Hva' for noget???!!!!!!! Nok har mange mænd et mærkeligt forhold til "kammeraten", (som jeg har hørt en bøsse kalde sin penis), men alligevel, hvem finder dog på sådan noget, og hvad var formålet???? Var det et genoplivningsforsøg, eller mente han, det kunne give ham noget af Maos kraft og "saft"??? Ingen af delene, for det var et såkaldt "hoax" = svindel/fupnummer, som en eller anden udtænkte for at vække opsigt. Noget, man må sige, lykkedes på fortrinlig vis.
Når der var dem, der troede på historien, skyldes det dels en viden om andre skøre påhit, mænd er kendt for, når det gælder om at komme af med det, der trykker. Desuden er det jo ikke første gang, et lig er blevet inddraget i en eller anden bizar sex-handling ....
Det påstås bl.a., at også Eva Peron blev voldtaget efter sin død, og at det er sket for flere afdøde berømtheder, der har ligget hos bedemanden. Et lig er utrolig forsvarsløst og sårbart, og hvis det også er ubeskyttet, ja, så kan der teoretisk set ske hvad som helst med det, hvilket der f.eks. er beviser på i mange seriemorder-sager.
Henry Lee Lucas er en af dem, der har fortalt, at han først og fremmest nød sex med døde kvinder, og at han altid "gjorde det" med sine ofre. Ingen af dem var dog ligefrem berømtheder, så den ekstra krølle på historien mangler. En af de allermest berømte voldtægtsforbrydere er faktisk Herodes fra Biblen (73/74 f.Kr.), der var vild med en bestemt kvinde, men hun afskyede og afviste ham. Da det ikke fik ham til at holde op med sine tilnærmelser, begik hun selvmord, hvilket dog ikke afholdt ham fra at fuldføre sine planer. Det siges, at han præserverede hende i honning i syv år. Andre hævder, at han fik hende balsameret for at kunne bevare hende som "sex-dukke". Sandt/Løgn??? Tjah, det er ikke til at sige, for det er jo sejrherrerne, der skriver historien .....
En strøtanke vedr. begrebet "dårlige mennesker": Der skal - efter min mening - mere til end bare at skovle til sig for at være et "dårligt menneske" i gængsforstand. Det dårlige menneske skal handle bevidst uden hensyn til dem, der rammes af hans/hendes handlinger, og ingen af disse to unge personer vil formentlig dø af sult, medmindre der kommer en tredie og ikke bare hugger de to bægre, men også forhindrer, at alle omkring ham/hende får nok til at opretholde livet. At røve uden hensyn til de konsekvenser, ens handlinger har for andre, er i mine øjne topmålet af egoisme. Der skal balance til mellem ens egne behov, den personlige frihed og hensynet til andre menneskers og dyrs liv og følelser.
Ikke altid det værste valg, medmindre man ved, at det får alvorlige konsekvenser for andre. At sætte den personlige frihed over alle andre hensyn bryder den balance, der bør være i et samfund - og i et forhold. Læsset vælter, så at sige, for den slags forskubber balancen ....
Hverdags-egoisme af denne art er direkte dumt, for den kunde kommer næppe tilbage for at handle hos denne fyr. Hvad sælger han? Næppe høflighed, hvilket ellers hører med til det succesfulde salgsarbejde. At denne høflighed ofte er påtaget, fordi folk trods alt ved, at den kan betale sig, er noget andet ....
Nå ja, det må vi ikke glemme: mange mennesker tager for givet, at ALT kredser om dem, hvilket nok er det basale fundament for de værste tilfælde af dårlig-menneske-opførsel. At få dem til at komme ud af denne meget almindelige vildfarelse er i mange tilfælde helt umuligt, da de ser deres opfattelse som intet mindre end en naturlov. Eksempel?
Hver tid sin dårlig-menneske-prototype. I 1940'erne havde man Hitler, og vi har T. Rump. At der er mange lighedspunkter bør ikke forbavse os ....
Ingen var så smuk som den græske gudinde Afrodite (: svarer til den romerske Venus), så da hun skulle afbildes, ville det selvfølgelig være en fornærmelse at bruge en anden end den allerskønneste jordiske kvinde som model. Når man ser på nutidige skønhedskonkurrencer, så er det klart, at den slags ikke er så let at afgøre, og at domme kan afføde stridigheder af alskens art, men det lykkedes i hvert fald Praxiteles at skabe en smuk statue af gudinden (i omkring det 4de århundrede f.Kr.), og hans model var efter sigende den græske prostituerede Phryne. Der er i hvert fald en pointe i, at Afrodite skjuler sit skød med en hånd, sådan at hendes bryster er blottede, for Phryne reddede angiveligt livet, fordi hun havde en smuk barm.
Jean-Leon Gerome: Phryne for retten
Phryne blev født omkring 371 f.Kr. og var en succesfuld kurtisane, der var kendt for sin store skønhed. Egentlig hed hun Mnesarete, men havde fået kælenavnet "Phryne", der såmænd betyder "frø" eller "tudse" på grund af hendes specielle kulør, der åbenbart gik over i det gyldne. Som en kvinde, der forstod sig på mænd, gik hendes forsvar ikke på ideologi og tro, men på krop og udseende, da hun på et tidspunkt blev anklaget for ugudelighed og stillet for retten i Athen.
José Frappa: Phryne
Da hun risikerede en dødsdom, lød hendes forsvar: "Se mine bryster, I kan da ikke dømme noget så fuldkomment til død og ødelæggelse." Det kunne d'herrer dommere åbenbart kun give hende ret i, for hun blev frikendt. Senere er hun blevet dømt til evigt liv som et ofte anvendt motiv for kunstnere, også i denne karikatur, hvor det ikke er hende, men situationen, der foreviges:
"Phryne before the Chicago Tribunal", Puck, 1884, der er en latterliggørelse af den republikanske politiker James G. Blaine.
En senere Phryne-statue af Elias Robert, Louvre
Phryne optræder både i malerkunsten og litteraturen, men den første statue af hende af Praxiteles er den mest interessante, for den viste noget hidtil ukendt i græsk kultur: en nøgen kvinde. Indtil da havde man kun vist nøgne mandlige helte. Desværre er denne oprindelige statue dog gået til, men der en dog gode kopier af den.
Der er ikke mange, der formår at udstråle en sådan joie de vivre som lille 3-4-årige Istvan Reiner fra Ungarn. Han var i høj grad som skabt til at få et godt liv med kærlighed og glæde, hvor hans dejlige personlighed ville kunne komme til sin ret. Jeg tror, han ville være blevet fuld af karisma og charme, der ville have glædet mange omkring ham, men sådan skulle det ikke gå, for billedet blev taget få dage, før han blev myrdet.
Han levede desværre ikke længe nok til at opleve, at en lille flok børn blev befriet. Rigtig mange var døde ligesom lille Istvan, men nogle kom altså ud og fik chancen for et godt liv. Om de fik det er ikke til at vide, men chancen var der.
Reddet fra et dødstog på vej til Auschwitz
En ting er sikker, nemlig at Istvan var totalt uskyldig, da han som så mange andre blev
myrdet i kz-lejren. Han havde heldigvis ingen anelse om, hvad der ventede ham, men har måske endda syntes, det var sjovt at blive iført den karakteristiske stribede kz-skjorte, der
tydeligvis er for stor til ham. Når man ser billedet, tænker man uvilkårligt, sikke et spild af menneskeligt potentiale. På mig har det en utrolig voldsom virkning, og jeg gribes endnu engang af det tysker-had, jeg har forsøgt at bekæmpe i årevis. Noget, jeg ved, næppe nogensinde vil lykkes mig fuldt ud.
Istvans mor og far, Livia Vermes and Bela Reiner, giftede sig i 1938. Hun havde allerede konverteret til kristendommen, og han fulgte hurtigt trop. Om det hang sammen med nazisternes fremmarch og alle de svinestreger, man allerede kendte til på dette tidspunkt, er ikke til at sige, men uvæsentligt har det formentlig ikke været.
Da lille Istvan blev født den 6. juli 1940, blev han da heller ikke omskåret, som det var skik for jøder. Dvs. at familien udsendte alle de signaler om at være ikke-jødiske, der var til rådighed, men det hjalp ikke: kristne eller ej, så blev de stadig anset for at være jøder, hvilket førte til deres deportation, først til en ghetto i deres hjemland, Ungarn, og derpå til Auschwitz.
Her blev Istvan adskilt fra sine forældre, men han var sammen med sin bedstemor, som han måske blev gasset sammen med i 1944, da han var knap 4 år. Både hans mor, far og halvbror, Janos, overlevede imidlertid.
Janos med lille, glade Istvan
Havde Istvan været ældre, kunne han være blevet anbragt i den specielle afdeling i Auschwitz, der var oprettet til børnene. Som knap 4-årig har han dog ikke forekommet tyskerne at være noget at satse på, for så skulle der jo mange år til, før han kunne udnyttes som arbejdskraft eller på anden måde.
Efter befrielsen blev Bela og Livia skilt. Det, de havde oplevet hver for sig, havde tæret alt for meget på ægteskabet, til at de kunne fortsætte sammen, men Livia blev senere gift med en anden mand, der også havde oplevet livet som kz-fange. De - og Janos - emigrerede til USA, hvor de skabte sig et nyt liv. Noget, der viser mig, hvor utrolig stærk Livia var. Hun havde mistet så meget, men formåede trods alt at finde noget at leve for.
At være i familie med en som Jeffrey Dahmer (1960-1994), der myrdede 17 unge mænd må føles som et uhyggeligt, genetisk stempel, for ligner man ham, og er der nogen, der sammenligner én med ham??? Nu var der jo heldigvis "kun" 17 mordofre, hvilket ikke er så mange, hvis man sammenligner ham med diverse andre kendte seriemordere. Der er dog et par meget ubehagelige detaljer ved hans ugerninger, der ikke sådan er lige til at glemme. En af disse blev jeg mindet om, da jeg forleden så en del af en dokumentarudsendelse om hans retssag: hans kæber bevæger sig, nærmest som om han tyggede tyggegummi eller kæmpede med en særlig genstridig - eller velsmagende??? - mad-klump. Man tænker uvilkårligt på, om det skyldes, at retssagen får ham til at huske, hvordan han ikke bare myrdede, men også åd dele af sine ofre??? Under alle omstændigheder: meget ubehageligt at se ....
Også lystmordere som Jeffrey var barn engang, og man ved fra skolekammerater, at han var sjov og festlig, men ikke noget lys i skolen. Måske det er derfor, han troede, at man kunne skabe sex-robotter ved at bore hul i de levende ofres kranier og hælde saltsyre ind i hjernen på dem? En person, der finder på den slags, er enten ikke ved sine fulde fem, eller har skippet timerne i fysik, så han/hun mangler den viden, der kan stoppe sådanne forsøg, før de går i gang med dem. Sært nok var Jeffreys far ellers kemiker, men han har vel ikke delt sin viden med sønnen?
Jeffrey var fem år gammel, da hans lillebror, David, blev født i 1966, hvilket blev starten på en hel del søskendejalousi. Der er dog ikke beretninger om, at Jeffrey ligefrem ønskede død over sin bror, men der har sikkert været tidspunkter, hvor David har ønsket, at Jeffrey bare forsvandt, gik op i røg eller aldrig var blevet født. Han forsøgte i hvert fald at lægge distance til ham, da hans perverse ugerninger skabte overskrifter i aviser verden over. Bl.a. skiftede han navn, formentlig også for at beskytte sin familie, og han lever anonymt, selv om der nu også har været rygter om, at han er død.
At Jeffrey blev myrdet af en medfange, er der ikke noget at sige til, bortset fra at hans familie havde advaret myndighederne om muligheden af, at det kunne ske. Vendte man ryggen til og lod det ske, eller var det ikke helt så suspekt? Tjaaahhh ....
David Dahmer
Ligner de to brødre hinanden? Egentlig ikke, og det siges da også, at David altid har været helt anderledes end Jeffrey. Måske fordi han voksede op hos deres fælles mor, Joyce, medens Jeffrey blev hos faderen, Lionel, efter forældrenes skildmisse. Under ægteskabet havde Joyce masser af psykiske problemer og forsøgte bl.a. at begå selvmord, men efter skilsmissen lader hun til at have trivedes. I hvert fald bliver hun beundret for sit arbejde med HIV-smittede og andre, der har brug for hjælp.
Familien Dahmer med baby Jeffrey har næppe været så "almindelig", som de senere har hævdet. Når man ser billeder fra brødrenes barndom, virker faderen og Jeffrey nære, men efter forældrenes skilsmisse boede de hver for sig, og det var dér, myrderierne startede. Ingen har rigtig kunne forklare hvorfor, bortset fra at Jeffrey var bøsse, men det fortæller nu ikke noget særligt om ham. Joyce ønskede hans hjerne dissekeret for at finde en forklaring på hans ugerninger, men det modsatte Lionel sig, så Jeffrey blev kremeret. At asken blev delt mellem forældrene er endnu en bizar detalje i en helt igennem besynderlig sag. Alt i alt en tragedie for alle involverede ....
Det er selvfølgelig underforstået, at Olivia ser så lidt godt ud, at en fyr med Supermans renommé ikke bør lade sig besmitte af hendes grimhed. Smuk søger smuk, og grim må nøjes med grim - eller? Tjah, det siges jo, at skønhed er noget relativt, så det er grimhed jo nok også. Idealerne svinger i hvert fald op igennem historien, så der mangler nogle helt stringente regler for dem, der vil dække sig ind imod omgang med officielt grimme personer.
Det har altid vakt en vis undren, at Pierce Brosnan - der jo bl.a. tidligere spillede James Bond - er gift med en ikke så strømlinet kvinde, som han tilmed ser ud til at elske højt. Han er flot og super-slank, medens hun er det, onde tunger kalder "konet", dvs. ikke en typisk Bond-pige, så hvad ser han dog i hende?
Her er hun shinet op, og det er tydeligt, at Pierce aldeles ikke er utilfreds med hende og hendes udseende. Måske han er ligefrem til store damer, og hvad så? Når det gælder herrerne, forventes man ikke at bemærke deres mindre smukke træk, men det gør man nu alligevel, ligesom man lægger mærke til, at dronning Margrethes barnebarn, prins Nikolaj, er en flot fyr.
Flot nok til at blive model, og det blev han så ....
Klassisk skønhed er let at genkende, for det er noget med proportioner, som vi vist alle ser helt automatisk. Det er sværere, når man på den ene side fodres med de gængse skønhedsidealer, og der så er nogen, der piller ved systemet og udnævner en person, der ikke besidder disse magiske, klassiske træk som smuk, f.eks. ved at give dem et job, der ikke umiddelbart passer med deres ydre.
Jeg må indrømme, at min reaktion ved dette syn var "jamen, hun ser da herrens ud, hvordan kan hun være en såkaldt "super-model", der påstås at have en "perfekt krop"??????" Hvis jeg havde fået at vide, at hun var kommet direkte fra en kz-lejr, ville jeg ikke have været forbavset, men nej, hun er en anerkendt skønhed og højt betalt model. Meget mystisk ....
Er denne model smuk? Ikke efter mine begreber, men jeg er jo altså også imod, at kvindeidealet ændres, sådan at kvinder bliver mindre og mindre. Et så tyndt menneske er lige til at putte i lommen, og det skal vi absolut ikke have noget af, nul, d'herrer ....
OK, dette er i hvert fald ikke en "lomme-model", hvilket er glædeligt, selv om hendes BMI næppe er ideelt. Hun har et smukt, ansigt med klassiske træk, og man må sige, at hun har former, men helbredet har næppe godt af al denne overdådighed.
Også en meget tynd dame, og jeg mistænker, at hun lider af en stofskiftesygdom af en eller anden art. Kun en Skipper Skræk ville anse hende for en skønhed, da hun typemæssigt ligner Olivia. En person som hende sætter spørgsmålstegn ved selve skønhedsbegrebet, for de fleste vil uden videre sige, at hun er grim. Nogle positivt indstillede individer vil muligvis finde hendes hår pænt eller i hvert fald acceptabelt, men ikke hende som helhed. Det ville være morsomt, hvis det viste sig, at hun i virkeligheden er model for en eller anden stor designer, for hun er sikkert ikke tyndere end hende ovenfor med strithåret.
Ham her vil de fleste også hurtigt afskrive som grim, men hans ydre er præget af noget, der kan udbedres af en god tandlæge, så helt umulig er han altså ikke. Måske han ville kunne gøre sig her:
Før i tiden var skønhed lig med klassiske ansigtstræk og nogle specielle kropstyper, men nu er det hele tilsyneladende blandet sammen. Man leger med typer og personlighed på en ny måde, og "grimt" udnævnes i visse sammenhæng til "smukt".
Masser af flødeskum og andet guf, men motivet er lidt sært, for normalt skyder et brudepar da ikke hinanden, eller hva'? Næh, det er unægtelig lidt usædvanligt, men det skyldes jo altså også, at dette ikke er en bryllupskage, men tværtimod en skilsmissekage. Nå ja, en skilsmisse er jo også en vigtig social begivenhed, der på sigt kan føre til meget godt, så på en vis måde et det logisk nok, at den også bliver fejret.
Ja, og det sker så nu, tilmed på en hjerte-baggrund, der i dette tilfælde nok ikke svarer til virkeligheden, for blod og død er sjældent kærligt ment.
Jeg kender udtrykket at være så gal, at man kan "rive hovedet af den person, man er gal på", og det er så sket her. Kvinden står med det afrevne hoved af det individ, der engang var hendes brudgom. Da der ikke findes sproglige udtryk for parterne i en skilsmisse, kan man jo kalde dem begge for "misser", da de i hvert fald har misset den lykke, som et lykkeligt ægteskab står for i de flestes bevidsthed.
Dette motiv synes jeg er lidt vanskeligt at forstå på grund af brudgommens kropssprog. Har han myrdet bruden, eller er han forfærdet over, at en anden har gjort det??? Måske han har skubbet hende ned af kagen, eller har han en kniv skjult i buketten, som han har stukket hende med??? Et eller andet slemt er der i hvert fald sket.
Fantastisk, at den myrdede brudgom stadig står op, medens bruden holder hans afhuggede hoved, som var det et trofæ - eller det er det måske?
På denne kage er der overhovedet ikke plads til mere end én person, og det blev så bruden, der vandt. Begge er de missere, men kun brudgommen måtte lade livet, medens hun fandt sit fodfæste på kagens top.
Denne kage har rigelig plads til begge misserne, men nej, sådan skulle det ikke være. Bruden bed i græsset, som man siger, medens den efterladte brudgom bliver lykønsket med den lykkelige skilsmisse.
Hvad jeg savner i denne type design-kager er det LYKKELIGE skilsmisse-øjeblik, hvor man fejrer begivenheden sammen. Det er der vist ingen, der har tænkt på, selv om det trods alt lykkes for en hel del, bl.a. fordi de har børn sammen. Nogle af kagerne er nu også unødvendigt barske, for alt det med at rive hovederne af hinanden tegner ikke et realistisk billede af situationen som helhed. Havde det været for 100 eller 200 år siden, så ville en skilsmisse have været en skandale, men det er det ikke længere, så hvad pokker, hit med en god ide til en LYKKELIG skilsmissekage ....
