fredag den 6. november 2020

Tæsk til en skytsånd!!!!


Fred og ro, ingenting, der bryder den gode stemning. Fint, med mig, men det sker for sjældent, og gårsdagen var da helt vild. Endnu engang fik jeg en frygtelig lyst til at vride halsen om på min skytsånd, men han er en glat fyr, så det lykkes mig aldrig at få fat på ham. Det, der skete, var at min computer pludselig ikke virkede, som den skulle: intet fungerede, absolut intet. Arrig, som jeg jo er, var jeg stærkt fristet til at kassere den, men valgte så i stedet at prøve systemet af med en reserve-computer, jeg har stående. Virkede den? Nej!!!!! Præcis det samme, og derfor er hele dagen gået med opringninger til service-folk for det firma, der leverer bredbånd til det sted, hvor jeg bor. OK, dér fik jeg så lidt råd og vejledning, men ikke noget, der virkelig forklarer, hvad der foregår. Derfor tog jeg min tredie computer frem: den har stået gemt væk i et par år, og jeg regnede med, at den ikke havde taget skade eller noget. Dér tog jeg fejl: den kunne sørme heller ikke noget!!!! Dvs. at jeg stod dér med tre computere, hvoraf to var stationære, et bredbånd, der angiveligt var OK - og intet virkede! Til sidst fik jeg så fingre i en fjerde computer, men om den er her i morgen kommer an på en anden persons velvilje, så - nej, jeg tæver altså den skytsånd ved førstgivne lejlighed!!!

 

 

 

torsdag den 5. november 2020

Juana Inés de la Cruz

Søster Juana Inés de la Cruz (1651-1695) var født uden for ægteskab, hvilket dog ikke lader til at have været nogen særlig hindring for hende. Faderen var en spansk kaptajn, der ikke deltog i hendes og hendes mors liv. Den, der betød mest for hende, var formentlig hendes morfar, for hun boede sammen med sin mor på hans hacienda, hvor hun nød godt af adgangen til hans store bibliotek. Da hun var tre år gammel, kunne hun både læse og skrive latin, hvilket hun havde lært sig selv. Som 8-årig skrev hun et digt om nadveren, og som 13-årig underviste hun andre børn i latin. Ikke nok med det, men hun havde også lært det aztekiske sprog og skrev et par korte digte på det.

Eftersom piger ikke havde lov til at studere, men forventedes at lade sig forsørge i et ægteskab, var hendes fremtidsudsigter usikre. Som teenager blev hun tilknyttet Vicekongen Antonio Sebastian de Toledos hof. Her fik hun som 17-årig lejlighed til at brillere, da han indkaldte til et møde med forskellige lærde mænd, der fik de mulighed for at diskutere alt muligt med hende inden for filosofi, teologi, etc.. Alle var forbløffede over hendes indsigt i både det ene og det andet. Hun fik forskellige ægteskabstilbud i denne tid, men besluttede sig for en anden løsning, der kunne sikre hende studiemuligheder i fremtiden: klosteret. Som nonne ville hun kunne studere og skrive nogenlunde lige så frit som en mand, og det var lige præcis det, hun ønskede. Vicekongen og hans hustru støttede hende og fik nogle af hendes værker udgivet i Spanien. Hendes mest bemærkelsesværdige værker regnes i dag for at være: "Carta Atenagorica", "First Dream", "Pawns of A House" og "Satira Filosofica". Nogle af hendes skriverier vakte forargelse, da hun faktisk var meget kontroversiel i sine holdninger, ikke mindst til kvindens stilling. Ikke desto mindre har hun fået en særlig plads i Mexicos historie, da hun stadig hyldes for sine evner og udgivelser.

 

https://www.britannica.com/biography/Sor-Juana-Ines-de-la-Cruz

samt "Wikipedia"

 




 


 



Lægen, der opfandt en dødelig sygdom

Vittoria Sacerdoti

Under Anden Verdenskrig opfandt den italienske læge dr. Vittorio Sacerdoti en sygdom, der var rent bluff. Hans formål var at narre nazisterne, så han fik mulighed for at redde nogle af de forfulgte jøder. Hvad der skete med disse mennesker havde han rig lejlighed til at bevidne, da han levede midt i et jødisk kvarter og var forfærdet over de mange overgreb, han bevidnede hver eneste dag.

Han arbejdede på et lille hospital på en ø midt i Tiberen. Her opfandt han sygdommen "K-Syndrome", idet "K" stod for nazi-forbryderen kommandant Kesselring. Han indlagde så mange jøder, han kunne på hospitalet til behandling for denne angiveligt aldeles forfærdelige sygdom. Ikke bare han, men også hans kollega dr. Ossicini instruerede disse falske patienter i at hoste meget voldsomt, og så fortalte de to læger ellers nazi'erne, at sygdommen var ekstremt farlig samt overmåde meget smitsom. Nazisterne skulle ikke have noget klinket, så deres list virkede perfekt, og mange jøder blev reddet. 

Giovanni Borromeo

En anden læge, Giovanni Borromeo, gjorde nogenlunde det samme som Sacerdoti, og det er herligt at tænke på, at nazisterne lod sig narre af dem begge.

 

https://qz.com/724169/an-italian-doctor-explains-syndrome-k-the-fake-disease-he-invented-to-save-jews-from-the-nazis/ 

 



 


onsdag den 4. november 2020

Manden, der blev udstillet som et eksotisk dyr

 

Hvad hede, hule Helvede havde dette smukke og uskyldige menneske gjort for at blive klassificeret som et "dyr", sat i Zoologisk Have og holdt fanget som en levende udstillingsgenstand??? Svaret er: INTET, men han var pygmæ og blev derfor betragtet som "mindreværdig" og/eller "dyrisk", i hvert fald ikke som et menneske med de samme rettigheder som andre pæne og velafrettede mennesker på denne planet.

Missionæren - for at det ikke skal være løgn!!!! - Samuel Phillips Verner havde åbenbart fået galt fat i Biblens påbud om næstekærlighed, for han tog til Congo for at finde sorte afrikanere, som man kunne lade indgå i en udstilling i Bronx Zoologiske Have. Ota Benga, der blev født i Congo omkring 1883, var en teenager, der var blevet fanget og derefter udbudt til salg på et slavemarked. For at få ham - og formentlig andre som ham - indfanget, havde man uden videre dræbt de fleste i hans landsby, medens han var på jagt et andet sted. 


Han blev holdt fanget i et bur sammen med nogle aber og blev behandlet fuldstændig som et dyr. En gang imellem fik han dog lov til at gå frit omkring i den zoologiske have, og så fordrev han ofte tiden med at hjælpe dyrepasserne med forskelligt. Flere medfølende personer gjorde forsøg på at få ham fri, men først efter seks år lykkedes det efter store anstrengelser.

Han blev overgivet til en James M. Gordon, der stod for "Howard Colored Orphan Asylum" i Brooklyn, og det var meningen, at han skulle tage sig af hans introduktion til det samfund, han ufrivilligt var dumpet ned i. Man sørgede også for, at han blev undervist i forskellige fag som skrivning og læsning, men man accepterede ham ikke som den, han nu engang var. F.eks. fik man sat kroner på hans fint tilfilede tænder samt klædte ham i almindeligt, amerikansk tøj. Alle forsøg på at få ham indpasset i samfundet strandede imidlertid, bl.a. på hans længsel efter Congo og hans familie. Da Første Verdenskrig brød ud i 1916 stod det ham klart, at han ikke havde en chance for at rejse hjem, og så skød han sig.
 


https://www.theguardian.com/world/2015/jun/03/the-man-who-was-caged-in-a-zoo 

 

https://www.nbcnews.com/news/us-news/bronx-zoo-operator-apologizes-racist-display-african-man-1906-n1235457 

 

https://www.nytimes.com/2006/08/06/nyregion/thecity/06zoo.html?_r=2

 

 


De ikke-involverede

Den slags, som dette skilt fortæller om, skal vi nødig have hverken her i landet eller andre steder. Problemet er dog, at det har vi allerede - og det er alle vegne. Demonstrationer opfattes som "fest i gaden", og hvad skal man gøre ved sådan noget, der egentlig ikke er særlig festligt, og som udsætter både deltagere og seriøse demonstranter for fare?

Umiddelbart virker det meget fredeligt, og da jeg ikke ved, hvilken demonstration, der er tale om, så kan jeg heller ikke  afgøre, om det fortsatte sådan, men det håber jeg. 

Der er dog visse ting, der tyder på, at også vi er en del af  et trist internationalt fænomen: medens volden optrappes, så bliver politiaktionerne også barskere. Dødstrusler imod navngivne personer gør det ikke nemmere, og der ofres store summer på at beskytte enkeltpersoner, der trues på grund af deres meninger. 

Det virker umiddelbart meget udansk, men det kan ikke nægtes, at nogle politiske fronter står meget stejlt over for hinanden, og at det kan udvikle sig voldeligt. Selv om vi måske ikke er så begejstrede for dem, vi betaler for at beskytte, så har vi dog endnu ikke fået det så slemt - og grotesk! - som i USA og visse andre steder.

Der meldes om flere dødsfald i USA som følge af politiets indgreb for at sprede demonstranterne eller direkte bremse dem. Disse overdrevne politiforanstaltninger virker ofte komplet meningsløse og absolut ikke "efter bogen". Det gælder ikke bare anholdelsen af George Floyd, der gik helt galt, fordi den endte med hans død. En idiot af en politibetjent kvalte ham simpelthen ved at sætte sit knæ imod hans hals, selv om han sagde, at han ikke kunne få luft. At han er afro-amerikaner siger næsten sig selv, og det gør det hele endnu mere sørgeligt, for man forventer nærmest, at den slags kan forekomme i det racistiske USA og er egentlig ikke særlig forbavset, når det sker. Hvordan kan det nu være, at man ligesom er forberedt på den slags, og hvad siger det om os, der ikke er afro-amerikanere? Jeg tror, at der desværre er sket en forråelse af ikke-involverede, hvor vi, "der ikke har noget i klemme", nøjes med at ånde lettet op og tænke, "puha, godt det ikke er mig". Glæden gælder både lettelsen over ikke at tilhøre en forfulgt befolkningsgruppe eller den del af politistyrken, der bliver sat til at løse disse evindelige racekonflikter. Som ikke-involverede er man jo bare tilskuer og desuden ganske godt tilfreds med den rolle ....

De virkelig involverede dvs. dem, der risikerer liv og lemmer, har en ret til at demonstrere, men det har vist sig, at ved omkring 200 demonstrationer over hele USA er det ikke lykkedes politiet at beskytte dem. Noget af dette skyldtes angreb fra de grupper, der ellers bare plejer at stå og se på her i landet. Dvs, at de ikke-involverede godt kan involvere sig, hvis man angriber de ideologier, der forener dem, men ikke når anderledes-tænkende kæmper for deres ret til ikke at dele deres forestillinger om verden og den måde, den bør administreres.

 

 

tirsdag den 3. november 2020

USAs første kvindelige præsident - af gavn, men ikke navn ....

I dag, hvor valgdagen i USA endelig er oprundet, vil det være passende at sende Thomas Woodrow Wilson (1856-1924) en tanke. Han var USAs 28. præsident (1913-1921), men i en vis del af hans tid ved magten var det rent faktisk ikke ham, der regerede, men hans kone, Edith. Præsidenten havde nemlig fået et alvorligt slagtilfælde, og han og regeringen havde kun to valgmuligheder: 1) at han skullle gå af på grund af sygdom eller 2) at skjule hvor syg han var. Edith valgte uden tøven det sidste for ham ....

Edith var en statelig kvinde fra en ganske fornem, men ikke særlig velhavende familie, der havde både fine nybygger-rødder samt indianske aner. At de var slaveejere hørte med til billedet af dem. Hvad Edit og hendes familie angik, så nedstammede de fra den legendariske indianerkvinde Pocahontas. 
 
Edith var det syvende barn ud af en børneflok på elleve. Under et besøg hos en gift søster mødte hun og giftede sig med en rig juvelerer, Norman Galt (1864–1908). Da han døde, fangede hun Woodrow Wilsons øje og blev kort efter gift med ham, der var enkemand. I sit første ægteskab havde hun fået en søn, der dog døde efter et par dage, og selv blev hun skadet af den hårde fødsel, så hun blev ude af stand til at få flere børn. Som enke efter den rige juvelerer Norman Galt, arvede hun en stor formue, hvilket nok har hjulpet hende i hendes nye virke som værtinde for det højere borgerskab.
 
Som ung pige havde hun ikke fået særlig megen boglig uddannelse, men var åbenbart kvik og lærenem. Mange andre kvinder fra denne tid havde dog fået langt mere undervisning end hende. Sjovt nok kan man sige, var Woodrow Wilson den mest intellektuelle præsident, der har været indtil nu. Han havde en akademisk grad, men følte åbenbart ikke, at Edith var hverken dum eller kedelig, selv om hun ikke havde så meget boglig viden som ham.
 
Det siger næsten sig selv, at hun må have sympatiseret med sin mands mange reformer som demokratisk præsident. Han fik indført skattestigninger på indkomst, lån til landbruget, forskellige restriktioner på børnearbejde samt kortere arbejdstid for jernbanearbejdere. At han også nærede respekt for kvinder fremgår af hans arbejde for at indføre kvindelig stemmeret. Andre tiltag som f.eks. genindførelsen af værnepligt, der ellers ikke havde været opretholdt siden Borgerkrigens dage, var måske ikke så populære, men da USA jo deltog i Første Verdenskrig, kunne det ikke undgås. Han spillede en stor rolle i udarbejdelsen af fredsplanen for Europa efter krigens afslutning i 1918. På grund af hans dygtighed og personlige engagement i fredsslutningen fik han Nobels fredspris i 1919. Alt det ekstra arbejdet, dette medførte, kan dog have været for meget for ham, for samme år førte en ophedet diskussion med hans republikanske modstandere til, at han fik et alvorligt slagtilfælde.  


Gode råd var dyre, men hjælpen var nær: Edith trådte til, idet hun skjulte hans sygdom og regerede i hans sted. Kun et fåtal blev holdt orienteret om hans tilstand, så det var begrænset, hvor mange der vidste dette. Ikke desto mindre indtog hun den uofficielle stilling som præsident-"vikar" i mere end et år, men gav de emner og beslutninger, hun selv mente var særlig vigtige videre. I denne tid var hun desuden det vigtigste - og måske reelt set det eneste - forbindelsesled mellem præsidenten og hans kabinet.

 Edith Wilsons officielle portræt i Det Hvide Hus

I sin "regeringstid" gjorde hun sit for at få fjernet personer, hun mente, ikke var til gavn for hverken hende eller hendes mand. Hun hjalp også Woodrow Wilson med det papirarbejde, han stod for, og fik ofte indført noter eller ændringer. Var hun en "tronrøver"? Nej, men hun har sikkert været stolt af det, hun gjorde, hvilket også fremgår af hendes selvbiografi, "My Memoir" fra 1939. Senere var der kritiske røster, der brokkede sig over hendes rolle i regeringsførelsen, men hun retfærdiggjorde sig som hjælper for sin syge mand. Efter at hans anden embedsperiode sluttede i 1921, plejede hun ham hengivent i de tre år han havde tilbage. Efter hans død engagerede hun sig i forskellige sociale tiltag som bl.a. "Woman's Democratic Club", ligesom hun også spillede en rolle under Franklin D. Roosevelts tid som præsident.


Wikipedia


Postbude og levende pakker

 

Hvad er dette? Det skulle man tro var let at afgøre, for enhver kan da se, at det er et postbud med en hvid hund. Sagen er dog den, at den 1. januar 1913 indførte det amerikanske postvæsen en særlig service i form af pakkepost-forsendelser. Utroligt nok kunne disse i begyndelsen bestå af levende forsendelser, så teoretisk set er det muligt, at den lille vovse i virkeligheden har status som "pakke" og ikke bare som kæledyr. 

Denne "pakke" er nok en spøg, men der blev skam også sendt mennesker med posten, nemlig børn. Da Mathilda og Jesse Beagle sendte deres 8 måneder gamle søn, James, som pakkepost, lignede det et kup, for det var enormt billigt i forhold til en ordinær forsendelse. Der blev dog tegnet en forsikring på barnet, og den kostede $ 50.

Hverken barn eller postbud ser særlig begejstret ud for dette arrangement, men ordningen fortsatte i flere år. Nogle af disse forsendelser blev berømte, fordi der indtraf forskelligt, der helst ikke burde ske. Bl.a. var der den 4-årige Charlotte May Pierstorff, der i 1914 blev sendt som pakkepost til sine bedsteforældre. Hendes mors fætter, der arbejdede for jernbanerne, var dog med samme tog som den lille pige. Denne tur blev senere udødeliggjort med børnebogen "Mailing May".

Hvad dyr angik, så var der visse restriktioner. F.eks. kunne man ikke sende høns med post før engang i 1918. Det var heller ikke mere almindeligt at poste børn, end at der blev skrevet om mange af tilfældene som noget særligt, og efter nogle år sluttede det. Denne service blev simpelthen indstillet.


Grunden til, at forældrene lod postvæsenet stå for forsendelsen af deres børn var, at postbude var tjenestemænd. Derfor havde man tillid til dem og stolede på deres omhu for de små. 

 

Nancy Pope writes for the National Postal Museum

 

https://www.vintag.es/2017/09/mailing-babies-when-it-was-legal-to.html