Er dette et fantastisk maleri, ja, nærmest et genialt mesterværk? Tjah, det er nydeligt, men ikke min smag, så jeg ville bestemt ikke have givet $8.3 millioner for det, men det gjorde formanden for Sothebys auktionshus, Domenico De Sole, i 2004. Hvorfor gjorde han nu det? Jo, det blev præsenteret for ham som et af den abstrakte expressionist Mark Rothkos malerier, og de er pr. definition geniale samt meget dyre. Denne maler havde levet meget beskedent, men efter hans selvmord i 1970 blev hans billeder mere og mere værd: NAVNET solgte, og ikke han selv, men kunsthandlere og samlere tjente gode penge på ham. I dette tilfælde var det et meget prestigefyldt kunstgalleri, Knoedler & Co., der syv år før købet havde udbudt billedet til salg. De havde en særlig aftale med en person ved navn Glafira Rosales, der angiveligt havde adgang til uanede mængder af (efterhånden) berømte maleres ukendte mesterværker. Det drejede sig bl.a. om Jackson Pollock, Mark Rothko og Willem de Kooning, der alle var blevet berømte, og som derfor var gode samle- og investeringsobjekter. Den person, der havde købt mange af disse billeder til galleriet, var Ann Freedman, der havde været tilknyttet Knoedler & Co. i mange år.
Syv år efter at have købt Rothko-billedet for $8.300,000 opdagede Domenico De Sole, at han var blevet narret. Billedet - som mange havde prist som et vidunderligt kunstværk!!! - var blevet afsløret som humbug. Det var aldeles ikke Mark Rothko, der havde malet det, men en kinesisk kunstner, Pei-Shen Qian, der boede i Queens, hvor han sprøjtede billede efter billede ud. De var alle så gode forfalskninger, at det kunne fortsætte i årevis og gøre et par spanske hallunker, brødrene Jose Carlos og Jesus Angel Bergantinos Diaz, rige. Den ene af dem var kæreste med Ann Freedmans kontakt, Glafira Rosales, og havde en datter med hende, så svindlerierne var en form for familieforetagende.
Domenico Del Soles og hans kone blev så vrede over at være blevet nattet, at de lagde sag an imod galleriet. Retssagen gjorde det klart, at Pei-Shen Qian-billeder havde indbragt $70-80.000.000, og selv om køberne paradoksalt nok var glade for de svindler-billeder, de havde købt, og som de anså for ægte kunstværker, så endte Domenico De Soles retssag imod Ann Freedman og galleriet med sorg og tænders gnidsel. Hun mistede sin stilling, og det gamle, hæderkronede galleri lukkede. Pei-Shen Qian stak af til sit hjemland, Kina, hvor han angiveligt maler på livet løs, men i sit eget navn. Et af problemerne med sager af denne art er nemlig, at et ægte kunstnerisk talent kan blive misbrugt til falsknerier, hvor det burde have blomstret som en nyopdaget kunstners mesterværker. Qian er nemlig en glimrende maler, men desværre var han en lige så god bedrager, hvilket fristede et par skurke til en udnyttelse af hans talent. Det var deres og ikke hans ide, og ironisk nok var de beløb, der blev udbetalt til ham af de spanske brødre for det, der indbragte dem millioner, latterligt små, man kan sige, at der var tale om en spiral af bedragerier.
Hvis ikke Quin havde forfalsket malernes signaturer, men havde skrevet sit eget navn, så ville alt være OK juridisk set. Malerierne ville dog ikke have indbragt de astronomiske summer, de gjorde, og det er humlen i sagen: samlere, museer, gallerier, etc. køber ikke bare værkerne, men i lige så høj grad navnet. Har du en Rembrandt, en Corot eller f.eks. en Rothko, (og de er ægte), ja, så er du på den grønne gren i denne kunst-verden, der går mere på snobberi og økonomi end på kunst. Hvis du i stedet for ægte malerier har forfalskninger, så mister du ikke bare penge på en dårlig investering, men bliver til grin for at være så godtroende. Domenico De Soles var virkelig glad for det maleri, som han troede var et ukendt Rothko-mesterværk, men da han fandt ud af sandheden, er han nok blevet flov, for der er sikkert dem, der har grint ad ham. Ikke desto mindre fremstår billedet som et kunstnerisk mesterværk, så de tabte investerings-summer burde ikke trække dets værdi ned under gulvbrædderne. Enten er det god kunst, eller også er det ikke god kunst, hvad malerens navn end er. Qian skabte jo faktisk noget originalt - bare i en andens navn ....
Noget, der gør retssagen til en øjen-åbner mht kunst-begrebet er, de diskussioner, man røg ud i under retssagen. Det drejede sig om, hvorvidt det falske Rothko-billede skulle hænge med den røde farve øverst eller nederst. For mig giver det et interessant perspektiv til hele denne debat om kunst og investeringer ....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar