En ganske flot fyr, og så havde han som baron status som adelsmand samt magt over krigsskibet HMS Trent, hvis kaptajn han var på det tidspunkt, hvor denne historie starter: Sir John Lindsay (1737–1788). Senere opnåede han rang som admiral, men mere som en ærestitel end noget andet, for hans skrantende helbred, da han kom op i årene, lagde en dæmper på hans aktiviteter.
Han var 24 år, da han traf den unge, afrikanske kvinde, Maria Belle, og hun har måske haft ægte følelser for ham, ligesom han har haft det for hende, efter at han erobrede det spanske slaveskib, hun ifølge myten befandt sig på. Mange i hans position har haft forhold til farvede kvinder og har fået børn med dem uden at have følt sig forpligtet over for hverken mor eller barn, men sådan var John Lindsay ikke. Da Maria Belle fødte en datter i 1761, tog han barnet med sig til sin onkel, Lord William Murray, jarlen af Mansfield. Den lille pige blev døbt Dido Elizabeth Belle i 1766 og voksede op på Lord Murrays gods, Kenwood House. Noget kunne iøvrigt tyde på, at John Lindsay havde endnu en "naturlig datter", der imidlertid voksede op i Skotland, og formentlig ikke har haft forbindelse med Dido.
Her på godset blev Dido - der også er kendt som "Belle" - opdraget som en "dame af selskabet" sammen med en anden af Lord Mansfields grandniecer, Lady Elizabeth Murray, der var forældreløs. I nekrologer over Didos far, John Lindsay, nævnes det, at han var barnløs, men havde en "naturlig datter, der var mulat", så han vedkendte sig hende altså, og det gjorde resten af familien tilsyneladende også.
På den ene side var Dido altså en fin dame, på den anden side var hun nul og niks, for hendes sociale status var stadig "slave". Ifølge den koloniale lovgivning arvede hun som datter af slaven Maria Belle nemlig sin mors status. Hun boede på Kenwood House i 31 år og var højt elsket samt respekteret, bl.a. for sin hjælp til grandonklen, Lord Mansfield, som hun f.eks. ofte tog diktat fra, når han skulle skrive breve, etc.. Noget, der tydeligt viser, at hun havde modtaget undervisning og forstod miljø, hun var en del af.
En amerikansk besøgende på Kenwood House, den tidligere guvernør over Massachusetts,Thomas Hutchinson, har fortalt, at hun var meget tjenstivrig, og at hun deltog i alle familiens gøremål. Dvs. at der åbenbart ikke blev diskrimineret imod hende, men at hun dog ikke havde en virkelig formel, familiemæssig stilling i huset, men "bare var der". Da Lord Mansfield døde i 1793 efterlod han hende tre ting: 1) et frigivelsesbrev, 2) en vis sum penge og 3) et beløb, der skulle udbetales til hende hvert år. Nogle år før, da hendes far døde, havde hun også modtaget et pengebeløb som arv efter ham, så hun var ikke uden midler.
Eftersom Lord Mansfield var Lord Chief Justice of England and Wales måtte han også dømme i en berømt sag om en bortløben slave, hvis ejer ønskede at sælge ham. I den forbindelse ytrede han sig meget negativt om slave-systemet, og dette kan jo godt have været et resultat af hans samvær med Dido, men gjaldt angiveligt kun sagen med den flygtede slave: "The state of slavery is of such a nature, that it is incapable of being introduced on any reasons, moral or political; but only positive law, which preserves its force long after the reasons, occasion, and time itself from whence it was created, is erased from memory: it's so odious, that nothing can be suffered to support it but positive law. Whatever inconveniences, therefore, may follow from a decision, I cannot say this case is allowed or approved by the law of England; and therefore the black must be discharged." Denne dom blev imidlertid taget til indtægt for ønsket om slaveriets afskaffelse, men det skete nu først langt senere, nemlig i 1807 i England.
I Danmark udstedte Christian 7 "Forordning om Neger-Handlen" i 1792, der - pr. 1. januar 1803 - forbød slavehandel på Afrikas kyst, men én ting var idealet, noget ganske andet realiteterne, for denne handel fandt bare nye veje. Hvad Dido angår, så giftede hun sig med en franskmand, John Davinier, og fik tre sønner, inden hun døde som 43-årig.
Wikipedia
Ingen kommentarer:
Send en kommentar