Mødre verden over og til alle tider har udvist en fantastisk kærlighed til deres børn. Det er sandt, at der også har været nogle stygge eksempler på det modsatte, men det almindeligste er, at mødrene gør alt, hvad de kan for deres barn og sørger dybt, hvis barnet kommer til skade eller ligefrem dør. Derfor synes jeg også, at dette ikke bare er en meget speciel, men og også specielt rørende historie, hvor en mor gør, hvad hun kan for en anden sørgende mor.
Billedet ovenfor viser en iransk mand, der er dømt til døden for mord. Han er få sekunder fra at blive hængt, men så griber mordofrets mor ind. Hun løsner rebet, hvilket åbenbart er tilladt for en i hendes position som ofrets nære slægtning. Ved at løsne rebet frelser hun morderens liv, hvilket imidlertid ikke skyldes hendes omsorg for ham, men for hans mor.
Det "normale" i sådan en situation er, at forældrene eller andre nære slægtninge til den myrdede i bogstaveligste forstand sparker stolen, som den dømte står på, væk under ham, så hængningen fuldbyrdes, og han og dør. Noget, hun altså valgte at lade være med for ikke at kaste en anden kvinde ud i den samme sorg, som hun selv føler ved at miste sit barn.
Her omfavner de to kvinder hinanden. Om de var veninder eller slægtninge vides ikke, men de var altså begge mødre. (PS: fundet på internettet)
Han var faktisk flot som ung, men efterhånden som han blev ældre forsvandt det gode udseende. På billedet hér ligner han - efter min mening! - en erigeret penis med hat, hvilket gør dette kontrafej til en ganske vellykket fremstilling af kongen med de mange forskudte og henrettede koner: sådan var han jo. Det har altid frydet mig, at en dansker sagde fra over for ham, idet vores kong Christian II's yngste datter, Christine (1521-1590), afviste hans frieri med ordene: "Ja, hvis jeg havde haft to hoveder, ...."
Christine, dansk prinsesse
På det tidspunkt havde denne skrækkelige Henrik fået halshugget to af sine seks koner, hvilket måske ikke ville være sket, hvis de havde kunnet give ham de sønner, han i den grad higede efter. Hans seks ægteskaber indbragte ham kun én søn samt to døtre, nemlig Edward VI, Mary I og Elizabeth I. Dvs. i virkeligheden var der dog mange flere kongelige babyer, men Henriks børn havde en kedelig tendens til at dø som nyfødte eller i hvert fald i en meget tidlig alder. Noget, mange har forklaret som tegn på mødrenes forståelige stress som ægtefælle til denne skøre rad.
Alle disse baby-dødsfald er der dog en biologisk forklaring på, der i hvert fald er helt ny for mig, da jeg aldrig har hørt eller set noget om den før. Anerkendt er den dog, så stakkels Henriks langt mere stakkels koner får en form for oprejsning, der kunne have reddet deres liv, hvis det var blevet kendt i deres levetid.
Denne kraftstruttende monark, der tydeligvis var meget stolt af sin fysik, havde en biologisk svaghed, der kaldes Kell-faktoren. Den lå i hans blod, og først nu ved man, hvordan man tager højde for den ved nutidige graviditeter. Gad vide, om denne medfødte skavank også kan forklare Mary I's mystiske graviditeter, der også blev forklaret med "hysteri" eller andet psykisk. Måske var hun virkelig gravid, i hvert fald første gang ....
Henrik var positiv over for Kell-blodgruppen på den måde, at hans blod havde anti-Kell-genet. Sådan en mand kan få et sundt Kell-positivt barn uden de store problemer, men de antistoffer, som dette barns mor producerer under denne første graviditet bliver i hendes krop og angriber det næste foster.
På en vis måde er der vel tale om en forurening af kvindens biologi, der stammer fra den mand, hun får børn med. De overleverede beretninger om alle disse Henrik-koners graviditeter er barsk læsning, for de var ikke bare virkelig hårdt ramt, men levede også sammen med en egocentrisk monark, der ikke tålte noget som helst, der beklikkede hans mandighed. Han var tilmed stolt af sine "natlige pollutioner" og så dem som bevis på, at han var en rigtig mand.
Catrina Banks Whitley & Kyra Kramer, “A New Explanation for the
Reproductive Woes and Midlife Decline of Henry VIII,” The Historical
Journal, 53, (4), December 2010, pp. 827-88. A NEW EXPLANATION FOR THE REPRODUCTIVE WOES AND MIDLIFE DECLINE OF HENRY VIII
Så farligt er det nok ikke at bære mundbind, at ørerne ligefrem falder af, men det er irriterende, og man kommer nemt til at føle sig "kvalt". Det bliver heller ikke bedre af, at der er tvivl om deres beskyttende virkning: forhindrer de smittespredning, eller gør de ikke? Der er anti-mundbindsfolk, der hævder, at de ikke hjælper en døjt, men mange af dem lader også til at tro, at den vaccine, vi venter på, er forsynet med bittesmå sporingselementer, der giver (skatte-)myndighederne adgang til hvert eneste hjørne i borgernes liv, så dem tror jeg ikke på. Vanvid har mange former, og den slags argumenter regner jeg for et af de slemme symptomer på det allerværste vanvid....
Andre mundbindsmodstandere hævder, at det er ikke-sejt at gå med den slags, og det er selvfølgelig slemt for dem, der absolut VIL være seje. Inden for den gruppe tror jeg, at USAs vanvittige præsident Donald Trump fører an. Så vidt jeg ved, har han én eneste gang ladet sig se med mundbind, men kun denne ene gang.
Nemlig, af med det, når man altså er en arrogant idiot!
Hvilket minder mig om, at en af hans lige så skøre sønner har udtrykt begejstring over, at "USA har fået gjort sig fri af lægernes tyranni". Alt, der begrænser denne type anti-mundbindsbæreres frihed regnes for helt uacceptabelt, hvilket svarer til, at man insisterer på at kunne hæve penge fra en tom konto: hvad enten man kan lide det eller ej, så vinder realiteterne nemlig altid.
Så sandt, som det er sagt!
Nogle brugere taler om, at mundbindene giver dem eksem, kløe og udslæt, og det er selvfølgelig ikke så rart. Faktisk vil det være et godt, individuelt argument imod at bruge dem, og det får mig til at tænke på nogle, der forventes at altid være dækket til.
Hvis man får eksem af mundbind og desuden bliver fortalt, at man kun skal bruge dem et vist antal timer ad gangen, hvad så med disse muslimske kvinder og deres slør? Så vidt jeg kan se, sidder det ret stramt, så de får vel også eksem, men det er der åbenbart ingen, der protesterer imod. Sært, ja, faktisk mega-sært .....
Forslidt, men rank og egentlig også smuk på sin egen måde. Hun befinder sig dog et sted for fattige kvinder, der mangler husly og har næppe udsigt til noget andet eller bedre, nemlig formentlig The Flower And Dean Street Lodging House For Single Women. Her betalte man 8d (eight pence) for en nat, men man fik også mad.Sært, at dette var, hvad samfundet bød en kvinde, der havde slidt og slæbt hele sit liv. Når det nu er tilfældet, så burde hun være sikret en bedre alderdom, men sådan spillede klaveret ikke i dronning Victorias gamle klassesamfund .....
Dette billede er formentlig en nutidig rekonstruktion af en historisk veldokumenteret situation: fattige mænd betalte sig til et sovested, hvor "sengen" var en tørresnor, som man delte med mange andre i samme båd. Det var nok det laveste arrangement for fattige hjemløse, og muligheden blev ofte benyttet af fulde søfolk, hvilket var baggrunden for udtrykket "hungover".
Systemet virkede ellers på den måde, at man betalte omkring 1 d (1 penny) for et natligt logi, der varede til klokken 5 om morgenen, hvor der kom en person, der bandt rebet op i den ene ende, sådan at de sovende fik en brat opvågnen, idet de faldt om på gulvet.
For andre, der havde lidt flere penge at rutte med, var der sovesale med omkring 80 personer, der f.eks. kunne dele seng med andre, idet de skiftedes til at bruge den, men "selvfølgelig" uden nogen form for rengøring.
Dette billede er fra Tyskland, men det viser en velkendt situation fra Victorias London, hvor nogle var så fattige - eller havde "bedre ting" at bruge deres penge på - at de sluttede sig til andre i samme situation. Når de havde fundet sammen, sov de udendørs, tæt sammen på en bænk for varmens skyld. Det gør ondt at tænke på, for disse mennesker har for de fleste vedkommende investeret deres evner og kræfter i manuelt arbejde, der har været nødvendigt for, at nogle velhavende personer har kunnet få deres liv til at fungere. En hel del af det samme ser vi i vore dage, men dér hvor det er erkendt, kan man i hvert fald forsøge at hjælpe dem.
Skiltet er selvfølgelig lavet af denne vovses menneske, der har tolket dyrets tanker og følelser ved regnvejr. Man forstår godt det kære firbenede væsen, men er samtidig bekymret for, hvad den så kan finde på i stedet for den gængse tisse-tur.
De fleste hunde-ejere med have har det langt nemmere end dem, der bor i lejlighed, hvor de ikke bare kan lukke hunden ud. Ikke desto mindre, noget af en opgave at være WC-servicemand/-kvinde .....
Belært af erfaringen kan man ikke sidde sådan en anmodning overhørig, for selv om hunden ikke selv ønsker det, så går det næsten uvægerligt galt, hvis trangen ikke imødekommes ....
Ikke alle vovser er så venlige at advare i forvejen, og det kan skabe grobund for en vis modvilje imod dyret i familien. Noget, der ikke rigtig er noget at sige til, for hér går den ellers så søde hund virkelig langt over stregen .....
Kan dette være en demonstration imod den liggende person, eller var der bare ikke et tisse-træ i nærheden?
Man kan grine ad den slags, men formentlig kun hvis det ikke rammer én selv, for det er selvfølgelig både ubehageligt og nedværdigende at komme ud for sådan noget. Én ting er, at hanhunde kan finde på at overfalde et menneskeben, der udsættes for erotiske overgreb, noget andet, at de sørme også kan få den tanke (???), at deres menneske er en lygtepæl. Enormt ydmygende!
På rette vej? Tjah, måske ....
Jeg har hørt om forskellige træningsforslag, der skal give vovsen en ide om, hvad der skal foregå udenfor og hvad, der helst ikke må ske indendørs.
Nogle forslag går ud på at træne hunden til at bruge familiens toilet, og det ved jeg lykkes for nogle, men næppe alle.
Med eller uden indendørs-toilet er det, som om der PLUDSELIG går et lys op for hunden. Den lærer at kradse på døren, når den vil/skal ud og gøre, hvad den nu skal udenfor. Hvis der sker uheld indenfor, så bliver den ofte meget skamfuld, selv om den jo ikke gør det med vilje.
Sådan et syn er jo ikke rart for en ægte hundeven, men det viser noget interessant: hunden VED, når den har gjort noget, den ikke må. Vi har altså at gøre med et tænkende og følsomt væsen, og det må vi indrette os efter. Hvis ikke man kan det, så skal man slet ikke have hund ....
Kejserinde Suiko (554–628) var datter af kejser Kinmei og halvsøster til kejser Yomei, idet de havde fælles mor. På et eller andet tidspunkt blev hun sin anden halvbror, kejser Bidatsus, konkubine for derefter at blive hans officielle hustru, da hans første kone døde. Da det skete, skiftede hendes titel til Okisai, hvilket betyder "kejserens hustru". De fik ialt syv børn og havde formentlig et godt ægteskab.
Kejser Bidatsu
Da Bidatsu blev syg og døde, blev Suikos anden halvbror, Yomei kejser, men kun i et par år, idet der udbrød forskellige magtkampe mellem de mægtige klaner Soga og Mononobe. Faktisk erobrede Hatsusebe fra Sogaklanen tronen og blev kejser, men det løste ikke problemet med de voldsomme stridigheder, så man greb til en utraditionel løsning: kejserdatteren og kejserenken Suiko blev valgt som Japans første kvindelige regent i 593 og heskede i 35 år indtil sin død i 628. Dermed blev hun den 33te japanske kejser og den første af indtil videre ialt otte kvindelige kejsere i Japan.
Eftersom træerne nu engang ikke gror ind i himlen, så havde hun mere eller mindre officielle rådgivere eller medregenter, nemlig prins Shotoku og Soga no Umako, men besad selv betydelig magt. Hun bedømmes da også stadig som en fortrinlig herskerinde, der forstod at sno sig i datidens Japan og f.eks. ikke lod sig pådutte sine medregenters ønsker og ideer. Alene det, at hun overlevede og regerede så længe viser betydelige evner som regent.
Under hendes styre blev buddhismen den officielle religion i Japan. Suiko bekendte sig selv til buddhismen og havde aflagt ed som buddhistisk nonne kort før, hun blev kejserinde.
Den shakespeareske version af den sidste Plantagenet-konge i England, nemlig Richard III (1452-1485), er et typisk eksempel på sejrherrens forvrængninger af en slagen modstanders eftermæle. Richards regeringstid som engelsk konge var kortvarigt og varede kun fra 1483 til 1485, hvor han blev besejret, og Tudor-slægten holdt sit indtog.
Eftersom Shakespeare levede og virkede under denne nye kongeslægt, så er det klart, at han ikke kunne tillade sig at være objektiv i vurderingen af den døde Richard III. Spørgsmålet om, HVEM der havde RET til den engelske trone, var jo af vital interesse for Tudor-regenterne, for hvis det var Richard, så forsvandt deres rettigheder som legitime monarker. Derfor var der ingen grænser for alt det slemme, han blev beskyldt for, inklusiv en vakkelvorn fysik. Selv hans modstandere måtte dog indrømme, at han var en tapper mand, der gjorde det godt på slagmarken - altså indtil han ikke bare tabte, men også døde.
Denne form for legitimitets-usikkerhed havde Elizabeth I levet med det meste af sit liv, fordi hun skiftevis blev regnet for kong Henrik VIII's ægte datter, skiftevis for det illegitime resultat af et uheldigt ægteskab med den henrettede Anne Boleyn. At fremstille Richard III som andet end en super-skurk ville derfor ikke have været klogt af Shakespeare, så han smurte virkelig på og gjorde ham til det ondeste af det onde og det ækleste af det ækle fysisk set. Eftersom han var den sidste engelske konge, der døde i kamp, så kunne Shakespeare jo også have valgt at fremhæve hans tapperhed, men nej, den går ikke, når der går politik i eftermælet, og det var lige, hvad der skete med Richard ....
Man mente, at Richards lig var gået tabt, da det hed sig, at det var blevet smidt i en flod. Andre kilder hævdede dog, at det var blevet begravet i Gråbrødre-klostret, der imidlertid var blevet revet ned. Det betød, at man ikke vidste, hvor kongens lig befandt sig, men i 2012 blev det genfundet, begravet under det, man fandt ud af engang var Gråbrødre-klostret, men som nu er en parkeringsplads. Det hele blev meget spændende, for dette maltrakterede mande-lig med 10 alvorlige skader i hovedet, der af arkæologerne blev beskrevet som "svagt, kvindeligt og krumrygget", lå sammen med et andet lig, der vist ikke er blevet identificeret endnu. Den berømte "pukkelryg" viste sig at skyldes skoliose, og den kan ikke have gjort det lettere for Richard at deltage med bravour i krigen, men det gjorde han rent faktisk.
Liget blev identificeret af eksperter fra The University of Leicester via DNA, og derpå trådte hele det kongelige maskineri i gang. Resterne af den sidste Plantagenet-konge blev begravet med fuld honnør i Leicester Cathedral den 26. marts 2015.
Da han blev fundet, of man så billeder af ham, var det egentlig et rørende syn, for det var jo altså tydeligt, at det, der var blevet sagt om hans medfødte handicap, ikke var løgn. Som han ligger dér i det, der i så mange år havde været han grav, var han så "afklædt", ikke bare for kongelig værdighed, men for livet selv, som noget menneske kan være. Ikke desto mindre sloges han for det, han troede på, men som blev ham berøvet.
Han var måske ikke nogen engel, men de, der "stjal" hans kongedømme - som han muligvis selv indirekte havde "stjålet", idet hans brors såkaldt "illegitime" sønner, der var blevet frakendt deres arveret, ANGIVELIGT blev myrdet af ham - er nu hensat til det samme stade, som han blev fundet i: Tudor-slægten er lige så død som han er. Ret tankevækkende faktisk ....
