Når et familiemedlem bringer skam over familien ved at være et geni

 

Da Jane Austen døde i 1817, nævnte hendes familie intet om hendes værker på mindepladen over hende, selv om de alle regnes for klassiske mesterværker den dag i dag. Man SKAMMEDE sig over hendes brud på kønsrollemønsteret og har sikkert undret sig over hendes udleveringer af det. Sådan noget gjorde pæne, engelske damer nemlig ikke! 

Teksten lyder: "The inscription reads, "In Memory of JANE AUSTEN, youngest daughter of the late Revd GEORGE AUSTEN, formerly Rector of Steventon in this County. She departed this Life on the 18th of July 1817, aged 41, after a long illness supported with the patience and the hopes of a Christian. The benevolence of her heart, the sweetness of her temper, and the extraordinary endowments of her mind obtained the regard of all who knew her and the warmest love of her intimate connections. Their grief is in proportion to their affection, they know their loss to be irreparable, but in their deepest affliction they are consoled by a firm though humble hope that her charity, devotion, faith and purity have rendered her soul acceptable in the sight of her REDEEMER."

Ja, nutiden kan gætte på, hvad der skete, og more sig over diverse gætterier, men Jane er og bliver Jane ....

Det siges, at hendes søster Cassandra brændte en stor del af hendes personlige papirer efter hendes død. Meget sørgeligt, når man tænker på, at der kan have været andre værker, der gik op i røg i stedet for at blive publiceret. To af dem udkom dog efter hendes død, nemlig "Northanger Abbey" og "Persuasion". Desuden efterlod hun forskellige ungdomsværker, hvoraf "Lady Susan" er den mest interessante, fordi den viser, at hun på et tidligt tidspunkt havde øje for samfundets kønsrolle-finurligheder.

Ingen af hendes værker bar hendes navn i hendes levetid. Umiddelbart virker det grotesk, men også den dag i dag er der navnløse forfattere. Dvs. "navnløs og navnløs" er så meget sagt, for de bruger bare et andet, selvopfundet eller tildelt navn, hvilket kan være en god løsning for mange, men er trist, når det drejer sig om en god forfatter. At en stor og populær forfatter som Jane Austen går navnløs gennem livet og ligger i sin grav som nærmest ukendt siger dog en masse både om hende og hendes samtid. Hun var mønsterbryder på den gode måde, men sådan opfattede man det ikke. Hendes nevø udgav imidlertid en biografi over hende, "A Memoir of Jane Austen", i 1869, formentlig fordi hun var blevet kendt og æret af litterater disse mange år efter hendes død.

https://www.writersdigest.com/legal-questions/why-do-authors-use-pseudonyms

Rig på fattige mennesker

 

At det den ene gang efter den anden er lykkedes (over-)smarte forretningsfolk at tjene store summer på fattige mennesker ved man jo. De fattige har få og små midler, som de bliver narret til at tro, at en eller anden smart fyr kan få til at yngle, så de på den måde kan sikre sig økonomisk i en usikker verden. Det sociale system i f.eks. Indien giver ikke meget håb om en tryg fremtid for folk, der måske har slidt og slæbt med fysisk arbejde hele deres liv. De har ikke tjent nok til at fore en ikke særlig fed bankkonto med de summer, der sikrer dem i alderdommen. Derfor bliver de lette ofre for sådan en fyr som f.eks. Subrata Roy (født den 10. juni 1948).

Han startede den såkaldte Sahara-gruppe i begyndelsen af 1970'erne med en startkapital på et par hundrede kroner. Det, han har lavet, er tale om en form for bank-virksomhed, hvor selv de mindste beløb er velkomne. Folk faldt for det, især i landlige områder, hvor der ikke er mange banker, og for Roy tjente de fattiges penge som en kærkommen pengeforsyning ud fra devicen "mange bække små gør en stor å". 

Konceptet var ret smart, for folk forpligtede sig ikke bare til at spare langsigtet, men også til at komme med nye indskud på aftalte datoer. Hvis disse ikke kom som aftalt, blev indskyderne straffet med store gebyrer. At få de indskudte penge tilbage viste sig selvfølgelig også at være en kringlet affære, hvilket betød, at fattigfolk mistede penge. Endelig - i 2008  - konkluderede Centralbanken, at der var tale om svindel, og Roy blev arresteret. 

Pludselig var verden ikke nær  så nem for ham som før, og han kom ligefrem ud for et overfald, da der var en utilfreds småsparer, der smed blæk på ham. Roy, der havde levet højt og flot på de fattiges penge, og som bl.a. havde investeret i luksushoteller over hele verden, røg i fængsel for svindel. Inden det skete, havde hans smarte system imidlertid skaffet ham hædersbevisninger fra forskellig side. Bl.a. modtog han et æresdoktorat i forretningsledelse fra The University of East London (2013). Man kan heller ikke sige, at han udelukkende har fyldt sine egne lommer med stjålne penge, for hans forskellige investeringer og andre gøremål har faktisk skaffet arbejde samt uddannelsesmuligheder for folk, der ellers ikke havde muligheder for den slags. Det er dog alt sammen sket med penge, han tydeligvis ikke har haft i sinde at betale tilbage til de fattige investorer ....

https://www.newindianexpress.com/nation/2020/sep/02/sc-dismisses-netflix-plea-against-order-restraining-it-from-using-subrata-roys-name-in-web-series--2191487.html

 
https://www.outlookindia.com/photos/people/subrata-roy/9070

 

 
 

Grandios

Grandiositet er et af kendetegnene på en psykopat. Det er tæt forbundet med narcissisme og kan i sin grundform vel også kaldes "ekstrem selvovervurdering". En narcissist tror måske, at han/hun er Gud, borgmester, en berømt rapper eller skuespiller, og det er han/hun altså ikke - tværtimod. De opfatter sig selv som unikke "overmennesker", hvad de heller ikke er. Måske de tror, at de kan "frelse verden", og at den går under uden dem. På en eller anden måde forsøger de at møve sig ind på andre med sådanne påstande, men det sker nu også, at de bare optræder som det, de tror, de er, uden at det er direkte henvendt på tilskuere. Dvs. at de åbenbart ikke behøver et publikum for at fremvise deres grandiositet over for sig selv.

Grundlæggende tror de, at de er en anden, end de egentlig er, og mener ofte, at andre mennesker er heldige, at de kender dem. De mener, at de kan løse uløselige problemer, og at verden er et bedre sted på grund af dem. Nogle af dem tillægger sig selv specielle fysiske evner som f.eks. evnen til at flyve eller en fantastisk hjerne, der giver sig utrolige udslag. Begge disse vrangforestillinger kan føre til ulykker for både dem selv og andre ....

Hvis den grandiose person tror, at han/hun kan gå på vandet, så får han/hun forhåbentlig "våde fødder" og lader være, for det kan man nu engang ikke. At nogen tilskrev Jesus denne evne vil til evig tid være noget meget gådefuldt, for hvis det var ham selv, der påstod det (samt så meget andet), så var hans personlighed  altså grandios ....

En ting er, hvad disse mennesker selv tror, noget andet hvad andre tror om dem på grund af deres fremstilling af sig selv. Begge parter er blevet snydt af en illusion, for den grandiose person lever jo med en vrangforestilling, som virkeligheden ofte flår fra hinanden, og hans/hendes tilhængere bliver bedraget af en selv-bedrager. 

 

Cornflakes mod sex

 

 

 

Er vi, hvad vi spiser? Det var så nogenlunde den tanke, der styrede cornflakes-mogulen J(-ohn) H(-arvey) Kelloggs ideer om sund levevis. Nogle har ment, at han, der talte varmt for alle nøddeprodukter, skabte et meget populært og sundt ernæringsmiddel, nemlig peanut butter, men det er der dog ikke helt enighed om. Andre påstår nemlig, at æren skal gå til cubanske kvinder, der inspirerede an amerikansk kvinde i 1840. 

Én ting er dog sikker: H. J. Kellogg (1852–1943) revolutionerede ikke bare morgenmaden for sine samtidige, men så sandelig også for os i vor tid. Dette skyldes hans opfindelse af cornflakes, der blev - og stadig er - en stor succes. Det smager godt, er nemt at tilberede og regnes for at være sundt, hvis ikke det begraves i sukker. 

Man må sige, at H. J. Kellogg var en driftig herre, der konstant syntes at tænke på sundhed og gode vaner. Desuden havde han nogle markante ideer om moral og levevis, der var en videreførelse af det, han havde lært som medlem af Syvende Dags Adventisterne, der går ind for en sund livsstil med vegetarisk kost og afholdenhed til alt muligt, lige fra tobak til svinekød. Adventisterne giver stadig tiende af deres indtægter, sådan at kirkens friskoler, efterskoler, plejehjem samt hospitaler og nødhjælpsorganisationen ADRA kan opretholdes. 

J. H. Kellogg gjorde - ud fra sine begreber - på mange måder meget for sundheden, bl.a. via Battle Creek Sanitorium i Michigan, hvor han som læge, ernæringsekspert, opfinder og forretningsmand kunne give både rige og fattige mange former for behandling med sine specielle apparater som f.eks. dette til lysterapi. 

Det virker, som om han konstant var i gang med studier og opfindelser omkring de ting, han troede på som f.eks. cornflakes, der oprindelig var tænkt som en sex-afdæmpende fødevare. Det med sex-afdæmpning gik han stærkt ind for, og som 37-årig omskar han sig selv for at dæmpe sin trang til onani. Han var tilhænger af seksuel afholdenhed og mente, at man burde have styr på sine kønsorganer, hvilket omskæring for mændendes vedkommende og gruopvækkende behandlinger af forskellig art for kvinderne skulle hjælpe til med. Hvad det geniale kvindelige organ klitoris skulle udsættes for var sørme ikke småting!

I 1877 udgav han sin "Plain Facts about Sexual Life", der senere blev revideret og genudgivet i flere omgange. Efterhånden må det vel også være gået op for ham, at cornflakes ikke havde den ønskede sex-afdæmpende virkning, som han havde håbet: der skulle mere til. Det overordnede perspektiv var imidlertid noget, vi ellers har set skrækkelige, historiske resultater af i 1940'erne: race-hygiejne. I de omkring sidste 30 år af sit liv arbejdede han for at fremme sine eugenetiske ideer. Han og Hitler kunne være blevet samarbejdspartnere, for han mente, at racerne burde adskilles, fordi ikke-hvide ville skade den samlede gen-pool. Sammen med Irving Fisher og Charles Davenport oprettede han "The Race Betterment Foundation" i 1906, der fik stor betydning for de amerikanske bestræbelser for den såkaldte race-forbedring. Unægtelig et ubehageligt faktum, der giver cornflakes , peanut butter og andre fødevarer en grim bismag ....

 

https://overland.org.au/2020/04/cereal-circumcision-and-tax-evasion-a-history-of-john-harvey-kellogg/ 

 

https://www.greelane.com/da/humaniora/historie--kultur/who-invented-peanut-butter-4082744/ 

 

 

 

 

 

Snedige annoncører

Ja, dette er en virkelig smart, snedig, lusket og helt igennem ikke-acceptabel salgsreklame for et eller andet vedr. Michelin. Jeg kan dog ikke lade være med at grine ad den, for genial er den jo, i hvert fald for dem, der står og mangler et Michelin-produkt. Den minder mig om en anden "morsom" (hm!!) episode, jeg fik fortalt om en mand, der fandt noget, der lignede en tabt pengeseddel af de helt store. Vild i varmen og stærkt motiveret af sin fattigdom kastede han sig over den, faldt og slog sig slemt, så blodet flød, men fik dog fat på sedlen - og så var det bare en legetøjs-seddel!!! Man kan grine, men hvor må det have været surt for staklen.

Tænk, man har engang bildt godtroende, men velmenende mennesker ind, at CocaCola vil være godt for deres børn. Ja, at der er tale om en hjernestimulans af de helt store! Nu griner vi, men hvor meget andet lusk har vi ikke set siden da? Masser, og det er uhyggeligt ....

Trichophilia

Denne idiot - som det i den grad klæder at være DØD: henrettet!!! - er selvfølgelig Ted Bundy. Hans yndlings-hobby var kvindemord, og dem begik han mange af. En af de interessante detaljer ved hans biografi er, at han tilsyneladende havde en speciel forkærlighed for unge kvinder med langt, glat, mørkt hår. 

Kan det tænkes, at disse unge kvinder mistede livet, fordi Ted-idioten led af en svær grad af noget, der er kendt som trichophilia - dvs. "hårfetish" - og bare ikke kunne styre sig, når han så kvinder med en bestemt frisure eller hårfarve? Man ved, at især mænd lider af denne trang, og at deres lyster er rettet imod hovedhår, medens kvinder kan føle noget, der ligner, for brysthår. 

Måske ikke lige sådan, men mere ovre i en Agent 007-maskulinitet? De færreste vil dog føle sig tiltrukket af "abemænd", selv om jeg erkender, at der findes den type kvinder. Deres lyster går på MÅTTER - gerne over hele kroppen ....

Hvis man har en fetish, så føler man ophidselse ved mødet med en person, der besidder de karakteristika, man tænder på. Eftersom trichophilia regnes for ret almindeligt blandt mænd, så kan man altså gå ud fra, at mange har følt noget ligesom Ted ved mødet med hårfagre kvinder. Det kan så forklare visse oldgamle eventyr om piger, der skiller sig ud ved deres hårpragt. En af disse kendte damer er Rapunzel.

Hun sad fanget i et tårn, men da hendes i forvejen meget lange hår fik lov til at gro vildt, kunne en prins, der kom for at redde hende, bruge det som trappestige. En sjov tanke, men også noget ret tankevækkende, for hår er jo altså stærkt, så det kan også blive til et fangstredskab.

Dette gamle eventyr er bedst kendt i Brødrene Grimms version fra "Kinder- und Hausmärchen" (1812), men det går i hvert fald et par hundrede år længere tilbage. F.eks. findes motivet også i Giambattista Basiles "Petrosinella" (1634/-36) og Mademoiselle de la Forces "Persinette" (1698). Dvs. at der er tale om et vigtigt motiv, der kan karakteriseres som det, C. G. Jung kaldte en "arketype". I moderne tid har psykologer kunnet fortælle om folk/mænd, der ligefrem får orgasme af at røre ved kvinders hovedhår. Man har også kunnet digte videre på motivet og f.eks. give det gamle Rapunzel-eventyr en ny og mere humoristisk drejning.

I øvrigt er det sjovt, som mænds og kvinders hårmode følger hinanden. Man kan sige, at de har løbet et parallelløb, men med modsat fortegn.

https://sv.qaz.wiki/wiki/Hair_fetishism

 

Cafe-service i en Corona-tid

På grund af den forbistrede Covid-19 må vi jo ikke "fraternisere" med flere end allerhøjst nødvendigt, så det er logisk, at cafeer i Japan, (hvor dette billede vist nok stammer fra), har indført en slags "selskabs-service", nemlig i form af oppustelige venne-substitutter. At sidde alene sådan et sted regnes jo ikke for "in", da det signalerer noget, samfundet ikke kan lide, nemlig ensomhed, hvad enten den er villet eller ej. 

Har vi også sådan et system her i landet? Det tror - og håber - jeg ikke, men det kan jo komme, ogå når Covid-19 ikke længere kan bruges som undskyldning. Jeg ser det som et forsøg på en ensretning, der virker grænseoverskridende på mig, for det indikerer jo, at man som individ ikke er "hel", og det mener jeg altså, at man er, hvad enten man er alene eller ej.

Bare en variant af den formentlig japanske cafe-service, eller er de to mon sammen - og er venner? Og hvorfor skal man overhovedet gøre sig tanker om det, bortset fra den bekymring for dyrets velfærd, som alle ordentlige mennesker bør føle ved sådan et syn? Hmmmmmmmmmm ....