Krage søger mage, som man siger, og den lille kanin er som skabt til denne forsamling af rovdyr, men ikke som deltager i det, vi forstår ved et fællesskab. Sådan tror jeg, man kan føle sig til mode, hvis man havner i en forkert gruppe, der hylder værdier, man ikke selv har. Jeg er i hvert fald stensikker på, at hvis jeg pludselig blev forflyttet til en T. Rump-parade, så ville jeg ikke være glad, men føle mig meget misplaceret ....
Både i Europa, Afrika og Asien er der noget, vi nutidsmennesker genkender som et skrifsprog, selv om tegn og bogstaver mellem de forskellige verdensdele er meget forskellige. Sådan noget som ægypternes hyeroglyffer samt vikingernes runer ser vi også som en art bogstaver, men jeg gad nu nok vide, om vi kan afdække deres betydning så meget, at vi ligefrem kan tale "rune-sprog" eller oldtids-ægyptisk, for hvordan udtaler man det? Hvis man løb ind i en gammel viking, ville man så forstå ét kvæk af, hvad han/hun sagde? Jeg vil tillade mig at tvivle, også fordi andre forestillingsverdener skaber andre ord og begreber.
Snorene med deres knuder er kendt som "khipus", og de er mest knyttet til inkaernes civilisation. Den strakte sig over store områder og rummede - hvad man tror - var 18 millioner indbyggere. Disse inkaer regerede fra begyndelsen af 1400-tallet til spaniernes erobring startede i 1532. Ifølge spanierne havde inkaerne ikke et skriftsprog, men brugte så i stedet khipus-knuder som meddelelsesmiddel. Disse specielle knuder dokumenterede alt lige fra deres kalender til love og historiske begivenheder. Desværre var der dog ingen af de spanske erobrede, der gjorde sig den ulejlighed at beskrive, hvordan dette system fungerede rent teknisk: hvad betyder den og den knude, og hvordan aflæser man en hel snor med knuder?
Noget har man dog fundet ud af gennem århundrederne, også fordi der er opbevaret andre khipu'er rundt omkring på museer i forskellige lande. For godt 100 år siden fandt matematikeren Leslie Leland Locke ud af en del af systemet. Han kunne påvise, at f.eks. tallet 385 ville bleve vist med tre forbundne knuder, derpå et bart område fulgt af otte forbundne knuder, nyt bart område og så en speciel lang knude, der med forskellige fiksfakserier betegnede tallet fem. Smart, men samtidig meget primitivt for et så stort rige med så mange indbyggere. Diskussionen bølger da også frem og tilbage mellem de lærde, for hvad har de overset? Der må næsten være mere, men det eneste, der synes at være, er uenighed ....
Titlen på denne tegning fra 1899 af Theophile Steinlen er "Envoie de Fleurs", hvilket kan oversættes til sådan noget som "Blomsterbudbringer". Jeg tror dog, at det i dette tilfælde betyder "blomstersælger", hvilket jeg bl.a. bygger på selve motivet med den lille pige (11-13 år???) og den lumskt udseende mand, der nidstirrer hende med et (formentlig) liderligt blik. At hans ansigt er skjult under hattens skygge gør det selvfølgelig lidt svært at virkelig aflæse hans mimik, men fipskægget og hånden i lommen lægger op til en tolkning. Parret i baggrunden angiver ligesom også stemningen, så jeg vil mene, at der er tale om en liderlig udhaler, der lurer på den lille pige, og at han er ingen ringere end Satan selv.
Ja, sådan afbildes Hans Sataniske Majestæt ofte: fipskæg, lurende, underfundigt samt ikke mindst liderligt blik. De hævede øjenbryn og markante træk hører også med til billedet, men jeg ved faktisk ikke, hvornår de spidse ører og små horn kom med i det samlede billede.
Det er sjovt, at han er så let genkendelig, for hvordan ser hans guddommelige modstander ud? Tjah, ifølge Biblen er det jo forbudt at afbilde Gud/Jahve, hvilket man kan tolke på alle mulige måder. Faktisk temmelig interessant, fordi bogen om ham - dvs. Biblen - har påvirket os og vores kultur på både godt og ondt gennem århundreder ....
Når selvmordet bliver så specialiseret og tilmed registreret, før det udføres, så er der ikke tale om det, man kalder at "tage livet af sig", men en form for selvmordshjælp, der kaldes eutanasi. Det ville have fået de gamle kirkefædre til at korse sig i forfærdelse, for selvmord fører jo ifølge kristendommen til en fordømmelse og evig straf i Helvede. Den tror vi ikke på mere, men man må spørge sig selv, om det, at der er sådanne muligheder, får psykisk ustabile mennesker over grænsen, så de GØR det, de ellers kun ville have spekuleret på som en mulighed. Jeg indrømmer, at der kan være situationer, hvor der er bedre at slippe håndtaget, om jeg så må sige, men det kan føre til underlige halv-påtvungne handlinger, hvis det gøres alt for nemt at føre planen ud i livet ....
Kejserinde Anna af Rusland (1693-1740) regerede som hertuginde af Kurland i henved tyve år og derefter som kejserinde af Rusland fra 1730-1740. Hun var datter af Ivan V og dermed Peter den Stores niece.
Da hun og hendes mand, hertug Friedrich Wilhelm - der forøvrigt var død af ren og skær forædthed - ikke havde børn, måtte hun finde en anden slægtning som sin arvtager til den russiske trone. Den udvalgte blev Ivan, der var søn af en af Annas niecer, og denne lille, lyskrøllede dreng blev derpå adopteret af sin slægtning, kejserinde Anna, da han var en baby på to måneder. Desværre for ham blev han rent faktisk kejser, nemlig som Ivan VI (1740-1764) men han kom aldrig til at fungere som hersker, da han hele livet var totalt underlagt andres magt.
Da Elizabeth blev præsenteret for barnet Ivan, sagde hun: "Lille ven, du er uden skyld!" Ja, det var han, men alligevel måtte han henslæbe sit liv i fængsel, medens alle beviser på hans eksistens blev fjernet systematisk. Man kan sige, at han blev "den usynlige mand", for alle referencer til ham og hans liv blev anset for kriminelle: han ophørte med at eksistere, men levede videre i fængslet. Som marionet for skiftende magthavere havde han ingen mulighed for at blive fri, endsige gøre oprør. Der var tilmed blevet givet ordre til, at hvis han skulle have held med at flygte - eller bare forsøgte på det - og det blev opdaget, så skulle han øjeblikkelig henrettes. At han var en form for "parallel-kejser" til hele tre regerende kejserinder sikrede ham ikke på nogen måde, tværtimod ....
Efter tyve år i ensomhed i et fængsel, hvor han fik mad og havde mulighed for at læse i Biblen, men savnede dybere kontakt med andre end vagterne, (der formentlig ikke måtte tale med ham!), havde han utvivlsomt lidt skade mentalt. Det blev fortalt, at han var forvirret og tydeligvis ikke rask. Det observerede den nye kejserinde, Katharina den Store (1729-1796) da også, da hun besøgte ham, men det betød ikke, at hun gjorde noget for at forbedre hans situation: han var den glemte og skjulte kejser, hvis eksistens var en trussel mod alle andre der stræbte efter den russiske trone, dvs. de tre kvinder, kejserinderne Anna, Elizabeth og Katharina, der brugte ham som en marionet i deres magtspil.
Fordi Ivan jo var gemt væk som en anonym fange, så har heller ikke hans fangevogtere været klar over hans identitet. I 1764 skete der imidlertid det, at en løjtnant ved navn Vasily Mirovich opdagede, hvem han var. Han forsøgte at skabe en flugtmulighed for ham, men det mislykkedes, og både Ivan og løjtnanten mistede livet.
En gennemsørgelig livshistorie, hvor et lille barn blev forvandlet til skakbrik for tre magthaveriske kvinder. At de ikke kunne anerkende hans eksistens og samtidig selv beholde magten siger sig selv, meeeen ....
https://www.rbth.com/history/327252-russian-iron-mask
https://www.britannica.com/biography/Ivan-VI
Han hørte til den slags mænd, hvis appeal modnes med alderen, for selv om han da er flot også i denne bare, ungdommelige tilstand, så blev han nu langt mere lækker, da han blev ældre. Var det det grå hår eller - ja, det var nok snarere BLIKKET!
Han har/havde virkelig udstråling og dermed også sex-appeal, selv om der var forlydender om, at han havde forøvet hustru-vold imod kone nr. 1, Diane Cilento, som han har en søn, Jason, med. Fy, Sean, siger jeg bare, samtidig med at jeg godt ved, at jeg ville fare frem med bål og brand, hvis det drejede sig om en mindre appetitlig herre. Mangel på logik? Ja, TOTAL, og det er nok noget, jeg må tænke over i fremtiden ....
Når man tænker på folk, der bliver gjort til slaver, så ligger det lige for at forestille sig, hvordan de må være overvældet af et utal af ubehagelige følelser. Ja, de må vel nærmest føle alt lige fra uretfærdighed, nedværdigelse til HÆVN - og alt sammen fuldstændig forståeligt ud fra vore nutidige begreber. Var det mon sådanne følelser, der i 1692 satte gang i hekseforfølgelserne i Salem Village, Massachusetts? Her levede der i hvert fald en kvinde, der havde god grund til at søge hævn for at være blevet gjort til slave for stedets præst, pastor Samuel Parris, nemlig den 40-årige mulat eller afroamerikaner Tituba. Hun sled i huset med at gøre rent og udføre andre pligter som f.eks. at opvarte præstens kone og døtre. Deres liv blev gjort så meget nemmere ved hendes slid, og det kan ikke altid have været rart for en stolt kvinde som Tituba. Der er en myte om, at hun var resultatet af en voldtægt, idet hun angiveligt var blevet født, efter at hendes mor - der var ren afroamerikaner - blev voldtaget af en engelsk sømand. Senere modsatte hun sig sin hvide herres tilnærmelser, hvilket endte med, at hun blev hængt, sådan at Tituba tidligt mister sin mor.
Er dette en myte, eller stammer det fra noget af den fantasifulde fiktion, historien om Tituba gav anledning til efter Salem-hændelserne? Tjah, røg og brand plejer at følges ad, så det skulle ikke undre mig, om det er sandt, og én ting er sikker: det kan ikke have været nemt for en kvinde som Tituba at begå sig i datidens samfund, og hun må være blevet udsat for utallige ydmygelser og overgreb gennem sin opvækst og også senere.
Da Pastor Parris' datter, Betty, og hans niece, Abigail, begge blev ramt af en uforståelig, men meget ubehagelig sygdom i januar 1692 var gode råd dyre. Ingen kunne forklare deres symptomer, og en læge, der tilså dem, mente, at det skyldtes trolddom. Han hævdede, at de var forheksede af en eller anden, der ønskede at hævne sig på præsten og hans familie. Et medlem af menigheden bad Tituba om at lave en "hekse-kage" for at finde frem til den skyldige. Denne person forklarede hende, at "hekse-kagen" skulle laves af pigernes urin samt mel af en bestemt slags, og at den derefter skulle gives til familiens hund. Da dette var gjort, udpegede de syge piger Tituba som den, der havde pint dem med sygdommen - og så gik det løs! Tituba blev afhørt, men nægtede at være en heks, og hun blev ikke arresteret, måske fordi Parris følte, at pigerne var for unge til at være troværdige vidner. Senere fortalte hun dog, at præsten havde tævet og mishandlet hende i flere uger, indtil hun indrømmede, at det var hun alligevel. At være anklaget for hekseri var en særdeles alvorlig sag dengang, men det var paradoksalt ikke så slemt at have indrømmet hekseri som at have benægtet det. Titubabs historie kan godt få én til at mistænke, at hun forstod dette spil, og at hun benyttede sig af det til at opnå andre livsvilkår.
På et tidspunkt hævdede de, der anklagede Tituba, der på dette tidspunkt tilsyneladende var blevet angrebet af blindhed og stumhed, at de kunne se, hvordan Sarah Goods sjæl mishandlede hende, fordi hun havde tilstået sit hekseri. Sådan gik det slag i slag med den ene skrupskøre anklage efter den anden. Tituba udviste dog både mod og snuhed, når hun f.eks. påstod, at hun havde skrevet sit navn ind i Satans bog, hvor hun også havde set både Sarah Goods og Sarah Osbornes underskrifter. Desuden lod hun dem, der stod for afhøringerne, vide, at der var flere underskrifter end disse tre i bogen, underforstået at anklagen mod borgerne i Salem Village kunne vokse sig endnu større. Faktisk var der ifølge Tituba et hav af hekse i byen, og det varslede endnu flere retssager imod alt og alle.
https://thehistorygeek1776.wordpress.com/2017/10/31/the-salem-witch-trials-what-really-happened/
https://allthatsinteresting.com/tituba
