Manden, der blev udstillet som et eksotisk dyr

 

Hvad hede, hule Helvede havde dette smukke og uskyldige menneske gjort for at blive klassificeret som et "dyr", sat i Zoologisk Have og holdt fanget som en levende udstillingsgenstand??? Svaret er: INTET, men han var pygmæ og blev derfor betragtet som "mindreværdig" og/eller "dyrisk", i hvert fald ikke som et menneske med de samme rettigheder som andre pæne og velafrettede mennesker på denne planet.

Missionæren - for at det ikke skal være løgn!!!! - Samuel Phillips Verner havde åbenbart fået galt fat i Biblens påbud om næstekærlighed, for han tog til Congo for at finde sorte afrikanere, som man kunne lade indgå i en udstilling i Bronx Zoologiske Have. Ota Benga, der blev født i Congo omkring 1883, var en teenager, der var blevet fanget og derefter udbudt til salg på et slavemarked. For at få ham - og formentlig andre som ham - indfanget, havde man uden videre dræbt de fleste i hans landsby, medens han var på jagt et andet sted. 

Han blev holdt fanget i et bur sammen med nogle aber og blev behandlet fuldstændig som et dyr. En gang imellem fik han dog lov til at gå frit omkring i den zoologiske have, og så fordrev han ofte tiden med at hjælpe dyrepasserne med forskelligt. Flere medfølende personer gjorde forsøg på at få ham fri, men først efter seks år lykkedes det efter store anstrengelser.

Han blev overgivet til en James M. Gordon, der stod for "Howard Colored Orphan Asylum" i Brooklyn, og det var meningen, at han skulle tage sig af hans introduktion til det samfund, han ufrivilligt var dumpet ned i. Man sørgede også for, at han blev undervist i forskellige fag som skrivning og læsning, men man accepterede ham ikke som den, han nu engang var. F.eks. fik man sat kroner på hans fint tilfilede tænder samt klædte ham i almindeligt, amerikansk tøj. Alle forsøg på at få ham indpasset i samfundet strandede imidlertid, bl.a. på hans længsel efter Congo og hans familie. Da Første Verdenskrig brød ud i 1916 stod det ham klart, at han ikke havde en chance for at rejse hjem, og så skød han sig.
 

https://www.theguardian.com/world/2015/jun/03/the-man-who-was-caged-in-a-zoo 

 

https://www.nbcnews.com/news/us-news/bronx-zoo-operator-apologizes-racist-display-african-man-1906-n1235457 

 

https://www.nytimes.com/2006/08/06/nyregion/thecity/06zoo.html?_r=2

 

 

De ikke-involverede

Den slags, som dette skilt fortæller om, skal vi nødig have hverken her i landet eller andre steder. Problemet er dog, at det har vi allerede - og det er alle vegne. Demonstrationer opfattes som "fest i gaden", og hvad skal man gøre ved sådan noget, der egentlig ikke er særlig festligt, og som udsætter både deltagere og seriøse demonstranter for fare?

Umiddelbart virker det meget fredeligt, og da jeg ikke ved, hvilken demonstration, der er tale om, så kan jeg heller ikke  afgøre, om det fortsatte sådan, men det håber jeg. 

Der er dog visse ting, der tyder på, at også vi er en del af  et trist internationalt fænomen: medens volden optrappes, så bliver politiaktionerne også barskere. Dødstrusler imod navngivne personer gør det ikke nemmere, og der ofres store summer på at beskytte enkeltpersoner, der trues på grund af deres meninger. 

Det virker umiddelbart meget udansk, men det kan ikke nægtes, at nogle politiske fronter står meget stejlt over for hinanden, og at det kan udvikle sig voldeligt. Selv om vi måske ikke er så begejstrede for dem, vi betaler for at beskytte, så har vi dog endnu ikke fået det så slemt - og grotesk! - som i USA og visse andre steder.

Der meldes om flere dødsfald i USA som følge af politiets indgreb for at sprede demonstranterne eller direkte bremse dem. Disse overdrevne politiforanstaltninger virker ofte komplet meningsløse og absolut ikke "efter bogen". Det gælder ikke bare anholdelsen af George Floyd, der gik helt galt, fordi den endte med hans død. En idiot af en politibetjent kvalte ham simpelthen ved at sætte sit knæ imod hans hals, selv om han sagde, at han ikke kunne få luft. At han er afro-amerikaner siger næsten sig selv, og det gør det hele endnu mere sørgeligt, for man forventer nærmest, at den slags kan forekomme i det racistiske USA og er egentlig ikke særlig forbavset, når det sker. Hvordan kan det nu være, at man ligesom er forberedt på den slags, og hvad siger det om os, der ikke er afro-amerikanere? Jeg tror, at der desværre er sket en forråelse af ikke-involverede, hvor vi, "der ikke har noget i klemme", nøjes med at ånde lettet op og tænke, "puha, godt det ikke er mig". Glæden gælder både lettelsen over ikke at tilhøre en forfulgt befolkningsgruppe eller den del af politistyrken, der bliver sat til at løse disse evindelige racekonflikter. Som ikke-involverede er man jo bare tilskuer og desuden ganske godt tilfreds med den rolle ....

De virkelig involverede dvs. dem, der risikerer liv og lemmer, har en ret til at demonstrere, men det har vist sig, at ved omkring 200 demonstrationer over hele USA er det ikke lykkedes politiet at beskytte dem. Noget af dette skyldtes angreb fra de grupper, der ellers bare plejer at stå og se på her i landet. Dvs, at de ikke-involverede godt kan involvere sig, hvis man angriber de ideologier, der forener dem, men ikke når anderledes-tænkende kæmper for deres ret til ikke at dele deres forestillinger om verden og den måde, den bør administreres.

 

 

USAs første kvindelige præsident - af gavn, men ikke navn ....

I dag, hvor valgdagen i USA endelig er oprundet, vil det være passende at sende Thomas Woodrow Wilson (1856-1924) en tanke. Han var USAs 28. præsident (1913-1921), men i en vis del af hans tid ved magten var det rent faktisk ikke ham, der regerede, men hans kone, Edith. Præsidenten havde nemlig fået et alvorligt slagtilfælde, og han og regeringen havde kun to valgmuligheder: 1) at han skullle gå af på grund af sygdom eller 2) at skjule hvor syg han var. Edith valgte uden tøven det sidste for ham ....

Edith var en statelig kvinde fra en ganske fornem, men ikke særlig velhavende familie, der havde både fine nybygger-rødder samt indianske aner. At de var slaveejere hørte med til billedet af dem. Hvad Edit og hendes familie angik, så nedstammede de fra den legendariske indianerkvinde Pocahontas. 

 

Edith var det syvende barn ud af en børneflok på elleve. Under et besøg hos en gift søster mødte hun og giftede sig med en rig juvelerer, Norman Galt (1864–1908). Da han døde, fangede hun Woodrow Wilsons øje og blev kort efter gift med ham, der var enkemand. I sit første ægteskab havde hun fået en søn, der dog døde efter et par dage, og selv blev hun skadet af den hårde fødsel, så hun blev ude af stand til at få flere børn. Som enke efter den rige juvelerer Norman Galt, arvede hun en stor formue, hvilket nok har hjulpet hende i hendes nye virke som værtinde for det højere borgerskab.

 

Som ung pige havde hun ikke fået særlig megen boglig uddannelse, men var åbenbart kvik og lærenem. Mange andre kvinder fra denne tid havde dog fået langt mere undervisning end hende. Sjovt nok kan man sige, var Woodrow Wilson den mest intellektuelle præsident, der har været indtil nu. Han havde en akademisk grad, men følte åbenbart ikke, at Edith var hverken dum eller kedelig, selv om hun ikke havde så meget boglig viden som ham.

 

Det siger næsten sig selv, at hun må have sympatiseret med sin mands mange reformer som demokratisk præsident. Han fik indført skattestigninger på indkomst, lån til landbruget, forskellige restriktioner på børnearbejde samt kortere arbejdstid for jernbanearbejdere. At han også nærede respekt for kvinder fremgår af hans arbejde for at indføre kvindelig stemmeret. Andre tiltag som f.eks. genindførelsen af værnepligt, der ellers ikke havde været opretholdt siden Borgerkrigens dage, var måske ikke så populære, men da USA jo deltog i Første Verdenskrig, kunne det ikke undgås. Han spillede en stor rolle i udarbejdelsen af fredsplanen for Europa efter krigens afslutning i 1918. På grund af hans dygtighed og personlige engagement i fredsslutningen fik han Nobels fredspris i 1919. Alt det ekstra arbejdet, dette medførte, kan dog have været for meget for ham, for samme år førte en ophedet diskussion med hans republikanske modstandere til, at han fik et alvorligt slagtilfælde.  

Gode råd var dyre, men hjælpen var nær: Edith trådte til, idet hun skjulte hans sygdom og regerede i hans sted. Kun et fåtal blev holdt orienteret om hans tilstand, så det var begrænset, hvor mange der vidste dette. Ikke desto mindre indtog hun den uofficielle stilling som præsident-"vikar" i mere end et år, men gav de emner og beslutninger, hun selv mente var særlig vigtige videre. I denne tid var hun desuden det vigtigste - og måske reelt set det eneste - forbindelsesled mellem præsidenten og hans kabinet.

 Edith Wilsons officielle portræt i Det Hvide Hus

I sin "regeringstid" gjorde hun sit for at få fjernet personer, hun mente, ikke var til gavn for hverken hende eller hendes mand. Hun hjalp også Woodrow Wilson med det papirarbejde, han stod for, og fik ofte indført noter eller ændringer. Var hun en "tronrøver"? Nej, men hun har sikkert været stolt af det, hun gjorde, hvilket også fremgår af hendes selvbiografi, "My Memoir" fra 1939. Senere var der kritiske røster, der brokkede sig over hendes rolle i regeringsførelsen, men hun retfærdiggjorde sig som hjælper for sin syge mand. Efter at hans anden embedsperiode sluttede i 1921, plejede hun ham hengivent i de tre år han havde tilbage. Efter hans død engagerede hun sig i forskellige sociale tiltag som bl.a. "Woman's Democratic Club", ligesom hun også spillede en rolle under Franklin D. Roosevelts tid som præsident.

Wikipedia

Postbude og levende pakker

 

Hvad er dette? Det skulle man tro var let at afgøre, for enhver kan da se, at det er et postbud med en hvid hund. Sagen er dog den, at den 1. januar 1913 indførte det amerikanske postvæsen en særlig service i form af pakkepost-forsendelser. Utroligt nok kunne disse i begyndelsen bestå af levende forsendelser, så teoretisk set er det muligt, at den lille vovse i virkeligheden har status som "pakke" og ikke bare som kæledyr. 

Denne "pakke" er nok en spøg, men der blev skam også sendt mennesker med posten, nemlig børn. Da Mathilda og Jesse Beagle sendte deres 8 måneder gamle søn, James, som pakkepost, lignede det et kup, for det var enormt billigt i forhold til en ordinær forsendelse. Der blev dog tegnet en forsikring på barnet, og den kostede $ 50.

Hverken barn eller postbud ser særlig begejstret ud for dette arrangement, men ordningen fortsatte i flere år. Nogle af disse forsendelser blev berømte, fordi der indtraf forskelligt, der helst ikke burde ske. Bl.a. var der den 4-årige Charlotte May Pierstorff, der i 1914 blev sendt som pakkepost til sine bedsteforældre. Hendes mors fætter, der arbejdede for jernbanerne, var dog med samme tog som den lille pige. Denne tur blev senere udødeliggjort med børnebogen "Mailing May".

Hvad dyr angik, så var der visse restriktioner. F.eks. kunne man ikke sende høns med post før engang i 1918. Det var heller ikke mere almindeligt at poste børn, end at der blev skrevet om mange af tilfældene som noget særligt, og efter nogle år sluttede det. Denne service blev simpelthen indstillet.

Grunden til, at forældrene lod postvæsenet stå for forsendelsen af deres børn var, at postbude var tjenestemænd. Derfor havde man tillid til dem og stolede på deres omhu for de små. 

 

Nancy Pope writes for the National Postal Museum

 

https://www.vintag.es/2017/09/mailing-babies-when-it-was-legal-to.html

 

 

Uden for det store sammenhæng

Man griner uvilkårligt ad denne vittighed med en puslebrik, der føler sig som del af noget større, men som åbenbart ikke ved, at det er lige præcis det, den er - helt konkret, den skal bare finde puslespillet. Nok er vittigheden morsom, men samtidig er den en meget præcis beskrivelse af den følelse, mange mennesker har af at stå uden for fællesskabet. Lider de af ensomhed og tørster nu efter et nærvær, de ser andre mennesker nyde? Det er jeg faktisk ikke sikker på gælder for alle, for der er mennesker, der er enegængere, og som ikke rigtig passer ind nogen steder. For sådan en person ville det almene fællesskab sandsynligvis være meningsløst eller direkte ubehageligt.

Krage søger mage, som man siger, og den lille kanin er som skabt til denne forsamling af rovdyr, men ikke som deltager i det, vi forstår ved et fællesskab. Sådan tror jeg, man kan føle sig til mode, hvis man havner i en forkert gruppe, der hylder værdier, man ikke selv har. Jeg er i hvert fald stensikker på, at hvis jeg pludselig blev forflyttet til en T. Rump-parade, så ville jeg ikke være glad, men føle mig meget misplaceret ....

 

Knuder og sprog

 

Både i Europa, Afrika og Asien er der noget, vi nutidsmennesker genkender som et skrifsprog, selv om tegn og bogstaver mellem de forskellige verdensdele er meget forskellige. Sådan noget som ægypternes hyeroglyffer samt vikingernes runer ser vi også som en art bogstaver, men jeg gad nu nok vide, om vi kan afdække deres betydning så meget, at vi ligefrem kan tale "rune-sprog" eller oldtids-ægyptisk, for hvordan udtaler man det? Hvis man løb ind i en gammel viking, ville man så forstå ét kvæk af, hvad han/hun sagde? Jeg vil tillade mig at tvivle, også fordi andre forestillingsverdener skaber andre ord og begreber.
 

Umiddelbart er der dog tydelige lighedspunkter mellem nogle af vore dages bogstaver og f.eks. fortidens runer, men de fleste af dem er meget anderledes. Ikke desto mindre har diverse forskere altså fundet ud af, hvad de enkelte tegn betyder, men det gælder ikke en anden form for udtryksform, nemlig Hopiernes knudesprog. Dette folkeslag levede i Peru, og i landsbyen San Juan de Collata har man opbevaret nogle af forfædrenens Knude-meddelelser i et fint træskrin. Disse meddelelser består af 487 snore af dyrefibre, der ifølge de nutidige vogtere af denne arkæologiske skat udgør en korrespondance vedrørende en 1800-tals oprørsbevægelse. Antropologen Sabine Hyland fik som den allerførste fra Vesten lov til at studere knuderne, men kun i 48 timer og under skarp bevogtning. Både hun og Hopi-efterkommerne ved, at der er tale om en uvurderlig skat, der aldrig vil kunne erstattes. Der er dog det minus ved knuderne, at ingen i nutiden kan aflæse dem direkte. Deres betydning - og de meddelelser, de står for - er gået i arv som en mund til mund kode, som man kender til, fordi man har fået at vide, hvad de betyder, men ikke selv kan læse dem. Teoretisk set kunne de indeholde et litterært storværk, der ville kunne fryde os i dag, men sandsynligt er det dog ikke ....

Snorene med deres knuder er kendt som "khipus", og de er mest knyttet til inkaernes civilisation. Den strakte sig over store områder og rummede - hvad man tror - var 18 millioner indbyggere. Disse inkaer regerede fra begyndelsen af 1400-tallet til spaniernes erobring startede i 1532. Ifølge spanierne havde inkaerne ikke et skriftsprog, men brugte så i stedet khipus-knuder som meddelelsesmiddel. Disse specielle knuder dokumenterede alt lige fra deres kalender til love og historiske begivenheder. Desværre var der dog ingen af de spanske erobrede, der gjorde sig den ulejlighed at beskrive, hvordan dette system fungerede rent teknisk: hvad betyder den og den knude, og hvordan aflæser man en hel snor med knuder?

Noget har man dog fundet ud af gennem århundrederne, også fordi der er opbevaret andre khipu'er rundt omkring på museer i forskellige lande. For godt 100 år siden fandt matematikeren Leslie Leland Locke ud af en del af systemet. Han kunne påvise, at f.eks. tallet 385 ville bleve vist med tre forbundne knuder, derpå et bart område fulgt af otte forbundne knuder, nyt bart område og så en speciel lang knude, der med forskellige fiksfakserier betegnede tallet fem. Smart, men samtidig meget primitivt for et så stort rige med så mange indbyggere. Diskussionen bølger da også frem og tilbage mellem de lærde, for hvad har de overset? Der må næsten være mere, men det eneste, der synes at være, er uenighed ....

Blomster og Satan

Titlen på denne tegning fra 1899 af Theophile Steinlen er "Envoie de Fleurs", hvilket kan oversættes til sådan noget som "Blomsterbudbringer". Jeg tror dog, at det i dette tilfælde betyder "blomstersælger", hvilket jeg bl.a. bygger på selve motivet med den lille pige (11-13 år???) og den lumskt udseende mand, der nidstirrer hende med et (formentlig) liderligt blik. At hans ansigt er skjult under hattens skygge gør det selvfølgelig lidt svært at virkelig aflæse hans mimik, men fipskægget og hånden i lommen lægger op til en tolkning. Parret i baggrunden angiver ligesom også stemningen, så jeg vil mene, at der er tale om en liderlig udhaler, der lurer på den lille pige, og at han er ingen ringere end Satan selv. 

Ja, sådan afbildes Hans Sataniske Majestæt ofte: fipskæg, lurende, underfundigt samt ikke mindst liderligt blik. De hævede øjenbryn og markante træk hører også med til billedet, men jeg ved faktisk ikke, hvornår de spidse ører og små horn kom med i det samlede billede.

Det er sjovt, at han er så let genkendelig, for hvordan ser hans guddommelige modstander ud? Tjah, ifølge Biblen er det jo forbudt at afbilde Gud/Jahve, hvilket man kan tolke på alle mulige måder. Faktisk temmelig interessant, fordi bogen om ham - dvs. Biblen - har påvirket os og vores kultur på både godt og ondt  gennem århundreder ....