Hieronymous Bosch (ca. 1450-1516) rystede sandelig ikke på hånden, da han malede "The Garden of Earthly Delights" mellem 1490 og 1510. Han har svælget i figurer og episoder, der som regel - men ikke altid - er blevet tolket som referencer til Biblen. Dette er måske hans bedst kendte værk, men det er aldrig kommet til at fungere, som det var meningen, at det skulle, nemlig som en altertavle med tre sammenklappelige paneler. Noget, der egentlig er ret forståeligt ud fra de voldsomme scener, disse paneler indeholder, og som man bedst ser ved at fremdrage nogle af de mange, mange spændende detaljer.
Hver lille detalje - som f.eks. den med rotten og ansigtet - er så syret og samtidig så stærkt, at man gribes af en ustyrlig trang til at afkode dem deres dybere mening. Noget, man dog hurtigt finder ud af kræver en specialviden - samt en stærk fantasi. Hvad pokker foregår der i disse billeder, og hvor fik han sine ideer fra??? Nogle af scenerne virker som de tolkninger af Helvede, som han var berømt for, men ikke alle, og så melder problemet sig: én ting er figurer, der f.eks. ses som bibelske, noget andet er dem, der mere virker som noget fra et personligt mareridt. Sidstnævnte type kan virkelig hurtigt både fejl- og overfortolkes.
"The Garden of Earthly Delights" består af tre fløje i et sammenklappeligt kunstværk, der oprindelig var tænkt som en altertavle, men aldrig blev brugt sådan. Ikke mindst fløjen til højre blev fyldt med gruopvækkende væsener, der ikke bliver mindre skræmmende af, at denne fløj regnes for det sidste led i et forløb. Den bliver til "endestationen", medens midterstykket anses for at forestille en station på vejen, hvor mennesker møder og/eller hengiver sig til utallige syndige fristelser. Nogle af de symbolske detaljer kan imidlertid tolkes på utallige måder og også som andet end "synd".
Ifølge Biblen er endestationen for menneskets jordiske rejse enten Himlen eller Helvede, alt efter hvordan man har levet sit liv. Det forekommer mig dog at være ret mystisk, at Himmel-stykket viser noget, der som regel bliver tolket som skabelsen, men med en meget ungdommelig Gud, der nok i virkeligheden er Jesus.
Hvis man aflæser alle tre billeder fra venstre mod højre - hvilket er det logiske og mest brugte - så bliver livet en sørgelig affære, der uvægerligt ender i Helvede. Sådan plejer man nu ikke at se dette trefløjede billede, selv om de fleste kunsteksperter er enige i tolkningen af det som menneskelivet med fristelser og synder, rammet ind af Himlen og Helvede.
Når man lukker de tre fløje, så kommer der et smukt og ligesom afklaret billede frem. Det har sandsynligvis relation til forestillingen om Verdens Skabelse, men ligesom der ikke er enighed om tolkningen af de indre paneler, så er der det heller ikke om denne del af værket.
Hieronymous Bosch har efterladt sig mange billeder, der den dag i dag fascinerer tilskuerne, hvad enten de er privatpersoner, kunstnere eller kunstkendere. Alligevel har man aldrig kunnet skrive hans biografi, for han har ikke efterladt sig skriftligt materiale. Man ved, at han blev født i sin bedstefars hus i Holland, men hvordan han var som menneske eller så ud, er der ingen, der rigtig ved. Tegningen ovenfor er da også posthum og stammer fra en, der angiveligt kendte ham - eller som fantaserede om ham? Det er ikke til at vide ud fra de meget, meget få oplysninger, der foreligger. Én ting ved vi dog, nemlig at han længe efter sin død har inspireret mange senere kunstnere som f.eks. Pieter Bruegel the Elder, Joan Miro, Max Ernst, René Magritte og Salvador Dali.
https://www.hieronymus-bosch.org/biography.html
Ingen kommentarer:
Send en kommentar