Her er der tale om noget mere end "forudanelser", for nok er det en art "varsler", men det er først og fremmest "advarsler". Jeg har oplevet det flere gange, hvor jeg er endt med at fortryde, at jeg har lukket en person ind i det, man vel kan kalde "inderkredsen". Det har givet nogle grimme oplevelser, som jeg til dels selv har været ansvarlig for, da mit instinkt jo havde advaret mig.
Sådan er det vel ikke nødvendigvis med personlige relationer, men mønsteret er det samme: man ser, at vedkommende er sådan og sådan over for andre, og det burde i sig selv være en advarsel om at stikke af, inden man lukker denne person ind. Det gør man så ikke, fordi man uvilkårligt undskylder hans/hendes opførsel med mere eller mindre logiske og velbegrundede argumenter. Sagen er jo også den, at man synes, personen er spændende og/eller charmerende, sådan at man skubber beviserne på deres anden side fra sig.
Et andet problem er, at nogle sociale konstellationer i sig selv bliver til en afpresning. Man siger "ja", hvor man burde sige "nej", fordi situationen er sådan, at man ikke bare kan forholde sig neutralt. Den er svær at tackle, men det kan betale sig at gøre, hvad man kan for at komme ud af kniben, så snart den opstår, for ellers bliver man viklet ind i noget endnu værre, som det måske er umuligt at gøre sig fri af uden en masse ubehageligheder.
Som så meget andet her i livet er der tale om en ægte balancegang, og den er som bekendt ikke altid lige nem ....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar