Eskimo-vennen "Hell Roaring Mike"

Michael Healey ligner i høj grad sine irske forfædre, og umiddelbart kan jeg ikke se spor efter hans mødrene ophav, slavepigen og mulatten, Mary Eliza Smith, der levede sammen med den mand, der havde købt hende, da hun blev solgt som 15-årig. Ikke desto mindre var den irsk udseende Michael Healey i lovens øjne både slave og mulat, hvilket vil sige nederst i det sociale hieraki.  

Hvor hans brødre på elegant vis snoede sig igennem fordomme og love, der begrænsede mennesker af blandet race, reagerede han med vrede og oprør på sin families velmente forsøg på at få ham til at gå samme vej som sine brødre (: se blogindlægget i går = "Sort-hvid karriere"). Han ville aldeles ikke på  de skoler, der havde givet hans brødre, James Augustine Healey, Patrick Francis Healey og Sherwood Healey succesfulde  karrierer i de hvides verden. Nej, efter et år på en fransk skole stak han af til England, hvor han fik en tjans som kahytsdreng på skibet "Jumna". Åbenbart et glimrende valg, for han fik efterhånden også hyre som skibsofficer på forskellige handelsskibe.

I 1864 - midt under Borgerkrigen - vendte han tilbage til USA, hvor han søgte en stilling på en toldkrydser. Hans ansøgning blev imødekommet - og underskrevet af ingen ringere end præsidenten, Abraham Lincoln.

Den 29. marts 1867 blev Alaska købt og indlemmet som en stat, selv om der var mange kritiske røster, da ingen kunne se, hvad man ville med disse enorme "is-marker". Transporten til Alaska af læger, handelsfork, osv. foregik som regel med de toldkrydsere, der allerede var i gang, og sådan gik det til, at Healey blev involveret i et andet mere eller mindre misforstået og ikke værdsat folkeslags skæbne.

Kort, der viser Alaskas position

Man kan sige, at Healey, der altså stod for en del forsyninger til Alaskas befolkning, også fungerede som en art vildt- og politibetjent. Ud over dette måtte han ofte træde til som assistent for læger, foruden at han også blev "postbud" og meget mere. Der er altså ingen tvivl om, at han virkelig var i kontakt med både den indfødte befolkning og de forskellige tilflyttere: han kendte området og kunne se, når noget ikke rigtig fungerede. 

Folk syntes, at Healey var "vanskelig", da han havde temperament, hvilket måske hænger sammen med hans drikkevaner. Han kan formentlig karakteriseres som alkoholiker, men udøvede sine pligter og havde også mange beundrere, da han var kendt for sit personlige mod. Der var dog et par "episoder", der førte til anklager imod ham, bl.a. for grusomhed imod et uregerligt besætningsmedlem. De fleste erkendte dog hans generelle humanisme. Det sidste viste sig ikke mindst, da han opdagede, at det gav den indfødte befolkning store problemer, at der var færre sæler og hvaler end før. Da dette problem gik op for ham, fik han indført rensdyr fra Sibirien for at kompencere de indfødte eskimoer for manglen på det sædvanlige jagtbytte. Eskimoerne nærede også stor respekt for ham og gav det skib, han havde kommandoen over, hædersnavnet "Healeys kanon". Hans stående ordre til alle, han arbejdede med, var: "Giv aldrig en indfødt et løfte, du ikke kan opfylde til punkt og prikke!" Sådan var han selv, og han tålte ikke uretfærdigheder imod disse indfødte folk.

En af disse damer er Mary Jane Roach, der giftede sig med Healey i 1865. Hun fødte en søn, Frederick, i 1870, og han førte senere slægten videre. Sørgeligt nok var Frederick det eneste ud af ialt atten graviditeter, der lykkedes for hende ....

 

 

Skind og samvittighed

Greta Garbo i en mink-pels 

Som datter af en buntmager er jeg vokset op med et afslappet forhold til pelse samt andre skind-produkter, men det har ændret sig med tiden. Jeg er jo nemlig også dyreven, og dyrevenner går ikke ind for forbruget af dyr, der opdrættes og dræbes på grund af det, vi mennesker også har: huden. Ergo har jeg efterhånden gjort mig fri af de fleste skindprodukter, (men dog ikke alle), og det er meget, meget sjældent, jeg spiser kød. (Fiskeretter har jeg dog stadig et ømt punkt for, så jeg har alså ikke nået logikkens højder endnu ...) 

Denne fint udsmykkede krokodille blev 130 år, og da den var et æret og elsket medlem af den indiske landsby, hvor den boede, hædrede beboerne den som ved en menneske-begravelse. Krokodillen er nok ligeglad, men det er da rørende, også at man havde givet den navnet Gangaram, så den forvandles fra et anonymt uhyre til en person eller i hvert fald et individ. Jeg er dog lidt forbeholden over for beboernes udnævnelse af den til "beskytter" af landsbyen, for det den slags ligger nu ikke rigtig til krokodiller eller alligatorer.

Andre personer - som f.eks. buntmagere - ville have betragtet afdøde Gangaram med grådige øjne, for krokodilleskind er altså mægtig flot. Da jeg ryddede op i mine gemmer forleden, fandt jeg en kvittering på hele tre krokodilleskindstasker og to slangeskindstasker, som jeg åbenbart har købt i et øjebliks vanvid for 10-15 år siden. Det var vintage-tasker, så det er altså ikke mig, der har givet ordren til at myrde dyrene for deres skind, men alligevel: slem Else! 

Selv som brugt er sådan en taske dyr, og det bør den også være, for dyrene skal ikke misbruges som pynt og/eller statussymbol for os. 

Hvad mine indkøbte vintage-tasker angår, så havde jeg helt glemt, at jeg i sin tid har købt dem. Faktisk kom beviset i form af kvitteringen med pris og salgsdato helt bag på mig, for den slags gør jeg jo bare ikke .... Med hensyn til taskernes videre skæbne, så er de - som så meget andet, jeg har købt i tidens løb - havnet hos en velgørende organisation i stil med Røde Kors. Jeg kunne selvfølgelig have begravet dem med en ægte begravelsesceremoni, som var de døde kæledyr, men det gjorde jeg altså ikke ....

 

Stor succes i en kvindeverden

Tupperware har måske nok mere eller mindre udspillet sin rolle, men hvor har de dog ellers skabt arbejde og lettelser i husholdningen for mange kvinder i 1950'erne og adskillige årtier frem. Deres succes skyldtes ikke mindst Brownie Mae Humphrey (1913-1992), der så et potentiale i de smarte plastik-bøtter og købte et parti, da hendes chef ikke ville have noget med dem at gøre. Hun gik i gang med at sælge de bøtter, hun havde købt, ved home-parties, hvor kvinder mødtes og beså varerne i et hyggeligt samvær i private hjem.

Hendes eks-chef må have ærget sig, for ikke bare gik han glip af et godt produkt, som har bare ikke kunne se noget i, men han mistede også en dygtig medarbejder, der virkelig forstod at sælge. Som fraskilt mor til en søn blev hun også drevet frem af sine forsørgerpligter, hvilket sikkert har været en god drivkraft for den foretagsomme dame. At hendes koncept også gav arbejde til andre kvinder, der blev ansat til at sælge hendes bøtter ved home-parties, var noget, hun altid har udtrykt stor glæde over. Hun troede selv så meget på det, hun gjorde, at hun mente, der var grobund for en sådan udvidelse af medarbejderstaben, hvilket umiddelbart lyder voveligt i denne tidsalder med hjemmegående kvinder.

Hendes succes med salget af de populære plastik-bøtter, vakte  imidlertid Earl Tuppers opmærksomhed. Det var ham, der havde opfundet bøtterne, og han havde blik for hendes potentiale som sælger, så han tilbød hende stillingen som vicepræsident i Tupperware-firmaet. Hun betingede sig dog, at hendes koncept med home-parties blev opretholdt, hvilket blev til stor gavn for de mange kvinder, hun på den måde skaffede arbejde. Selv blev hun en berømthed via TV, ugeblade, etc., og i 1954 blev hun den første kvinde, der prydede forsiden på "Business Week". Når man hører, at hendes koncept omfattede nogle specielle ceremonier og emblemer som f.eks. "Brownie-vinger", så er det dog lige før, man tænker i kult-baner, men også den del af konceptet virkede og var måske ikke andet end en leg for hende og hendes medarbejdere.

Efterhånden som Brownie blev mere og mere berømt, opstod der dog en del "fnidder" mellem hende og Earl Tupper, der ikke brød sig om at se hende optræde i aviser og TV. Måske han heller ikke gik ind for hendes kvindebefrielse gennem salget af hans bøtter? Hvorom alting var, så blev hun tvunget ud af firmaet i 1958 med en godtgørelse på et års løn, men ingen aktier. Kort efter solgte han firmaet for $ 16 millioner, medens hun gik i gang med at opbygge et kosmetikfirma, Cinderella, der imidlertid ikke gik særlig godt. 

https://www.smithsonianmag.com/smithsonian-institution/story-brownie-wise-ingenious-marketer-behind-tupperware-party-180968658/ 

 

http://historyoftech.mcclurken.org/tupperware/uncategorized/who-was-brownie-wise/ 

 

Sort-hvid karriere

Patrick Francis Healy (1834-1910) var først med mange ting. Ikke bare blev han jesuit og katolsk præst, men han fungerede også som den 26de præsident for det hovedsagelig "hvide" Georgetown Universiy i årene 1874-1882, skønt han som søn af en farvet kvinde selv blev regnet for farvet - og slave ....

Det var noget af en præstation dengang og hang måske også sammen med hans selvforståelse som "hvid" samt hans ydre, for han lignede en europæer. Ikke desto mindre blev han ved sin fødsel juridisk set ikke bare klassificeret som sort, men altså også som slave, da han arvede sin mors sociale status, og hun var slave. Hun var som 15-16-årig blevet købt af en irsk indvandrer, der blev far til hendes ti børn. Selv om de holdt sammen, så kunne de på grund af lovene i Georgia ikke blive gift. Healey senior gjorde dog meget for sine børn og ikke mindst Patrick Francis, der blev sendt til New York for at studere, og som senere blev dr.phil. efter studier ved et fransk universitet.

Hvordan Patrick Francis Healey end oplevede sig selv, og hvordan han end så ud, så regnes han af eftertiden for den første sorte, der fik en akademisk uddannelse, og som blev præsident for et universitet samt fik et af de fornemste af dettes bygninger opkaldt efter sig. Hans tre søstre blev nonner, men en af dem forlod senere klostret for at gifte sig med en irer. To af hans brødre blev også katolske præster, og en af dem, James Augustine Healey, blev biskop af Portland, hvilket vil sige, at han blev den første farvede biskop i USA. Hver især fik disse slave-fødte irsk-amerikanere altså en karriere, hvor man kunne have frygtet, at de gik til på grund af racefordomme og forfølgelser, men det skyldtes formentlig, at de ikke umiddelbart fremstod som farvede. De udgjorde en form for "Trojansk hest", der fandt vej ind i det hvide samfund ved at ligne noget, de ikke egentlig blev regnet for at være.

(Endnu en meget markant, men helt anderledes bror vil blive omtalt i et andet blog-indlæg)

 

 

 

 

Aaron, var det dig?

Det var vist ikke helt den begivenhed, det burde have været, da den tyske anatom Johan Christoph Andreas Mayer i 1788 som den første fandt ud af, at alle mennesker har fingeraftryk. Måske man så det mere som en pudsighed end som et nyttigt værktøj for politiet. Det tog i hvert fald et godt stykke tid, før man brugte det til at identificere mordere og andre forbrydere. Da kvindemorderen Jack the Ripper huserede i London i 1888, var metoden i hvert fald endnu ikke i brug. 

At man så senere finder frem til DNA er endnu bedre, selv om der dog er visse forbrydere, der benægter dets relevans. For nogen tid siden så jeg således en udsendelse, hvor en morder mente, at hans DNA var havnet på den myrdede, fordi en myg havde stukket ham og derefter havde sat sig på den døde. Den gik selvfølgelig ikke, men bare det, at en forbryder kan finde på at forsøge sig med sådan en forklaring er tankevækkende ....

I 2018 blev der publiceret enbog, hvor det blev hævdet, at NU vidste man, hvem Jack the Ripper var, for man havde fundet hans DNA på et tilsølet tørklæde eller sjal, der lå tæt ved et af hans ofre og formodedes at tilhøre hende. 

En klat sperm og noget blod blev analyseret, og resultat var meget spændende, fordi det pegede på en af de mænd, der var blevet mistænkt, da mordene blev begået. Desværre virker dette interessante resultat alligevel usikkert, fordi prøven var blevet forurenet både på gerningsstedet og senere i forløbet. Det går selvfølgelig ikke, for så er vi ovre i en form for "mygge-beviser". 

Det kan dog ikke benægtes, at analysen af DNA'et utvivlsomt peger på frisøren Aaron Kosminski, der var en notorisk kvinde-hader. Især kunne han åbenbart ikke lide prostituerede eller kvinder, som han antog var prostituerede. (Dengang blev mistanken om en kvindes "usædelighed" hurtigt vakt, hvis hun færdedes alene eller virkede lidt vel selvsikker). 

Her har vi så nogle af Ripper-ofrene, myrdede, mishandlede og nedværdigede. Man kan spørge sig selv om, hvad Aarons forskruede ideer om kvinder og grænserne for deres virke i mandssamfundet angik netop disse på sørgelig vis afdøde individer. Hvis det kom dertil, så har kvindekønnet en god sag imod det mandlige køn, for de har gjort frygtelige ting imod dem, selv om de ikke har ansvaret for deres besvær med at holde styr på potensen. Ser man så kvinder, der aber efter og ligger på lur for at overfalde og evt. myrde mænd på grusom vis? Næh, men sådan noget ville kunne forsvares, hvis man ser på tankegangen bag utallige kvindemord, der ofte forklares - dvs. undskyldes - med den uacceptable Kosminski-forklaring, at "han hadede kvinder". Hvis man skifter den kønsmæssige synsnvinkel, bliver det tydeligt, at sådan et argument ikke hverken forklarer eller forsvarer noget som helst. 

"Fun Fact"? Det er, som man tager det, for morskaben er nu hurtigt overset for ofrene samt for de fleste af os andre. Derfor er det også så frustrerende, når en morder går fri i så mange år som netop Jack the Ripper, men det har sin forklaring. Da han huserede var metoderne til indsamling af beviser meget lidt udviklede, og der er ikke noget at sige til, at de blev forurenet. Fingeraftryk var spildt på politifolkene, for den metode kendte man som sagt først til senere. Whitechapel, hvor de fleste af Ripper-mordene fandt sted, var ikke bare direkte beskidt, men også overbefolket med skumle personer, der kan have gjort politiarbejdet vanskeligt. Hvad den lægelige - og dermed retsmedicinske - indsigt angik, så gik den mest ud på at tjekke, om liget nu også var et lig og ikke bare en besvimet eller såret medborger. Alt i alt ikke noget godt udgangspunkt for et seriøst detektivarbejde, og desuden var langt mellem de ægte Sherlock Holmes'er.  

https://onlinelibrary.wiley.com/doi/10.1111/1556-4029.14191

https://www.jack-the-ripper.org/kosminski.htm 

https://www.sciencemag.org/news/2019/03/does-new-genetic-analysis-finally-reveal-identity-jack-ripper

 

Følepunkter for den kropsbevidste

Det kan umuligt være behageligt at gå med sådanne anabel-sko. De fleste ville nok snuble eller udvikle fysiske gener i form af muskelspændinger i ben og ryg. Desuden er de nu heller ikke særlig pæne.

Korsetter af den understøttende art, der formentlig ikke ligefrem deformerer kvindekroppen, er efter min mening OK for dem, der absolut vil have styr på formerne. Det var noget andet endnu længere tilbage i tiden, hvor de meget forfængelige (og velbeslåede) kvinder kunne finde på at få fjernet det nederste ribben, så de kunne få den super-tynde talje, der blev regnet for et "must", hvis man ville regnes for smuk. Det skete altså i en tidsalder, hvor korsettet ikke bare støttede, men også snørede kroppen ind til det, man har kaldt en "hvepse-talje"

Det har altid undret mig, men billedet af manden med snabelskoene fik mig til at tænke over selvskabte kropslige gener. Moden - eller moralen - foreskriver det måske nok, men det forklarer nu ikke fuldstændig, hvorfor folk udsætter sig selv for den slags. Eller sagt på en anden måde: hvad får det enkelte individ til at acceptere disse og mange andre smertefulde skønheds-påbud? Da jeg selv ville finde både skoene og de helt vilde korsetter meget ubehagelige, men ved, at andre har brugt dem, så vil jeg komme med en forsøgsvis tolkning: de gør det, fordi det giver en form for ubehag, der gør, at de på en bagvendt måde tvinges til et bevidst fysisk og psykisk samarbejde med deres krop og klæder. Skoene gør det nødvendigt at beregne hvert skridt samt jorden, hvor fødderne træder. Den, der går med dem, er nødt til at pejle sig frem på en langt mere bevidst måde end andre, der aldrig ville kunne finde på at gå med dem. Det samme gælder de super-stramme korsetter, hvor man også tvinges til en konstant kropslig bevidsthed, der giver en form for tilfredsstillelse, fordi den bygger på fornemmelsen af at have et specielt herredømme over kroppen. Hvis jeg har ret i min tolkning, så er brugen af disse sko og beklædningsgenstande langt mere interessant end bare et tilfældigt modepåhit ....

  

Tanker om engle, sjæle og andre luftige elementer

Har vi en sjæl, og hvad består den i så tilfælde af? De fleste forestiller sig nok noget, der ligger tæt op ad vore forestillinger om engle, medens andre er mere ovre i spøgelses-afdelingen. Vi forventes også at have vores personlighed med os, når vi træder ind i Paradiset. Alt slemt i tanke eller handling vaskes dog ligesom af os, når vi bliver lukket ind til de andre "salige", som de døde kaldes, når de er havnet i de himmelske gemakker. Den uret, der er blevet begået imod os, medens vi levede, finder en form for retfærdighed, hvor de, der har forsyndet sig imod os, er - eller bliver - straffet. Mange forfulgte og mishandlede mennesker har sikkert trøstet sig med denne tanke, og den er på sin vis rørende, fordi den i den grad ligner en ønskedrøm.

At blive lukket ind i Paradiset sker som følge af en sjælelig forædling op igennem livet. Denne antages at bestå af tro, godhed, empati og næstekærlighed. Noget, vi alle burde stræbe efter, men som vist nok kun en vis procentdel virkelig opnår. Har man troen, er det nemlig ikke sikkert, at man besidder en ægte næstekærlighed ....

Tro er tro, og det er altså ikke det samme som viden. At tro på Biblens fremstilling af forholdet mellem sjæl og legeme støder automatisk på den fornuft, man jo helst skal have udviklet med årene. F.eks. står der i Første Mosebog, kapitel 2, vers 7: "Gud Herren formede mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen." Eftersom betegnelsen "levende væsen" opfattes som "en levende sjæl", er man nødt til at stille sig selv det spørgsmål, hvad er en sjæl????? Tjah, ifølge skabelsesberetningen er den det åndedræt, der giver liv til det døde materiale, der udgør kroppen. Med en sjæl i kroppen er man et menneske, men en krop uden sjæl er et lig, og en sjæl uden krop er et genfærd - eller (måske) en engel. Sådan set meget enkelt, men når man tænker lidt mere over det, så kommer man ikke langt i sin tankerække, før man står over for et nyt spørgsmål: vi tillægger den kropsløse sjæl et liv, som rigtig mange mennesker verden over tror på, men som ikke er særlig logisk, så hvorfor bliver vi ved med at tro på det?

Hvad sjov ville der også være ved et kropsløst efterliv som engel eller spøgelse? Tid og rum forsvinder vel, og døgnets rytme med nat og dag er formentlig også væk, så hvad skal man egentlig foretage sig i det, der kaldes "Evigheden"????? Hvis man, (sådan som det antages af de fleste), får en tilværelse som engel, men med bibeholdelse af ens oprindelige personlighed, så vil det nok være særdeles svært at lægge gamle vaner og lyster fra sig. DET vil måske skabe en uendelig strøm af totalt ens øjeblikke, der er helt uden farve og indhold, hvilket vil sige, at de er dødkedelige ....

Den tidligste forståelse af forholdet mellem sjæl og legeme er efterhånden blevet ændret som følge af en påvirkning fra græsk tankegang. Meget af det, vi forestiller os om den "lavere materie" (dvs. kroppen) og den "højere, mere eller mindre guddommelige sjæl" stammer derfra. Denne påvirkning i tankegang ses tydeligt i Det Nye Testamente og især hos apostlen Paulus. Det sørgelige ved dette er, at den lægger op til en nedvurdering eller ligefrem fordømmelse af legemet og en forherligelse af de forestillinger om det åndelige, der ene og alene bygger på vore forestillinger. Dette har så igen ført til en foragt for kvinder og sex, der i patriarkater har repræsenteret denne "lavere" del af menneskelivet. Noget, der har kostet menneskeheden dyrt i livsglæde, men også i samfundssind, da nogle kvinder er blevet forfulgt og udelukket fra social accept, fordi bl.a. de selv samme mænd, der har benyttet sig af deres tjenester, kategoriserer dem som "usædelige". 

Ret trist når man tænker på, at kvinder og det kvindelige spillede en stor rolle i de tidligste religioner, men nedvurderingen af det kvindelige er vel en logisk følge af opvurderingen af den mandlige guddom. Hvis man leger lidt med den tanke, at tingene måske ikke hænger helt sådan sammen, som præsten præker, så kan man dog få et ganske andet billede af guddommen og Paradiset ....