onsdag den 27. januar 2021

Michelangelo og hans falskneri med en Amor-figur

 

Dette er en ægte antik bronzefigur, vist nok er fra det andet århundrede e.Kr., og den forestiller et yndet motiv med den sovende Amor/Eros. I renæssancen blev antikviteter sat over samtidsværker, hvilket førte til et spektakulært bedrageri, hvor Caprese Michelangelo (1475-1564) fremstillede en falsk Eros-statue med samme motiv, simpelthen for at tjene penge.

Bedrageriet skete i 1496, hvor kunstneren var 21 år gammel og endnu ikke var slået igennem som det geni, han var. For at gøre bedrageriet nemmere at  gennemføre begravede han figuren og gav det nogle småskader, der skulle sandsynliggøre, at det var et gammelt kunstværk, som han havde været heldig at finde. Efter at have givet figuren den rette patina, solgte han den til en kunsthandler ved navn Baldassare de Milanese, der derpå videresolgte den til kardinal Riario af San Giorgio. 

Kardinalen var imidlertid ikke så kunst-kyndig, at han forstod, at statuetten var et mindst lige så værdifuldt kunstværk, som hvis det havde været den antikvitet, det var blevet præsenteret som af Baldassare de Milanese. Hans kunstsans har svigtet, for han må kun have tænkt på snyderiet og har vel følt, at han var blevet til grin ved at have investeret penge i noget moderne. For Michelangelo var handlen imidlertid heldig på den måde, at det var det, der financierede hans arbejde i et par år. Det gav ham arbejdsro, og han frembragte mange værker, der befæstede hans ry som en stor kunstner, men denne etablering i kunstverdenen fik altså sit nødvendige boost via  et fupnummer.

Efter at kardinalen havde opdaget, at han var blevet snydt for den antikvitet, han havde ønsket at købe, så gik han til Baldassarre og forlangte sine penge tilbage. Det fik han, og derefter tilbød Michelangelo at købe figuren tilbage af ham, men nej, "han ville hellere destruere den end aflevere den igen". Desværre kastede dette fup-og-fidus-drama eros-figuren ud på en årelang rejse, der endte i London, hvor den formentlig gik til i branden i 1698. 

 

https://www.jstor.org/stable/3047727?seq=1

 

https://100swallows.wordpress.com/2007/08/31/michelangelo-tried-to-cheat-a-cardinal/ 

 

https://100swallows.wordpress.com/2008/05/14/was-michelangelo-crookedpart-1/ 

 

Hmmmm, ja ......

Et sådant instrument investerede jeg faktisk i for nogle år siden, men selv nu, hvor jeg burde bruge den på grund af Coronaens punktum for nødvendig daglig motion i form af lidt mere aktivitet end bare det at flytte sig fra stol til stol, står den som regel ubrugt. Hvorfor, når den befinder sig i mit hjem og er lige til at gå til??? 

Efter hvad jeg forstår på forskellige Facebook-brugere, er jeg ikke den eneste, der har det med at glemme den slags nyttige redskaber. Er vi dumme??? Tjah, umuligt er det ikke, men jeg vil nøjes med at sige, at vi er "ukloge" med vores evne til at se forbi sådan noget som en motionscykel, der er lige til at bruge ....

 


tirsdag den 26. januar 2021

Femten børn og en skør ægtemand

Samtiden fandt hende "grim", men de elskede hende alligevel. George III's dronning, Charlotte af Mecklenburg-Strelitz (1744-1818), blev et hit, selv om der var nogen, der ikke var særlig vilde med hendes begejstring for snus, som hun brugte tidligt og silde. Andre anså det dog for sofistikeret, og hvad folk end mente, så fortsatte hun. Faktisk havde hun et helt rum, der blev afsat til hendes store samling af snus-dåser.

Ingen kunne have vidst, at det arrangerede ægteskab mellem den tyske prinsesse med afrikanske aner og den engelske kong Georg III (1738-1820) ville blive en succes. Faktisk kunne man kalde det romantisk, for de to unge mennesker faldt straks for hinanden, selv om han kort tid inden forlovelsen havde været forelsket i en anden, han ikke kunne få, da hun ikke var af kongelig byrd. 

George og Charlotte blev gift i 1761, men først efter en vielse med stedfortrædere i brudens hjemland. Det hævdes, at de "konsumerede" deres ægteskab nærmest øjeblikkelig, selv om de ikke havde mødt hinanden før brylluppet. Hvad der end foregik, så forløb alting tilsyneladende godt, for dette blev starten på et lykkeligt ægteskab, hvor der produceredes 15 børn, hvoraf de 13 opnåede voksenalder. 

I en Netflix-serie fremstilles Charlotte som en barsk, ret hoven og dominerende kvinde, men det var hun slet ikke i virkeligheden. Ud fra, hvad jeg har hørt om serien, er der faktisk ikke meget, der ligner George III's og dronning Charlottes hof, som det var i virkeligheden. De var beskedne folk, der ikke skejede ud, hvilket gav ham tilnavnet "Bonde-George". Hun levede for sin familie og huslige sysler, hvilket vist ikke fremgår af Netflix-serien.

Charlotte havde hof-regler, der ikke gjorde det let for ambitiøse kvinder, at blive en del af inder-cirklen. Når man var kommet ind, måtte man desuden finde sig i, at der blev snakket husholdning og ikke politik. Sidstnævnte emne var ligefrem blevet forbudt for dronningen, da hun kom til England, og det passede hende fint, for hun havde ingen lyst til at deltage i palads-revolutioner eller politiske intriger. Med femten børn, hvis ve og vel hun fulgte nøje, har hun også haft nok at se til.


Ægteskabet med George var altså blevet en uventet succes, idet de to virkelig lod til at elske hinanden. Alt gik godt indtil 1788, hvor kongen blev syg. Det må have været, som om han blev forhekset, for pludselig blev den gode og milde mand voldelig og totalt rablende. Han overfaldt dronningen og deres ældste søn - den senere George IV - samt kom med vilde anklager om utroskab. Det fortælles, at dronningens hår blev gråt af bekymring, og at hun pludselig ældedes synligt. Den læge, Dr. Francis Willis, som hun tilkaldte, havde ikke andre ideer end spændetrøje og forskelligt andet ubehageligt af samme skuffe, og det hjalp ikke på kongens helbred.

George havde været hendes bedste ven, for de to havde haft et virkelig godt forhold med gensidig tillid og åbenhed, men nu blev han pludselig en uregerlig vildmand. Hun havde lukket sin soveværelsesdør for ham og holdt de mindste børn væk fra ham af sikkerhedsgrunde, fordi han jo havde overfaldet deres ældste søn og hende selv. Oven i disse problemer var der så  spørgsmålet om, hvem der skulle regere landet under kongens sygdom. Kronprinsen vandt en strid med sin mor, der ikke stolede på hans dømmekraft, og dette førte til en årelang "kølighed" mellem mor og søn. Kongen, der blev holdt indespærret på Windsor, rasede imod hende. Han var ikke længere den mand, hun havde elsket, og nok besøgte hun ham, men altid med en følgesvend, så hun turde tydeligvis ikke længere være alene med ham. En trist afslutning på et langt ægteskab, der sluttede med hans død i 1820, hvor han blev lagt til hvile ved siden af hende et års tid efter hendes død.

 

https://www.dailymail.co.uk/news/article-9081893/Netflix-drama-Bridgerton-depicts-George-IIIs-wife-Queen-Charlotte-black.html 

 

https://aaregistry.org/story/englands-first-black-queen-sophie-charlotte-born/ 

 

 

Et par betragtninger om at kaste sin kærlighed på et dyr

Ja, hvorfor gør man nu det? Når det gælder mor-barn-kærligheden er det umiddelbart forståeligt, for naturen har indrettet det sådan, at moderens kærlighed i mange tilfælde udgør barnets eneste livsforsikring. Uden mor er den lille ilde faren, så her har kærligheden et praktisk formål, men hvad med mennesker, der elsker dyr? Hvorfor elsker denne mand f.eks. den lille, sovende killing og har besluttet sig for at inkorporere ham/hende i sin menneskefamilie samt forsørge det lille kræ, som var det et barn? Den eneste umiddelbare forklaring er, at killingen er gennem-nuttet, men det er jo altså ikke i sig selv en udtømmende begrundelse. Sådan et svar går i ring, hvilket vist er det eneste, man har kunnet præstere vedrørende disse tilfælde af menneskelig dyre-kærlighed. Jeg har da heller ikke nogen forklaring, selv om jeg har spekuleret over fænomenet, bl.a. fordi jeg kender det fra mig selv.

En lignende kærlighed kan man også finde hos dyr, der tilsyneladende falder for andre dyr, der ellers mest fungerer som deres middagsmad. Når det gælder mennesker, så tror jeg, at der er noget omkring den lille pelsbolds hjælpeløshed, der udløser nogle dybe instinkter i os. Disse er formentlig beslægtet med forældres ømme følelser for deres afkom, for hvad skulle det ellers være? Med hensyn til dyr, der falder for andre dyr af en anden race, så er der mange underlige ting inde i billedet. Således var det en sensation, da man så billeder af et rovdyr, der havde adopteret et gazelle-føl, og som sørgede, da en af dets artfæller dræbte og åd dets plejebarn. (NB: muligvis ikke disse to)

For det meste er det dog mennesker, der falder for dyret og tager det til sig. At der findes myter om dyr, der adopterer menneskebørn, ved vi jo fra mytologien om Romulus og Remus, men som sagt, det er (formentlig) kun myter.

Man kan spørge sig selv om, hvorfor mennesker falder for et lille dyrebarn og adopterer ham/hende som et kæledyr. Løveunger er enormt nuttede, men de har det jo med at vokse op og blive temmelig uregerlige. Alligevel vil der sikkert altid være dem, der hellere end gerne tager dem til sig og investerer tid og kærlighed i dem.

I min barndom havde jeg en veninde, hvis kat stjal andre kattes killinger og bragte dem hjem til familien. Hvorfor gjorde hun nu det, når hun havde sine egne killinger? Forelskede hun sig i enhver killing, hun mødte på sin vej, eller kunne hun ikke kende forskel på sine egne og andres afkom? Nok ligner mange killinger hinanden, men dyr plejer jo at gå efter duft-mærker, så hvad gav hende dog det indtryk, at denne fremmede katte-baby var hendes? 

Leoparden sætter sit duftmærke på hunden, som den måske er vokset op med som en form for surrogat-mor, men det betyder så, at de to dyr må have et godt forhold og opfatter hinanden som nærtstående. Højst besynderligt!


http://heavenofanimals.com/2021/01/22/homless-dog-found-curled-up-in-snow-keeping-five-orphaned-kittens-warm/?fbclid=IwAR0E-xFAcGKTRtTsfiUQOXe1tWCpQsJ0GXjusyTa_VUYtc11mWuwVTyrZIY

 

https://www.theguardian.com/lifeandstyle/2021/jan/24/who-is-a-good-boy-the-unbreakable-bond-between-humans-and-dogs#Echobox=1611556803?utm_source=pocket&utm_medium=email&utm_campaign=pockethits 

 

 

mandag den 25. januar 2021

Er Paradiset til at holde ud for en aktiv sjæl???

Titlen er selvfølgelig ment ironisk, bl.a. fordi jeg ikke tror på det med Paradiset, hvor vi ifølge Biblen skal gense vore kære og leve i evig fryd og gammen. Desuden er jeg ret sikker på, at det hurtigt bliver mega-kedeligt med al den harpeklang og englesang. 

Så vidt jeg har forstået, hverken spiser, drikker eller "fester" man i Paradiset. Sex er formentlig også helt udelukket, så hvad laver man egentlig? Formentlig ingenting - tilmed i al evighed!!!!! Dér må jeg nok sige fra, selv om alternativet er ild, svovl og alle mulige former for tortur. Noget, man dog også hurtigt - meget hurtigt!!! - kan blive træt af ....

Paradiset kendes også som "Edens Have", der stammer fra flere sproglige kilder. På hebræisk indikerer det en park, hvor der hersker en tilstand af vellyst eller glæde. Det sumeriske "Eden" henviser til en steppe eller ørken, så hvis man sætter disse to sammen, får man billedet af en oase midt i en ørken. Hvad ordet "Paradiset" angår, så er det persisk, og det betyder "indhegning".

I Første Mosebog omtales Edens Have som et et sted i den fysiske verden, men senere rykkes den så at sige fra et sted "ude mod Øst" til området mellem floderne Pishon, Gihon, Eufrat og Tigris, dvs. det, vi i dag kender som det sydlige Irak. Hvor Det Gamle Testamente altså kommer med stedsangivelser her på jorden, så er Paradiset flyttet op i Himlen i Det Nye Testamente. Det er ikke et sted, man kan finde på et kort, og man bliver ført af sted af den himmelske engleskare for at komme dertil. Hvad man så får tiden til at gå med er ret uklart ..... 

        
  

https://www.bibelselskabet.dk/vidste-du-om-edens-have

 

https://www.religion.dk/leksikon/paradis

 

https://www.kristendom.dk/sp%C3%B8rg-om-trosl%C3%A6re/hvad-f%C3%A5r-man-tiden-til-g%C3%A5-med-i-paradis 


Myrdet med ord

J. R. R. Tolkien (1892-1973) var engelsk, men af tysk afstamning. Da hans bog "The Hobbit" udkom den 21. september 1937, tiltrak den sig forskellige forlags opmærksomhed verden over, og mange ønskede at udgive den på deres sprog. Et af de interesserede forlag var det tyske Rütten & Loening, der skrev til ham i 1938 - dvs. efter Hitlers magtovertagelse, men før Anden Verdenskrig - og tilbød ham en udgivelseskontrakt. Det var dog en betingelse, at han kunne stille med en attest på sin ariske oprindelse, noget, der ville have været nemt for ham, men et ønske, som han reagerede stærkt imod af ideologiske grund.

J. R. R. Tolkien engang i 1940'erne

Som altid med ordet i sin magt satte han sig ned og skrev et svar til det tyske forlag, der den dag i dag er berømt som et perfekt "myrdet med ord"-brev.

Gengivelse af brevet fra den 25. juli 1938:

"Thank you for your letter. I regret that I am not clear as to what you intend by arisch. I am not of Aryan extraction: that is Indo-Iranian; as far as I am aware none of my ancestors spoke Hindustani, Persian, Gypsy, or any related dialects. But if I am to understand that you are enquiring whether I am of Jewish origin, I can only reply that I regret that I appear to have no ancestors of that gifted people. My great-great-grandfather came to England in the eighteenth century from Germany: the main part of my descent is therefore purely English, and I am an English subject - which should be sufficient. I have been accustomed, nonetheless, to regard my German name with pride, and continued to do so throughout the period of the late regrettable war, in which I served in the English army. I cannot, however, forbear to comment that if impertinent and irrelevant inquiries of this sort are to become the rule in matters of literature, then the time is not far distant when a German name will no longer be a source of pride.

Your enquiry is doubtless made in order to comply with the laws of your own country, but that this should be held to apply to the subjects of another state would be improper, even if it had (as it has not) any bearing whatsoever on the merits of my work or its sustainability for publication, of which you appear to have satisfied yourselves without reference to my Abstammung."


Som en person, der selv er ret god til at være ondskabsfuld, bøjer jeg mig i støvet over denne elegance. "Tolkien rules", som de siger "over there", og man kan lære meget af hans overlegne brevstil. Ikke bare var han en god akademiker, der f.eks. lærte sig finsk for at kunne læse nationaleposet "Kalevala" på originalsproget, men også fik en forbilledlig universitetskarriere. Manden var belæst, fordi han var skruet sammen, som han var, og ikke fordi nogen holdt pisken over ham, hvilket beviser hans intellektuelle stade.


https://theconversation.com/how-to-invent-a-tolkien-style-language-57380 

 

http://tolkiengateway.net/wiki/Letter_29 

 

https://www.good.is/articles/jrr-rolkien-nazi-letter 

 

https://flashbak.com/jrr-tolkien-letter-nazi-the-hobbit-1938-429966/ 

 

 

 

søndag den 24. januar 2021

Kroppen som mødested


I årenes løb er der mange, der har hævdet, at mennesker er nogle XXX-huller, der konstant begår handlinger af mindre venlig art imod hinanden uden nogen som helst grund. I 1974 besluttede den jugoslaviske performance-kunstner Marina Abramovic (født i 1946) sig for at efterprøve denne påstand. Hun opførte en performance-forestilling, hvor hun stod ubevægelig i seks timer, idet hun gav de mennesker, der kom for at se hende, lov til at gøre, hvad de ville med og imod hende. Ligegyldigt hvad tog hun ansvaret for det, der skete.

Som en del af dette dristige eksperiment lagde hun 72 genstande frem, som disse tilskuere måtte bruge, som de ville, imod/på hende. Under denne specielle performance-forestilling blev hun fornedret på utallige måder af folk, der skar tøjet af hende - samt "lidt ved siden af, dvs. i hendes hud" - udsatte hende for forskellige intime berøringer, etc., etc.. Alt sammen noget, der bestyrker mistanken om, at mennesker dybest set ikke er det, vi forstår ved "gode", og at vi kan finde på at udnytte andres hjælpeløshed som en "fornøjelse".


Både i denne og i sine senere kunst-præsentationer har Abramovic arbejdet med en inddragelse af tilskueren i kunstværket. Hendes primære fokus har ligget på at "konfrontere smerte, blod og kroppens fysiske begrænsninger". 

Blandt hendes mange andre performance-forestillinger kan nævnes et retrospektivt forløb på Museum of Modern Art i 2012. Det blev kaldt "The Artist Is Present", og det bestod i en form for passiv konfrontation mellem kunstneren og en tilskuer. De sad bare over for hinanden og så på hinanden uden at tale. Forestillingen varede i 736 timer og 30 minutter. 

 

https://www.artsy.net/artist/marina-abramovic-1 

 

https://mai.art/ 

 

Wikipedia