Ja, denne klinge var den, der huggede hovedet af dronningen af Frankrig, Marie-Antoinette (1755-1793), og hun var ikke den eneste, der mistede hovedet under Den Franske Revolution. Denne fandt formentlig kun sted, fordi hun og hendes mand, Ludvig XVI (1754-1793), ikke forstod den sociale situation. Jeg tror, de begge blev meget forbavsede over, at problemet med de utilfredse borgere ikke gik i sig
selv igen, sådan at deres priviligerede liv kunne fortsætte, som det hele tiden havde
gjort. Han var i hvert fald uerfaren og nærmest handlingslammet, tilmed på flere af livets vigtigste områder for en konge. Et af disse bestod nemlig i at skaffe landet en tronfølger, og det varede hele otte år, før dronningen endelig langt om længe blev gravid.
Voksfigurer, der forestiller den døde dronning og hendes mand
Marie-Antoinette var kendt for sin store skønhed, sin ødselhed og sin pyntesyge. Ingen af disse karakteristika passede helt på hende, for ligesom noget nær alle andre habsburgere havde hun tunge og ikke klassisk smukke træk, og i virkeligheden foretrak hun et landligt, ukompliceret og privat liv langt væk fra hoffet. Hun blev gift med den kejtede tronarving Louis-Auguste som 14-årig i 1770, men der var store problemer i ægteskabet, som hendes bror, den østrigske kejser Joseph II, efter nogle års ufrugtbart samliv måtte hjælpe det unge par med. Han forklarede sin svoger grundprincipperne i børnefødsler, og den naive og uerfarne Louis fik desuden en sex-lærerinde, nemlig den gifte kammerpige Philippine Lambriquet. Resultatet af alle disse anstrengelser var en sund og rask datter ni måneder senere, og den lille pige lignede til forveksling den datter, som dronningen fødte nogenlunde samtidig. Faktisk lader der til at være tvivl om, hvem der er hvem, bl.a. i forbindelse med et bestemt billede.
Dette billede bliver som regel fremstillet som et portræt af det barn, som kammerpigen fik med kongen, nemlig Ernestine de Lambriquet. Der er dog eksempler på, at det regnes for et billede af Marie-Antoinettes datter, Marie Thérèse, for så meget lignede disse to formodede halvsøstre hinanden, at de let kunne forveksles.
Noget, der bidrager til forvirringen er, at Ernestine blev adopteret af kongeparret sammen med tre andre børn. På et tidspunkt blev hun ligefrem angrebet af "pøblen", fordi man troede, at hun var Madame Royale, som kongeparrets datter, Marie Thérèse, blev kaldt.
Dette er Madame Royale, dvs. Marie-Therese (1778-1851), datter af Ludvig XVI og Marie-Antoinette samt dronning af Frankrig i 20 minutter. Hun blev gift med hertugen af Angoulême, der som søn af Ludvig XVI's bror, nemlig kong Charles X, var hendes fætter. Den 2. august 1830 måtte både hendes mand og svigerfar nødtvungent underskrive en abdikations-erklæring, hvilket teknisk set betød, at hun var Frankrigs dronning i de tyve minutter, der gik, efter at Charles X havde skrevet under, men endnu ikke hertugen.
Efter at hun døde af lungebetændelse i 1851 opstod der rygter om, at hun aldeles ikke var Madame Royale, men at hun som en prinsesse i alvorlig fare på grund af revolutionen var blevet udvekslet med sin formodede halvsøster, Ernestine Lambriquet. Dette førte til, at man i 2013 gravede en grav op i Tyskland, der tilhørte en mystisk kvinde, der var kendt som "Den Sorte Grevinde". Hun havde opgivet sit navn som Sophie Botta og boede på et slot, men når hun en sjælden gang forlod det, så var hun altid tildækket, så ingen kunne se hendes ansigt. Nogle tyske historikere mente, at hun var den ægte Madame Royale, men DNA-prøver viste, at det ikke var tilfældet. Hun var og blev til gengæld et fortsat mysterium, for ingen lader til at vide, hvem hun var, og i årenes løb har der været mange spekulationer omkring hendes identitet.
Men hvad så med Ernestine Lambriquet, hvordan blev hendes liv? Det beskrives vist bedst med en tur i rutschebanen, for hun dykkede socialt fra slotte og fornemhed til flugt og usikkerhed. Hendes mors mand - der jo muligvis var hendes biologiske far, selv om alle mente, det var kongen - blev fanget og henrettet for sin forbindelse med kongehuset. Selv blev hun under navnet Marie Philippine Lambriquet gift med en enkemand, men de fik ingen børn. Da hun døde i 1813 som 35-årig blev hendes forældres navne angivet som Jacques Lambriquet og Marie Philippine Noirot.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar