Betragtninger vedrørende det foranderlige kropsideal

Nogle gange har man fået at vide, at den og den historiske person var en super-skønhed, men når man så ser billeder af vedkommende, undrer man sig. Adelsdamen Ellen Marsvin, der ses ovenfor, var dog ret beset en flot kvinde. Hendes buttethed udstrålede også noget andet vigtigt, nemlig status, for man blev ikke buttet uden midler, så hun var altså en velhavende kvinde.
Dengang et portræt var lig med et maleri, fordi fotografi-kunsten ikke var opdagen endnu, var det selvfølgelig lettere at snyde med skønheden end nu, hvor ethvert foto udleverer ens skavanker. Nogle af dem, der før i tiden blev regnet for skønheder, men som eftertiden ikke har set på samme måde, fik imidlertid deres status, fordi samtiden fulgte nogle andre idealer end dem, vi hylder i dag. Noget, der ikke mindst gælder ideerne om kvindelige former. 

Op igennem historien har kvindeidealet for det meste været "slank, men med noget til både gården og gaden". Den tid er såmænd ikke så langt væk, hvor kvinder skulle have en vis portion sul på kroppen for at regnes for smukke, noget, der afspejles gennem de såkaldte "sex-bomber" inden for filmens verden. Sådan en diva som Jayne Mansfield blev regnet for superskøn af datidens filmfans, og hun var da også mægtig flot.

Nutidens idealer, hvor kvinder skal være velproportionerede, men samtidig superslanke og helst også i god form, ville have stødt mange før i tiden. Det, vi kalder "slank", ville de have set som "radmager" og usexet. Sammenlignet med sexbombenJayne Mansfield ovenfor står den særdeles slanke og uskyldigt udseende ikke-voksen-kvinde-agtige Audrey Hepburn virkelig for en forandring af idealerne. Hun repræsenterer et nutidigt og nyt kropsideal, der ikke går på svulmende former.

At hun alligevel regnes for at være smuk betyder, at man i hendes tilfælde lægger vægt på andet end babs og nutte, etc., hvilket er et interessant signal om de foranderlige kropsidealer. Er Audrey Hepburn kvindelig? Ja, men på en anden måde end Jayne Mansfield, for hun udstråler sårbarhed og noget fe-agtigt, der regnes for det modsatte af sex-bombe-rollen. Dog med én undtagelse: Marilyn Monroe.

Hun havde de kvindelige former og blev regnet for at være meget sexet, men samtidig havde hun direkte baby-agtige ansigtstræk. Var hun skabt som en pædofils drømmepige? Det skulle ikke undre mig, for i hende blev to kvindetyper forenet til én og gjort tilgængelig, fordi hun som regel portrætterede dumme og manøvrerbare kvinder.  


https://www.dr.dk/nyheder/viden/kroppen/bubble-butt-eller-lille-90er-maas-derfor-aendrer-kropsidealer-sig-hele-tiden?cid=newsletter_nb_viden-daglig_20200209175938

 

Forbrydere er ikke altid dem, der udfører forbrydelserne

Der var engang, hvor grusomme afstraffelser og henrettelser blev set som en folkeforlystelse. Den straffede blev tilmed ofte udstillet efter døden til skræk og advarsel for ligesindede, der kunne få den ide at følgehans/hendes eksempel. En barbarisk skik, som vi gudskelov ikke længere går ind for her i landet.

Vores forhold til forbrydere, politi og straffe er nok først og fremmest tegnet af film og fjensynets dokumentarudsendelser, nemlig om amerikanske forhold. Selv har jeg set en hel del af sidstnævnte, og det har slået mig, at hvor spillefilm giver indtryk af, at forbryderne bliver fanget og straffet lynhurtigt, så er sandheden en helt anden. Dokumentarudsendelserne fortæller nemlig om årelange efterforskninger, om flugt og retssalsdramaer, der ikke altid ender, som beviserne lægger op til. 

Dette billede er fra 1961, og det viser et sceneri, der adskiller sig  fra det danske ved brugen af våben. Eftersom de amerikanske våbenlove nu engang er, som de er, så må politiet også bevæbne sig og gribe til våben, som de føler behov for. Noget, der har ført til episoder, der ikke mindst har forarget andre lande.

Ja, det er forargeligt, og der foregår afgjort ting, som man kan harmes over, men jeg er nu rystet over hele det amerikanske retssystem. Det lægger nemlig op til, at forbrydere kan smutte udenom en domstolsafgørelse ved hjælp af de såkaldte "plea bargainings", hvor de erklærer sig skyldige, men ikke straffes så hårdt, som forbrydelsen ellers ville blive ved en domfældelse. I nogle tilfælde kan forbryderen helt undgå straf. At tilbudet om en sådan "bargaining" også fungerer som systemets smarte fælde, hvor uskyldige kan udstyres med en skyldig-"dom", sådan at sagen fremstår som løst uden at være det, er rystende. Den uskyldigt anklagede har måske ikke de ressourcer, der skal til for at føre en retssag, og vælger så en "plea bargaining", hvor han/hun får stemplet skyldig imod at slippe med en kortvarig straf. Tænk, at en borger i et stort, civiliseret land som USA kan blive sat i sådan en situation og måske tilmed være taknemmelig over aftalen, samtidig med at den rigtige forbryder slipper for videre tiltale, fordi der jo nu er en officiel "skyldig"!

Hvad den almindelige politiuddannelse i USA angår, så er den mildt sagt diffus, for den bygger ikke på de samme grundregler i alle stater. Hvor vi har et overordnet Rigspoliti med 12 politikredse, der følger de samme retningslinjer, så er dette system ukendt i USA. Politiuddannelsen er også generelt ultrakort og centreret omkring våben og konflikter. For mig at se viser man allerede dér, at det, det drejer sig om, er at beskytte dem, der har, imod dem, der ikke har ... 

Systemet giver også angivere store fordele, da sladder - sand eller ej - automatisk reducerer straffen. Fortæl noget om en medskyldig, og du ses som en helt - hvilket du måske slet ikke er ....

 

Manden på et halvt ton

TLC har kørt en serie med svært overvægtige patienter, der følger en slankelæge, kaldt "Dr. Now", og hans skrappe diæter på et hospital i Houston. En af de patienter, der har gjort mest indtryk, er Sean Milliken, som jeg har fulgt off and on. 

At han er en, man husker, skyldes ikke bare hans voldsomme overvægt på 408 kg - på et tidspunkt endnu mere - men hans væsen. Naboer har fortalt, at han afgjort var en enegænger, men at han, når man lærte ham at kende, var både vittig, venlig og betænksom. Venner havde han ikke mange af - eller nok snarere slet ingen - men han havde sin super-hengivne mor, der ikke vidste alt det gode, hun ville gøre for sin "lille dreng". Alle var klar over, at hun med sin overforkælelse ledte ham direkte i graven, for hun kunne ikke tåle at se ham nøjes med den magre diætmad, han blev sat på, simpelthen for at redde hans liv. Derfor gav hun ham al mulig og fedende mad ved det mindste kvæk, der kunne tyde på, at han var sulten. Det fortælles også, at hun direkte bad ham om ikke at følge kuren, da den var så pinefuld for ham. Dvs. at hun støttede alt det usunde i hans liv, fordi hun elskede ham og behandlede ham som sin baby, selv da han var højt oppe i tyverne. Da hun døde, mistede han forudsigeligt nok livsgnisten og døde selv kort efter, nemlig den 17. februar 2019, 29 år gammel. Han havde faktisk forudsagt, at han ikke ville nå at blive 30, og det fik han så desværre ret i. På det tidspunkt havde han i løbet af ganske få måneder taget en masse på, som han ellers havde tabt, og det kunne kroppen altså ikke klare. Det var dog muligvis en hudinfektion, der endte med at tage livet af ham.

Han har selv sagt, at han begyndte på sine æderier på grund af forældrenes skilsmisse og tidlige stridigheder med sin far, der nu heller ikke længere boede sammen med sin søn og eks-kone. Man kan beklage, at et sødt og venligt menneske som Sean blev født ind i en så dyfunktionel familie, og at han fik netop de forældre, men det er selvfølgelig ikke hele forklaringen, for han havde så sandelig også selv et stort ansvar. Det var således hjerteskærende at høre ham sige kort før sin død: "Jeg er så træt af livet." At kalde det, han havde for et "liv" var nu faktisk en overdrivelse, og det sørgelige i hans tilværelse trådte endnu tydeligere frem, da moderen var død, og han blev alene. Det var nu han skulle have kæmpet for et nyt, værdigt liv, men så var det netop her, han gav op. Han havde helt mistet livsgnisten, og det var i virkeligheden det, der blev hans død.

Flere - og bl.a. den barske Dr. Now - har senere udtalt, at de var glade for at have kendt ham. På sin egen måde berigede han deres liv, men hvad med ham selv? Hvad fik han ud af det? Umiddelbart vil man sige INTET, men det er nok ikke helt rigtigt, for han lod til at finde et psykisk ståsted midt i alt sit fedt, gnavesår og hudinfektioner. Umiddelbart vil man sige, at det er umuligt, for man sammenligner sådan et liv med ens eget eller de livsidealer, man anerkender, hvilket vil sige andre udfoldelser end en evig sengeliggen og voldsomt æderi. Derfor fremtræder mennesker som Sean Milliken som en gåde for de fleste af os. Vi kan simpelthen ikke rumme sådan et livsforløb, hvilket dog ikke er hans, men vores egen skyld ....

https://www.straitstimes.com/lifestyle/entertainment/sean-milliken-408kg-star-of-my-600-lb-life-dies-aged-29-after-saying-he

https://metro.co.uk/2019/06/13/600lb-life-star-died-putting-278lb-two-months-9934554/

 

Efterlyst!!!

Listen over verdens mest eftersøgte personer skifter, efterhånden som de efterlyste fanges eller dør. De fleste på FBI's nuværende liste er mandlige sex-forbrydere, men der er også nogle personer, der defineres som terrorister. Det gælder bl.a. den unge kvinde ovenfor, der er en af verdens mest eftersøgte, nemlig den engelsk fødte Samantha Lewthwaite - også kaldt "Den hvide enke" - der konverterede til Islam, giftede sig med en muslim, der døde i et terrorangreb på et butikscenter i Nairobi, hvor knap 70 tilfældige mennesker blev dræbt. Først mente man, at Samantha var en forvirret, men uskyldig engelsk kvinde, hvis eneste forbrydelse var at have forelsket sig i og giftet sig med en muslimsk fanatiker. Man følte medlidenhed med hende, der sad tilbage som enke med et par småbørn, men så kom der flere informationer, og hun røg helt til tops på listen over verdens mest eftersøgte. 

Her ser man Samantha - også kendt som Sherafiyah - Lewthwaite med sin første mand, Germaine Lindsay, og et af deres to børn. Der har været rygter om hendes død i et bombeangreb, men de er ikke blevet bekræftet og regnes ikke for sandsynlige, da mange af de mest eftersøgte griber til det ultimative forsvindingsnummer, der ligger i en falsk dødsarrest. At "være død" betyder, at man får fred til at planlægge nye attentater, og det er det, hun har gjort om og om igen, siden hun sluttede sig til den militante, muslimske gruppe Al-Shabaab, hvor hun angiveligt har en høj placering. Noget, vestlige Islam-kyndige dog betvivler, da kvinder sjældent opnår høj rang i sådanne grupper. Alt taler dog for, at det er rigtigt, og at hun måske endda er gruppens leder. 

                                       Et andet af hendes aliasser er Natalie Faye Webb

Efter sin første mands død giftede hun sig med Habib Saleh Ghani, der er søn af en pakistansk indvandrer i England. Han er bl.a. tilknyttet radikale muslimer som f.eks. Asif Mohammed Hanif, der var Storbritanniens første selvmordsbomber, og som dræbte sig selv og tre andre i en bar i Tel Aviv i 2003. Man kan sige, at denne engelske konvertit er gået fra slem til værre, og hvis hun stadig er i live, kan man forvente nye, grusomme handlinger fra hendes side. Det anslås, at hun ialt foreløbig har stået bag cirka 500 terror-ofres død, men der kan sagtens være flere ....

Dette er en togulykke, men som man ser, hersker der det samme kaos som ved en eksplosion. At det skulle få nogen til at lade sig omvende til Islam er næppe muligt. Som et rationelt menneske har jeg i hvert fald kun respekt for argumenter, og en bombe er nu engang ikke et argument. Desuden virker det vanvittigt på mig, at man dræber en masse anonyme personer, der overhovedet ikke har noget personligt med budskabet at gøre. At man kan fokusere på navngivne fjender af Islam, der har ytret sig imod Muhammed og Koranen, virker forkert, men ikke ulogisk på mig, men det er ikke bare dem, de er ude efter. Sært og ulogisk .....

 

https://www.dr.dk/nyheder/udland/verdens-mest-eftersoegte-mand-viser-sig-foerste-gang-i-fem-aar-han-vil-vise-sine

https://www.bt.dk/krimi/her-er-de-fbis-mest-eftersoegte-forbrydere#slide-1 

https://www.fbi.gov/wanted 

 

Vanvittige vildfarelser eller guddommelige åbenbaringer?

Moderne statue af Sokrates

Masser af skrækkelige kultledere har udråbt sig selv til "guds talerør". Her tænker jeg ikke mindst på den berygtede David Koresh, der styrede sekten Branch Davidians, bl.a. ud fra nogle ret aparte ideer om hans eksklusive seksuelle adgang til andre medlemmers hustruer.

Den mest berygtede er dog nok baptist-prædikanten Jim Jones, der udbredte sin helt egen trosretning i "The People's Temple". Det foregik i 1950'erne, hvor der var en universel interesse for troshealing, som mange gik voldsomt ind for som en del af den nye spiritualitet. I stedet for et forbedret helbred og sundt sjæleliv, fik hans tilhængere en sørgelig død gennem hans påbud om et kollektivt selvmord, hvor næsten 1000 mistede livet, fordi de troede på ham og hans "åbenbaringer". Noget, der den dag i dag er ubegribeligt og meget, meget trist at tænke på.

Denne type moderne profeter påstår, at de modtager åbenbaringer om både dette og hint, og siden disse angiveligt kommer fra det allerhøjeste sted, så er deres ord lov for deres tilhængere. da de jo optræder som "Guds talerør". At andre "profeter" kan sige det modsatte af, hvad "profeterme" siger - og også påberåbe sig en guddommelig forbindelse - viser, hvor grotesk det er. På den måde kan hvem som helst med karisma opnå en Jim Jones-status, hvis bare vedkommende har fået sig et publikum. Faktisk MEGET uhyggeligt ....

Andre, der optræder på samme måde med "åbenbaringer", risikerer at få en enkeltbillet til dårekisten, for dem anser man for psykisk syge, men sådan er det ikke med netop denne type kultledere, hvoraf mange har vist sig snarere at være lede end ledere.

I teologisk forstand er en åbenbaring en indsigt i noget uforklarligt, og dem, der får disse såkaldte åbenbaringer, regnes for "hellige" af deres tihængere, medens ikke-troende afviser dem som falske profeter. Og hvordan former en åbenbaring sig så? Jo, den opleves gennem syns- eller høresansen, hvilket kun er noget subjektivt, hvis andre ikke oplever det samme. Hvis de gør det, så er vi måske til gengæld ovre  i en kollektiv neurose, hvilket vil sige, at vi igen havner i feltet mellem psyke og psykiatri. At tro på, at Koranen blev hvisket til Muhammed af ærkeenglen Gabriel, og at kristne mystikere får besøg af engle eller religiøse figurer fra Biblen kræver virkelig tro, for bevises kan det nu engang ikke.

Når det gælder "åbenbaringer" sendes vi derfor konstant frem og tilbage mellem det, vi på forhånd tror på, og andres fantasier om noget, de ser/tror. Altså befinder vi os i et meget lidt velfunderet område ....

Den græske filosof Sokrates (469 f. Kr.-399 f. Kr.) blev kaldt verdens viseste mand af sin elev, Platon, og derfor kommer det stadig bag på mig, at han efter sit eget udsagn byggede meget af sin viden og sin generelle klogskab på det, en "daimon" fortalte ham. Faktisk talte han tidligt og silde om, at guderne meddelte sig til ham gennem denne "daimon", men mange af hans samtidige mente, at det var en form for "spøg", eller at han mente noget andet med ordet "daimon", end man almindeligvis gjorde. 

 

Sokrates' rettergang og henrettelse af Louis David

 

Da jeg godt kan lide ham og hans jordbundne livsindstilling, håber jeg, at denne "daimon" rent faktisk var en spøg, for det trækker fra i min opfattelse af ham, hvis han virkelig troede på et sådant væsen. Den slags har vi set tilstrækkeligt af både før og efter hans tid, nemlig både inden for religion og politik, hvor "troen" har vildledt mennesker på den mest forfærdelige måde ....

Massehysteri, når det er værst, og det sker om og om igen, også i vor tid ....

Lise og atomerne

1906

Lise Meitner (1878-1968) er blevet kaldt "atombombens mor", selv om hun var imod produktionen og anvendelsen af disse bomber. Hun blev født i en jødisk familie i Østrig, men blev nødt til at emigrere til Sverige, da Hitler for alvor begyndte at røre på sig med sine Anschluss-planer. På det tidspunkt havde hun konverteret og var blevet lutheraner. Alligevel blev hun stadig regnet for jøde på grund af sin herkomst, hvilket selvfølgelig forværrede hendes situation på dette tidspunkt, da hun ikke kunne rejse frit, men måtte indrette sig efter grimme Adolf og hans skøre ideer. 

Hun fik sin eksamen i fysik, selv om hendes familie var imod, at en pige studerede. Som den første af sit køn disputerede hun på Wiens Universitet, og efter at have fået sin doktorgrad rejste hun til Berlin, hvor hun forskede i radioaktivitet og atomfysik ved Kaiser Wilhelms Kemiinstitut sammen med Max Planck. Hun samarbejdede imidlertid især med Otto Hahn. I 1926 blev hun den første kvindelige professor i Tyskland, da hun blev ansat ved universitetet i Berlin.

Otto Hahn og Lise Meitner lå i skarp konkurrence med videnskabsmænd i Frankrig, England og Italien. De opnåede fantastiske resultater, men samarbejdet måtte opretholdes pr. korrespondance efter Meitners emigration, og Hahn måtte også langt hen ad vejen holde hendes indsats skjult på grund af hendes jødiske baggrund, bl.a. i faglige artikler. Det ligner en fortielse og dermed et tyveri af hendes arbejde, men skyldtes formentlig først og fremmest tidens krav til det, man kunne kalde en ren arier-attest.

 

Selv om hun kunne fortsætte sit arbejde ved Manne Siegbahn-Instituttet, så var det en tung omgang på grund af Siegbahns fordomme om kvindelige forskere. Hendes brev-veksling med Otto Hahn blev en vigtig del af atomforskningen, da hun blev den første, der udlagde baggrunden for atomkernens spaltning. Da det kom frem i videnskabelige kredse, opstod der en febrilsk aktivitet, fordi man så det militære potentiale i processen. 

Som barn havde Lise Meitner skrevet til sit idol, Einstein, og fortalt ham om sine ideer, håb og drømme. Hun havde også spurgt ham, om han nu tænkte dårligt om hende, fordi hun som pige ønskede at forske. Det havde han afvist, og han havde opmuntret hende til at forfølge sine drømme. Nu kom han igen til at spille en rolle for hendes arbejde, da han blev overtalt af forskellige forskere til at skrive til den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt og advare om det farlige i denne nye opdagelse. Noget, der såmænd senere førte direkte til Manhattanprojektet, dvs. det amerikansk ledede forsknings- og udviklingsprogram, der endte med fremstillingen af de første atombomber under 2. verdenskrig.
Da der i 1944 skulle uddeles en Nobelpris for Lise Meitners og Otto Hahns forskning samt revolutionerende opdagelser, gik den hendes næse forbi. Det skyldtes formentlig, at hun var imod benyttelsen af sine nyopdagelser til bombeproduktion, samt, at hun var jøde og kvinde. Senere modtog hun adskillige priser og udmærkelser. Desuden blev Grundstof 109, Meiterium, opkaldt efter hende.

https://theconversation.com/lise-meitner-the-forgotten-woman-of-nuclear-physics-who-deserved-a-nobel-prize-106220 

 

Når man vil gøre bod

Ivan den Grusommes ansigt, genskabt af retsmedicinske eksperter

Umiddelbart virker det ret skørt, at nogen kan forestille sig, at det er en bodshandling at iføre sig en skjorte af groft lærred, som man bærer direkte på huden. Det var der imidlertid flere kongelige personer, der har gjort, heriblandt Ivan den Grusomme af Rusland (1530–1584), der afgjort havde meget på sanvittigheden, bl.a. mange mord, skrækkelige torturmetoder og andre grusomheder . Om det lykkedes ham at så at sige "gøre sine ugerninger ugjorte" ved hjælp af en skjorte af groft lærred eller sækkelærred, der kradsede hul på huden, vil jeg lade henstå i det uvisse ....

Her er den skjorte, der skulle skaffe zaren tilgivelse for alle hans synder. Han regnede angiveligt med, at han ved at gå med den ville kunne "dø som en munk". Den ser da også mægtig ubehagelig ud, men kan det være nok til at jævne vejen for ham til det Paradis, han drømte om? Tjaaahhhh ....

En anden kongelig person, der greb til dette bodsmiddel, var overraskende nok den skrækkelige Henrik VIII's første kone, Katharina af Aragonien (1485–1536), der bestemt mere var et offer end en synder. Måske hun gik med dette hverdags-torturmiddel, fordi hun elskede den skrækkelige konge og ville lette hans adgang til Paradiset, for han begik unægtelig den ene synd efter den anden, ikke mindst imod hende?

 Hugo Boss, Ekstra Slim Fit Skjorte, kr. 449,00

Selv om nutdismennesker som f.eks. Mother Theresa, St. Padre Pio og Pave Paul VI har gået med bodsskjorter, så er ordet - og selve begrebet - "bodsskjorte" åbenbart så fremmed for folk i vore dage, at man ved opslag på Google automatisk henvises til "Boss skjorter". Ret morsomt faktisk, for denne moderne type skjorter er sikkert alt det, den gammeldags "bodsskjorte" ikke var, nemlig behagelige, velsiddende og mere eller mindre sexede. 

Denne bodsskjorte blev brugt af St. Louis, Frankrig, og den virker nu langt mere human end Ivan den Grusommes, selv om de da sikkert begge har været ubehagelig

Den traditionelle "bodsskjorte" skulle skabe hemmelige, kropslige pinsler, hvilket jo er typisk for kristendommens kropsfjendtlighed. Formentlig var den vel først og fremmest led i en form for dialog med Gud, sådan som man forestillede sig ham. Det fortælles iøvrigt, at resultatet af bodsskjortens kradserier ofte var blodige sår i halsregionen, der har sladret til omgivelserne om den bodfærdiges bodsøvelse, og det kan have været en del af fristelsen: omgivelserne så, at man var from. 

 

Moderne bodsskjorter kan f.eks. se sådan ud og bestå af flere rækker af metalpigge

 

Tanken om, at man - som f.eks. Ivan den Grusomme - kunne gøre bod for talløse og meget grusomme myrderier ved at gå med en skjorte af groft lærred, virker mildt sagt latterlig. Skulle denne påståede Gud kigge ned fra det høje og få øje på en bloddråbe, der pibler frem og pletter kraven på det fine tøj, de kongelige bodsudøvere bærer uden på skjorten og så straks tilgive utallige reelle og/eller indbildte synder? En besynderlig tankegang, som det er svært at forholde sig til for de fleste i vore dage, men sådan prækede - og prædiker - visse dele af kirken åbenbart, og det viser noget om en dualistisk tankegang, der er ret interessant ....

 

 

https://handwovenmagazine.com/history-hairshirts/