Denne fint udsmykkede mandsperson er selvfølgelig den mægtige tyske kejser, Wilhelm II, der var barnebarn af dronning Victoria af England. Hans drømme om Tysklands storslåede fremtid mundede ud i Første Verdenskrig med enorme mængder omkomne, men førte også indirekte til Hitler og Anden Verdenskrigs ufattelige rædsler.
Den unge Wilhelm og hans mor
Der er dog masse af beviser på, at han midt i sit had-kærligheds-forhold til hende var helt vild med én bestemt legemsdel, nemlig hendes hænder. Han følte sig aldrig tilstrækkelig højt elsket af hende og udtrykker ofte ønsket om et tættere fysisk forhold i form af håndkys og lignende. Man kan sige, at han havde en fetich i form af disse moderlige hænder, hvis skønhed og blødhed, han ofte priser, men som på et symbolsk plan også er afstraffelsesmidler, selv om der nu ikke lader til at være beviser på, at hun slog ham.
På dette billede skuler den amerikanske seriemorder Gary Leon Ridgway (født i 1949) med et ondt blik og rynker panden vredt, men ikke ad sine egne forbrydelser imod de mange kvinder - ca. 50 - han myrdede som The Green River Killer. Næh, det var sandelig ikke tanken om disse uhyrligheder, der den ene gang efter den anden fik ham til at bryde ud i gråd under forhør og ved retssager, for den eneste, han havde ondt af, var ham selv. Alle hans forbrydelser synes at udspringe af det utilfredsstillede begær, han allerede i den tidlige barndom følte for én bestemt person: hans mor, Mary Rita Steinman. Hun var ellers efter sin egen mening en mægtig moralsk person, selv om hun havde for vane at vandre omkring i hjemmet iført meget lidt tøj eller med decideret sexet tøj. Alt sammen noget, der satte fut i lille Garys fantasi og startede en meget forkvaklet tankegang mht kvinder.
Wilhelm II var født med en deform arm, hvilket angiveligt gik ham enormt meget på, og som han gav sin mor skylden for. Der er beretninger om, at han sagde noget om, at skavanken var en følge af, at hun var "ustyrlig" under fødslen. Sandt? Næppe, og det er ikke andet end et rygte, som man kan forholde sig til alt efter tro og overbevisning. Til gengæld udviste hun ikke nogle særlig milde følelser imod sin ældste søn, der ofte bragte skam over familien, bl.a. allerede dengang hvor han som 4-årig fik et hysterisk anfald midt under kronprins Edwards og prinsesse Alexandras bryllup.
Var det på grund af disse specielle mor-søn-forhold, de blev som de gjorde? Det er der afgjort dem, der vil mene - bl.a. formentlig Freud - men sådan en tolkning finder jeg meget problematisk, fordi den tillægger kvinderne en del af ansvaret. Disse to kvinder var aldeles ikke meskyldige i deres sønners besynderlige morderlyst, for de har ikke indoktrineret dem i mord. Hverken Garys eller Wilhelms mødre priste mordet for dem eller påstod, at det var deres tissemænd, der styrede showet, og at de kunne gøre, som de ville, fordi de havde levet med et uopfyldt begær som børn.
