Den konstruktive ugidelighed

Ih, hvor er han flittig - WOW! Spørgsmålet er, hvor længe kan han holde til det ræs, og - hvilket også er meget vigtigt for at holde dampen i kog - hvor længe vil det være sjovt? Når det ikke længere er en heldagsfornøjelse, og han har vundet de medaljen, han han ønsket at få, ja, så er tiden inde til at vende succesen som sportsmand til noget andet, nemlig den pekuniære succes = moneter, guld, penge! Så snart medaljerne er i hus, bliver han et godt blikfang, der kan sælge alt muligt i betalte reklamer, der ikke har det mindste med cykelsport at gøre. Det svarer faktisk til de før i tiden meget brugte sæbe-annoncer med skuespiller-blikfang ....

Denne "mimsy" skal selvfølgelig have de samme gode vilkår som Kim Novaks (formentlig) havde, og det betyder alså LUX. For at lægge ansigt, (men kun indirekte "mimsy") til har hun sikkert høstet et millionbeløb, og det skal være hende velundt.

Det er klart, hvis ikke man vil lægge muskler til - eller tror på projektet - så er det en fed fidus at sælge skovle, og det kan sikkeert gøres hjemmefra ....

Det mærkelige ved flade-ud-dage er, at de tit befordrer kreativitet og en fornyet aktivitet. Man skal selvfølgelig være kreativ, så tankerne får skinner at gå på, men for kreative folk er flade-ud-dage slet ikke at foragte. F.eks. kan man se en eller anden mere eller mindre ligegyldig TV-udsendelse, men ud af den kommer der nye tanker, der knopskyder og bliver til noget helt andet. Faktisk en ganske interessant proces, som jeg dog tror, at mange er blinde overfor. De fornemmer ikke, at det er det, der sker med dem, og det er synd, hvad enten det er håndens eller åndens kreativitet, der bremses på halvvejen.

Kender fornemmelsen, men det er desværre ikke nær så let at "ikke gøre noget", som det er at tage fat på det i dagligdagen, der nu engang presser på. Er det nogensinde lykkedes 100% for mig eller nogen, jeg kender? Nej, det tror jeg ikke, for så skulle man vel nærmest være nedfrosset - eller død!!! På en eller anden måde ender det altid med, at man gør noget om så det bare er at få ordnet opvasken. Jeg opfatter altså ikke flade-ud som det samme som total liggen-hen, og hvor jeg er for det første, så er jeg ret loren ved det sidste.

Her tror jeg, at Bill Gates er inde på noget af det rigtige. Dvs. hvis han altså tænker på den i flade-ud-tilstanden yderst kreative person og ikke den inaktive flade-du-ditto ....

https://www.creativejeffrey.com/creative/lazy.php?topic=creative

https://www.linkedin.com/pulse/want-successful-become-lazy-creative-arinze-obiezue/ 

https://www.lifehack.org/312035/7-reasons-why-lazy-people-are-more-likely-successful

 

Når adressebogen tømmes helt automatisk ....

Noget af det, som Covid-19 ikke hjælper på, er chancen for at møde nye mennesker og få udbygget sin i forvejen smuldrende vennekreds. Forleden, da jeg ledte efter en adresse på en fortidig ven i en gammel adressebog, stødte jeg således på navne på folk, som jeg tidligere omgikkes som venner. Nogle af dem havde jeg nærmest glemt, men andre var bare ligesom "blevet borte". Ved nærmere eftertanke fandt jeg så ud af, at en stor del af sidste gruppe rent faktisk var døde, de fleste ved det, man kalder "naturlig afgang", men også nogle, hvis død virker lidt mystisk på mig. Ikke at jeg mistænker, at de er blevet myrdet, men på den anden side: hvem dør ganske pludseligt som 35-årig, uden at der tilsyneladende er en logisk forklaring? Well, "ingen ved, osv.", men alligevel ....

Den gamle ven/bekendts adresse, som jeg ledte efter, viste sig "selvfølgelig" ikke længere at bo det samme sted, men var netop "flyttet på kirkegården", som man siger. Jo ældre man bliver, desto hurtigere går det at få tømt sin adressebog for realistiske kontakter, og det er ærlig talt en trist tanke, ikke mindst her i Covid-19-tiden ....

 

Lige til a spise ....

Jeg ved ikke, hvem denne unge dame er, men hun opfylder de gældende skønhedsidealer for kvinder i vor tid, så næste skridt bliver vel at opfatte hende som en lækkerbidsken. Det gør hun tilsyneladende også selv, og det interessante er, at den synsvinkel forventes af kvinder: er jeg lækker, eller er jeg ikke lækker, og hvis ikke, så graver jeg mig ned, for så er jeg mislykket!!! Nogle mandlige skuespillere og modeller lever også af deres ydre, men hvis de er "alt for" smukke, så begynder det på et vist tidspunkt at tælle baglæns. Man anlægger en ironisk distance til dem, som der slet ikke er med kvinder, der bare ikke kan blive for smukke og lækre.

Mange vil opfatte denne fyr som bøsse, hvad han ikke nødvendigvis er, bare fordi han gør sig lækker på et fotografi. Jeg aner ikke, hvem han er, men han viser sig afgjort frem på en "piget" måde: kvinder kan være nedringede helt ned til navlen - og måske endda endnu længere - men det accepteres ikke på samme måde med mænd, selv om de måske har god grund til at være stolte af deres biceps. 

Da han blev Mr. Universe, var han muskuløs og sikkert også veltrænet, hvis man skal bedømme ham ud fra det indsatte fotografi af ham i hans velmagtsdage, men nu er han så sandelig gammel. Sådan går det med os alle, hvis vi da holder længe nok, men det ses og erkendes mere i forhold til mennesker, der har levet af deres udseende. På det punkt kan omgivelserne være ret nådesløse og forlange, at de forhenværende skønheder holder sig evigt unge og smukke. 

Det gjaldt f.eks. den kønne og sprælske skuespiller Carrie Fisher, der ikke havde været i offentlighedens søgelys et stykke tid. Da hun dukkede op igen (vist nok kort før sin død i 2016), chokerede det en masse dumme mennesker, at hun ikke længere lignede sit ungdommelige jeg, men nu var en midaldrende, men dog ganske nydelig kvinde. På det tidspunkt var hun vel sagtens i 50'erne, men der var hånlige bemærkninger om hendes forandrede ydre fra folk, der forventede, at hun lignede én i tyverne. Jeg vil ikke sige, det er umuligt, for nogle holder sig fantastisk godt, men det skal nu ikke være et krav, hverken til mænd eller kvinder, og livet handler altså også om andet ....

 

Om at holde styr på den allermest obsternasige

Jeg har altid ment, at mandens penis er verdens mest misvisende kompasnål, men andre sammenligner den altså med en hane, idet en af dens engelske benævnelser jo netop er "cock". Hvordan dette end forholder sig, så har den lavet utrolig mange ulykker, ja, den rene ravage i mange kvinders liv, og jeg forbeholder mig derfor retten til at nære en vis mistro til dens gode hensigter. Det er der faktisk også andre, der har gjort, idet den op igennem tiden er bleve tøjret og spærret inde på forskellig vis.

Nogle af dem ligner nærmest tortur-instrumenter, men det var selvfølgelig også en alvorlig sag, hvis det kære lem bevægede sig på en ureglementeret måde, f.eks. under noget så Gud-vederstyggeligt som onani. 

Gad vide, om dette er en afskrækkende efterligning af det fiktive organ Vagina Dentata: "hvis du osv., så møder du en med tænder, og den hapser dig". Det er lige præcis den slags skræmmekampagner, man tiltænker visse kirkelige kræfter, og det er uretfærdigt imod begge køn ....

Det vigtigste var/ er (???) åbenbart at holde styr på den mandlige legemsdel, der viser, at han er et menneske af kød og blod. Efter at have læst og hørt om vilde og voldsomme voldtægter er jeg såmænd den første til at sige, det kan være nødvendigt for nogen, men det tror jeg ikke gælder for dem alle. De fleste føler sig nok ikke engang tilsrækkelig velkommen til at give efter for deres tilbøjeligheder, og det er jo også sørgeligt. En balance er - som i så meget andet her i livet - at foretrække.

 

Aha, aliens!!!!

Dette er formentlig et stykke legetøj, men hvis man leger lidt med tanken om, at det KAN være den ægte vare, så står vi over for en hel række problemer og ikke mindst opgaver, der bl.a. er forbundet med vores egen psyke og moral. Hvis de kommer som erobrere - og det er der jo mange film og bøger, der lægger op til - så har vi flere muligheder: 1) tage kampen op, (men med deres avancerede teknik, der har fået dem her til jorden, er sådan en taktik nok dømt til fiasko), 2) blive gode venner med dem (dur kun, hvis sympatien er ægte fra begge sider), 3) gemme os steder, hvor de ikke kan komme, f.eks. fordi vores atmosfære er farlig for dem, (men det lykkes sikkert kun nogle få af os, og hvis menneskeheden ikke lige med et har forandret sig rigtig meget, så vil vi slås indbyrdes, for det plejer vi nemlig at gøre).

Hvad så, hvis det er os, der ikke bare lander på en fremmed planet, men som bliver der et godt stykke tid eller ligefrem invaderer den? Det vil kræve en moral og en ansvarsfølelse af os, som jeg tvivler på, at vi sådan uden videre kan mønstre. Her tænker jeg også på de jordiske lande og fremmede folkeslag, der er blevet invaderet af (med-)mennesker fra en fremmed nation, for det er faktisk en god markør af vores generelle opførsel. Vi har en vis oparbejdet sympati for E.T., og aliens er ikke indianere, meeeen ....

 

    

Geniet, der forsvandt

Barbara Newhall Follett (født i 1914) var bare fire år gammel, da hun begyndte at skrive, og hun udgav sin første roman, "The House Without Windows", som 12-årig. Alle beundrede hendes talent, ikke mindst fordi det tydeligvis blev mere og mere veludviklet med årene, tilmed iblandet sproglige fornyelser med selvopfundne ord osv.. 

Et par år efter at have udgivet sin første bog, fulgte den næste, "The Voyage of the Norman D", men Depressionen samt forældrenes skilsmisse skabte mange problemer for hende og hendes familie. Nok skrev hun stadig, men hun blev nødt til at tage arbejde som sekretær som 16-årig. Tre år senere giftede hun sig med Nicherson Rogers, men ægteskabet fungerede ikke rigtig for hende, bl.a. fordi hun mistænkte, at hendes mand var hende utro. 

Den 7. december 1939 havde ægteparret et voldsomt skænderi, der endte med, at hun stormede ud ad døren og i bogstavelig forstand forsvandt, tilmed uden at Nicherson meldte hendes forsvinden før to uger senere. Eftersom hun var gift, refererede politirapporten ikke til det beundrede forfatter-navn, da hun stod anført som Mrs. Rogers. Det betød, at pressen ikke var særlig interesseret i denne forsvundne, men anonyme ægtehustrus skæbne. Noget, der selvfølgelig gjorde, at folk ikke indgav anmeldelser om spor, der kunne hjælpe politiet samt hendes familie med at finde hende.

"The House Without Windows" handlede om en pige, der slog sig ned i en skov og levede her alene sammen med dyr, der blev hendes venner. Dette burde måske have fået politiet på sporet, for da man fandt et skeleteret lig i Pulsifer Hill in Holderness, New Hampshire, var det ikke usandsynligt, at det var den forsvundne forfatter. Man mente dog længe, at liget tilhørte en anden kvinde, og eftersom knoglerne nu også er forsvundet, er det umuligt at afgøre med 100% sikkerhed. Opmålingerne af de fundne skeletrester tyder dog på, at de højst sandsynligt tilhørte Barbara, fordi hendes højde passede med knoglernes, hvilket den anden kvindes ikke gjorde på samme måde. Hvis det er hende, så begik hun formentlig selvmord med et sovemiddel.

 

https://lareviewofbooks.org/article/a-place-of-vanishing-finding-barbara-newhall-follett/ 

 

https://www.theguardian.com/books/2019/sep/14/house-without-windows-barbara-newhall-follett-jackie-morris 

https://crimereads.com/what-happened-to-barbara-newhall-follett/

 

Kameraet, der så begivenheder og skæbner

Amerikaneren Margaret Bourke-White (1904 –1971) var den første kvindelige fotojournalist, der havde evnen til at få indpas steder, hvor mænd åbenbart ikke fik adgang. F.eks. fik hun lov til at tage billeder af russisk industri under Sovjets femårsplan. Inden da havde hun udmærket sig som den første kvindelige doku-fotograf, og hendes billeder fra Anden Verdenskrig var vidt berømte. Det gjaldt også hendes fotos af socialt udsatte grupper som f.eks.  "World's Highest Standard of Living"-billedet og andre fotografier fra Depressionens tid i Syden.

Kontrasten mellem de fattige sorte, der står i kø foran en plakat med en hvid, glad, smilende og velnæret middelklasse-familie er et stærkt indlæg, der står sig som et socialt udsagn den dag i dag. Dette billede blev senere basis for Curtis Mayfield's album fra 1975, "There's No Place Like America Today". Margaret Bourke-White var i tre år gift med den meget produktive sydstatsforfatter Erskine Caldwell, der bl.a. skrev de berømte bøger "Guds lille ager" og "Tobaksvejen". Selv om ægteskabet altså ikke holdt, samarbejdede de om en bog om forholdene i Syden under Depressionen, "You Have Seen Their Faces" (1937).

Hun var tiknyttet Life Magazine gennem flere år, og kun sygdom (Parkinson) fik hende til at trække sig fra arbejdet som foto-journalist i 1969. Inden da havde hun haft utrolige oplevelser som den første kvindelige krigskorrespondent, bl.a. i Sovjetunionen. Faktisk var hun den første kvinde, der fik lov til at arbejde som krigskorrespondent i kampzoner. Således var hun i Moskva, da Tyskland brød sin ikke-angrebspagt og invaderede Rusland. Her fotograferede hun iøvrigt også Stalin, bl.a. med et smil.

Også dette billede af Gandhi er berømt, og man kan sige, at hun havde en særlig evne til at være dér, hvor der skete store og dramatiske sociale forandringer, men hun havde også øje for andre emner og situationer, som hun mente burde dokumenteres. Kort sagt, hun var en stor og samvittighedsfuld dokumentarist af alt muligt, der rørte sig i tiden.

https://www.buzzfeednews.com/article/gabrielsanchez/margaret-bourke-white-photography

https://www.google.com/search?q=most%20famous%20margaret%20bourke%20white%20photos&tbm=isch&hl=en&sa=X&ved=0CCMQrNwCKABqFwoTCJCx3ofr6usCFQAAAAAdAAAAABAQ&biw=1263&bih=882