Hofelefanten Abul-Abbas

 

                                                                   Kejser Karl den Store

Karl den Store (742/747/748-814) blev kronet som romersk kejser i år 800 e.Kr.. Inden da havde han underlagt sig det meste af Vesteuropa, og han regnes for grundlæggeren af moderne lande som Frankrig og Tyskland. Han var altså en magtfuld hersker, som andre herskere i samtiden måtte regne med som en meget vigtig faktor inden for storpolitikken. Man kan sige, at han var en, man skulle holde sig gode venner med, hvilket nok er grunden til, at kaliffen af Bagdad forærede ham en elefant. Disse dyr var meget værdifulde, da de tjente som datidens "tanks" i krige, hvor der ellers kun var fodfolk med lanser eller sværd og ryttere med buer eller armbrøste. 

                                                                 Statue af Karl den Store

Man kan sige, at kejserens østlige pendant var kaliffen i Bagdad, Harun-al-Rashid (763/766-809 e. Kr.), for han var også en mægtig politisk skikkelse med megen magt. Han repræsenterede et enormt rige, der gik fra Middelhavets kyster og Spanien ned gennem hele Mellemøsten. Dvs. at hvis der var nogen, der kunne forsyne en kongelig "kollega" med en elefant, så var det ham, og i 801/802 modtog Karl den Store elefanten Abul-Abbas som en gave fra ham.

Som tykhuder var krigselefanter altså det ultimative våben, hvis evne til at modstå angreb, nedtrampe ens fjender og skræmme hans heste, så der opstod totalt kaos, fuldstændig uovertruffen, i hvert fald i en vis periode.

Hvad Abul-Abbas angik, så blev den nu nærmest et kæledyr ved kejserens hof. Som sådan blev den passet og plejet efter alle kunstens regler. Den fik dog ikke helt lov til at glemme sine færdigheder som krigselefant, for den kom minsandten i kamp med den danske kong Godfred i år 804 e.Kr..  

Ifølge legenderne døde "kæle-elefanten" efter en tur i Rhinen, der gav den lungebetændelse, men det skete først i 810 e. Kr., og inden da var den et værdsat husdyr ved kejserhoffet.

 

https://archive.aramcoworld.com/issue/197702/an.elephant.for.charlemagne.htm 

 

 

 

 

 

Evita med hul i hovedet ....

Eva Peron (1919–1952) - ikke mindst i vore dage bedre kendt som den legendariske "Evita" - var gift med den argentiske præsident Juan Peron og spillede en stor rolle som landets førstedame fra 1946-1952. Hun var enormt populær, men også en anstrengende dame for regimet, der på den ene side kunne nyde godt af hendes popularitet, på den anden side kunne frygte, at hun måske havde sin egen politiske agenda.  

Da hun mødte Juan Peron i 1944 var hun en forholdsvis kendt skuespillerinde, der havde rejst sig fra usle forhold som det yngste af fem børn i en fattig familie. Som 15-årig tog hun til Buenos Aires og gik i gang med at skabe sig en karriere ved teatret og filmen. Noget, der utvivlsomt gav hende erfaring med at føre sig frem og forelægge ideer for store forsamlinger. At hun også var smuk og elegant talte ikke imod hende, for ingen betvivlede hendes sociale engagement: hun brændte for flere sager, og alle vidste det.

Da Peron blev præsident i 1946, fik hun en stærk position inden for bl.a. fagforeningerne og vandt stor respekt som fortaler for de allerfattigste arbejderes - de såkaldt "skjorteløse industriarbejdere", der støttede Peron i 1945 - rettigheder. Ud over det oprettede hun "Eva Peron Foundation" og arbejdede utrætteligt for at forbedre kvinders forhold. Hun var, kort sagt, en politisk drivkraft, men måske også en politisk rival inden for Perons parti.

I 1951 opstillede hun som vicepræsident og fandt megen støtte, også fra partiet, men hendes dårlige helbred på grund af cancer gjorde, at hun måtte trække sit kandidatur tilbage. Kort tid før sin død gav man hende ærestitlen "Spiritual Leader of the Nation", og da hun døde, fik hun en statsbegravelse, der ellers kun er stasoverhoveder forundt. 

Fordi Evita er blevet en nærmest mytisk figur, er der sket en tydelig romantisering af hende og hendes liv, bl.a. gennem musicalen og filmen med Madonna. I virkeligheden kom hun ud for ting, der bare ikke passede ind i billedet af den fattige pige, der ikke bare steg til tops som landets førstedame, men som også blev et forbillede for så mange fattige og socialt trængte mennesker. Visse begivenheder i hendes liv er faktisk ret suspekte, også fordi de har været holdt hemmelige og først er kommet frem et godt stykke tid efter hendes død. F.eks. har det ikke været almindeligt kendt, at hendes mand nærmest tvang hende til at få en lobotomi. Det skete angiveligt for at lindre hendes konstante og meget voldsomme cancer-smerter, men det kan ikke afvises, at det også var en nem måde at "få styr på" hende og hendes efterhånden ofte ret uregerlige opførsel, men også hendes politiske betydning. I sine sidste år talte hun mere og mere voldsomt imod enhver, hun så som folkets fjender, og der kan have været frygt for, at hun kunne give stødet til en borgerkrig.

Man kan sige, at den såkaldt smertedæmpende hjerneoperation var et perfekt middel til at lukke munden på hende, fordi den angiveligt blev udført for at lindre hendes smerter, hvilket de fleste jo måtte støtte af humanitære grunde. Hvis man ser på billeder af hende kort før hendes død, ser man også tydelige mærker efter denne operation, der jo ikke var almindeligt kendt uden for hendes kreds. At den førte til hendes død - eller var stærkt medvirkende til denne - er der ingen tvivl om, for efter den holdt hun simpelthen op med at spise, hvilket selvfølgelig var med til at slå hende ihjel.

https://www.bbc.com/future/article/20150710-the-gruesome-untold-story-of-eva-perons-lobotomy

 

https://www.mentalfloss.com/article/78738/13-things-you-might-not-know-about-eva-peron 

Kunstneren, hvis mand stjal hendes kunst

 

Amerikaneren Walter Keane blev berømt og rig på en hel serie malerier af børn med enorme og meget sorgfulde øjne. Han fortalte senere, at han var blevet inspireret af de virkelige efter-krigs-oplevelser, han havde haft i Berlin, hvor pjaltede og magre børn rodede i affaldsbøtter for at finde lidt mad. Det er muligt, at han havde sådanne oplevelser og følte sådan, da han besøgte Tyskland, men inspireret til at male disse billeder blev han nu ikke, for han kunne faktisk ikke male. Den, der havde skabt de vildt populære billeder af de sorgfulde børn, var da også hans kone, Margaret Keane (f. 1927).

Børnene i malerierne var ikke realistiske og spillede tydeligvis på det sentimentale, men det forhindrede dem altså ikke i at blive overmåde populære. Noget, der betød, at Margaret nærmest arbejdede i døgndrift for at levere mere og mere til Walters varelager af populære børnebilleder. At det var et varelager, fandt hun dog angiveligt først ud af efter et par års samliv, da hun greb ham i at sælge hendes billeder som sine egne. Da hun konfronterede ham, fik han hende til at acceptere situationen - og hun har senere talt om hans store "charme", så hun har vel ladet sig lede af romantiske følelser - faktisk i flere år. 

Desuden var der hensynet til deres datter, som hun var bange for ikke at kunne forsørge, hvis hun blev alene, men der var også det ubehagelige faktum, at han fik bildt hende ind, at folk ville anlægge sag imod dem, hvis de fandt ud af, at de havde købt billeder af ham, der i virkeligheden var malet af hende. Som et kompromis forsøgte hun at lære ham at male de populære billeder af børn med kæmpestore øjne, men det viste sig, at han ikke var i stand til at gøre hende kunsten efter. Han ville gerne være maler, men savnede talent.

Billederne - og postkortene, der var lavet over dem - solgte som varmt brød, men Margaret fik kun en indirekte glæde af de mange penge, de indbragte, for Walter gav hende ikke nogen af dem. Han levede et rigtigt playboy-liv med en venneflok af berømtheder, masser af sprut og et stort, flot hus. Selv om han muntrede sig med vilde fester, andre damer og sprut, så passede han dog godt på hende, for han ringede konstant for at sikre sig, at hun ikke havde forladt huset, så hun var nærmest en fange. Desuden truede han hende med at lade sine mafia-venner "tage sig af" hende, hvis hun nogensinde fortalte nogen om, hvem der havde malet billederne, eller hvis hun forlod ham. Venner måtte hun heller ikke have, så hun var meget ensom. Selv mente hun, at det var denne ulykkelige tilværelse, der inspirerede hende til at male alle disse billeder af bedrøvede børn. De afspejlede hende selv og hendes sorg over ægteskabets udvikling.

 Walter var helt uden skrupler i sin fremstilling af sig selv som en stor kunstner, og han fortalte ligefrem, at "Tomorrow Forever", som han anså for "sit" mesterværk, var blevet udpeget af Michelangelo som hans adgangsbillet til malernes himmelske indercirkel. Det havde hans afdøde bedstemor nemlig fortalt ham i et syn, han havde haft. Senere blev dette billede voldsomt angrebet af kunstkritikere, der også langede ud efter andre af de sentimentale Keane-billeder, hvilket sårede Margaret dybt. Jeg vil sige, at nok er de sentimentale og stereotype, men helt uden talent er mange af dem nu ikke.

Efter 10 års ulykkeligt ægtskab forlod hun Walter, og kort efter brød hun sit løfte om ikke at afsløre sandheden om "de storøjede børns" sande ophav. I oktober 1970 fortalte hun således en journalist sandheden, hvilket selvfølgelig ikke huede Walter, der anklagede hende for alt muligt, inklusiv sexuel frustration. Disse stridigheder bølgede frem og tilbage, men ophavsretten til malerierne blev afgjort, da en dommer bad dem begge male et billede af et barn med store øjne. Da Walter - der nu var vildt fordrukken - ikke kunne, (angiveligt fordi han havde en øm skulder), vandt hun retssagen og fik tilkendt en erstatning på $ 4 millioner, som hun dog aldrig fik udbetalt. Senere blev hun gift med en anden mand, som hun tilsyneladende har været meget lykkelig med.

https://people.com/archive/margaret-keanes-artful-case-proves-that-she-and-not-her-ex-husband-made-waifs-vol-25-no-25/

 

https://www.theguardian.com/artanddesign/2014/oct/26/art-fraud-margaret-walter-keane-tim-burton-biopic 

 

https://www.keane-eyes.com/about-margaret/

 

Når man bliver til et lig + studieobjekt

Det virker både ulækkert og respektsløst med et sted som denne "Body Farm" i Tennessee, hvor man har afdøde personer liggende både ude og inde, men sagen har jo altså et videre perspektiv, fordi det er med til at træne politifolk og retsmedicinere. Når et lig bliver fundet, er det jo ikke altid til at se, hvor længe det har ligget, og det er vigtigt, hvis der f.eks. er mistanke om et mord. Hvis man skal gøre sig håb om at kunne afgøre den slags, så er man nødt til at uddanne sig, og det sker bl.a. på denne "Body Farm". Den har f.eks. spillet en stor rolle ved uddannelsen af FBI-folk. 

Body Farmens opgave er først og fremmest at samle data omkring forrådnelsen under forskellige omstændigheder: hvordan er vejret, hvilken alder havde afdøde, og hvordan døde han/hun formentlig? Noget, hvor der kan inddrages alt fra vejrtjenesten til botanik og dyrelivet. 

De fleste lig er doneret, nemlig af liget selv! Det er jo et meget samfundsbevidst valg, der nok vil falde mange svært, hvis de har ansvaret for et lig, der tilhører en person, der har stået dem nær. Jeg tager næsten for givet, at den slags forhold kan stikke en kæp i hjulet på processen, så donationen alligevel ikke finder sted, men det bør den selvfølgelig, hvis der er tale om et bevidst valg fra afdødes side. 

Der er forskellige oplysninger om, hvorvidt henrettede forbryderes lig ofte bliver overgivet til medicinstuderende og/eller body farme. Sådan set synes jeg, det vil være en glimrende løsning at sende liget til en af disse instanser, men jeg tror, det afhænger af familiens indstilling. (Det er rent gætteri, for jeg har ikke kunnet finde noget afgørende om skik og brug, men jeg tror, at i de fleste tilfælde, så har familien førsteret til liget ....)

Under de rette omstændigheder går forrådnelsen hurtigt. Jeg husker en dokumentarudsendelse, jeg så om en meget smuk, ung pige, der var blevet voldtaget og myrdet for derefter at blive fundet på en mark godt en uge efter, fordi hun lugtede så slemt, at nogen bemærkede hendes lig. Moderen, der havde betragtet sin datter, som en fremtidig stjerne, kom med denne uforglemmelige bemærkning: "Tænk, at min smukke model-datter blev fundet i fuld opløsning på en mark, fordi hun stank ...." Ja, se det er jo sandhedens øjeblik, og det er hårdt: i den fase af (efter-)livet bliver vi forvandlet til en ulækker masse, der stinker. Det skete bl.a. også for en verdensberømt skønhed som Marilyn Monroe, selv om hun ikke lå så længe endda, for hun har tydelige ligpletter. 

https://fac.utk.edu/ 

 

  

Bukefalos

Et af de allermest berømte dyr i verdenshistorien var hesten Bukefalos, der tilhørte militær-geniet Alexander den Store (356f. Kr.-323 f.Kr.). Hans utallige sejre gav ham ry som nærmest usårlig, men noget af hans berømmelse hang sammen med hans samarbejde med Bukefalos, der fik status som et mytisk væsen. Den døde angiveligt tre år før Alexander og blev begravet et sted i det, der nu er Pakistan, idet der dog hersker en vis uenighed om, hvordan det gik til. Ifølge de fleste legender skyldtes dødsfaldet, at den blev såret i kamp, medens andre hævder, at den døde mær af dage, 30 år gammel.  

Tilbudet om at købe denne unikke hest gik først til Alexanders far, kong Filip II, men han afslog, da den var meget vild og faktisk blev anset for utæmmelig. Alexander, der på det tidspunkt bare var en stor knægt på ca. 13 år, kom dog med et bud og erhvervede således hesten, som han selvfølgelig fik tæmmet, nemlig ved blide ord og psykologisk indsigt. Han sørgede bl.a. for, at den ikke stod på en måde, så den så sin egen skygge, da han fandt ud af, at det var det, der havde forskrækket den og gjort  den uregerlig. De to blev nu krigskammerater og udgjorde et nærmest mytisk par, der er blevet afbildet i utallige relieffer og malerier.

Hybris

 

Hybris er betegnelsen for lave og uhensigtsmæssige personlighedstrærk

Lysenglen Lucifer havde en høj rang i Himlen, hvilket fik ham til at føle sig bedre end alle andre, ja, som Guds ligemand - eller måske nærmest overmand. Noget, Gud selvfølgelig ikke syntes om, så Lucifer blev frataget sin rang, smidt ud af Paradiset og styrtet ned i det, der blev til Helvede, hvor han forvandledes til Satan. Dette varme sted gjorde han så at sige til sit eget, idet han blev dets hersker, men med et job som vogter og bøddel af de syndige sjæle, der ikke vinder indpas i Himlen. Mange af disse afdøde individer har forbrudt sig på samme måde som ham selv ved at handle ud fra ekstrem egoisme, selvovervurdering og foragt for andre. 

Den side af myten hænger efter min mening slet ikke sammen, for er Lucifer/Satan først og fremmest en synder, der straffes, eller er han den, der sættes til at straffe dem, der har forbrudt sig imod Gud? Kort sagt: er han blevet forvandlet fra Guds himmelske tjener som engel til "hans" mer eller mindre sadistiske stedfortræder i Helvede? (Man ved jo, at mange magtmennesker (som Gud) ikke kan lide at få beskidte fingre, og den rolle får Satan så, hvilket betyder, at godt og ondt er to sider af samme sag). 

Ekstrem eller tåbelig selvovervurdering eller bare egoisme er lig med "hybris". Den type mennesker, der begår hybris, forlanger, at alle andre underkaster sig dem og deres magt. De ser det som deres ret, fordi de føler sig højt hævet over alle andre.

Den nøgne "kejser" i tegningen er selvfølgelig Donald Trump, (som jeg altid kalder T. Rump, fordi jeg synes, det passer til ham). Når man ser, hvad denne type personer gør og også hører om, hvad de mener, så er det tydeligt, at de begår hybris hver eneste dag, måske uden selv at være klar over det. Den slags straffes ifølge de gamle, græske forestillinger af "Nemesis",

I vore dage er forestillingen om Nemesis kædet sammen med ideen om "Karma": man får som fortjent, hvis man begår uetiske eller forbryderiske handlinger, der regnes for et brud på naturens love, eller som går ud over ens næste. Nemesis er uforsonlig og dermed ubestikkelig. Hvor Nemesis rammer, gør det AV!

Nemesis er gudinden for både hævn og retfærdighed, og hun er som sagt ubestikkelig. Når den, der har begået hybris, styrtes fra magtens tinder, mister sit gode navn og rygte eller alle sine (uærligt indtjente) penge, så er det Madam Nemesis, der svinger sværdet ....

Sort-hvide konstellationer

Dette billede er fra 1863, og det gør mig gal, at mennesker - og mennesker er det!!! - der udfører hårdt, fysisk arbejde, sådan at deres "ejere" kan leve et behageligt liv uden den slags "nedværdigelser", bliver holdt i fattigdom. Alt det, der er blevet sagt og gjort for at opretholde dette system, ses også i andre undertrykkelsessystemer, og ingen af dem kan forsvares. At det skulle være "finere" at have hvid hud er grotesk, og jeg vil tro, at fremtidens amerikaner, (for dette billede er jo fra USA), vil være lysebrun eller fløde-farvet med et vist præg af et par dråber kaffe. Altså en udseendemæssig forbedring i forhold til vore dages "hvide", der i virkeligheden er lyserøde - i hvert fald så længe de lever. Når de dør, bliver de hvide med et grønligt eller violet skær, medmindre de bliver rigtig sorte .....

Denne pænt klædte, sorte mand, der ligger på knæ med hatten i hånden, ligner bestemt ikke en bølle. Han var tilknyttet "The Tri-State Defender" og var kommet til Syden for at dække integrationen i en lokal skole. Noget, der i den grad virkede provokerende på den hvide befolkning. Derfor overfaldt og mishandlede de ham. Noget, der også provokerede dem var, at han ikke stak af fra dem: han lod sig ikke true eller skræmme ....

Her er det, lederen af det amerikanske Nazi-parti, der har et sammenstød med Dr. Martin Luther King. Den eneste på dette billede, der virkelig har noget at skamme sig over, er Nazi-fyren. Hverken han eller King har valgt deres hudfarve, men han har valgt sine holdninger, og de er ikke bare faldet for historiens dom, men er helt utrolige i et land, der var med til at bekæmpe Grimme Adolf.

George III's dronning, den overmåde populære Charlotte, ses her med et par af deres mange børn. Kan man se, at hun havde afrikanske rødder? Ja, det synes jeg faktisk, men selv om hun blev regnet for "grim" af samtiden, er hun da mindst lige så pæn som andre kongelige, man har set både før og efter. At hun er en af dronning Elizabeth II's formødre, ja, faktisk dronning Victorias farmor er en skæg tanke, men sådan forholder det sig altså.

Denne pæne, ældre og meget buttede dame uden skygge af negroide træk er dronning - og kejserinde - Victoria af England. Hendes bleghed er egentlig ret trist, for lidt farver ville have klædt hende.

Dronning Charlottes rolle i det engelske kongehus demonstrerer imidlertid en sandhed, der bør være eviggyldig for os: det er ikke farven, det kommer an på. Noget, den franske romanforfatter Alexandre Dumas ville kunne skrive under på, for han var også af det, man stadig kalder "blandet oprindelse, hvilket ikke forhindrede ham i at skrive klassiske værker som bl.a. "Greven af Monte Christo" og "De tre musketeer" ....