Balancegang

En strøtanke vedr. begrebet "dårlige mennesker": Der skal - efter min mening - mere til end bare at skovle til sig for at være et "dårligt menneske" i gængsforstand. Det dårlige menneske skal handle bevidst uden hensyn til dem, der rammes af hans/hendes handlinger, og ingen af disse to unge personer vil formentlig dø af sult, medmindre der kommer en tredie og ikke bare hugger de to bægre, men også forhindrer, at alle omkring ham/hende får nok til at opretholde livet. At røve uden hensyn til de konsekvenser, ens handlinger har for andre, er i mine øjne topmålet af egoisme. Der skal balance til mellem ens egne behov, den personlige frihed og hensynet til andre menneskers og dyrs liv og følelser.

Ikke altid det værste valg, medmindre man ved, at det får alvorlige konsekvenser for andre. At sætte den personlige frihed over alle andre hensyn bryder den balance, der bør være i et samfund - og i et forhold. Læsset vælter, så at sige, for den slags forskubber balancen ....

Hverdags-egoisme af denne art er direkte dumt, for den kunde kommer næppe tilbage for at handle hos denne fyr. Hvad sælger han? Næppe høflighed, hvilket ellers hører med til det succesfulde salgsarbejde. At denne høflighed ofte er påtaget, fordi folk trods alt ved, at den kan betale sig, er noget andet .... 

Nå ja, det må vi ikke glemme: mange mennesker tager for givet, at ALT kredser om dem, hvilket nok er det basale fundament for de værste tilfælde af dårlig-menneske-opførsel. At få dem til at komme ud af denne meget almindelige vildfarelse er i mange tilfælde helt umuligt, da de ser deres opfattelse som intet mindre end en naturlov. Eksempel?

Hver tid sin dårlig-menneske-prototype. I 1940'erne havde man Hitler, og vi har T. Rump. At der er mange lighedspunkter bør ikke forbavse os ....