fredag den 5. februar 2021

Hvordan man IKKE lærer dyr menneskesprog

Delfiner er populære og meget intelligente dyr med et image som venlige og legesyge væsener, der gerne kommunikerer med mennesker. Amerikaneren Dr. John Lilly fik den ide, at for at forberede mødet med væsener fra andre planeter, ville det være af uvurderlig værdi at lære delfiner at tale og forstå engelsk. Sært nok, fik han NASA med på ideen, og han fik et stipendium, så han kunne forske i emnet. Til formålet ansatte han en ung kvinde ved navn Margaret Lovatt, der skulle assistere ham ved at interagere med de tre delfiner, han havde forflyttet til sit forskningscenter. Den ene af delfinerne var en meget let antændelig teenager, som fik navnet Peter, og den virkede mægtig interesseret i Margaret, som den gjorde erotiske tilnærmelser til. Dog var der ingen tegn på, at den interesserede sig for at lære engelsk, men det bekymrede vist ikke Dr. Lilly på dette stadium af forsøget. Han foreslog Margaret, at hun skulle hjælpe Peter af med de seksuelle frustrationer ved berøringer efter først at have givet ham LSD. 

Forsøget fandt sted i 1963, da der utvivlsomt herskede en mere naiv og "uskyldig" holdning til LSD end nu, hvor man ved mere om, hvordan det virker. Ergo: Peter blev behandlet, som Dr. Lilly havde sagt, og han stortrivedes. Det med berøringer og LSD var lige ham, så han blev dybt deprimeret, da man opgav den skøre sprogundervisning og sendte ham og hans kammerater af sted til Florida. Han savnede sin LSD og Margaret, og der er dem, der mener, at han begik selvmord af sorg. Væk var han i hvert fald, forsøget blev droppet af NASA, og der kom ikke andet ud af det end endnu en besynderlig erfaring vedr. forholdet mellem dyr og mennesker. 

At man overhovedet kunne få den ide at udnytte venlige og intelligente dyr på denne måde er mig en gåde. Nok var tresserne fulde af eksperimenter med både det ene og det andet, men alligevel. Når man fylder en delfin med LSD og berører den "efter behov", så behandler man den som en brugsgenstand, hvad enten den kan lide det eller ej. At Peter var mægtig glad for Margaret gør det faktisk endnu mere ubehageligt at tænke på .....


https://www.theguardian.com/environment/2014/jun/08/the-dolphin-who-loved-me

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar