Den på det tidspunkt 36-årige indenrigsminister Winston Churchill lå i et dejligt, varmt bad, da han fik at vide, at en flok udenlandske anarkister var blevet afsløret under et indbrud i en juvelerbutik. Nu var det sådan, at en del af financeringen af Den Russiske Revolution foregik ved kriminalitet rundt omkring i Europa. Denne episode, der senere blev kendt som "The Siege of Sidney Street", fandt sted den 16. december 1910, hvor russiske anarkister hamrede løs på det, der forhindrede dem i at komme ind til alt det dejlige guld og ædelsten, de var ude efter. At det larmede, og at de omkringboende havde hørt det og havde tilkaldt politiet, forstod de først efter at være blevet omringet.
På det tidspunkt stod Churchill typisk nok i forreste række, dvs. ofte foran den store skare ordenshåndhævere, der belejrede skurkene. Ja, han gik tilmed over stregen ved at komme med anbefalinger, der vist mere var ordrer, han slet ikke havde nogen ret til at udstede. Noget, han senere blev kritiseret for, uden at det dog gik ham på.
Ved tidligere episoder som f.eks. "The Tottenham Outrage" året før var det gået galt. En politibetjent og en dreng mistede livet. Betjenten var en flot fyr ved navn William Tyler, og han blev hædret på alle leder og kanter. Bl.a. fik han et fint gravmonument.
Forbryderne var der selvfølgelig ikke nogen sympati for i befolkningen. Churchill udtalte sig på et tidspunkt om en af de mere kendte, Peter Painter: "One of those wild beasts who, in later years, amid the convulsions of the Great War, were to devour and ravage the Russian State and people" (THOUGHTS AND ADVENTURES/AMID THESE STORMS, 1932, Woods A39).
Stående midt mellem to mænd, der var der i embeds medfør - en af dem tilmed tungt bevæbnet - titter Winston frem, iført sin høje hat, der signalerer en helt anden socialklasse samt manglen på en funktion i dette sammenhæn. Desuden, som sagt før: på mange af de billeder, hvor man ser ham, befinder han sig i allerforreste linje, hvilket for os nutidsmennesker er en morsom detalje, da han overhovedet ikke havde noget at gøre dér.
Han burde være blevet i sit bad, men nej, sådan var han ikke, hverken dengang eller under Anden Verdenskrig. Mange år efter har man moret sig over hans deltagelse i denne episode, der faktisk kostede flere liv samt mange sårede, men dengang var man forarget. Han gjorde dog også en vis nytte, da han som indenrigsminister kunne forbyde brandmænd at gå ind i det belejrede og brændende hus, hvor der befandt sig et par anarkister, der endte med at omkomme. Brandmændene og politifolkene var ellers havnet i en voldsom diskussion om ret og pligt mht den brændende bygning, men den fik Churchill bragt til ende, da han befalede, at de kun måtte starte en brandslukning, hvis flammerne bredte sig til de omkringliggende huse.
© The International Churchill Society. All right reserved.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar