Jeg kan virkelig godt lide at skrive "mystifystiske eventyr", og denne fortælling er fra min novellesamling, "Eventyr for robuste sjæle". Her har jeg forsøgt mig med en meget enkel fremstillingsform, dvs. uden de ofte meget overdrevne gyser-"props", der plejer at være anvendt i den slags litteratur.
DAG-ANSIGTET:
Bente kunne virkelig godt lide Steen, selv da hun dræbte ham. Hendes hænder var sommetider nærmest som besjælede, men uvillige mordinstrumenter, og det skete, at hun følte det, som om de kunne vende sig imod hende selv. Sådan var det, da de med en hurtig bevægelse knækkede halsen på Steen i det øjeblik, hvor hans hænder helt tilfældigt havde fundet det, hun plejede at kalde “grænsen”. Ingen hverken fandt eller passerede denne grænse uden at betale for det med sit liv, hvad enten hun kunne lide dem eller ej.
Steen faldt om på jorden, slap som en kludedukke, og hun trådte uden besvær hen over hans livløse krop. Man skulle næsten tro, at mine ben var skabt til sådan en situation, tænkte hun, og det er de måske også, for de er ikke blot ualmindeligt flotte, men også utroligt lange. Ja, længere end de fleste supermodellers.
Høj, slank og statuarisk tiltrak hun sig altid opmærksomhed, men det var som regel hendes smukke ansigt med de klassiske træk, der vakte den største interesse. Meget få kunne måle sig med hende med hensyn til udseende, og hun vidste, at der var et formål med al denne skønhed, men tænkte sjældent over det, selv om hun forstod at bruge den som det, den var: et instrument.
Efter at være trådt hen over Steens lig gik hun direkte hjem og begyndte næsten med det samme på sit nat-ritual. Hun spiste ikke engang, men ønskede blot at gøre sig færdig, så hun kunne gå i seng. Dødsfaldet havde berøvet hende enhver appetit, selv om hun havde været hundesulten, inden hun tog livet af stakkels Steen. Faktisk følte hun en form for sorg, som hun ikke havde oplevet før. Han var den første, hun havde truffet, der gav hende en fornemmelse af, at hun endelig forstod, hvad der rørte sig i mænd, og så endte det hele sådan. Bittert, men nødvendigt.
Med et dybt suk gik hun i gang med at fjerne den makeup, som hun vidste, at hun var nødt til at bruge, selv om hun egentlig ikke havde lyst. Hun vidste dog, at når den var væk, ville hun automatisk komme til at føle sig bedre tilpas fysisk og måske også psykisk, så hun satte sig foran det ovale spejl i soveværelset, og så begyndte hun ellers på det store arbejde med at fjerne sit dag-ansigt.
Medens hun sad dér og fjernede lag på lag af makeup, kom hun til at tænke på de andre, der var kommet for tæt på hendes specielle “grænse”. Nogle havde hun kunnet standse i tide, men de andre var alle endt på samme måde som stakkels Steen. Der var f.eks. Hans, som hun nu aldrig havde brudt sig om. Han havde troet, at det var koketteri, når hun forhindrede ham i at røre det forbudte område.
“Aha!” udbrød han, da hans fingre fandt det, han troede var et ar. “Nå, så du har fået lavet noget ved dit ansigt ….” Han lo sin specielle hånlatter, der kun gjaldt det, kvinder var eller foretog sig, og som han altid fandt latterligt. “Åh, den kvindelige forfængelighed er uden ende, men jeg må sige, at resultatet er forbløffende i dit tilfælde. Med eller uden ar er og bliver du den smukkeste af alle, og jeg elsker dig, som du er.”
Det tvivlede hun såmænd ikke på, heller ikke da hun kvalte ham med større vellyst, end hun ville have ventet, at han kunne bringe hende, ligegyldigt hvad han foretog sig. De elskede hende skam alle sammen, også Peter, der havde været den første af hendes beundrere, der bare måtte ryddes af vejen. Om og om igen havde hun fået fortalt, at det, der skete, da hans kærlige fingre fandt “grænsen” var umuligt. Ikke desto mindre skete det, sådan at det, der var skjult, blev åbenbaret, og han var begyndt at skrige og te sig helt vildt. Dermed var han dødsdømt, og det var en lettelse for hende at stoppe alt det hyleri med et snuptag.
Denne aften, hvor hun atter engang sad foran spejlet og fjernede makeup, følte hun altså helt anderledes tilpas, for hun havde håbet at kunne få et rigtigt ægte forhold til Steen. Det gik så ikke, og hun beklagede det, der var sket, men gjorde sin pligt og kontaktede Stationen, inden hun fik fjernet sig dagansigt. Hun sagde ikke andet end “Død”, og det var også nok, for den tjenstgørende forstod hende med det samme, og samtidig med, at hans ansigt tonede frem i spejlet og blev tydeligere, svarede han ligeledes med et enstavelsesord: “Forstået.” Derpå forsvandt han igen, og hun fortsatte sit arbejde med at gøre sit nat-ansigt klart.
Hendes smidige fingre gled hen over “grænsen”, og med en pegefingernegl løsnede hun det, der holdt fremmedlegemet på plads, det, som alle disse dumme mænd havde elsket. Det faldt ned i skødet på hende, samtidig med at hendes eget ansigt dukkede op i spejlet. Hun fandt nogen trøst i at kunne betragte det, der var hende, oven på dagens drama. Med glæde lod hun fingrene glide hen over sine grønlige, skællede reptilkinder. “Hallo, smukke!” sagde hun. “Dér er du jo igen!” Hun bøjede sig forover og var lige ved at tabe det aftagelige dag-ansigt, som hun havde ladet blive liggende i skødet. Faktisk følte hun lyst til at tage det og slynge det fra sig, men vidste, at det ikke gik, for i morgen var der atter en dag, hvor hun måtte forvandle sig til en jordisk skønhed, hun selv fandt hæslig …
