Tryghedens evangelium

Det kan være rigtigt nok, at lykke hører sammen med følelsen af tryghed, men ingen af delene er nu altid til rådighed, bare fordi man ønsker det.

Hmmmm, tjah, men er det nok til at give tryghed? Den allerførste læresætning i moderne tid lader til at være "Tryghed først og fremmest", og jeg føler såmænd selv dens slagkraft engang imellem. Er der noget dejligere end at vide, at hvor man end er, og hvad man end gør, så er man tryg, for man er FORSIKRET imod uheld og andet, der kan forrykke balancen i det, man forstår ved "et godt liv", nemlig en socialt sikret tilværelse. Hvis man ser denne højt skattede tryghed som fundamentet for ens tilværelse, så skal der dog ikke meget til, før man føler, at fundamentet vælter. Dvs. at "trygheden" som sådan er mere eller mindre illusorisk, for ægte tryghed lader sig ikke rokke, men står fast. Ligevægtens nul-tilstand forvandles lige med et til en alvorlig minus-tilstand, der f.eks. kan starte sådan: pengene er der, boligen er der, vennerne er der, men man bliver syg, og BUM, så er det faste fundament pludselig blevet flydende eller i hvert fald meget vakkelvornt ....

Den form for tryghed, der hviler på fornemmelsen af social sikkerhed, er nok den grundlæggende, men der er også andre former. F.eks. giver det tryghed at vide, man er "som alle andre", og ikke har uacceptable kanter, der stikker ud til alle sider. Desværre må jeg sige, at også denne form for tryghed er en illusion. Man lever som sine venner, har de samme meninger som dem, og alt er fryd og gammen, for man støtter gensidigt hinanden gennem bekræftelser på at man er "normal". At skeje ud og pludselig blive anderledes er ikke velset, for det truer den fælles følelse af tryghed. Rammen omkring denne form for tryghed er det ensartede, genkendelsen af sig selv i de andre og manglen på spørgsmålstegn ved det, der anses for at være "normalt".

Og så er der dem, der dyrker deres egen stormægtighed som "enere". Giver det tryghed at føle sig forskellig fra andre? Det tror jeg faktisk, at det kan, hvis det er ægte. Lyver man for sig selv, idet ens fornemmelse for ens egen unikke natur bare er et dække for en mindre behagelig social tilstand, så forøges ens mangel på tryghed betydeligt. Man føler, at man er noget særligt og ikke står til regnskab for andre. Desværre for ens selvfølelse har man kun drømmerier at byde på som "beviser", og det er i sidste ende nedbrydende for den selvtillid, denne type mennesker har brug for. 

Selv folk, der er udmattede fysisk og psykisk, ja, nærmest udslukte gør én ting hver eneste dag, fordi de føler, at det er dér, trygheden ligger: de tager på arbejde, for hvad skal de ellers gøre? I tider med arbejdsløshed bliver arbejdet det store, lokkende lys længere fremme i en meget mørk og uhumsk tunnel, og det forstår man jo godt. Jobbet - hvad enten det er godt eller ej - er det, der bringer mad på bordet og et hjem at stille dette bord. Uden jobbet er der lukket af for alle mulige dagligdags fornødenheder, så man ved, at det er vigtigt, men 100% trygt er det nu ikke. Alle kan jo have et job, som de kan miste på grund af forhold, de ikke selv er herre over ....

Og så er der kærligheden, der i århundreder var kvindens eneste mulighed for at opnå økonomisk og social tryghed. Man giftede sig til forsørgelse, og nogle gjorde det tilmed af kærlighed, men næppe uden at skele til det sociale perspektiv. Hvis de ikke kunne få den, de elskede, så måtte de elske den, de fik, og det gjorde mange af dem sikkert også. Kærlighed og ægteskab var i hvert fald vejen frem for den ærgerrige kvinde/mand, der var så heldig at falde over en god kandidat til at blive deres "bedre halvdel". Systemet byggede dog ikke på et fast fundament, da den sociale tryghed først og fremmest var afhængig af noget så uforudsigeligt og skiftende som følelser. 

Det var så den "tryghed"!

Kærligheden kan være herlig, men at satse på den som den store tryghedsskaber er simpelthen ikke klogt. De fleste ved det godt, men deres behov for at opnå følelsen af at være elsket og passet på er så stort, at den kommer højt op på deres ønskeliste for et godt liv.

Den ultimative tryghed for en tryghedsnarkoman er måske i virkeligheden en fængselscelle, hvor der bliver passet på én. Man får sin mad bragt og er beskyttet imod vejr og vind, og det er begrænset, hvilke vanvittigt utryghedsskabende handlinger, man kan begå. Kort sagt, både herligt og helt igennem forfærdeligt ....