Ja, det sker, at man undrer sig over, at politiet ikke er kvikkere, end det er tilfældet. Jeg kom selv ud for en episode for nogle år siden, som jeg aldrig har kunnet få behandlet, men som jeg syntes - og stadig synes - at den fortjener at blive behandlet. Der foregik følgende: jeg besøgte en grav på en kirkegård, der er meget velholdt, men ret skummel med en masse træer og snørklede stier. Ikke overraskende for netop sådan et sted havde der været flere tilfælde af taskerøverier, så jeg blev glad, da jeg så, at en graver var i færd med at arbejde på parallelstien til det sted, hvor "min" grav var. Den er markeret med tallet "2" på nedenstående primitive tegning, idet jeg står foran den på sti B. Jeg er i færd med at grave et hul til en potteplante, jeg har med. Min forholdsvis lille skuldertaske har jeg lagt oven på den busk, der står nærmest, fordi tasken gjorde det vanskeligt for mig at grave hullet til blomsten, da den daskede mig i brystet, når jeg lænede mig forover.
På parallelsti A knokler graveren med at fjerne ukrudt. Vi kan se hinanden, og jeg føler, at han giver mig sikkerhed ved at være dér. Da en lettere derangeret mandsperson passereer forbi mig via sti B og hen til grav "4", føler jeg mig derfor ikke udsat for fare, selv om han sender mig huldsalige blikke og tydeligvis ønsker at vække min opmærksomhed. Jeg har muligvis nikket kort som svar på hans "god dag", men ellers ignorerer jeg ham fuldstændig. Dog bemærker jeg, at nok står han foran grav "4", men han gør intet af det, folk normalt gør, når de besøger en grav. Han har således ikke blomster med, men står der bare - og glor på mig.
Fordi graveren er i færd med sit, og jeg føler, han er en form for "livvagt" for mig, fortsætter jeg ubekymret med det, jeg er kommet for. Den sære fyr ved grav "4" kommer pludselig hen til mig og tilbyder at tage mit affald med sig til det sted, hvor den slags bliver samlet på kirkegården. Uden at se på ham, nemlig for ligesom at signalere, at jeg ikke er interesseret i kontakt af nogen art, siger jeg ja tak, glad for at han nu forsvinder. Da jeg en fem minutters tid senere er ved at pakke mit habengut sammen for at gå, opdager jeg, at min taske, der jo lå på busken, er væk. Ikke nok med at der var penge i den, men i min pung var der også div. konto-kort, sygesikringsbevis, etc.. Alt sammen noget, man helst ikke skal miste.
På det tidspunkt, hvor jeg skal til at gå, opdager jeg også, at graveren må være blevet færdig med sit arbejde, for han er ikke længere til at se. Så hurtigt som jeg formår i min ophidsede tilstand, stryger jeg ned til kirkegårdskontoret for at låne personalets telefon, så jeg kan spærre mine kort. De virker meget chokerede over det, jeg har været ude for, men kan jo ikke gøre noget. Som jeg sidder dér og ringer, dukker graveren fra sti "A" pludselig op. Han, der jo burde være mit vidne, påstår dog, at han ikke har set noget til et tyveri, og det viser sig, at han kender den mystiske fyr, der besøgte grav "4", og som jeg er 100% sikker på tog min taske.
Hvor jeg ser en klam fyr med tvivlsomme hensigter, ser han en person, der er kommet for at besøge en grav, der af en eller anden grund har gjort indtryk på ham. Han omtaler ikke fyren, der besøgte graven ved navn, men den begravede kender han navnet på. Der er altså noget ved den grav, der er interessant, selv om det ikke fremgår direkte, f.eks. ved dens udsmykning. Det vigtigste i dette sammenhæng er imidlertid, at han, som jeg så som min sikkerhed, begynder at forsikre kirkegårdskontorets personale om, at "sådan noget ville han - dvs. klammerten - aldrig gøre". Ikke nok med det, men han forsøger også at få mig til at give sig ret i, at "der var nogle "perker-knægte", der cyklede forbi indgangen til de to stier, og "at det nok er dem, der har taget tasken". Noget, jeg ved, er umuligt, for tasken lå på busken oven på graven, og den eneste, der var derhenne, var mig og ham klammerten.
Spot blev føjet til skade, for selv om jeg fortalte politiet, at graveren åbenbart kendte fyren, som jeg var overbevist om havde taget tasken, samtidig med at han tog mit affald med sig, så var de ligeglade. Jeg foreslog, at de afhørte graveren eller kirkegårdskontorets personale, men nej, gu' ville de ej! Nok fik jeg erstatning fra mit forsikringsselskab for den stjålne taske, men ikke for indholdet, der bl.a. omfattede ca. 1800,00 kr.. Altså et pænt pengebeløb, som man ikke mister uden at kunne mærke det. Jeg vil dog sige, at det værste er, at jeg den dag i dag føler mig uretfærdigt behandlet og er vred på politiet, fordi de ikke gjorde noget for at finde den klamme fyr, som graveren jo kendte. På grund af det føler jeg mig som dobbelt-taber, og det er altså ikke så rart ....
