Lige til a spise ....

Jeg ved ikke, hvem denne unge dame er, men hun opfylder de gældende skønhedsidealer for kvinder i vor tid, så næste skridt bliver vel at opfatte hende som en lækkerbidsken. Det gør hun tilsyneladende også selv, og det interessante er, at den synsvinkel forventes af kvinder: er jeg lækker, eller er jeg ikke lækker, og hvis ikke, så graver jeg mig ned, for så er jeg mislykket!!! Nogle mandlige skuespillere og modeller lever også af deres ydre, men hvis de er "alt for" smukke, så begynder det på et vist tidspunkt at tælle baglæns. Man anlægger en ironisk distance til dem, som der slet ikke er med kvinder, der bare ikke kan blive for smukke og lækre.

Mange vil opfatte denne fyr som bøsse, hvad han ikke nødvendigvis er, bare fordi han gør sig lækker på et fotografi. Jeg aner ikke, hvem han er, men han viser sig afgjort frem på en "piget" måde: kvinder kan være nedringede helt ned til navlen - og måske endda endnu længere - men det accepteres ikke på samme måde med mænd, selv om de måske har god grund til at være stolte af deres biceps. 

Da han blev Mr. Universe, var han muskuløs og sikkert også veltrænet, hvis man skal bedømme ham ud fra det indsatte fotografi af ham i hans velmagtsdage, men nu er han så sandelig gammel. Sådan går det med os alle, hvis vi da holder længe nok, men det ses og erkendes mere i forhold til mennesker, der har levet af deres udseende. På det punkt kan omgivelserne være ret nådesløse og forlange, at de forhenværende skønheder holder sig evigt unge og smukke. 

Det gjaldt f.eks. den kønne og sprælske skuespiller Carrie Fisher, der ikke havde været i offentlighedens søgelys et stykke tid. Da hun dukkede op igen (vist nok kort før sin død i 2016), chokerede det en masse dumme mennesker, at hun ikke længere lignede sit ungdommelige jeg, men nu var en midaldrende, men dog ganske nydelig kvinde. På det tidspunkt var hun vel sagtens i 50'erne, men der var hånlige bemærkninger om hendes forandrede ydre fra folk, der forventede, at hun lignede én i tyverne. Jeg vil ikke sige, det er umuligt, for nogle holder sig fantastisk godt, men det skal nu ikke være et krav, hverken til mænd eller kvinder, og livet handler altså også om andet ....

 

Om at holde styr på den allermest obsternasige

Jeg har altid ment, at mandens penis er verdens mest misvisende kompasnål, men andre sammenligner den altså med en hane, idet en af dens engelske benævnelser jo netop er "cock". Hvordan dette end forholder sig, så har den lavet utrolig mange ulykker, ja, den rene ravage i mange kvinders liv, og jeg forbeholder mig derfor retten til at nære en vis mistro til dens gode hensigter. Det er der faktisk også andre, der har gjort, idet den op igennem tiden er bleve tøjret og spærret inde på forskellig vis.

Nogle af dem ligner nærmest tortur-instrumenter, men det var selvfølgelig også en alvorlig sag, hvis det kære lem bevægede sig på en ureglementeret måde, f.eks. under noget så Gud-vederstyggeligt som onani. 

Gad vide, om dette er en afskrækkende efterligning af det fiktive organ Vagina Dentata: "hvis du osv., så møder du en med tænder, og den hapser dig". Det er lige præcis den slags skræmmekampagner, man tiltænker visse kirkelige kræfter, og det er uretfærdigt imod begge køn ....

Det vigtigste var/ er (???) åbenbart at holde styr på den mandlige legemsdel, der viser, at han er et menneske af kød og blod. Efter at have læst og hørt om vilde og voldsomme voldtægter er jeg såmænd den første til at sige, det kan være nødvendigt for nogen, men det tror jeg ikke gælder for dem alle. De fleste føler sig nok ikke engang tilsrækkelig velkommen til at give efter for deres tilbøjeligheder, og det er jo også sørgeligt. En balance er - som i så meget andet her i livet - at foretrække.

 

Aha, aliens!!!!

Dette er formentlig et stykke legetøj, men hvis man leger lidt med tanken om, at det KAN være den ægte vare, så står vi over for en hel række problemer og ikke mindst opgaver, der bl.a. er forbundet med vores egen psyke og moral. Hvis de kommer som erobrere - og det er der jo mange film og bøger, der lægger op til - så har vi flere muligheder: 1) tage kampen op, (men med deres avancerede teknik, der har fået dem her til jorden, er sådan en taktik nok dømt til fiasko), 2) blive gode venner med dem (dur kun, hvis sympatien er ægte fra begge sider), 3) gemme os steder, hvor de ikke kan komme, f.eks. fordi vores atmosfære er farlig for dem, (men det lykkes sikkert kun nogle få af os, og hvis menneskeheden ikke lige med et har forandret sig rigtig meget, så vil vi slås indbyrdes, for det plejer vi nemlig at gøre).

Hvad så, hvis det er os, der ikke bare lander på en fremmed planet, men som bliver der et godt stykke tid eller ligefrem invaderer den? Det vil kræve en moral og en ansvarsfølelse af os, som jeg tvivler på, at vi sådan uden videre kan mønstre. Her tænker jeg også på de jordiske lande og fremmede folkeslag, der er blevet invaderet af (med-)mennesker fra en fremmed nation, for det er faktisk en god markør af vores generelle opførsel. Vi har en vis oparbejdet sympati for E.T., og aliens er ikke indianere, meeeen ....

 

    

Geniet, der forsvandt

Barbara Newhall Follett (født i 1914) var bare fire år gammel, da hun begyndte at skrive, og hun udgav sin første roman, "The House Without Windows", som 12-årig. Alle beundrede hendes talent, ikke mindst fordi det tydeligvis blev mere og mere veludviklet med årene, tilmed iblandet sproglige fornyelser med selvopfundne ord osv.. 

Et par år efter at have udgivet sin første bog, fulgte den næste, "The Voyage of the Norman D", men Depressionen samt forældrenes skilsmisse skabte mange problemer for hende og hendes familie. Nok skrev hun stadig, men hun blev nødt til at tage arbejde som sekretær som 16-årig. Tre år senere giftede hun sig med Nicherson Rogers, men ægteskabet fungerede ikke rigtig for hende, bl.a. fordi hun mistænkte, at hendes mand var hende utro. 

Den 7. december 1939 havde ægteparret et voldsomt skænderi, der endte med, at hun stormede ud ad døren og i bogstavelig forstand forsvandt, tilmed uden at Nicherson meldte hendes forsvinden før to uger senere. Eftersom hun var gift, refererede politirapporten ikke til det beundrede forfatter-navn, da hun stod anført som Mrs. Rogers. Det betød, at pressen ikke var særlig interesseret i denne forsvundne, men anonyme ægtehustrus skæbne. Noget, der selvfølgelig gjorde, at folk ikke indgav anmeldelser om spor, der kunne hjælpe politiet samt hendes familie med at finde hende.

"The House Without Windows" handlede om en pige, der slog sig ned i en skov og levede her alene sammen med dyr, der blev hendes venner. Dette burde måske have fået politiet på sporet, for da man fandt et skeleteret lig i Pulsifer Hill in Holderness, New Hampshire, var det ikke usandsynligt, at det var den forsvundne forfatter. Man mente dog længe, at liget tilhørte en anden kvinde, og eftersom knoglerne nu også er forsvundet, er det umuligt at afgøre med 100% sikkerhed. Opmålingerne af de fundne skeletrester tyder dog på, at de højst sandsynligt tilhørte Barbara, fordi hendes højde passede med knoglernes, hvilket den anden kvindes ikke gjorde på samme måde. Hvis det er hende, så begik hun formentlig selvmord med et sovemiddel.

 

https://lareviewofbooks.org/article/a-place-of-vanishing-finding-barbara-newhall-follett/ 

 

https://www.theguardian.com/books/2019/sep/14/house-without-windows-barbara-newhall-follett-jackie-morris 

https://crimereads.com/what-happened-to-barbara-newhall-follett/

 

Kameraet, der så begivenheder og skæbner

Amerikaneren Margaret Bourke-White (1904 –1971) var den første kvindelige fotojournalist, der havde evnen til at få indpas steder, hvor mænd åbenbart ikke fik adgang. F.eks. fik hun lov til at tage billeder af russisk industri under Sovjets femårsplan. Inden da havde hun udmærket sig som den første kvindelige doku-fotograf, og hendes billeder fra Anden Verdenskrig var vidt berømte. Det gjaldt også hendes fotos af socialt udsatte grupper som f.eks.  "World's Highest Standard of Living"-billedet og andre fotografier fra Depressionens tid i Syden.

Kontrasten mellem de fattige sorte, der står i kø foran en plakat med en hvid, glad, smilende og velnæret middelklasse-familie er et stærkt indlæg, der står sig som et socialt udsagn den dag i dag. Dette billede blev senere basis for Curtis Mayfield's album fra 1975, "There's No Place Like America Today". Margaret Bourke-White var i tre år gift med den meget produktive sydstatsforfatter Erskine Caldwell, der bl.a. skrev de berømte bøger "Guds lille ager" og "Tobaksvejen". Selv om ægteskabet altså ikke holdt, samarbejdede de om en bog om forholdene i Syden under Depressionen, "You Have Seen Their Faces" (1937).

Hun var tiknyttet Life Magazine gennem flere år, og kun sygdom (Parkinson) fik hende til at trække sig fra arbejdet som foto-journalist i 1969. Inden da havde hun haft utrolige oplevelser som den første kvindelige krigskorrespondent, bl.a. i Sovjetunionen. Faktisk var hun den første kvinde, der fik lov til at arbejde som krigskorrespondent i kampzoner. Således var hun i Moskva, da Tyskland brød sin ikke-angrebspagt og invaderede Rusland. Her fotograferede hun iøvrigt også Stalin, bl.a. med et smil.

Også dette billede af Gandhi er berømt, og man kan sige, at hun havde en særlig evne til at være dér, hvor der skete store og dramatiske sociale forandringer, men hun havde også øje for andre emner og situationer, som hun mente burde dokumenteres. Kort sagt, hun var en stor og samvittighedsfuld dokumentarist af alt muligt, der rørte sig i tiden.

https://www.buzzfeednews.com/article/gabrielsanchez/margaret-bourke-white-photography

https://www.google.com/search?q=most%20famous%20margaret%20bourke%20white%20photos&tbm=isch&hl=en&sa=X&ved=0CCMQrNwCKABqFwoTCJCx3ofr6usCFQAAAAAdAAAAABAQ&biw=1263&bih=882 

 

 

 

Dræbt af plastik

Sikkert rigtig nok, men kranier bør nu helst blive siddende dér, hvor de oprindelig er blevet placeret af naturen. Hvad plastik angår, så har vi endnu engang skabt et problem af den alvorlige slags for alle levende skabninger på denne planet. Det er især foruroligende, hvad der sker med havene: "Intet mindre end 8 millioner ton plastik ender i havene hvert år. Det svarer til, at en skraldevogn tømmer sin last ud i havet hvert minut. Hvis denne tendens fortsætter, vurderer FN, at der i 2050 vil være mere plastik end fisk i verdenshavene. Plastik kan nemlig overleve i vand i flere hundrede år. Den nedbrydes langsomt til mindre dele og gør havet til en giftig plastiksuppedas." 

Det er meget tragisk, at det er kommet så vidt med noget, der aldrig burde have været et problem. Vi har da sikkert hørt advarende røster, men ikke som en råben, nej, snarere som en mumlen, der ikke rigtig er blevet hørt eller er blevet taget alvorligt. Her må man sige, at vi desværre har en utrolig evne til ikke at høre det, der gør tingene besværlige for os. Advarsler - både af helbredsmæssig, politisk og miljømæssig art - overhøres alt for ofte, fordi vi er mere optaget af det, der kan give os glæde her og nu, og som ikke kræver andet af os end en deltagelse, som vi ser som en nydelse. Kort sagt, vi er utrolig overfladiske, og det svier til os ....

https://envs.au.dk/faglige-omraader/miljoefarlige-stoffer/olie-og-plast-i-havet/

 

https://faktalink.dk/plastforurening-havet 

 

 

 

Onan - når sæden spildes

 

Dette ligner et ordinært kærligheds-sceneri med en forførerisk kvinde og en let-at-forføre-mand, men selv om det første er rigtigt, så er det sidste forkert. Manden er ikke engang nysgerrig eller "ude på noget", bortset fra at slippe afsted med dyden i behold. Scenen refererer til Første Mosebog fra Det Gamle Testamente, 38:8–10, og det erotisk ladede billede handler om Onan, der blev beordret til at gå i seng med sin afdøde brors kone for at give han afkom. Nu ved vi jo, at de gamle Bibel-gutter gik meget op i slægtens bevarelse, hvilket jo altså kræver, at der bliver avlet børn (og helst drenge). Man må sige, at de havde en meget jordnær opfattelse af det, vi senere har talt om som romantik, og de vidste udmærket, at børn skabes af sæd. Ægget tror jeg ikke, de havde noget begreb om, men sæden fik nærmest status som noget helligt, der derfor ikke måtte gå til spilde.

Onan havde dog sine egne ideer, og det med at avle børn med sin svigerinde huede ham ikke, for så ville disse eventuelle børn jo ikke regnes for hans, men hans brors. Hvad gjorde han så, for at komme ud af kniben? Jo, han opfandt (?) det afbrudte samleje, idet han afleverede sin sæd uden for svigerindens vagina. Genialt, eller hva'? Nej, ikke ifølge de gamle Bibel-folk, for ved at trække sig tilbage, men udgyde sæden, spildte han jo disse "hellige dråber", og det var ifølge deres begreber en alvorlig forsyndelse imod Jahve. 

                        Gamle Jahve var lidt speciel, men ham skulle man ikke lægge sig ud med 

I Det Gamle Testamente er omskæring af drengebørn først og fremmest et tegn på pagten mellem Jahve og det udvalgte folk - dvs. jøderne - og i Første Mosebog, kapitel 17,11-13, befaler Jahve Abraham at sørge for, at alle mænd og drenge i hans nærmeste hus omskære. Desuden skal omskærelse otte dage efter fødslen nu være en fast tradition for alle hans efterkommere. Ikke nok med det, men en uomskåret mand skal dræbes (17,14). Uomskårne mænd fra andre folkeslag hånes eller forfølges.

Jahve er jo altså en meget streng gud, og på et tidspunkt anngriber han Moses (Anden Mosebog, 4) midt om natten. Situationen reddes imidlertid af Sippora, der er gift med Moses, for hun omskærer egenhændigt deres søn med en flintekniv (!!!!!!) og berører enten sin mands eller sin søns kønsdele med den blodige forhud med ordene "Du er min blodbrudgom" (4,25). Hvad det går ud på, er der vist ingen, der ved, men det behager altså den vrede Jahve, så han alligevel ikke gør Moses fortræd. Alt i alt en ret forbløffende fortælling, men dem er Biblen jo altså fuld af, ikke mindst når det gælder forhuder, omskæring og hellige pagter ....