Lægen, der blev morder

 

Han er for tyk og ser plaget ud. Ikke en person, man umiddelbart får tillid til, og det er måske meget godt, for denne mand, Anthony Garcia, er læge, men var ikke særlig god til sit job. Det har afgjort været en stor begivenhed i hans mexikanske familie, da han fik sin eksamen, men desværre endte det helt galt med ham og også for nogle uskyldige, der døde, fordi han ville hævne, at han var blevet fyret.

Hans voldsomme hævnlyst fik ham til at gå grassat i 2013, da den gik ud over en husholderske og en lille søn af en af dem, som han mente stod bag hans karriere-deroute. Ingen af disse to ofre havde selvfølgelig det mindste med hans karriereproblemer at gøre, og det var vildt uretfærdigt, at de skulle undgælde for noget, de ikke havde gjort. Mordet på dem var imidlertid kun første del af hans hævn, for fem år senere dræbte han også en læge og hans kone, som han mente var imod ham.

Efterhånden som retssagen skred fremad, blev Garcia mere og mere "fraværende", og han virkede nærmest bevidstløs, da hans dødsdom blev læst op. Sandsynligvis var han psykotisk som følge af andre psykiske problemer, men dømt blev han altså. Jeg vil mene, at hans liv ikke blev ødelagt af fyringen, men af hans hævntørst, men det slog i hvert fald totalt klik for ham ....

https://apnews.com/04e245949c1d4b3492298c25fe5ab0b7

https://www.dailyherald.com/article/20180914/news/309149963

 

 

Det hele afhænger af informationer - eller?

Nej, det var ikke det, der var galt, hvilket kan ses af, at vi via internettet oversvømmes med informationer, som vi enten ikke bruger eller nærmest misbruger. Det skyldes en blanding af den bundløse menneskelige dovenskab og overfloden af informationer, der mere er baseret på ideologi end på viden. Man ser det f.eks. på websites til støtte for den ene eller anden side i det amerikanske valg, der jo nærmer sig med stormskridt. Trump er blevet taget i masser af overdrivelser, bortforklaringer eller direkte løgne, og med mindre man på forhånd hører til hans tro følgesvende, så har man for længst opgivet ham som en troværdig budbringer, da han åbenbart kun er en entertainer. At han slipper godt fra det skyldes, at folk modtager hans udgydelser som informationer. De fact-tjekker dem ikke og ser derfor ikke, at de altså i mange tilfælde kun er ideologier, der skaber mis-informationer. Hele dette suspekte politiske spil foregår, så pæne, agtværdige europæere må tage sig til hovedet, for ingen af de utroværdigheder, som deltagerne bliver grebet i, lader til at få konsekvenser.

Andre områder end politik viser noget af det samme: informationer er nu lette at få, men deres sandhedsværdi blafrer i vinden. Det gælder også hede internet-romancer, hvilket er en meget interessant detalje i det større spil. En "Catfish" er blevet noget normalt i den forstand, at man ikke længere kan se bort fra muligheden af, at ham - eller hende - den labre jævnaldrende, som man taler så godt med via internettet viser sig at være en 20-50 år ældre, pervers tyksak, der mildt sagt ikke mener én det godt. Man kan have fået en masse oplysninger om hans/hendes liv og levned, og 3/4 er simpelthen løgn. Man har talt med et fiktivt individ i en helt anden persons hjernekiste, hvor han/hun lever sit eget liv. Død-interessant, men også død-uhyggeligt, for her blev alle informationer brugt imod én ....

Før i tiden bestod en forklædning i sådan noget som en maske, der dækkede en del af eller hele ansigtet. Denne lille lap foran næse og mund forventedes så at gøre det helt umuligt for omgivelserne at genkende den maskerede. Ret grotesk, må man sige!

En ting er maskeringer, noget andet afmaskeringer. De er faktisk vældig interessante, men hvis man bruger Trump som eksempel, så viser det sig jo altså, at en afmaskering ikke virker som en troværdig information, men som et forsøg på at stikke ham en kniv i ryggen. Går man til en internet fact-checker viser det sig også hurtigt, at alle - eller de fleste - har mod-facts fra andre fact-checkere. Hvad er så sandheden??? Den er åbenbart druknet i alle de informationer, der nu overskyller os. Næh, informationer er ikke, hvad de har været, og sandheden er ofte løgn - samt omvendt ....

 

 

Faldet på slagmarken

Begge disse herskere sendte uden videre mange af deres undersåtter i krig for at kæmpe for en sag, de troede på. Kampene kostede mange menneskeliv, men de selv sad i forholdsvis sikkerhed langt hen ad vejen. Ingen af dem døde på slagmarken, hvilket egentlig er påfaldende, for var det ikke deres krig? Jo, selv om soldaterne - eller nogle af dem - måske nok støttede den, så var det ledernes krig, deres ambitioner og deres ideologier, der skabte denne krigssituation, der kostede så mange livet. Selv om alle disse døde var bipersoner for lederne, så var  de jo altså hovedpersoner i deres egne liv, og det er trist, at de skulle blive ofre for andres ambitioner.

Den svenske kong Karl XII (1682-1718) var søn af kong Karl XI af Sverige og den danske kong Frederik III's datter, prinsesse Ulrike Eleonore. Han blev konge som 5-årig, men tilbragte lange perioder væk fra landet, idet han personligt deltog i flere krige i Norden og Rusland. Derfor havde han virkelig fortjent sit tilnavn, "krigerkongen". Efter at have ledt en eksilregering uden for Sverige i fem år, vendte han tilbage, men døde på slagmarken under et krigstogt i Norge. Dermed blev han den (foreløbig) sidste regerende monark i verden, der omkom på slagmarken. Ingen andre har vovet pelsen som ham.
Eftersom han åbenbart elskede krig og førte krig det meste af sit liv, så synes jeg, at han fik den helt rigtige og mest passende død. Jeg vil dog ikke kalde den "heltedøden", for jeg har svært ved at forbinde noget positivt ved de krigshandlinger, han stod for, bl.a. fordi så mange almindelige svenskere gik til på grund af hans drømme om storhed og magt. 

 

 

 

Fodtudser og andet om fødder

Jeg er vild med denne morsomme tegning af en tænkt situation, hvor verdens daværende magthavere, Churchill, Roosevelt og Stalin,  tvinges til at løfte fødderne for en rengøringskone, der vasker gulvet under deres stole. Man kunne få den tanke, at hun har overtaget, men det gælder jo altså kun i dette øjeblik og kun, hvad angår fødderne, for ellers bestemmer hun vist ikke så meget. Det gør fødderne til gengæld ....

Fødder - disse herlige Apostlenes heste - spiller ikke mindst en stor rolle i krigstider. I skyttegravene bør man ifølge plakatens visdomsord sørge for at holde sine fødder varme og tørre. En umulig opgave, hvilket alle, der har med soldater og skyttegrave at gøre, er klar over. Altså: snyd, ligesom soldatens sunde og glade udseende. Hvad infanteristerne angik, så blev de kaldt fodtudser, for de gik på deres flade "konvolutter", hvilket i det lange løb var temmelig voveligt, da det gav gode betingelser for alle mulige fod-lidelser. Faktisk er der krigere, der er omkommet af ødelagte, opsvulmede fødder og ikke af kugler, gas eller bomber. Fødderne fik dem ned med nakken, og det var meget usikkert, om de formåede at komme op igen. 

Flygtninge, men heldigvis med sko, selv om det nu ikke er sikkert, at sålerne er hele. Hvis de ikke er det, så kommer de nok ikke så langt, medmindre de finder noget at lægge ned i skoene, så fødderne alligevel beskyttes imod den hårde vej.

Bedre end ingenting, og det kan redde denne mands liv ved (trods alt) at beskytte hans fødder. Ergo: selv om fødderne regnes for "ydmyge legemsdele" i forhold til f.eks. hjerte, øjne og lunger, så er de ikke til at kimse ad, for de er meget vigtige. Under visse omstændigheder kan de ligefrem være altafgørende. Gad vide, om det ikke var derfor, kineserne holdt fast i den forfærdelige skik med  "lotusfødder", hvor en kvindes fødder bevidst blev deformeret ved at blive indbundet, så tæerne bøjede ind under foden. Med sådan en deformitet var hun i bogstaveligste forstand hjælpeløs. Flygte kunne hun ikke, medmindre hun havde hjælpere og f.eks. en bærestol. Dvs. at hun blev, hvor hun blev placeret af mandssamfundet ....

Når det gælder disse kunstigt skabte "lotusfødder", så kan man sandelig sige, at fod-deformiteter afgør ens skæbne, og det er meget sørgeligt at tænke på. Næh, så er det bedre med glade og veltilpasse fødder, der er med på lidt af hvert. Mange sure fjæs stammer i hvert fald direkte fra fødderne og deres skavanker og påførte lidelser.

Man skal heller ikke glemme denne evig gyldige betragtning over fødder, der viser, at Leonardo var en klog mand:

Vi mishandler måske vore fødder med for småt fodtøj og manglende pleje, men fra naturens hånd er de helt og aldeles fantastiske .....

https://www.smithsonianmag.com/history/why-footbinding-persisted-china-millennium-180953971/

https://footbindingzuli.weebly.com/purpose-of-foot-binding.html

 

 

 

Christian IV's engelske slægtninge

Den danskfødte dronning Anne af England og Skotland

Ligner dronningen sin bror, Christian IV af Danmark? Det hævdede man i England, efter at kongen havde besøgt sin søster, ja, man var såmænd helt fortryllet af denne påståede lighed. Hvorom alting er, så lignede hendes eneste datter, Elizabeth Stuart (1596-1662), hende i hvert fald.

Elizabeth Stuart var den eneste overlevende datter af kong Jakob VI af Skotland og I af England, og så var hun altså vores kong Christian IV's niece. Hun blev gift med Frederik 5. af Pfalz, der var kurfyrste. Hendes tilnavn blev "Vinterdronningen", fordi han kun besad kongemagten i Böhmen i ét år. 

 

Da Stuart-slægten så at sige uddøde i England i 1714, kom Elizabeth Stuarts barnebarn på tronen som Georg I. Dermed blev hun stammoder til den hanoveranske kongeslægt, der regerede i næsten 200 år, nemlig indtil 1901. Senere skiftede denne britiske kongeslægt med det tyskklingende navn image ved med et kunstgreb  at forvandle sig til det mere engelsk klingende Windsor. Smart og sikkert vældig populært i England. 

Det er en interessant tanke, at alle europæiske kongehuse nedstammer fra kongeparret Anne og Jakob I/VI. At det var Maria Stuarts eneste overlevende barn, sønnen Jakob, der blev stamfar, selv om hun blev henrettet som en forbryder er også underligt. 

Her ses kongeparret Anne og Jakab med deres ældste søn, Henrik, der døde som 18-årig. Han lignede i øvrigt også Christian IV i udseende, og alle - inklusiv hans far - ventede sig en masse godt af ham som regent, men det skete altså ikke. Jakob I/VI var ellers en overtroisk fyr, der bl.a. mente, at det var hekse, der forhindrede prinsesse Anne i at kunne sejle fra Danmark til Skotland. Det kostede mange "hekse" livet, og på et tidspunkt skrev han ligefrem en dæmonologi om disse skrækkelige troldfolk, der lurede alle vegne. Ak ja, hvem siger, at de engelske kongehuses stamfar kan forventes at være fornuftig og ikke spor skør oven på sin sære opvækst: Han blev forældreløs efter moderens henrettelse og var derefter Skotlands konge som 1-årig. Da Elizabeth I, der havde fået hans mor henrettet, døde, blev han også Englands konge. Et sært livsforløb, der ikke kan undgå at præge ham, men han havde nu ikke behøvet at ladet det gå ud over "heksene" ....

 

Morderen, der blev dræbt af sit offer

 

Intet får mig til at begræde mordere, der bliver dræbt i selvforsvar af den person, de havde planlagt at myrde. Især ikke når der formentlig er tale om en seriemordere, der har mange mord på samvittigheden, sådan som det var tilfældet med Neal Martin Falls (1969-2015), der ironisk nok havde arbejdet som sikkerhedsvagt. 

Kvinden, der dræbte ham, var Heather Saul, der havde mødt Falls på internettet. Da han besøgte hende, udviklede besøget sig dog noget anderledes, end hun havde forestillet sig. Han trak nemlig en pistol og gav hende valget mellem at blive voldtaget eller myrdet. Ingen af delene forekom hende ønskværdigt, så hun greb en rive og forsvarede sig med den. Det fik ham til at lægge revolveren, som hun derefter greb og skød ham med. 

Efter hans død fandt man ud af, at han formentlig var en seriemorder, der var røget under politiets radar, og som ingen derfor kendte til. Nu blev han til gengæld mistænkt for at stå bag en hel række mord på unge kvinder rundt omkring i landet. Hans bil var nemlig fyldt med morder-udstyr, der tyder på stor erfaring på området.

 

https://www.thedailybeast.com/portrait-of-a-serial-killer-as-an-online-perv 

 

 

 

 

 

 

 

 

Når sveden hagler .....

Egentlig en temmelig vild ide, men meget a propos i disse dage, hvor vi har hedebølge, blandet godt op med noget, der ligner optræk til tordenvejr: sveden hagler af folk, og fra nogle drypper det ligefrem. Ejeren af disse armhule-hår har fået noget sjovt ud af en situation, der ellers kan drive folk til vanvid samt stor-indkøb af deodoranter. Ikke at det kan sætte en stopper for vandfaldet, men det kan dog gøre det vel-duftende ....

Mon han fik det så varmt, at han greb til fortvivlede midler? Et brusebad kan jo faktisk være den bedste behandling, men det har jo en tidsberænset virkning, så en total løsning er det ikke,

Skønt!!! Problemet er bare, at det får papirer og andet, der ikke er nagelfast eller særlig tungnt, til at fyge. Nogle steder ville folk imidlertid omkomme, hvis de ikke havde air condition-anlæg, så de kunne køle sig.

Denne smukke, unge dame lider åbenbart ikke af forøget armsved, men hvis det havde været tilfældet, ville hun have kunnet få en operation for 8.500,00 kr hos en plastikkirurg, der åbenbart er specialist på området: https://lontoftplastikkirurg.dk/behandlinger/armsved-hyperhidrose/

En operation kan selvfølgelig være nødvendig, hvis problemet er helt  vildt, men hvis man sveder én sted, så gør man det nok også andre steder. Ergo: hvad med håndflader og fodsåler? Skal de også have en omgang med kniven, og vil det hjælpe? Jeg kender ingen, der har været sådan en tur igennem, men håber, at folk finder den kur, der passer dem bedst, også hvis problemet har psykiske årsager og skyldes ekstrem nervøsitet.

 

https://iform.dk/sundhed/forebyggelse/derfor-vaagner-du-op-badet-i-sved 

https://www.brejningefterskole.dk/elevhistorie/at-svede-i-en-svedig-svedehytte/