Forfulgt af HELD ....

 

For mig, der er godt sur over at have været forfulgt af uheld i temmelig lang tid, er historien om Sharon Kinne (født den 30. november 1939) ekstra morsom og ironisk. Hun var ellers en dame, der ikke stod for morskab, men snarere for dødelig alvor for i hvert fald tre myrdede mennesker. Umiddelbart virkede hun som prototypen på en amerikansk kvinde med det, man dengang forstod ved feminin succes. Pæn at se på, tidligt gift, fordi hun løj sig gravid, så hendes første mand, James Kinne, følte sig forpligtet til at gifte sig med hende. Senere blev fik de imidlertid en lille datter, sådan at Sharon udlevede datidens amerikanske drøm for kvinder, nemlig som som husmor og mor. Mystisk nok påstod den dengang purunge Sharon inden brylluppet med Kinne, at hun var enke, men sådan var det altid med hende: hun løj, for det hun var ekspert i løgne og havde altid held med sine løgnehistorier. Alt flaskede sig for hende gang på gang, så løgnen enten ikke blev efterforsket eller i hvert fald ikke afsløret som det, den var, nemlig det, man kunne kalde en "fabrikeret sandhed".

Ingen kunne umiddelbart se på Sharon, at hun aldeles ikke passede ind i skabelonen for den gængse model over "pæne piger". Sharon var og blev en lurifaks og ikke spor "skabelon-agtig", og jeg må indrømme, at jeg godt kan lide hende, selv om hun opførte sig forfærdeligt og var totalt skrupelløs. Formentlig passer betegnelsen "psykopat" perfekt på hende, men der er nu noget dejligt over kvinder, der ikke lader sig tryne af hverken mænd, politi eller skæbnen. Hvor kvinder alt for ofte er de selvskrevne, forsvarsløse ofre, så var Sharon i høj grad det modsatte ....

I 1960 blev Sharons mand, James Kinne, fundet skudt i hovedet med hans egen pistol. Sharon hævdede, at det var parrets 2-årige datter, der ved et uheld var kommet til at skyde sin far, "for hun legede tit med hans våben". Politiet kæmpede en brav kamp for at modbevise denne påstand, men det lykkedes dem ikke, bl.a. fordi retsmedicineren var faldet for Sharons "pæn-pige"-image, sådan at han ikke havde sikret de beviser der skulle til. Han havde således ikke foretaget tests for krudtslam på hverken Sharons og hendes datters hænder, vist nok fordi han ikke "nænnede" at udsætte den nydelige mor og yndige datter for sådan noget griseri. Kort sagt: heldet var med Sharon ....

Et par måneder efter James Kinnes død fandt den omkringflagrende Sharon sammen med den elsker, hun selvfølgelig havde, liget af en kvinde, Patricia Jones. Politiet opdagede, at den myrdede kvinde havde været gift med en anden af Sharons elskere, hvilket naturligt nok førte til, at mistroen imod hende voksede. Denne elsker havde nemlig forsøgt at bryde med hende kort før mordet på hans kone, men hun ville ikke give slip. Kunne Sharon have valgt at myrde elskerens kone, så han blev fri og kunne gifte sig med hende? Mistanken voksede, da nan fandt indicier på, at mordet ikke var en voldtægts og mord-affære, som ligets placering ellers antydede, men snarere en camoufleret henrettelse. Som i tilfældet med James Kinnes død blev udredningen dog forkludret, fordi Patricia var blevet balsameret og begravet inden en obduktion.

Nok blev Sharon arresteret og sigtet den ene gang efter den anden i begge kriminalsager, men hun havde en utrolig evne til at smutte udenom straffen. Enten blev hun frikendt, eller juryen kunne ikke blive enig om en dom - om og om igen.

I 1962 blev hun ellers kendt skyldig i mordet på James Kinne, men dommen blev kendt ugyldig på grund af ubegribelige retstekniske mangler. Sharon klarede altså frisag den ene gang efter den anden, selv om hendes skyld faktisk synes at være blevet bevist. Til hendes held blev flere beviser dog ødelagt af politiet og andre, der spillede en rolle i efterforskningen.

Efter tre retssager i forbindelse med James Kinnes død rejste hun i 1964 til Mexico med sin daværende kæreste/mand, dvs. inden den fjerde retssag kom op at stå. Hvis denne mand havde drømt om et hyggeligt og roligt hjemmeliv med den livlige "pæne pige", så blev han slemt skuffet, for Sharon gjorde sig straks umulig ved at skyde en mand, hun havde mødt på en bar. At hun fulgte med ham hen på hans hotelværelse "misforstod" han angiveligt, da hun jo altså var en "pæn dame", der udelukkende var kommet for at se nogle billeder, han ville vise hende.

Denne gang klappede fælden imidlertid, for den forklaring godtog mexikanerne altså ikke. De var åbenbart ikke så godtroende som amerikanerne eller lå i den grad under for "pæn-pige"-facaden. Sharon røg ind for mord, men minsandten om ikke heldet var med hende én gang til: efter nogle års fængsel undslap hun under en biografforestilling for de indsatte, og ingen har kunnet finde hende siden da. Nogle mener endda, at hun stadig kan være i live og leve det søde liv et eller andet hemmeligt sted, måske krydret med et par mord eller flere ....

 

https://www.reddit.com/r/UnresolvedMysteries/comments/5lwcr2/sharon_kinne_american_housewife_who_killed_at/ 

 

 

Guddommelige forfædre

 

Ifølge nogle slægtsstudier, som folk i min familie har foretaget, så nedstammer vi fra Hviderne, og det er selvfølgelig mægtig fornemt, selv om der nu også var brodne kar iblandt dem. Andre er dog endnu fornemmere, for de nedstammer angiveligt fra GUD!!! Således er der dem, der er overbevist om, at Jesus havde børn med Maria Magdalene, og at en af deres døtre blev stammoder til den gamle, franske kongeslægt. Det kan enhver jo komme og sige, men det er tydeligt, at denne kontroversielle figur, Maria Magdalene, der for det meste er blevet beskrevet af kirkens mænd som en "synder", som Jesus tilgav og velsignede, i virkeligheden havde en helt anden rolle i hans liv - og i den tidlige kristendom, hvilket gør hende meget interessant ....

Dan Brown og andre har digtet videre over denne person-konstellation, og andre har søgt beviser både i og uden for kirken. Det må nu være, hvad det være vil, for det er stadig kontroversielt, selv om visse fund dog har betydet et skred i opfattelsen af "Den bodfærdige skøge", der nu pludselig kan forvandles til Jesu hustru eller kæreste samt mor til hans børn.

Op igennem tiden har der været virkelig mange guder, som vi kender til - og så er der alle dem, vi ikke kender - men ham, der blev regnet for Nordens overgud, nemlig den enøjede Odin, har skam også efterkommere i nutiden. Hvor Jesu efterkommere er en noget usikker størrelse, så er Odins fulde af substans, for de sidder stadig på en god portion magt i nutiden.

Jep, det er bl.a. denne velkendte dame, der kan regne Odin som sin forfader. Hun nedstammer i lige linje fra Egbert, der var konge af Wessex og bedstefar til Alfred den Store, hvis hoffolk opstillede en stamtavle. Ifølge denne stamtavle nedstammede Egbert fra Ingild, der var bror til kong Ine af Wessex. 

                                                               Kong Egbert af Wessex

Egbert (født ca. 770, død juli 839) var utvivlsomt konge af Wessex fra 802 indtil sin død. Det var ham, der gjorde Wessex til det dominerende rige i England. Der er imidlertid tvivlere blandt historikerne, der kommer med den kætterske teori, at det fine kongelige stamtræ er en konstruktion for at bevise, at Egbert var af kongeslægt. HVIS stamtræet er ægte, så nedstammer Egbert fra Cerdic, den første saksiske konge af Wessex, og han nedstammede såmænd fra ingen ringere end over-guden Odin via hans søn Baldur. Måske ikke helt så fint som det franske kongehus, der nedstammer fra Jesus - og dermed fra Jahve - men det snerper nu derhenad mht fornemhed .....

 

https://time.com/5210705/mary-magdalene-controversial/ 

 

http://www.sangreal.dk/Sangreal_Ordenen/Maria_Magdalene.html 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

https://www.information.dk/2007/07/maegtigste-klan-slaegten-hvide 

 

Det sarte mor-søn-forhold

 

Denne fint udsmykkede mandsperson er selvfølgelig den mægtige tyske kejser, Wilhelm II, der var barnebarn af dronning Victoria af England. Hans drømme om Tysklands storslåede fremtid mundede ud i Første Verdenskrig med enorme mængder omkomne, men førte også indirekte til Hitler og Anden Verdenskrigs ufattelige rædsler.

                                                         Den unge Wilhelm og hans mor

Der er dog masse af beviser på, at han midt i sit had-kærligheds-forhold til hende var helt vild med én bestemt legemsdel, nemlig hendes hænder. Han følte sig aldrig tilstrækkelig højt elsket af hende og udtrykker ofte ønsket om et tættere fysisk forhold i form af håndkys og lignende. Man kan sige, at han havde en fetich i form af disse moderlige hænder, hvis skønhed og blødhed, han ofte priser, men som på et symbolsk plan også er afstraffelsesmidler, selv om der nu ikke lader til at være beviser på, at hun slog ham.

På dette billede skuler den amerikanske seriemorder Gary Leon Ridgway (født i 1949) med et ondt blik og rynker panden vredt, men ikke ad sine egne forbrydelser imod de mange kvinder - ca. 50 - han myrdede som The Green River Killer. Næh, det var sandelig ikke tanken om disse uhyrligheder, der den ene gang efter den anden fik ham til at bryde ud i gråd under forhør og ved retssager, for den eneste, han havde ondt af, var ham selv. Alle hans forbrydelser synes at udspringe af det utilfredsstillede begær, han allerede i den tidlige barndom følte for én bestemt person: hans mor, Mary Rita Steinman. Hun var ellers efter sin egen mening en mægtig moralsk person, selv om hun havde for vane at  vandre omkring i hjemmet iført meget lidt tøj eller med decideret sexet tøj. Alt sammen noget, der satte fut i lille Garys fantasi og startede en meget forkvaklet tankegang mht kvinder. 

Gary kom i konflikt med loven den ene gang efter den anden, men han blev først identificeret som den djævelske Green River Killer, efter at man fik analyseret visse beviser via DNA. Da var han færdig én gang for alle og offentligheden fik indblik i hans psyke med den enorme selvmedlidenhed over den sexede mor, der enten vimsede rundt i meget lidt tøj eller hersede med ham. Hendes dominans var en del af spillet mellem dem, selv om hun næppe har forstået, hvad hun satte gang i. Og hvad har det så med den tyske kejser at gøre ud over at de begge er skyld i uskyldige menneskers død? Jo, ikke bare Gary, men også kejseren var knyttet til deres mødre på en usund måde. 

                                                          Kejserinde Victoria af Tyskland

Wilhelm II var født med en deform arm, hvilket angiveligt gik ham enormt meget på, og som han gav sin mor skylden for. Der er beretninger om, at han sagde noget om, at skavanken var en følge af, at hun var "ustyrlig" under fødslen. Sandt? Næppe, og det er ikke andet end et rygte, som man kan forholde sig til alt efter tro og overbevisning. Til gengæld udviste hun ikke nogle særlig milde følelser imod sin ældste søn, der ofte bragte skam over familien, bl.a. allerede dengang hvor han som 4-årig fik et hysterisk anfald midt under kronprins Edwards og prinsesse Alexandras bryllup. 

Var det på grund af disse specielle mor-søn-forhold, de blev som de gjorde? Det er der afgjort dem, der vil mene - bl.a. formentlig Freud - men sådan en tolkning finder jeg meget problematisk, fordi den tillægger kvinderne en del af ansvaret. Disse to kvinder var aldeles ikke meskyldige i deres sønners besynderlige morderlyst, for de har ikke indoktrineret dem i mord. Hverken Garys eller Wilhelms mødre priste mordet for dem eller påstod, at det var deres tissemænd, der styrede showet, og at de kunne gøre, som de ville, fordi de havde levet med et uopfyldt begær som børn.

 

https://www.independent.co.uk/news/uk/home-news/kaiser-wilhelm-ii-s-unnatural-love-his-mother-led-hatred-britain-8943556.html 

 

Om at rette bager for smed

I dag har jeg været en slem Else, der har skældt to sagesløse personer af den kommunale art ud pr. telefon. Bagefter fik jeg et slemt anfald af samvittighedsnag og forestiller mig nu, at jeg har ødelagt deres aften, og at de er blevet helt flade i masken oven på denne oplevelse. Desuden: den person - også kaldt IDIOT!!! - der havde FORTJENT skideballen, var selvfølgelig ikke til at få fat på. Den slags individer har nemlig en veludviklet evne til at gemme sig bag en hel række underordnede, der så - som i dette tilfælde - må tage imod ubehageligheder, der var tiltænkt dem/chefen. 

Oplevelsen af mig selv som uretfærdig furie fik mig til a tænke på Johan Hermann Wessels digt "Smeden og Bageren", der fortæller om en smed, der i den grad havde fortjent at blive hængt for mord, men desværre var der mangel på smede i byen, så man tog en bager i stedet for. Wessel fortalte, at den stakkels, totalt uskyldige bager "græd gudsjammerligt", da han blev ført bort, og det er der jo ikke noget at sige til, for hvem ønsker at blive hængt for en andens fadæse? Nok de færreste, eller rettere sagt: INGEN ....

                                                          Ak ja, det gør det jo ikke bedre ....
 

Og hvad så med slemme Else? Tjah, hun er direkte udmattet oven på en dum dag og vier derfor aftenen til at tænke tanker samt gøre op med sin slemhed. Bortset fra det, så har hun aldeles ikke opgivet at få fat på den egentlig skyldige, for hun er stadig sprøjtende GAL ....

 

 

 

 

Når inkarnerede narcissister drømmer søde drømme

 

Midt under Den Første Verdenskrig vågnede en tysk soldat op i sin skyttegrav, hvor han havde taget sig en lille lur sammen med sine kammerater. Pludselig rejste han sig op og forlod skyttehullet, selv om det blev regnet for langt være mere sikkert end de omgivende marker. Sagen var dog den, at denne soldat havde haft en drøm, lige inden han vågnede, og den bød ham at forlade skyttehullet med det samme. Fordi det var en drøm, som han oplevede som et vink med en vognstang fra Gud selv, og han i forvejen følte sig udvalgt til store bedrifter, fulgte han drømmens direktiver og forlod altså skyttegraven. Få sekunder efter hørte han et kæmpe-brag bag sig, og da han så sig tilbage, så han at det skyttehul, han havde forladt, men hvor hans kammerater stadig lå, var blevet ramt og var jævnet med jorden, idet alle hans soldaterkammerater i det pulveriserede hul døde.

"Store drømme"? Ja, DET var han god til, store drømme var lige ham og meget i hans hidtidige liv, inden han befandt sig i skyttehullet, var ikke andet end drømmerier. Hans ideer om at være "udvalgt" af en højere magt samt forestillinger om de store bedrifter, han ville forbløffe verden med, når krigen var forbi, gjorde, at han også efter episoden så drømmen som et tegn på, at selveste Gud havde udvalgt ham til noget stort.

"Ups, den forkerte knap!"

Ja, Vorherre kan sandelig også tage fejl, for den person, der - ifølge legenden - blev reddet af en drøm, greb lidt for begejstret ideen om egen storhed og betydning for verden som helhed.

 

Her er den reddede soldat, men den sorte fjerbold på hans skulder er nu nok ikke Gud. Sød er den dog, og den kan åbenbart lide fyren, den sidder på, selv om han var en nar og skiderik af de virkelig stygge .....

 

 

 

Uden en chance

 

Når man ser dette ganske nydelige kvindeansigt, opfatter man efter min mening ikke umiddelbart, hvem det er, man har foran sig. Set ud fra billedet virker denne kvinde lidt "slidt" og måske også noget deprimeret, men ikke umiddelbart som en person, der ikke kan tage vare på sig selv. Det var hun imidlertid, for selv om man ikke kan se det, så lå hendes intelligenskvotient betydeligt under gennemsnittets. Hun havde tilbragt flere år på en institution for retarderede. Nogle taler om intelligenskvotient-tal på 43-47, og så er man altså i farezonen for udnyttelse og misbrug af smartere, men skruppelløse individer. Sådan en mødte hun beklageligvis omkring den 12. september 1982, hvor hun stødte på en mand ved navn Samuel Little i en bar, hvor de begge var kommet for at møde andre mennesker og more sig. Hvor hun, naiv som hun var, faldt for den tilsyneladende venlige kæmpe og heller ikke lagde skjult på sin betagelse, idet hun bl.a. satte sig på skødet af ham, så havde han helt anderledes ideer om, hvad "sjov" og menneskeligt samvær er.

For ham betød "sjov" voldtægt, (selv om han senere blev rasende hver gang, dette ord blev brugt til at beskrive hans aktiviteter), med efterfølgende mord. Han behøvede intet værktøj til drabene, for hans ualmindelig store og stærke hænder udførte arbejdet, og når det skete, så fik han seksuel udløsning. Denne kvælnings-proces nød han helt vildt, og han regnes nu for en af de flittigste kvindemordere i USAs historie. Eftersom der blev fundet konkrete beviser på, at Patricia og Samuel havde været tæt på hinanden fysisk, og der også var vidner til deres møde i baren, så skulle man tro, at sagen var afgjort, og at retssystemet fik buret ham inde, men nej, han blev anklaget, men ikke dømt. Hvis han og hans offer havde mødt hinanden i retten, så ville hun heller ikke dér have haft en chance over for ham, fordi han havde langt mere mellem ørerne, end hun havde. At det, han havde, var totalt forskruet, vidste man ikke på det tidspunkt, men det er senere kommet frem, bl.a. via nogle rystende videoer af  politiforhør.

Hvor jeg ser en vis menneskelig værdighed i hendes ansigt, opfatter jeg Littles morder-fjæs med de tunge træk og døde øjne som et billede på de laveste af alle lave instinkter i et menneske. Han var/er, hvad han ser ud til at være, nemlig et monster fra gyserfilmens verden, der på mystisk vis har forladt det hvide lærred for at leve blandt normale mennesker. At Patricia dog ikke blot blev til legetøj for ham, men også nåede at levere en form for "bredside" imod ham glæder mig: da han kvalte hende, gav hendes tarme slip på en stor mængde afføring, der tilsølede hans bil. Nok havde hun ikke ord, der kunne stoppe ham, men selv en mindrebegavet kan altså udtrykke sig på markant vis .....

 

https://www.oxygen.com/catching-a-serial-killer-sam-little/crime-news/sam-little-case-acquitted-patricia-mount 

 

Lidt om valg-fusk i USA

 

Hr. tudefjæs T. Rump opfører sig som et forkælet barn, (hvilket han også er blevet kaldt af folk, der kender ham personligt), for med Joe Bidens valgsejr bliver han jo "snydt for" sin anden runde som præsident. Det er noget, en forfængelig mand som T. Rump ikke kan holde ud at tænke på, for det rammer hans selvopfattelse. Når han taler om, at Biden vandt efter omfattende snyd, som han dog ikke har kunnet bevise, så får det én til at tænke lidt over alt hans beviste snyderi i noget nær alle af livets felter. Ikke bare i forretninger har han snydt, hvor han har kunnet komme til det, men også i sit privatliv, hvilket hans tre koner vil kunne tale med om. 

Selv som golfspiller snyder han ifølge forskellige vidner, og så er man altså ikke bare et patologisk tilfælde, men også et patetisk menneske. Eftersom han bliver afsløret den ene gang efter den anden, så er han virkelig god til at gøre sig selv til grin .....

Kort sagt; vi har at gøre med en person, der bare ikke KAN acceptere en fiasko. Hvis han taber, så føler han sig personligt forfulgt og mener sig berettiget til at slå igen MED ALLE MIDLER ....

Som forhenværende demokrat og nuværende republikaner har han snoet sig igennem systemet på alle mulige måder, men er det noget, der bare ligger til ham, eller bærer hans valgte parti præg af det samme mønster? Meget tyder på, at valgfusk falder republikanerne naturligt, og at de benytter sig af "gerrymandering"-systemet til at tiltuske sig sejren, selv når demokraterne har fået flest stemmer. De er simpelthen vant til at gå ud af valgkampen som sejrherrer uden at skulle skele til antallet af faktisk stemmer. "Gerrymandering" er et begreb, der omfatter manipulation af valgområder, som jeg finder højst besynderligt. Ja, faktisk så sært, at jeg har opgivet at forstå det, men bare læne mig tilbage i undren med åben mund og polypper, for det er tydeligvis SNYD. Eftersom det er det system, T. Rump forventer vil støtte ham, føler han sig forståeligt nok snydt - uden at være det .....

 

https://www.npr.org/2020/11/08/932880774/how-gerrymandering-efforts-fit-into-2020-presidential-election

https://www.nbcnews.com/politics/2020-election/gerrymandering-alive-well-coming-battle-will-be-bigger-ever-n1106951