange" munder ud i et mindre reservoir, umiddelbart inden hele gangsystemet udmunder i brystvorten. Denne befinder sig midt på brystet.
Brysternes størrelse og form er ikke ens hos alle kvinder, og kan også veksle hos den enkelte kvinde, sådan at det ene bryste er større end det andet. Størrelse og form kan påvirkes af alt lige fra arvelighed, alder, hormonbalance og vægt. 

 

 

I vestlige lande er brystomfanget blevet øget med ca. 10 cm gennem de sidste 100 år. En del af forøgelsen stammer fra plastiske operationer, idet tolerancen over for ældede og måske slappe bryster er formindsket betydeligt. Nu skal babser helst være fyldige og sidde uden nedadgående tendenser, hvilket i de fleste/mange tilfælde kræver kirurgiske indgreb. Resultatet af disse kan i nogle tilfælde være direkte groteske, men tolerancen over for denne form for et ændret udseende er tilsyneladende vokset. Dvs. at idealerne har skiftet.

 

 

Set fra naturens side er brystet ikke bare et vigtigt sekundært kønskarakteristika, men - i bogstaveligste forstand samt først og fremmest - en kilde til den nyfødtes ernæring. Modermælken er unik og indeholder alle de nødvendige stoffer til barnets ernæring i de første 6-8 måneder af dets liv. Man mener, at de børn, der får denne mælk, udvikler en højere modstandskraft imod allergier resten af livet. Deres immunsystem og helbred nyder godt af denne tid ved deres moders barm.

 

 

Når E.T. kommer ind i dagligstuen

OK, OK, det er spændende, og jeg kan sagtens forstå de videnskabsmænd, der bliver helt vilde i varmen ved sådan en mulighed for forskning, men jeg kan ikke lide det af én bestemt grund: hvem garanterer, at de har styr på bæsterne?????? De selv??? Er det nok????? NEJ!!!!!!!! Videnskabsmænd er mennesker, og de er som bekendt ikke ufejlbarlige, så - NEJ!!!!!!

Jeg er sikkert en pivskid, men hellere overforsigtig end uforsigtig, og de havde jo ikke på forhånd nogen viden om, hvad der ville ske med disse oldtussegamle orme. Dette betyder, at de heller ikke kan forudse, hvad næste trin kan blive. 

På samme måde med de "aliens", man har søgt i masser af år. Hvad vil de gøre, hvis de rent faktisk støder på sådan nogle fremmede væsener fra - eller på - en anden planet? Introducere dem til vores jordeliv???? Har vi almindelige jordboere givet disse videnskabsmænd lov til det, eller har de taget magten over vor fælles planet uden at fortælle os det?

Der er noget i denne fri og frejdige forskning, der peger i uheldig retninger, både biologisk og politisk, og jeg kan altså ikke lide det ....

 

Jøde- contra tyskerhad

Dette er et fotografi af en ung polsk-jødisk far, der står ved sin cykel sammen med sine tvilling-sønner. Ingen af dem er i gang med noget kriminelt eller bare truende, men de befinder sig alle tre i en jødisk ghetto for snart mange år siden. Noget, der i sig selv er alarmerende, for vi ved nok, hvad der foregik den slags steder.

Kender jeg dem??? NÆH, men selv om jeg ikke kender  dem personligt og kun kan gætte mig til deres skæbne, så føler jeg, at jeg alligevel ved alt om dem. Jeg ser faderens bekymrede ansigtsudtryk og forstår hvorfor. Børnene ser betuttet-forskrækkede ud, men jeg tvivler nu på, at de virkelig forstår situationen. Hvad der end overgik dem, og hvordan det end foregik, så har det været noget ganske uforklarligt for dem, for hvad havde de gjort for at fortjene sådan en skæbne??? INTET!!!!

Eftersom jeg ikke selv har mistet nærtstående under Anden Verdenskrig og faktisk heller ikke kender ret mange jøder, så er det egentlig sært, at jeg har de følelser, jeg har, nemlig en voldsom foragt for og et uudslukkeligt had til det nazificerede tyske folk og enhver, der støttede det, der skete under jødeforfølgelserne. Ikke desto mindre er det det, jeg gør, og det er mig ubegribeligt, at så mange slap fra straffen, enten fordi de besad en nyttig viden, der kom andre stater til gavn, eller fordi de fik hjælp af landsmænd i andre lande. Det gør mig rasende, hvilket nok skyldes det ønske om retfærdighed, de fleste af os vek er født med, og som stadig er meget stærk hos mig. "Øje for øje og tand for tand" ligger nok og lurer under civilisationens overflade og er parat til at poppe op ved den mindste anledning. Hos mig ulmer dette retfærdighedskrav altid, når det gælder denne del af historien, for jeg hverken kan eller vil acceptere det, der skete.

Hvad er det, jeg vil hævne? Når jeg ikke selv er personligt forbundet med den historiske skændsel, der kaldes Hitler og nazisterne, så har jeg vel egentlig ikke noget at hævne. Ikke desto mindre er det det, jeg vil, f.eks. hver gang jeg falder over et billede som det ovenfor af den jødiske far og hans to sønner. Det trigger noget i mig, og jeg får lyst til at lave min egen "De lange knives nat" for at hævne dem og deres nedværdigede uskyld. Billedet antyder, at faderen ved - eller aner, -hvad der foregår, men ikke børnene, selv om de måske fornemmer de voksnes bekymring. Tanken rammer mig lige i hjertekulen, for ingen af disse tre burde overhovedet have den slags bekymringer.

 

 

Der er dog noget ved mine følelser, som jeg helt sikkert bør tænke mere over, og det er det, der hedder "tidens tand". Jeg bør virkelig forsøge at holde mig selv i ørerne og ikke hade vor tids tyskere, (hvilket jeg kan have en tendens til!!!), for selv om de nedstammer fra hjernedøde nazier, så har de ikke været med til hverken jødeudryddelser eller bombninger af andre landes storbyer. Mit løfte til mig selv BØR derfor være at opføre mig ordentligt og ikke se med had på det tyske folk som sådant. At fortsætte med det ville svare til at hade mine egne forfædre, nemlig vikingerne, den dag i dag på grund af deres kedelige tendens til vold og overfald på fremmede og totalt uskyldige nationer ....

 

https://www.history.org.uk/primary/categories/315/module/7836/global-learning-programme/7846/otto-and-elise-hampel-brave-or-foolish 

 

Myrdet med peanutbutter

DEN er nu ond, for hvis naboen er meget allergisk, kan han jo rent faktisk slå ham ihjel på den måde. Der må virkelig være fjendskab imellem dem, og det kan man så spekulere over, for hvad kan være så alvorligt, at man vil dræbe på den måde?

Allergier er virkelig farlige, men jeg tror ikke, at testen altid er sikker, så efter min mening må man hellere følge sin fornemmelse samt sine erfaringer med det, der fører til udslag. 

At allergi kan give en potentiel morder nogle "gode ideer" skulle såmænd ikke undre mig, for selv om resultatet måske er mere usikkert end ved f.eks. arsenik eller cyankalium, så vil det til gengæld være meget vanskeligt at påvise den morderiske intention: "Nej, hr. betjent, han spiste det skam selv ...."

 

https://nonutsmomsgroup.weebly.com/blog/remembering-those-we-have-lost-to-food-allergies#

 

https://www.bbc.com/news/uk-england-london-51099720 

 

 

Uværdig til at få en skytsdæmon?

Egentlig en meget morsom ide, at nogen har skytsdæmoner. Når jeg tænker på mine bestandige kampe med min skytsengel - der saft suseme ikke er meget værd!!! - så er det altså en sjov tanke, at der findes skytsdæmoner, og at sådan én kan være så langt mere omsorgsfuld. 

Måske jeg ikke ligefrem ville bytte og selv få mig en skytsdæmon, men det skyldes nu først og fremmest, at en sådan tilknytning nu engang bygger på en levestil, der lader mig ganske kold. Nok er  der hyggelige hverdags-udsvævelser, som vi alle kan have godt af i ny og næ, men det dæmoniske kræver nok noget mere. Minimum for at leve op til det, der formentlig forventes af en dæmon-tilknyttet person, ville være både tidskrævende og anstrengende uden egentlig at virke tiltrækkende på mig. For mig ville et hav af udsvævelser og skrækkelige misgerninger være en sur pligt, som jeg kun nødtvungent ville kaste mig ud i. Jeg ville derfor helt sikkert komme til kort og blive sendt tilbage til gruppen af ikke-dæmontilknyttede, der må nøjes (???) med en ganske almindelig skytsengel ....

 

Kommunisme og menneskesjæle

Karl Marx

Selv om jeg somme tider skriver i den rødeste af alle danske aviser, nemlig "Arbejderen", så er jeg ikke decideret kommunist. Jeg tror på den kommunistiske analyse af det kapitalistiske samfund og beundrer Marx og andre af de gamle gutter, men jeg har en fornemmelse af, at selv om ideerne passer, så gør menneskene det ikke. 

Kapitalismen er grusom, men det er kuren også, for vi er tilsyneladende ikke "bygget til" den kommunistiske samfundsmodel. Vi kan umiddelbart føle medlidenhed med nødstedte og harmes over udnyttelsen af visse klasser i samfundet, men vi har ikke den samfundsånd, der kræves for en gennemførelse af det system, der fører til en blivende reform. Sporene skræmmer, for det er tydeligt, at kommunismen ikke har kunnet holde skansen hverken i østblokken eller i Kina. 

Det starter så flot med stor tiltro til systemet, men holder kun en 3-4 generationer, inden kapitalismen lige så stille bliver listet tilbage igen ad bagvejen. Det viser sig også, at når det kommunistiske styre er på sit højeste, så er landet præget af en trist gråhed og en generel mangel på livslyst, sådan som vi så det i Østberlin, inden muren faldt. Folk vandrede omkring, stak hinanden til Stasi og var generelt ulykkelige, hvilket jo mildt sagt ikke var meningen.

Desværre lader det altså til, at det er os mennesker og ikke den kommunistiske ide, der er noget galt med, for vi formår ganske enkelt ikke at leve op til et kollektivt samfundsideal. Vores (formentlig medfødte) egoisme fører til nepotisme, og selv om vi kan trives i et lille kollektiv, så kan vi åbenbart ikke udvide dette til at gælde et helt samfund. Meget sørgeligt og også ret skuffende for dem, der troede på den store kommunistiske ide ....

 

 

 

Kaptajnen, der var arbejdsløs skomager

 

Nogle skurke og banditter er så elskede i offentligheden, at der bliver rejst statuer af dem og de får fans. Det er dog ikke dem alle, der bliver forvandlet til en form for bagvendte nationalhelte, hvis bedrifter fremstilles med humor og en vis beundring i både litteratur og film. 

Sådan en beundret bandit var den arbejdsløse skomager Wilhelm Voigt (1849-1922) faktisk, og han er elsket den dag idag. Han opnåede ligefrem verdensberømmelse som den falske "kaptajn fra Köpenick", der forklædt som preussisk officer tog befalingen over en gruppe soldater i Köpenick. 

Han ligner ikke en vovehals, men det var han

 

Iført den falske uniform lykkedes det ham at indtage byens rådhus og beslaglægge kommunekassens samlede beholdning på 4000 mark og 70 pfennig. Det, han egentlig kom for, nemlig et bestemt pas, der kunne give ham adgang til arbejde, lykkedes det ham dog ikke at få fat på. Hans bedrift skaffede ham til gengæld en fængselsstraf på fire år, men da den morede kejser Wilhelm II så meget, at han benådede ham, slap han ud efter to. Da kommunen fik den stjålne kassebeholdning tilbage, manglede der forresten kun 1,67 mark, hvilket formodentlig har været med til at skaffe "kaptajnen" sympati hos kejseren.

Denne farce blev senere til et teaterstykke af Carl Zuckmayer, der en gang om ugen bliver opført foran det gamle rådhus i Köpenick, hvor historien fandt sted. Der er flere filmatiseringer af skuespillet, og desuden har den falske kaptajn fundet sin plads som voksfigur på vokskabinettet. Han har altså vundet sig en berømmelse, der også er fascinerende for eftertiden. Man må således spekulere over, om han og hans handlinger er det, der allerbedst udstiller den tyske nationalkarakter, som man har tilskrevet dem, der fulgte Hitler og hans kumpaner så slavisk ....