onsdag den 10. februar 2021

Skæbne-begivenheder, der fejres bedst med guf


Masser af flødeskum og andet guf, men motivet er lidt sært, for normalt skyder et brudepar da ikke hinanden, eller hva'? Næh, det er unægtelig lidt usædvanligt, men det skyldes jo altså også, at dette ikke er en bryllupskage, men tværtimod en skilsmissekage. Nå ja, en skilsmisse er jo også en vigtig social begivenhed, der på sigt kan føre til meget godt, så på en vis måde et det logisk nok, at den også bliver fejret. 

Ja, og det sker så nu, tilmed på en hjerte-baggrund, der i dette tilfælde nok ikke svarer til virkeligheden, for blod og død er sjældent kærligt ment. 

Jeg kender udtrykket at være så gal, at man kan "rive hovedet af den person, man er gal på", og det er så sket her. Kvinden står med det afrevne hoved af det individ, der engang var hendes brudgom. Da der ikke findes sproglige udtryk for parterne i en skilsmisse, kan man jo kalde dem begge for "misser", da de i hvert fald har misset den lykke, som et lykkeligt ægteskab står for i de flestes bevidsthed.

Dette motiv synes jeg er lidt vanskeligt at forstå på grund af brudgommens kropssprog. Har han myrdet bruden, eller er han forfærdet over, at en anden har gjort det??? Måske han har skubbet hende ned af kagen, eller har han en kniv skjult i buketten, som han har stukket hende med??? Et eller andet slemt er der i hvert fald sket.

Fantastisk, at den myrdede brudgom stadig står op, medens bruden holder hans afhuggede hoved, som var det et trofæ - eller det er det måske? 

På denne kage er der overhovedet ikke plads til mere end én person, og det blev så bruden, der vandt. Begge er de missere, men kun brudgommen måtte lade livet, medens hun fandt sit fodfæste på kagens top.

Denne kage har rigelig plads til begge misserne, men nej, sådan skulle det ikke være. Bruden bed i græsset, som man siger, medens den efterladte brudgom bliver lykønsket med den lykkelige skilsmisse.

Hvad jeg savner i denne type design-kager er det LYKKELIGE skilsmisse-øjeblik, hvor man fejrer begivenheden sammen. Det er der vist ingen, der har tænkt på, selv om det trods alt lykkes for en hel del, bl.a. fordi de har børn sammen. Nogle af kagerne er nu også unødvendigt barske, for alt det med at rive hovederne af hinanden tegner ikke et realistisk billede af situationen som helhed. Havde det været for 100 eller 200 år siden, så ville en skilsmisse have været en skandale, men det er det ikke længere, så hvad pokker, hit med en god ide til en LYKKELIG skilsmissekage ....


Ingen kommentarer:

Send en kommentar