Denne unge dame er fra USA, og hendes navn er Miriam Stevenson. Ved at blive kåret som Miss Universe i 1954 bliver hun den officielle skønhedsdronning ikke bare for hele planeten, men for verdensrummet som helhed. Ingen (af hunkøn) noget sted på og uden for planeten formodes at være smukkere end hende. Nu er skønhed jo i høj grad noget subjektivt, og selv om hun da er nydelig, så vil jeg ikke kalde hende super-smuk. I min ordbog vil hun være opført under betegnelsen "husmor-typen", hvilket betyder, at hun savner den glamour, som jeg umiddelbart forbinder med begrebet "smuk". For mig er denne betegnelse knyttet til kvinder som Elizabeth Taylor, Ava Gardner, Sophia Loren og den type film-stjerner.
Ava Gardner og Lana Turner, der begge var anset for at være virkelig smukke
Der er ikke meget husmor over nogen af de to, og det skaber jo et dilemma, for tog dem, der valgte Miriam Stevensson som "universets smukkeste", så totalt fejl? Næh, for som sagt er og bliver skønhed noget subjektivt. Det betyder også, at begrebet skønhed veksler med tid og sted. I vor tid skal man være meget tynd for overhovedet at blive regnet for smuk, men det skulle man ikke til alle andre tider op igennem historien. Alene dér ses en overmåde markant forskel på idealerne, der viser noget om skønhedsbegrebets flygtige natur. Faktisk kan det få én til at tænke på, om der er nogen mening i at operere med sådan et begreb.
Desuden hvad med alle andre skabninger? Hvis man ser objektivt på sagen, så kan man i hvert fald argumentere for, at væsener som f.eks. denne kat er langt smukkere end noget menneske. Vi er f.eks. betydeligt mere kluntede end en kat, og hverken denne eller sommerfuglene, der svæver over vandet, der formodentlig skjuler nogle lige så flotte guldfisk, er ligefrem grimme. De er alle smukke, også ud fra vore skønhedsbegreber. Det samme gælder en blomst som denne. Er den smukkere end katten og/eller skønhedsdronningen? De kan ikke for alvor sammenlignes - og dog, jo det kan de, hvis vi beslutter at gøre det .....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar