Else Cederborg = Omtale i "Arbejderen", den 16. februar 2021: John Chr. Jørgensen: "Landet vi ikke kender. Herman Bang anmelder kvindelige forfattere"
Bogen tegner et billede af en spændende tid i den danske litteraturhistorie, hvor kvindelige forfattere kæmpede for en plads ved siden af de mandlige.
Forfatteren, anmelderen, sceneinstruktøren og journalisten Herman Bang (1857-1912) har på mange måder bevist sin (platoniske) kærlighed til damerne, ikke bare ved sine fintfølende kvindeportrætter i for eksempel "Tine", "Ludvigsbakke" og "Ved Vejen", men også i sine anmeldelser. Det er John Chr. Jørgensens fortjeneste med sin nye bog "Landet vi ikke kender. Herman Bang anmelder kvindelige forfattere" at have bragt systematik i denne del af Bangs arbejde.
I en tid hvor den følsomme og meget lidt maskuline forfatter og anmelder Herman Bang var omgivet af maskulinitetsdyrkende mastodonter som blandt andre Brandes-brødrene og Johannes V. Jensen, der flere gange langede ud efter ham og hans "femininitet", snoede han sig igennem moradset af karikaturer og latterliggørelse og fik sagt mange fornuftige ting om de kvinder, der forsøgte sig som forfattere.
Han faldt heldigvis ikke i samme faldgrube som Edward Brandes, der betragtede de kvindelige forfattere som noget unormalt og mere eller mindre latterligt. Måske han var tæt på det modsatte, nemlig at dyrke kvinders talent, men så langt gik han dog ikke, heller ikke da han skrev: "For hver Dag forekommer det mig mer og mer som om skrivende Kvinder bringer os Bud fra fjerne og fremmede Lande, som vi vel før have set afbildet paa skjønne Lærreder af store Mestre, men som vi aldrig selv besøgte; vi maa derfor stole paa deres Sanddruhed, som fortæller os om Landet, vi ikke kender."
Jeg synes heller ikke, at Bang er havnet i samme snare som mange andre litterater, nemlig at se kvinderne som én homogen gruppe, hvis fællestræk er kønnet. Set i lyset af John Chr. Jørgensens bog er det tydeligt, at han opfatter dem som individer og ikke blot som repræsentanter for en udelukkende kønsdefineret gruppe. For mig er det et tegn på, at han tager sine kvindelige kolleger alvorligt som forfattere.
Det har altid forekommet mig meget underligt, at mænd ligesom tager for givet, at kvinder er mystiske og ubegribelige væsener, da de dog alle er født af og formentlig opfostret af en kvinde. Problemet har nok været, at i stedet for at høre efter, hvad de siger, så har de valgt at fantasere om dem ud fra deres egne behov, det vil sige, "kvinder er sådan og sådan", hvilket sjældent passer med virkeligheden, fordi der er tale om projektioner. Jeg har altid ment, at kvinder vidste mere om mænd end omvendt, og det er vel i yderste konsekvens noget af det, Bang siger.
John Chr. Jørgensens gennemgang af de forskellige kvindelige forfattere, der har været i berøring med Herman Bang, er både underholdende og yderst nyttig. Nogle af dem er nok glemt i dag, men de er alle interessante, fordi de tegner et billede af en spændende tid i den danske litteraturhistorie, hvor kvindelige forfattere kæmpede for en plads ved siden af de mandlige.
Bogen bestilles direkte hos forlægger Helge Scheuer Nielsen på adressen post@bakkekrogen.dk
Prisen er 160 kroner. Forlaget betaler forsendelsen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar